Spøgelsestoget

Normalt indeholder disse historiesider ikke fortællinger om det overnaturlige, men en gang skal jo være den første - og måske bliver denne artikel undtagelsen, der bekræfter reglen. Og er man ikke interesseret i det overnaturlige, kan jo nøjes med at læse den historiske, sidste del af artiklen. Men nu til sagen.

Statesville er det administrative centrum (amtssæde) for Iredell County i det vestlige North Carolina. North Carolina er delt op i tre regioner, "Mountain", "Piedmont" og "Coast". Piedmont betyder egentlig "bjergenes fødder" og udgør netop det forholdsvis højt beliggende område, der findes mellem Appalacherne og kystsletten ved Atlanterhavet. Iredell County er på ca. 1.550 km² og har omkring 160.000 indbyggere. Heraf bor ca. 25.000 i Statesville. Amtets største by er Mooresville med godt 32.000 indbyggere. Derudover er der adskillige større og mindre bebyggelser. Statesville er altså amtssæde, grundlagt i 1753, og der er en del kulturelle tilbud i byen. Blandt andet afholdes der to årlige festivaler, Statesville Græskarfestival og Carolina Ballonfestival. Nær byen ligger Hiddenite Gem Mines, som er den eneste mine i USA, hvor man selv kan lede efter ædelstene, blandt andet hiddenite, som er en ædelsten, der kun findes her. I området findes også smaragder. Blandt andet er den største smaragd fundet i Nordamerika fundet her. Den var på 1.684 karat. Men fra turistinformation til historie.

En sen augustaften var en kvinde på vej hjem fra et arrangement i Statesville. Hun kørte ad North Carolina Road 1004, også kendt som Buffalo Shoals Road mod sit hjem, som lå omkring 10 miles ude ad vejen. Hun var imidlertid ikke kommet mere end nogle få miles uden for byen, da hendes bil punkterede. Hun fik, trods dårlig mobildækning i området, fat i sin mand, som lovede at komme "til hjælp". Mens hun ventede stod hun uden for bilen og nød den lune augustaften/nat. Pludselig hørte hun lyden af et tog, hvilket ikke var overraskende, for omkring 150 meter fra vejen, men skjult for hende af et hegn omkring en virksomhed, gik en jernbanelinje. Mere overraskende var det, at det lød som om toget blev trukket af et damplokomotiv, og at hun pludselig kunne høre lyde som om toget var blevet afsporet eller kørt ind i noget. Hun løb ca. 100 m frem ad vejen til et sted, hvor der var frit udsyn til jernbanen, som netop der passerede over en jernbanebro. Her kunne hun se ødelagte vogne ligge nedenfor jernbanebroen, og hun hørte mennesker skrige. Hun løb tilbage mod sin bil, som holdt overfor en gård, hvor hun ville tilkalde hjælp. Netop da hun kom tilbage til bilen, kom hendes mand kørende. Hun fortalte ham om ulykken, men han havde ikke set noget, da han kørte forbi stedet. Han løb nu med hende tilbage til stedet, hvor de kunne se jernbanebroen, men der var intet at se. Ingen togvogne, ingen sårede passagerer, ingenting bortset fra græs og buske omkring en lille bæk!

Kvinden og hendes mand havde ikke boet i området længe, så de kendte intet til historien om spøgelsestoget ved Bostian Bridge (navngivet efter den kvinde, der for mange år ejede landområdet, hvor broen blev bygget). Det var nemlig ikke første gang, at nogen havde set toget, men det vidste ægteparret ikke. Den første beretning stammer tilbage fra 1892, og siden er toget set mange gange - altid natten mellem den 26. og 27. august. I 1941 havde en anden kvinde haft en tilsvarende oplevelse. Også hendes bil var gået i stå på Buffalo Shoals Road nær Bostian Bridge. Også hun afventede hjælp fra sin mand, som hun havde kontaktet via en telefon på den nærliggende gård. Hun nøjedes imidlertid ikke med at høre toget, men så det faktisk også. Hun var sikker på, at det var dukket op ud af den blå luft lige før jernbanebroen. Mange andre har også hævdet at de har set spøgelsestoget. Nogle påstår endda, at de har set en ældre mand i jernbaneuniform, som stod og så på et guldlommeur. Når de nærmede sig spurgte han dem om, hvad klokken var, som om han ikke stolede på sit eget ur. Når de så mod det formodede ulykkessted, og så vendte sig om igen, var manden forsvundet.

Den 27. august 2010 omkring kl. 3 om natten blev en ung mand dræbt tæt på sporene ved Bostian Bridge. Han og en gruppe andre "spøgelsesjægere" var taget ud til stedet for om muligt at et glimt af spøgelsestoget, eller i hvert fald at høre lydene. De gjorde, hvad mange spøgelsesjægere og andre interesserede gør hvert år den 27. august. Manden var gået ud på broen i håbet om at kunne se/høre toget bedre derudefra. Der kom da også et tog, men desværre for den unge mand, var det virkeligt nok. Det var et passagertog fra Norfolk Southern Railroad, der var blevet forsinket, og som derfor kørte med større fart end normalt på strækningen. Lokomotivføreren fik øje på gruppen ved broens begyndelse, og han forsøgte at bremse sit tog, samtidigt med at han tudede i fløjten. Bortset fra to, nåede alle medlemmer af gruppen at komme i sikkerhed. En kvinde blev i farten skubbet ned fra broen og faldt mellem 10 og 12 meter ned. Heldigvis ramte hun nogle buske på skråningen og slap med skrammer og en forstuvning. Den unge mand ude på broen forsøgte at løbe ind mod kanten, mens han holdt sig så langt væk fra skinnerne som muligt. Desværre nåede han ikke helt ind, og han blev ramt af toget, blev slynget flere meter ind i et buskads, og var død, da han kammerater nåede frem. Stedet besøges stadig ivrigt natten til den 27. august, men ingen er dog kommet til skade siden. Måske er folk blevet klogere, og holder sig væk fra sporene.

Historien bag historien

Third Creek og Bostian Bridge i bagrunden i dag.

Den 27. august 1891 kørte et Western North Carolina Railroad passagertog fra Statesville. Toget kom fra Richmond i Virginia og havde kørt via Danville i det sydlige Virginia (hvor The Wreck of the Old 97' senere skulle ske i 1903). Fra Danville skulle toget via Statesville til sit næste stop i Asheville omkring 100 miles vest for Statesville. Mellem kl. 2 og halv tre om natten den 27. august forlod toget stationen i Statesville efter at have taget passagerer og gods ombord. Desuden havde man genforsynet med brændsel og vand til lokomotivet, kendt som Engine no. 9 (som også blev betegnelsen for hele toget). Da det havde taget længere tid end planlagt at få passagerer og gods ombord, var toget blevet forsinket godt 30 minutter, og det skulle gerne indhentes inden næste stop. Kun fem minutter efter afgang nåede toget frem til broen, som det kørte ud på med en fart af ca. 40 miles (ca. 65 km) i timen. Få sekunder efter kørte toget af broen. Lokomotivet landede på skråningen, mens brændselsvognen, bagagevognen, en anden klasse og en første klasse passagervogn, en sovevogn og en privat, men tom, togvogn tilhørende jernbaneselskabets chef, styrtede omkring 20 m ned i kløften, som broen førte over. Gennem kløften løb en lille flod, Third Creek, og her landede en af vognene. Senere opmålinger viste at sovevognen landede næsten 50 meter fra det sted, hvor den kørte af sporet, og det samme gjorde den private vogn. Nogle af vognene landede oven på hinanden (første klasse vognen oven på anden klasse vognen og den private vogn oven på sovevognen). Nogle af de passagerer, der var i de underste vogne, blev knust under vægten af de vogne, der landede oven på. En del af skinnerne, som var revet op, faldt ned fra broen og gennemborede vognene nede i kløften, og også nogle passagerer blev ramt af skinnerne. Floden havde langt mere vand end sædvanligt på grund af nogle kraftige regnskyl i dagene forud, og nogle af de passagerer, som ikke kunne komme ud af andenklasses vognen, druknede. En kvinde, Miss Lewellyn Poole, som overlevede, fortalte, at hun havde forsøgt at holde sin mors hoved oven vande, men til sidst var blevet så træt, at hun måtte give slip, og også moderen druknede. Et samtidigt fotografi viser tilsyneladende, at to passagervogne samt en åben godsvogn blev på sporet. Det er dog ikke klart om de faktisk var med ulykkestoget, eller om det er taget senere, hvor de har været anvendt til at bringe officielle repræsentanter til stedet. De første rapporter, som blev bragt i samtidige aviser, fortalte i hvert fald, at alle vognene, var faldet ned fra broen.

Lokomotivføreren, William West, blev fundet under lokomotivets førerhus, knust af dette. Ved siden af ham lå to kvinder, som havde været i førsteklassesvognen. Hvordan de var kommet der, blev aldrig afgjort. De kan have været på besøg i lokomotivet fra opholdet i Statesville, eller de kan være sprunget eller blevet kastet ud af vognen, inden denne faldt helt ned i kløften, og var landet under kabinen sammen med lokomotivføreren. Den første historie lyder mest sandsynlig, men afgjort bliver det aldrig.

Nogle af de overlevende var i så god behold, at de kunne gå langs sporene tilbage til stationen, hvor de kunne fortælle om ulykken. Adskillige mennesker meldte sig til at deltage i redningsaktionen. De skulle finde overlevende, men også lokalisere, de, der var blevet dræbt. De sårede, man fandt, blev ført tilbage til Statesville. Her havde man intet hospital, så de sårede blev anbragt i private hjem, hvor man så plejede dem, så godt man nu kunne. Byens få læger hjalp, hvor det var muligt. De døde blev anbragt i et tobakslager, hvor familiemedlemmer kunne forsøge at identificere deres pårørende. 23 til 26 mennesker (kilderne er ikke helt enige) mistede livet og godt 30 blev sårede ved katastrofen, der var den værste i Iredell Countys historie og selv i dag er den kun overgået af en influenzaepidemi, der ramte amtet i 1918.

Mange mennesker flokkedes både ved stationen, men også ved ulykkesstedet. Blandt de sidste var en lokal fotograf, som har taget de eneste billeder, der med sikkerhed blev taget efter ulykken. Iredell Country Library er i besiddelse af fire af de fem fotos, der blev taget. Det femte har de som en scannet version af et billede, der blev bragt i en samtidig avis. Det er muligt, at der har været flere billeder, men mange af fotografens arbejder blev tilintetgjort under en brand for mange år siden.

Selv om fanger fra fængslet i Newton, 25 miles (40 km) væk blev udkommanderet som hjælp, gik der flere dage, før man havde fuldt overblik over katastrofens omfang, og hvad, der havde forårsaget den. Nogle af de overlevende kunne fortælle, at sekunder inden afsporingen, havde de haft en fornemmelse af, at toget havde "rusket og bumpet". Embedslægen (the coroner), kunne afgøre at katastrofen var sket, fordi nogle af de spigre, som holdt skinnerne fast til svellerne var blevet fjernet af ukendte personer. Adskillige blev tilbageholdt og afhørt, men måtte løslades igen. Først seks år senere, i 1897, fandt man de skyldige. To mænd som var blevet arresteret og nu sad fængslet for en helt anden forbrydelse, tilstod overfor deres medfanger, at de var skyldige i tyveriet af spigrene. Denne tilståelse var nok til, at de blev dømt for deres handling.

En liste over de døde (på det tidspunkt 20) kunne læses i en avis fra Charlotte dagen efter ulykken. Blandt de døde var bagagemester Hugh K. Linster. Han havde været ansat ved jernbaneselskabet i over 30 år og havde kort før ulykken fået en belønning for tro tjeneste i form af et guldlommeur. Da toget forlod Statesville, spurgte han en af passagerne hvad klokken var, fordi han var bange for, at det nye ur gik forkert. Men det var toget, som var forsinket. Nogle tror, at det er Linster, som nogle mennesker hævder at have set, der stadig ikke kan tro på sit eget ur. Tre af ligene var endnu ikke identificerede, da artiklen udkom, og jeg ved ikke om de er blevet det siden. Af de, der blev omtalt som sårede, døde senere mindst tre af deres sår.

Bostian Bridge eksisterer fortsat, og den passeres dagligt af flere tog.