Invaderet af orm

Denne artikel er egentlig et afsnit i en kommende bog, en slags opfølger til "Vejen til Petaluma" fra 2019, med flere oplevelser og fakta om USA og andet godt. Jeg forventer at bogen udkommer en gang i efteråret 2021 eller begyndelsen af 2022, men her er altså en smagsprøve, som handler om noget, som siden 2012 er blevet en tradition, både på de ture, jeg kører alene, og de jeg tager sammen med Tim, så den passer godt her på rejsesiden, og er endnu ikke fortalt.

Én-orms orm

Orm! Orm kan være mange ting. En definition er, at ”den orm er et aflangt dyr uden ben”, og den slags dyr findes der mange af. I gamle dage kaldte man også de dyr, vi i dag kalder slanger, for orm, og en reminiscens fra dengang finder vi i navnet på Danmarks eneste giftige slange, hugormen. Men ellers kan jeg nævne regnorm, bændelorm, fladorm, pæleorm eller stålorm (som faktisk er en øgle uden ben). Også fra den nordiske mytologi kender vi orm, fx lindorm og ikke mindst Midgårdsormen – og i mange omtaler af drager, bruges betegnelsen orm, for disse fabeldyr. Her rinder et citat mig i hu (god gammeldags formulering): ”Hvis jeg havde været kaptajn på Noas Ark, ville jeg havde ladet børneormen blive hjemme”. Dette citat stammer fra Jan Monrad i rollen som Mogens i monologen ”Mogens på safari”. Men i virkeligheden er det slet ikke denne slags orm eller andre levende væsener, dette skal handle om. Afsnittet er placeret i et kapitel, der handler om noget, der kan spises, og man kan selvfølgelig spise orm – selv om jeg nødig vil, men den slags orm, som afsnittet handler om, er bestemt spiselige i et eller andet omfang, selvom de ikke nødvendigvis er velsmagende.

Historien begynder på min anden tur alene med Tim. Det var den tur, som førte os fra Seattle i vest til New York City i øst, om end af nogle få omveje, som fx omfattede besøg i både Texas og Florida. I turens første fire dage, kørte vi omkring i området nord og vest for Seattle, hvorefter vi besøgte selve byen et par dage, inden vores road trip startede for alvor. V i kørte mod øst ad US Highway 2, og inden vi havde kørt ret langt, skulle vi have benzin på, og som så ofte ved den slags lejligheder, gik vi ind i butikken, så jeg kunne få kaffe, og når vi nu var der alligevel, kunne vi lige så godt se os omkring, for at se om der var noget, vi ikke kunne undvære. Der var der sådan set ikke, men nu kommer vi lige straks til ormene. Inden er jeg dog nødt til at afsløre en hemmelighed – i hvert fald en hemmelighed for de, der ikke kender den i forvejen. Amerikanere kan ikke lave vingummi! I hvert fald ikke vingummi, som vi kender hjemmefra. Det meste er noget underligt blødt stads, der mest smager af sukker. Vi kan faktisk få noget tilsvarende herhjemme, men jeg prøver at undgå det. Den bedste vingummi, man kan få i USA, er faktisk Haribos vingummibamser, og Haribo er som bekendt tysk, ikke amerikansk. Haribo laver i øvrigt mange andre former for slik, også andre former for vingummi, men i USA har jeg kun set ”Guldbamser”.

Mens jeg gik rundt i butikken fik jeg øje på nogle vingummiorm, ”gummi worms” kaldes de på engelsk. Disse var amerikansk fremstillede, men jeg tænke at det måske var bedre end ingenting, så jeg købte en pose på størrelse med de slikposer, vi også kan få herhjemme. Da jeg kom ud i bilen, placerede jeg ormene i handskerummet, som var afkølet, så vingummien ikke smeltede i sommervarmen, og så fortsatte vi i øvrig vores færd. Vi glemte imidlertid alt om disse orm, og de lå i handskerummet nogle dage, indtil jeg ville lægge et indkøbt æble derind, så det kunne holde sig koldt. Så opdagede jeg ormene, og vi gik i gang med at spise dem. Ikke alle på en gang naturligvis, men i små portioner. En uges tid senere, var der ikke flere tilbage, så nu ville vi genforsyne. Vi befandt os på det tidspunkt på en tankstation i udkanten af Roswell i New Mexico. Vi skulle ikke have benzin på, men brugte tankens parkeringsplads til at indtage en let frokost af ting, vi havde i vores køleboks, og mens Tim rettede an på bagsmækken, gik jeg ind i butikken for dels at købe kaffe, dels at se om de skulle have orm. Og sandelig om de ikke havde, så endnu en gang anskaffede jeg en pose. De første orm, vi havde købt, var ret små, så vi fik to ad gangen. De orm jeg købte på denne tank var meget længere. Vi døbte dem derfor "en-orms orm", fordi vi nu kun måtte få én ad gangen, og de andre blev dermed til to-orms orm. Selv om ormene var større (eller måske fordi de var større), var der færre af dem i posen, så vi blev enige om, at vi måtte have et system. Dette system gik ud på, at vi fik en orm, da vi forlod tanken, og så måtte vi ellers få en, når der var gået en time, den næste, når der var gået endnu en time og så fremdeles. Fra næste dag ændrede vi tidsskemaet til en orm hver fulde time – men kun hvis vi var i bilen, når det var ormetid. Ellers måtte vi pænt vente til nærmeste fulde time.

Siamesiske tvillingorm har invaderet kabinen på en af turene.

Senere blev det nærmest en besættelse, at vi hele tiden skulle have orm i handskerummet, og da vi på et tidspunkt handlede i et Walmart, opdagede vi, at denne supermarkedskæde, hvor alt er større, ikke mindst slikposerne også solgte orm – de store af dem, og i poser på omkring 800 gram. Så én sådan købte vi. Den store mængde fik os ikke til at ændre på reglerne for indtagelsen, så posen holdt næsten resten af vejen til New York, men da vi nærmede os byen, spiste vi de sidste, og besluttede os for, at der ikke var andet at gøre end at tage hjem til Danmark. Vi nåede dog at købe orm en gang til på en tankstation på Staten Island, og da vi afleverede bilen i JFK lufthavnen, var det eneste, vi glemte at tage med den uåbnede pose orm, som lå i handskerummet.

Siden er det simpelthen blev en tradition, at noget af det første vi køber, ofte samtidigt med vores isboks og vand til at komme i den, er vingummiorm, og vi bruger fortsat det samme indtagelsesskema. Vidste du i øvrigt at vingummi blev opfundet i London i 1909? Men der gjorde det altså – sjovt nok af en englænder ved navn Charles Gordon Maynard. Historien om ham, hans far og vingummien, skal jeg forskåne alle for. Den kan interesserede selv slå op. Ifølge Wikipedia er vingummi fremstillet af vand, sukker, glukose, smagsstof, farvestof og gelatine. Tim og jeg er dog sikre på, at de amerikanske orm er 100 % syntetiske og ikke indeholder et eneste naturligt stof. Og sådan smager de også. Min favoritvingummi er Eldorado fra Haribo, som jeg prøver at undgå at købe, for gør jeg det, er de væk, så snart jeg har åbnet posen. Eldoradogummierne smager faktisk af frugt i et eller andet omfang, selv om de nok ikke har været i nærheden af hverken hindbær eller ananas, men det kan man altså ikke sige om ormene, som nærmest smager af kunstighed (kan noget smage af det? Ormene gør), men trods det, er det altså nu blevet en tradition, som vi holder i hævd. Jeg kan ikke tale for Tim, men jeg gør det faktisk også, når jeg er af sted alene.

Siden de første orm, har vi set flere forskellige slags, to-orms orm, en-orms orm, dobbeltorm (siamesiske tvillingorm) og flere andre modeller. De fleste fabrikater holder sig til farverne hvid (gennemsigtig), gul, grøn og rød, men af og til ses de også i blå, lilla og orange, og der vil ormalt være to farver kombineret i samme orm, en farve i hver ende. Dog i tilfælde af dobbeltorm, har hver af de siamesiske orm ofte hver sin farve. Og de fleste ligner mere hugorm end regnorm, da de typisk har et ”hoved” i den ene ende af ormen. Ved enkelte lejligheder, har vi ikke kunnet få orm, og har derfor måttet lade os nøje med andre ting, fx vingummialligatorer, som er lige så syntetiske som ormene, men det er bestemt ikke det samme. Af og til kryber ormene ud af handskerummet og kravler rundt på rattet eller andre steder i bilen – ellers også anbringer vi dem der, så vi kan tage billeder og sende til vores undrende omgangskreds hjemme i kongeriget. Og således slutter dette afsnit om spiselige orm.