Los Angeles

I Los Angeles havde vi bestilt en guidet bustur på samme måde som i San Francisco. Omkring kl. 8.30 blev vi hentet på hotellet i West Hollywood i en lille åben trolley, som havde plads til forholdsvis få mennesker, men den skulle også kun køre os til et fordelingssted, hvor vi så skulle ud i de busser, som skulle stå for de forskellige rundvisninger. Dette sted viste sig at ligge på Hollywood Boulevard, som krydsede Vermont Avenue ikke så langt fra det sted, vores hotel lå, så jeg havde en idé om, at når vi kom tilbage, kunne vi gå hjem til hotellet, som vi havde gjort i San Francisco. Nogle gaderne i Los Angeles er imidlertid ret lange, og det viste sig da også. at der var omkring 12-15 km fra vores hotel til det sted, hvor vi skulle fordeles, så vi opgav tanken om at gå hjem. Sunset Boulevard er faktisk 41 km lang, og den længste gade i byen, Sepulveda Boulevard, er over 80 km.

Vi havde valgt at tage på Grand Tour of Los Angeles, der kørte rundt i store dele af det centrale Los Angeles. I modsætning til i San Francisco var her både en chauffør og en guide, så Dorte var noget mere rolig denne gang. Guiden hed Terry, og han fortalte om sig selv, at han egentlig var musiker (klassisk) og spillede om aftenen i et af byens symfoniorkestre, men om sommeren supplerede han sin indtægt med at arbejde som guide. Han var i øvrigt en entusiastisk ældre herre, omkring de 60-65 vil jeg gætte på. Normalt kørte han stjerneturen, men denne dag var det altså The Grand Tour, som skulle nyde godt af ham. Vores chauffør hed Pedro, og han var byens bedste. Det sagde Terry selv, og han sagde det tit!

Da alle var kommet i bussen, kørte vi først op til Hollywood Bowl, som var første stop. Her blev vi sluppet løs, og kunne gå rundt og nyde denne fantastiske musikarena, som mest bliver brugt til klassisk musik, men hvor også navne som Frank Sinatra, Judy Garland, Beatles og Pink Floyd har optrådt. Foruden selvfølgelig Monthy Python. Området er imponerende, og der er en god udsigt over byen her oppe fra, hvis man altså kan se den for smog. Akustikken i Hollywood Bowl skulle være fantastisk på grund af amfiteaterfaconen, men det fik vi nu ikke mulighed for at opleve.

Da alle havde set nok, vendte vi tilbage til bussen og kørte ned mod Hollywood. Til Hollywood Boulevard og nærmere bestemt til Grauman's Chinese Theater, som var næste stop. Det er her alle de rigtigt store stjerner får lov at sætte aftryk af deres hænder, fødder, næser, knæ og andre kropsdele i cementen uden for teateret – som altså er en biograf, ikke et teater. De første aftryk blev sat ved en fejltagelse. Biografen blev ejet i fællesskab af skuespillerægteparret Douglas Fairbanks og Mary Pickford, og deres gode ven, Sid Grauman, som drev stedet. De to skuespillere, var de første som ved en officiel ceremoni satte deres aftryk i cementen i 1927. Men de allerførste aftryk var blevet sat, mens teateret stadig var under bygning. Grauman havde inviteret nogle venner til at bese byggepladsen, og da de skulle ud af byggepladsen kom stumfilmstjernen Norma Talmadge til at træde i den våde cement, og dette uheld gav Grauman idéen. I begyndelsen skulle man ikke bare være berømt skuespiller for at få lov til at sætte aftryk, men man skulle også være personlig ven af Grauman, som fx den danske operasanger, Lauritz Melchior, var. Hans aftryk findes da også på pladsen.. I øvrigt var den første, der satte sine initialer ved siden at sit aftryk overhovedet ikke stjerne, men derimod formanden på byggepladsen. Håndaftrykket og initialerne J. W. K. findes stadig på forpladsen. Andre, der har sat aftryk er Sonia Henie, Tom Mix, Al Jolson, Groucho Marxx (som har efterladt et aftryk af sin cigar), Roy Rogers, Gene Autry (Mix, Rogers og Autry var western stjerner, og også deres heste har fået lov til at sætte aftryk). Betty Grable har efterladt et aftryk af sine ben, Bob Hope og Jimmy Durante af deres næser. John Wayne har sat aftryk af sine knytnæver og Harold Lloyd af sine briller, og sådan har forskellige skuespiller gjort deres til at gøre stedet kendt. I nyere tid har blandt andre Arnold Schwarzenegger sat sine fodaftryk, der i øvrigt er forbløffende små, Robin Williams, der til gengæld har store fødder, og Nicholas Cage har også sat aftryk. I 2006 var der i alt aftryk fra 173 forskellige mennesker.

Da vi blev sat af bussen indskærpede Terry, at vi skulle være tilbage i bussen efter 30 minutter, så Dorte og jeg mosede af sted på raske fjed for at se fødder, hænder mm, og fotografere dem til albummet. Intet mindre end et billede af den siddende guvernørs fødder kunne gøre det. Mens Dorte så på fødder fortsat, gik jeg en tur over på den anden side af gaden for at fotografere hele foretagendet, og for at se lidt på stjerner. Altså de, der findes nedlagt i fortovet på Hollywood Boulevard med navne på andre stjerner. 2.300 stjerner med navne på stjerner i fem forskellige kategorier (film, tv, plader, radio og teater) ligger der her. Stjernerækken kaldes Hollywood Walk of Fame og den er ret lang – for at få plads til alle stjernerne. Det er i øvrigt noget nemmere at få en stjerne end et aftryk. Det vidner ikke bare antallet, men også det forhold, at firmaer og ikke-eksisterende figurer, kan få stjerner. Blandt de, der her en stjerne er Vanna White, bogstavvender i den amerikanske version af Lykkehjulet, Mickey Mouse og Anders And. Flest stjerner har Gene Autry, der har en i hver af de fem kategorier. Jeg fik taget billeder af en par af stjernerne, inden jeg krydsede gaden igen, og vendte tilbage til Dorte og stjernekopierne. Stjernekopierne er ganske almindelige mennesker – nå, ja, helt almindelige er de måske ikke – der klæder sig ud som berømte stjerner og stiller sig op foran biografen, hvor de så lader sig bese – og af og til fotografere – mod betaling. Den dag, vi var der, mødte vi Marilyn Monroe, Superman, Spiderman og Michael Jackson, men vi lod os ikke friste til at fotografere nogen af dem, så i stedet vendte vi tilbage til bussen.

Fra biografen kørte vi til Beverly Hills. Her kunne vi dog ikke køre ind, da der er adgang forbudt for turist- og sightseeing busser i denne by i byen. Beverly Hills er en lille by, der er helt omgivet af Los Angeles, bortset fra på den ene side, hvor den grænser op til West Hollywood, der også er en selvstændig by i byen. Begge byer har eget bystyre, på samme måde som Frederiksberg i København, og Beverly Hills har tillige egen politistyrke, hvilket af og til giver nogle problemer med jurisdiktionen over de forbrydelser, der bliver begået i grænseområderne mellem Beverly Hills og Los Angeles. Byen er kendt fra film og Tv-serier, som har givet det indtryk, at her bor de velhavende, og det er også korrekt, at der bor mange rige i Beverly Hills, men byen har også et forholdsvist fattigt område, og gennemsnitsindkomsten i Beverly Hills er faktisk lavere end gennemsnitsindkomsten i selve Los Angeles. Vi kørte en tur gennem Rodeo Drive, der ligger lige uden for selve Beverly Hills, og hvor det i hvert fald er de rige, der handler. Her ligger alle de store kendte mærkevarebutikker, så som Louis Vuitton, Gucci, Armani, Chanel, Tiffany, Cartier, Dior, Ralph Lauren, Yves Saint-Laurent, Versace, Tommy Hilfiger, Dolce & Garbana, Vidal Sassoon og Bang & Olufsen samt luksusstormagasinerne Saks Fifth Avenue og Neimann-Marcus. Der ligger også mindre kendte, men lige så eksklusive forretninger som fx Boulmiche, der ligger på hjørnet at Rodeo Drive og Santa Monica Boulevard (hvor den faktisk har adresse). Denne butik, der sælger dametøj, blev berømt, fordi det var her, at Julia Roberts blev afvist som kunde af en storsnudet ekspeditrice i filmen Pretty Woman. En anden mindre kendt butik på Rodeo Drive er Bijan, der sælger herretøj. Denne butik er efter sigende verdens dyreste tøjbutik og handler kun med kunder "efter aftale". Man kan altså ikke bare gå ind fra gaden. Til gengæld kan man købe sokker for $50 parret, hvilket er den billigste vare i butikken. Derudover kan man også købe jakkesæt fra $15.000 og op. Ifølge vores guide bruger en gennemsnitskunde ca. $100.000 pr. besøg. Hvis de altså får lov til at komme ind.

Vi gjorde ingen stop i dette område, men fortsatte til La Brea Avenue. Her findes den berømte La Brea tjæresump, der oprindeligt lå langt uden for byen, men som nu nærmest ligger i centrum. Tjæresøer opstår, når råolie trænger gennem sprækker i jorden op til overfladen. De lette dele af olien fordamper, og den tunge tjære og asfalt bliver tilbage som klistrede pøle. Denne tjære anvendte de indfødte i årevis som klister og som tætningsmiddel til kurve og kanoer. Da de hvide kom til området, begyndte de at udvinde tjæren og brugte den til lave tage i den dengang nærliggende by osv. Af og til fandt man knogler i tjæren og i 1901 begyndte man en videnskabelig udgravning af området.

Siden er der fundet knogler af 59 arter af pattedyr og 135 arter af fugle. De ældste knogler er ca. 40.000 år gamle og de yngste er ca 8.000 år. Desuden spor af insekter, bløddyr og planter. Mange af knoglerne tilhører dyrearter, der stadig lever i området, men man har konstateret at klimaet for 40.000 år siden har været noget koldere end det nuværende klima i Los Angeles området. Dette kan specielt ses på plantefundene. Der er også fundet en række dyr og planter, der ikke længere lever i området – nogle er helt uddøde. Det gælder fx oprindelige nordamerikanske heste, som i dag er uddøde; hesten kom derefter først til Nordamerika med spanierne. Desuden langhornet bison, kamel, mammut, mastodont og sabelkat. Af fugle er der fundet ørne, gribbe, kondorer og en uddød, storkelignende fugl ved navn teratorn. Langt hovedparten af de dyr, der er fundet er kødædere og ådselædere, kun ganske få er planteædere. Dette skyldes formodentlig at flokke af rovdyr har jaget et enkelt byttedyr ud i sumpen, hvorefter såvel rovdyr som byttedyr er blevet fanget i tjæren. En sådan episode hvert 10. år i en periode af 32.000 år er nok til at forklare alle de knogler, der ligger i sumpen.

Alene af sabelkatte (smilodon californicus) er der fundet over 1.500 skeletter, så disse små misser må der have været mange af i omegnen af LA. Den art af sabelkat, der levede i dette område, var lidt mindre end løver, omkring 30 cm kortere, og omkring 20 cm lavere. Alligevel vejede de nogenlunde det samme som løver, så det har været muskuløse missekatte, og bisserne fejlede jo heller ikke noget. Hjørnetænderne kunne blive op mod 17-18 cm lange. Men heldigvis er der jo ikke mange sabelkatte tilbage!

Ved La Brea skyndte vi os hen til én af udgravningerne, hvor vi så nogle mennesker, der lå på maven i den ildelugtende tjære og gravede efter knogler. Sikkert et interessant job, men ikke ligefrem lækkert. På tilbagevejen nåede vi lige at kaste et blik på den tjæresø, der stadig er over jorden, og hvor der – for anskuelighedens skyld – er opstillet nogle modeller af dyr, der sidder fast i tjæren. Blandt andre en mastodont. Her kan man også se, hvordan gasserne bobler op til overfladen. Cage museet, der ligger på området, og hvor nogle af de mange fund er udstillet, blev der ikke tid til i denne omgang, da vi skulle videre til Farmers Market, hvor der blev gjort et længere ophold, så vi kunne få noget i mavsen. Farmers Market var tidligere et rigtigt marked, og der er også stadig nogle få butikker, fx bagere og grønthandlere og en enkelt slagter, foruden en slikbutik og en butik, der kun sælger stærk sauce. Den har de til gengæld i hundredvis af varianter. Resten af markedet er domineret af små spisesteder af forskellig art. Vi gik lidt omkring, og købte et par saucer i butikken, der handlede med dem, og lidt frugt i et af frugtstaderne, og så spiste vi ellers nogle små pizzalignende ting hos en jødisk bager.

Næste stop var ganske kort ved Walt Disney Concert Hall, et bygningsværk helt i rustfrit stå og glas. Her holdt bussen under et stopforbudsskilt, så her var der kun 30 sekunders ophold, hvor vi kunne fotografere. Derefter kørte vi videre til den ældste del af byen, der er koncentreret omkring en gade ved navn Olvera Street. Her ligger en række historiske bygninger omkring en lille plads, blandt andet den ældste kirke i Los Angeles og i selve Olvera Street findes et i dag mexicansk marked, som vi selvfølgelig besøgte. Blandt andet var der en del lædervareboder, og her så Dorte på bælter og tasker – længe!! Desuden lyttede vi til den levende musik, der blev spillet flere steder i området, ligesom vi beundrede de mange jacarandatræer, der står mange steder i LA –og også her på pladsen. De har nogle meget flotte blå blomster.

Dette blev turens sidste stop. Herfra var det "bare" køren omkring, og vi kom, blandt andet gennem Chinatown, gennem byens modedistrikt, forbi byens rådhus, der har et markant tårn, forbi Staples Center, hvor LA Lakers spiller basketball for 20.000 tilskuere, Paramount Studierne, Capitol Records bygningen og Dodger Stadium, hvor Los Angeles Dodgers spiller baseball, og til sidst nåede vi tilbage til opsamlingsstedet. Vi ville som nævnt oprindeligt have spadseret tilbage til hotellet, men havde jo på udvejen opdaget, hvor langt der egentlig var. Vi valgte derfor at tage bussen, som jo var en del af prisen, og vi fik noget for pengene. Det viste sig nemlig at chaufføren ikke helt havde styr på sagerne, så vi kørte rundt om den samme blok en del gange, inden det lykkedes for ham at komme videre, og så gik det ellers rundt til de forskellige hoteller. Da vi blev hentet om morgenen, var der kun et hotel, efter os, som vi skulle forbi, men her om eftermiddagen endte vi med igen at være det næstsidste hotel, så klokken var hen ad 16 inden vi var tilbage på hotellet.