Manassas Battlefield Park

I 2002 skulle vi køre fra Lexington i Virginia til Wasington. Vi indledte med at køre nordpå ad I-81 gennem Shenandoah Valley til vi nåede byen Staunton. Her drejede vi så over på I-64, der fører på tværs af Blue Ridge Mountains.  Lige efter Charlottesville forlod vi motorvejen og kørte over på US-29 mod nordøst forbi Culpepper og Brandy Station. Sidstnævnte er mest kendt, fordi et af borgerkrigens største kavalerislag fandt sted her. I det hele taget er området her fyldt med slagmarker fra borgerkrigen: Fredericksburg, Chancellorsville, The Wilderness, Spotsylvania Courthouse og altså Brandy Station. Spotsylvania County bliver kaldt USA's blodigste jord, fordi mere end 110.000 blev dræbt eller såret her i løbet af borgerkrigens fire år. Vi ville nu ikke se nogle af disse slagmarker (denne gang). Vi ville se en anden, nemlig slagmarken ved Manassas Junction eller Bull Run, som den også kaldes. Nordstaterne opkaldte typisk deres slag efter nærliggende byer, mens sydstaterne havde en tendens til at opkalde deres efter vandløb. Derfor har mange af slagene og slagmarkerne to navne. Nå, men vi ville altså se slagmarken, hvor der blev udkæmpet to slag i løbet af borgerkrigen. Første slag ved Bull Run og Andet slag ved Bull Run. Virkeligt kreative navne! Lige efter Brandy Station kørte vi over på Virginia Road (VR) 28, som fører til byen Manassas, som i dag nærmest er en forstad til Washington DC. Eller i hvert fald sammenvokset med forstæder som Annandale og Alexandria. I Manassas spiste vi så frokost inden vi kørte ud til slagmarken. Vi startede med at køre til Nationalparkens Visitor Center, hvor vi købte en billet, for at få lov til at se parken, som ligger hele vejen rundt om byen, og kørslen sker på almindelige offentlige veje, så i virkeligheden er billetten ikke nødvendig, men for god ordens skyld! Inden vi kørte den lange tur, gik vi en kort tur i området omkring Visitor Centret.

 

Her ved Manassas startede borgerkrigen for alvor en julidag i 1861 og et år efter, i august 1862 blev der kæmpet igen i området. Det første slag er nok det mest kendte, ikke mindst fordi, det var borgerkrigens første større slag, og fordi det foregik tæt på Washington. Slaget er også blevet kendt gennem mange film og TV serier om borgerkrigen, der ynder at vise scener fra dette slag. Den 16. juli marcherede nordstatshæren på 35.000 mand ud af Washington for erobre Richmond (der er kun ca. 170 km mellem de to hovedstæder). Formålet med ekspeditionen var at gøre en ende på krigen, inden den rigtigt kom i gang. Den første dag nåede hæren imidlertid kun 8 kilometer, fordi soldaterne (der alle var frivillige) hele tiden skulle fylde feltflasker og plukke solbær! Målet var i første omgang jernbaneknudepunktet ved Manassas. Hvis man kunne få kontrollen over dette område, ville man have sikret sig den bedste adgangsvej til Richmond.

 

Den 18. juli nåede man Centreville. Fem miles forude lå åen Bull Run, og her bevogtede 22.000 sydstatstropper under kommando af General Pierre Beauregard åens bredder på en lang strækning. Nordstatshæren prøvede først at angribe sydstatstroppernes højre flanke, men måtte opgive, og man brugte to dage på at vente og udspejde fjenden. I mellemtiden havde Beauregard sendt bud til Richmond efter forstærkning og havde også fået det i form af 10.000 mand under General Joseph Johnston. Disse tropper ankom i løbet af den 20. og 21. juli. Den 21. juli om morgenen startede slaget. I begyndelsen havde nordstatsstyrken succes. Det lykkedes den at krydse åen ved Stone Bridge, (broen findes endnu, selv om den var en gammel bro allerede dengang) og sydstatstropperne under kommando af oberst Nathan Evans blev trængt tilbage. Yderligere styrker under general Bernard Bee kom til undsætning, men selv med disse forstærkninger blev sydstatstropperne slået tilbage, og de flygtede mod Henry Hill (her ligger nu visitor centeret).

 

Thomas Jonathan Jackson, (se også Jackson's Mill og Lexington) var siden krigen brød ud i april avanceret fra at være major til at være brigadegeneral og han kommanderede nu 2. Virginiabrigade eller Jackson's Brigade – sydstaterne yndede at opkalde deres militære enheder efter den kommanderende officer. Brigaden var på dette tidspunkt stationeret på Henry Hill, som Bees tropper var på flugt tilbage til. Bee opsøgte Jackson og forklarede ham om den overmagt de havde mødt. Hertil svarede Jackson: "Sir. We will give them the bayonets". Bee red tilbage til sine mænd, pegede på Jackson og råbte: ”There stands Jackson like a stone wall. Let us determine to die here, and we will conquer. Rally behind the Virginians” (”Der står Jackson som en stenmur. Lad os beslutte os til at dø her, så vil vi sejre. Saml jer bag fra dem fra Virginia”.)  Herefter fik Jackson tilnavnet "Stonewall", der var noget mere positivt end "Gamle blålys" eller "Tåbe Tom", som han havde været kendt under i sin tid som lærer på Virginia Military Institute. Brigaden fik tilnavnet Stonewall Brigade, og bar dette tilnavn med ære, så længe den eksisterede. Det lykkedes for Stonewall Brigade at slå nordstatshæren tilbage, og senere kom der yderligere sydstatsforstærkninger til, og slaget endte med en overbevisende sejr til sydstaterne.

 

Det var i øvrigt ved dette slag at mange fra Washingtons bedre borgerskab var taget på picnic med børn, tjenestefolk og madkurve, for at se sydstaterne tabe krigen. Da slaget var overstået, var også de (sammen med soldaterne) på vild flugt tilbage mod hovedstaden. 900 soldater havde mistet livet under slaget og begge parter syntes at det var et forfærdende stort antal. Men efterhånden som krigen gik videre skulle de blev meget klogere. Ved 2. Manassas et år senere skulle der falde  næsten fire gange så mange, og i Gettysburg var der på tre dage over 50.000 døde og sårede. I alt døde der over 360.000 nordstatssoldater under krigen og ca. 260.000 fra sydstaterne. I alt døde der lige så mange amerikanske soldater under borgerkrigen som i alle andre amerikanske krige siden da – til sammen, inklusive de to Verdenskrige, Korea og Vietnam.

 

Vi så altså på statuen af Jackson, på nogle hegn, og nogle gribbe, som Carl Jørn var overbevist om, var ørne. Men det var nu gribbeJ. Desuden så vi på McLeans hus, og læste historien om ham. Han var med både da krigen startede og da den sluttede. Da slaget ved Manassas brød ud, boede Wilmer McLean i området. General Beauregard etablerede sit hovedkvarter i McLeans hus, og hans lade blev brugt som hospital for sydstaternes sårede. Efter slaget havde McLean fået nok af krig, så han flyttede syd på. Her valgte han at slå sig ned ved Appomattox Courthouse i det sydlige Virginia, hvor han i øvrigt drev en indbringende forretning med at smugle varer mellem nord og syd. Ved Appomattox Courthouse overgav Robert E. Lee sig med sin Army of Northern Virginia den 9. april 1865. Overgivelsen skete i McLeans dagligstue! Mens McLean så ud over de to hæres lejre sagde han: ”Jeg fandt mig i det ved Bull Run og hele min plantage blev ødelagt. Jeg solgte min ejendom og flyttede 200 miles længere sydpå til dette sted langt fra alfar vej, hvor jeg håbede aldrig mere at skulle se en soldat, hverken fra den ene eller den anden side, og se nu bare hvordan her ser ud…” Senere sagde samme McLean: "Borgerkrigen begyndte i min baghave og den sluttede i min dagligstue".

 

Da vi ikke gad gå mere, kørte vi så rundt på resten slagmarken, og så udvalgte steder. Blandt andet den stenbro, jeg har omtalt ovenfor. Efter besøget her fortsatte vi til Washington.