Anden tur

To år efter vores første besøg i 2002 kom vi tilbage til New Orleans. Denne gang fra nord, tværs over Lake Pontchartrain Causeway. Også denne gang havde vi bestilt hotel på forhånd - ude i den vestlige forstad Metairie, og faktisk på Causeway Boulevard, broens forlængelse ind i land. Vi kom til hotellet ret tidligt, så vores værelse var ikke klar. Så mens vi ventede på det, besluttede vi os for at besøge det nærliggende shoppingcenter, Lakeside. Der var en del spændende butikker i centeret, og vi købte begge lidt tøj og så ellers på de mange butikker i centret, inden vi kørte tilbage til hotellet og blev indkvarteret.

Da dette var overstået, kørte vi en tur rundt i New Orleans. Tidligere havde vi fået et turkort over New Orleans, og den tur, der var vist på dette, fulgte vi så vidt det kunne lade sig gøre. Imidlertid kunne vi ikke køre hele ruten, da nogle af gaderne var afspærrede. Det var 4. juli, og der skulle åbenbart være nogle arrangementer i den anledning. Vi så også mange mennesker, der kom slæbende med grill og havemøbler ind i diverse parker, så det gør man åbenbart den 4. juli i New Orleans. Nationaldagen er i øvrigt ikke helt så populær i syden som mange andre steder i USA. Man har ikke glemt, at man tabte borgerkrigen, og derfor betragter man ikke uafhængighedsdagen, som specielt vigtig. Men på den anden side lod New Orleans indbyggere ikke en chance for at feste gå til spilde. Det skal siges at dette jo indtraf før Katrina slog til i august 2005. Her blev 80 % af byen oversvømmet, og mere end 1.500 mennesker blev dræbt under orkanen. Så byen er ikke blevet sig selv endnu, og bliver det næppe nogensinde. Fx er kun godt halvdelen af de oprindelige 500.000 indbyggere flyttet tilbage til byen efter katastrofen.

Vi "gad" nu ikke deltage i festlighederne, men ville nøjes med at se på fyrværkeriet fra vores hotelværelse, men først skulle vi have noget at spise, så vi kørte ud af ”Veterans Boulevard”, og fandt en ”Hooters”, hvor serveringsdamerne alle sammen er kønne (det er simpelthen et ansættelseskrav), mange er storbarmede og de er forholdsvis interessant påklædte – og maden fejler heller ikke noget. Hooters specialiserer sig blandt andet i wings (kyllingevinger) og det valgte Dorte, mens jeg holdt mig til en burger, som jeg nød sammen med ”udsigten” til de let påklædte serveringspiger. Navnet Hooters betyder direkte oversat signalhorn, bilhorn eller fabriksfløjter, altså en eller anden opmærksomhedsgiver, og det holder stik. Samtidigt er ”hooters” slang for store bryster, hvilket tydeligt fremgår af damernes påklædning. Desuden er det slang for en ugle (fuglen), og det er da også en ugle, de ansatte har på deres bluser. Ved indgangsdøren hang i øvrigt et skilt af hvilket det fremgik, at man ikke serverede for mænd, der ikke havde skjorte eller T-shirt på. Kvinder der kom uden bluse ville til gengæld få maden gratis. Dorte ville dog ikke smide blusen, selv om vi kunne have sparet en større udgift der.

Næste dag tog vi igen på sumptur, og dette er allerede beskrevet her.

En "ægyptisk kameltyv"

New Orleans er en by, hvor der er rigtigt meget at se og opleve. Så vi skulle prøve en del af det, vi endnu ikke havde prøvet, og se, noget af det, vi ikke havde set. Og så skulle jeg se efter nyt kamera. Det havde jeg gjort flere gange på turen i 2004, men hidtil uden held, da jeg hidtil havde syntes at priserne var for høje. Jeg var dog overbevist om, at der i New Orleans måtte være fotobutikker som var billigere end det, vi hidtil havde set.

Endnu engang kørte vi ind til byen og stillede bilen på en af de store parkeringspladser ved floden. Vi gik derefter hen til Jackson Brewery, der, som jeg tidligere har fortalt, er et tidligere bryggeri, der nu er ombygget til et indkøbs- og restaurationscenter. I forbindelse med byggeriet ligger i øvrigt også nogle rasende dyre timeshare lejligheder. Vi så lidt på de forskellige butikker, og gik så ned til floden. Lige bag bryggeriet afgår flodbåden Natchez, der er en "ægte" dampdreven hjuldamper, som sejler turister ned ad Mississippi. Dampen laves dog med et oliefyr, ikke med et kulfyr som i "de gode gamle dage". Skibet er en såkaldt "sternwheeler", det vil sige, at den er forsynet med et enkelt skovlhjul agter. Det er til gengæld 7,5 meter i diameter. Både har plads til 1.600 passagerer og to af dem blev os. Der blev solgt billetter i New Orleans gamle, nu ombyggede fyrtårn. De havde to slags. En, der gav adgang til selve sejlturen, og ville man betale $7 ekstra, kunne man også få frokostbuffet med i prisen, og sådan en valgte vi - men det skulle vi ikke have gjort :-) 

Mens vi ventede på afgang blev vi underholdt af musik fra et gammelt damporgel, som blev drevet af dampen fra skibets dampmaskine. Det var såmænd hyggeligt nok, og så gik tiden jo med det. Endelig kom vi dog af sted, og folk, der ligesom os, havde købt frokostbillet, hastede ind til buffeten. Vi gad ikke at stå i kø, så vi besluttede os for, at vi ville vente med at spise til hjemturen, som typisk er den, der varer længst. I stedet købte vi hver sin margarita og gik ud på dækket og nød den, mens vi lyttede til en guide, som forklarede, hvad vi sejlede forbi. Vi sejlede ned ad floden og så blandt andet nogle gamle kasernebygninger fra borgerkrigens tid, og en række andre ting langs floden. Ved Algiers Point findes Mississippi-flodens dybeste sted, 70 meter vand er der i Mississippifloden, eller ca. samme dybde som i Lillebælt. Ved Chalmette vendte båden rundt og sejlede igen tilbage til New Orleans. På vej hjem ville vi så spise vores frokost, så vi gik ind i restauranten, hvor der da også var en buffet, som så ret spændende ud. Desværre viste det sig, at der på mange af retterne stod et skilt, hvoraf det fremgik, at netop denne ret ikke var med i standardbuffeten, men skulle betales ekstra. Det viste sig at gælde langt de fleste af de ting, vi havde lyst til at prøve, fx de alligatorpølser, som vi havde talt om at forsøge os med. Det eneste der egentlig var med i prisen, var noget trist udseende skinke, nogle uinteressante kartofler og noget endnu mere kedelig salat. Så vi blev heldigvis fornærmede og nægtede at spise noget som helst. Vi satte os tilbage på dækket og nød resten af sejlturen, og blev så enige om, at vi hellere ville spise, når vi kom i land. Og sådan blev det. 

Da vi "landede", havde vi besluttet, at vi ville se "French Market". Dette var oprindeligt et "rigtigt marked", hvor der især blev solgt kød, fisk og grønt, men i dag er det mere restauranter og souvenirbutikker, der findes her. Blandt andet ligger her den verdensberømte Café du Monde. Caféen, der har ligget samme sted siden 1862, er berømt for sin café au lait og franske beignets (en slags berlinerpfannkuchen med masser af florsukker). Kaffen laves på ægte New Orleansvis med tilsætning af masser af cikorie. Vi var nu mere sultne end til kaffe og kager, hvor lækre de end var, så vi fortsatte ned ad gaden, men vi kom ikke specielt langt, før det begyndte at regne. Ikke så stærkt i første omgang, men til gengæld nogle meget store dråber, så vi besluttede at søge inden døre – eller næsten. Lige over for det sted vi stod, på hjørnet hvor Decatur og N. Peter Street mødes, lå en café, som både havde indendørs faciliteter og også en overdækket fortovsrestaurant, så her ilede vi over og fandt en plads ca. midt på den overdækkede del af fortovsrestauranten. Det viste sig at være et meget hyggeligt sted. I den ene side stod et band og spillede traditionel dixieland jazz, hvilket både Dorte og jeg nyder. Da tjeneren kom med et menukort, blev det studeret grundigt inden vi besluttede os for en muffuletta hver. Da tjeneren kom tilbage mente han, at én til deling ville være rigeligt, så det nøjedes vi så med. Og det viste sig selvfølgelig at tjeneren havde ret.  

Hvis nogen ikke ved, hvad en muffuletta er, så er det en sandwich. Nærmere bestemt en lun sandwich opfundet af Salvatore Lupo i 1906 i Central Grocery, som faktisk ligger lige overfor Market Café. I løbet af ganske kort tid, var sandwichen blevet udbredt på mange caféer og butikker, og i dag kan den købes rigtigt mange steder. Der findes dog ikke to steder, som laver den samme muffuletta, da den nøjagtige opskrift på hovedingrediensen altid er hemmelig. Central Grocery laver stadig deres muffulettaer efter den oprindelige opskrift, som er gået i arv i familien gennem generationer. Sandwichen laves med et italiensk muffulettabrød, deraf navnet. Brødet er omkring 25 cm i diameter, og minder en del om en lidt fast burgerbolle. Dette deles så, netop som en burgerbolle, på langs. På den underste halvdel lægges så et fyld af italiensk, lufttørret skinke (helst genovaskinke), italiensk salami, mortadellopølse og provoloneost. Det hele dækkes så af det vigtigste, nemlig en olivenpasta, og det er her forskellene opstår. Ingen udenforstående ved præcis, hvordan de enkelte restauranter laver netop deres olivenpasta, men i hovedsagen består pastaen af grønne og sorte oliven, gulerødder, syltet blomkål, kapers, og peberfrugter samt lidt syltet chili. Det hele hakkes fint og overhældes med olivenolie. Herefter skal den så trække i mindst en uges tid (24 timer kan gøre det, hvis man selv vil forsøge sig og er utålmodig.) Inden servering, varmes sandwichen i ovnen i omkring 5-6 minutter for at gøre provolonen blød. Jeg har en opskrift på muffuletta som er helt fin, men brødene har dog en tendens til at blive lidt for hårde i skorpen.

Da tjeneren kom med vores muffuletta, var den skåret i kvarter, og to kvarter var ganske rigtigt rigeligt til hver af os. Og vi synets, at det smagte særdeles godt, men man skal kunne lide oliven, for at sætte pris på retten. Mens vi havde ventet, var det begyndt regne meget, rigtigt meget, og samtidigt var det begyndt at blæse, så regnen stod ind under halvtaget, som vi sad under. De fleste andre flygtede inden døre, men vi blev siddende og nød det. Selv om det regnede og blæste var det stadig dejligt varmt, og det værste der kunne ske, var jo at vi blev våde. Og det gjorde vi så, men ikke meget, og da bandet forsatte med at spille, var det stadig hyggeligt. Da vi var færdige med at spise, og have betalt regningen, var det også holdt op med både at regne og blæse, og så besluttede vi, at det var på tide at komme videre. Vi gik tilbage til Jackson Square og beså endnu engang de smukke bygninger omkring pladsen og ikke mindst de flotte smedejernsgitre på Pontalba bygningerne. St. Louis katedralen og de to bygninger på begge sider er også meget imponerende. De to bygninger er henholdsvis Cabildoen og Presbytere. Cabildoen var hovedsæde for rådet, da Louisiana var spansk, (cabildo betyder "råd"), og Presbytere blev bygget som bolig for præsterne ved kirken, men blev i stedet udlejet til byen, som brugte den som domhus. Fra 1911 har begge bygninger været en del af Louisiana State Museum. Da vi havde set nok, gik vi ad Pirates' Alley, som er en smal gade mellem  katedralen og Cabildoen. Det eneste gaden har haft med pirater at gøre, er nok navnet. På den anden side lå spaniernes fængsel for enden af gaden, så måske er tilfangetagne pirater blevet ført denne vej, når de skulle spærres inde.

Ad Chartres Street gik vi til St. Ann Street. Området nordøst for denne gade er New Orleans's bøssekvarter, og her findes masser af barer med drag show og lignende, men vi fortsatte af St. Anns til Bourbon Street. Her fandt vi Jean Lafittes gamle grovsmedje, som i dag er bar, men vi nøjedes med at se på den udefra, og undlod at forfalde til druk. I stedet gik vi tilbage ad Bourbon Street mod Canal Street. Denne gade, hvor der i parentes bemærket aldrig har været nogen kanal, (men der var i sin tid planlagt en mellem Mississippi og Lake Pontchartrain), danner grænse mellem French Quarter og Business District. Da forholdet mellem beboerne af de to områder, de franske i French Quarter og amerikanerne i det, der nu er Business District, mildest talt ikke altid var lige godt, gik Canal Street i folkemunde under betegnelsen "Neutral Ground".  I Canal Street åbnede verdens første dedikerede biograf i 1896. Tidligere blev film vist i teatre.  

Grunden til at vi ville til Canal Street var, at da vi kørte ind til byen havde jeg her spottet en fotohandler, og der ville jeg ind, da jeg jo stadig jagtede kamera. Og just rundt om hjørnet fra Bourbon Street lå så butikken. Så her gik vi ind og blev modtaget af en storsmilende herre af arabisk tilsnit og med tydelige arabiske forretningsmetoder. I løbet af kort tid, var vi i gang med forhandlinger om prisen på et kamera. Ikke det, jeg havde ønsket, da det var for klodset i praksis, men et andet, lige så godt. Ud over kameraet købte jeg også en vidvinkellinse, og indehaveren kastede også en taske og en oplader samt et filter med ind i handelen for godt venskabs skyld. Han ville såmænd også gerne trække moms fra, hvis vi skulle flyve til Europa fra New Orleans, (Louisiana er toldfrit område i nogle henseender), men det skulle vi jo ikke. Han mente nu ikke at det ville være et problem, bare vi tog i lufthavnen og klarede papirerne der, så kunne vi sikkert godt rejse hjem fra Washington. Her valgte vi nu alligevel at sige fra, og så satte han prisen en smule mere ned i stedet. Så da vi gik, havde jeg fået det hele for det halve – og han havde sikkert tjent det dobbelte. Efter handelen snakkede vi videre, og han fortalte, at han oprindeligt kom fra Ægypten, men var flyttet til USA som ung. Da Dorte erfarede hans nationalitet, fik hun sagt, at hun godt kunne genkende hans handelsmetoder. Det var de samme, som hun var stødt på på Khan El-Khalili, basaren i Cairo. Det fik ham til at more sig højlydt, og da vi gik, sagde han held og lykke – på svensk. Vi forklarede ham så, at vi var danskere, ikke svenskere, hvorefter han sagde det samme på dansk. Jeg er ret sikker på, at havde vi spurgt, havde han haft en søster, der boede på Nørrebro. En flink fyr, og en typisk ægyptisk "kameltyv". Det siges om de ægyptiske handelsmænd på markederne, at de ikke sover godt om natten, hvis de ikke har "taget røven" på mindst én europæer hver dag, og jeg er sikker på at det samme gjaldt vores ven. Men flink var han.

Da vi kom ud på gaden, forsatte vi ad Canal Street ned mod parkeringspladsen, hvor vi havde sat bilen. På vejen opdagede vi, at det ikke var den eneste fotoforretning på Canal Street, vi havde besøgt. Faktisk lå der denne ene ved siden af den anden, men jeg turde ikke gå ind i nogen af dem af frygt for at opdage, at jeg måske kunne have fået kameraet endnu billigere i en af dem. I mellemtiden var det begyndt at regne igen, så vi gik ned til bilen, og kørte tilbage til hotellet, denne gang gennem Garden District, som vi jo havde vandret i to år tidligere. Efter aftensmad et eller andet sted på Veterans, så vi fjernsyn på værelset.

En tur med sporvognen

Også næste dags formiddag tog vi i sumpen, denne gang i airboat, og vi kørte selv helt ud til stedet (byen Lafitte), hvorfra turene afgik. Efter turen kørte vi tilbage til New Orleans over GNO Bridge, eller Greater New Orleans Bridge, som den rettelig hedder. Broen er i interessant på den måde, at det tog lige så lang tid at bygge den nordlige bropille, som det tog at bygge hele resten af broen. Dette skyldes dels den meget store dybde, omkring 60 meter, og dels den meget kraftige strøm, der hvor netop denne bropille står, men det ser man ikke så meget til, når man kører over broen. Inde i byen fandt vi igen en parkeringsplads i nærheden af French Quarter, hvor bilen kunne stå i fred og ro, mens vi dels spiste frokost, dels oplevede den sidste eftermiddag i byen (indtil videre).

Vi gad ikke bruge meget tid på frokosten, så det blev til endnu en muffuletta på Market Café. Denne gang i tørvejr og med et andet jazzband, men lige så godt og lige så hyggeligt. Begge bands havde spillet for drikkepenge, så vi blev enige om, at de forskellige bands nok tilbød sig gratis på forskellige restauranter med at få de drikkepenge, de kunne tjene. Efter maden gik vi tilbage langs French Market. Dorte hjemsøgte en butik som hed Aunt Sally's. Her købte hun en eller anden speciel slags slik, der kun blev lavet i New Orleans, mens jeg købte en pose med cajunkryddderiblanding, som jeg kunne hælde på maden, når vi kom hjem. Posen var stor, så jeg har temmelig meget tilbage endnu her ti år efter, men i den dåse, jeg opbevarer det i, beholder det tilsyneladende sin kraft. 

I en anden butik på den anden side af Decatur, købte vi nogle T-shirts, og jeg købte en CD med Zydeco musik. Ud over mit indkøb købte Dorte også et par mardi gras perlekæder, som var mere sjældne end kønne, og det er faktisk også formålet med dem. Da vi ikke skulle handle mere gik vi igen ned til Canal Street. Denne gang for at få en tur med verdens ældste sporvogn. Eller i hvert fald verdens ældste sporvognslinie, der er i fortsat drift. 

St. Charles Avenue er én af de tre sporvognslinier i New Orleans, som stadig kører. Den kørte første gang i 1835, og har været i drift lige siden. Da den startede var det som hestesporvogn, men i 1893 blev hestene udskiftet med elektricitet. Oprindeligt kørte sporvognen ud på landet, forbi landsbyen  Lafayette (som i dag er blevet til Garden District), hvor de første amerikanske tilflyttere slog sig ned omkring 1835. Senere voksede byen, og sporvognsruten blev forlænget, men i dag ligger hele ruten inden for den bymæssige bebyggelse. De nuværende vogne er bygget omkring 1920 og byder ikke på megen komfort. De har træsæder, og den eneste aircondition består i, at vinduerne står åbne. Selv om mange turister kører med banen, er den en del af byens almindelige transportsystem, og prisen er derefter. $1,25 kostede det at køre hver vej fra endestation til endestation. Men en tur med sporvognen viser også, at tingene sjældent haster så stærkt i New Orleans. Vi tog sporvognen fra Canal Street til South Carrolton Street, hvor sporvognen forlader St. Charles Avenue og kører væk fra floden. Undervejs havde vi et sted måttet holde for rødt lys. Og her forlod vognstyreren os for at krydse gaden og gå ind i en butik. Lyset skiftede til grønt, til rødt igen, til grønt endnu engang og så til rødt, og så kom manden tilbage med en sandwich og en cola. Han var simpelthen blevet sulten, men der er så heller ikke nogen køreplan, han skal følge.

Det stoppested, hvor vi stod af, ligger i bydelen Riverbend, og efter at være stået af sporvognen, gik vi ned og så lidt på floden, men her ude kan man ikke komme helt tæt på på grund af nogle fabrikker. I stedet spadserede vi tilbage af St. Charles Avenue, forbi Audubon Park med New Orleans's zoologiske have, samt de to universiteter, Tulane og Loyola, som ligger side om side i nabolaget af St. Charles Avenue. På dette tidspunkt fik Dorte ondt i fødderne, fordi de nye sko, hun havde på gnavede. Vi fandt derfor et apotek, og fik købt noget plaster og noget koldt vand (til at drikke, ikke til Dortes fusser). Og så tog vi sporvognen tilbage til udgangspunktet. Undervejs måtte vi stoppe på grund af et trafikuheld. En anden sporvogn havde tilsyneladende strejfet kofangeren på en bil. Denne holdt nu på tværs af sporene mens føreren parlamenterede med vognstyreren på den sporvogn, der havde ramt ham. Bilen fejlede tilsyneladende ikke noget, og kunne sagtens have kørt ind til siden, men man har som sagt ikke så travlt i New Orleans, så han blev bare holdende, så ingen kunne komme hverken frem eller tilbage. Vognstyreren fra vores sporvogn og flere af passagererne steg ud for at få sig en smøg, mens de overværede skænderiet. Da de to herrer endelig var blevet enige og bilens ejermand eller i hvert fald chauffør, fik trukket bilen ind til siden, holdt der tre sporvogne i hver retning. Men til sidst nåede vi endestationen, og stod af.

Men vi gik tilbage til bilen begyndte det at småregne, så vi besluttede at det var blevet tid til at køre hjem til hotellet igen. Næste dag forlod vi New Orleans, og året efter kom så Katrina, og vi har ikke rigtigt haft lyst til at tage tilbage den by, som vi ellers begge holder meget af. Vi er lidt bange for om vi vil bryde os om det, der er tilbage.

Men dengang, var New Orleans - eller Neverlens, som min gamle søfarende farfar, som besøgte byen adskillige gange med forskellige skibe, kaldte den, en særdeles charmerende by.