Den store port ved den store flod

Vi nærmede os den sidste rigtigt lange køretur på årets roadtrip, men først skulle vi tilbringe dagen i Saint Louis. Her havde vi tre ting på programmet, da vi stod op. Dels et besøg i Gateway Arch, dels en sejltur på Mississippi og endelig et besøg på Union Staion. Imidlertid skulle det ikke komme til at gå i opfyldelse, for da vi søgte på nettet på hotellet om morgenen, for at finde ud af, hvornår bådene havde afgang, opdagede vi, at al flodbådssejlads fra byen var aflyst på grund af for høj vandstand i floden. Man forventede ikke at kunne sejle igen før tidligst den 20. juli, og dette var den 9.! Vi besluttede derfor, at vi i første omgang ville spadsere ned til floden ved Gateway Arch, besøge denne, og så tage den derfra.

Fra hotellet ned til The Arch, var der knap en kilometer, selv inklusive en mindre omvej, da nogle gader var spærret på grund af vejarbejde. Vi forlod hotellet klokken 9, for at være der inden der kom alt for mange mennesker, og det var en god ide, skulle det vise sig. The Arch, The Gateway Arch eller The Gateway to the West, som den kaldes, er et monument over USA's udvidelse mod vest efter det såkaldte Louisiana-køb i 1803, hvor USA købte Louisiana-territoriet af Frankrig; et område, der fordoblede USAs daværende størrelse. Læs om Louisiana-territoriet her. Efter købet og ikke mindst efter "Lewis og Clark ekspeditionen" fra 1804 til 1806, blev mange nybyggere interesserede i området vest for Mississippi-floden, og mange af disse brugte Saint Louis som udgangspunkt. Derfor blev byen kaldt "porten til vesten" eller "gateway to the west". For at mindes denne udvidelse af landet, byggede man så i 1960'erne "buen", efter tegninger af en finsk-amerikansk arkitekt. Buen er med sine 192 m, det højeste "national monument" i USA. Man kan komme op i den, og det var det vi ville.

Da vi kom ned til buen (billetkontoret ligger under denne), stod der nogle få mennesker i kø ved sikkerhedskontrollen, som minder grangiveligt om den i lufthavne, bortset fra at man her slipper for at tage skoene af - bælter må man dog smide. Det irriterede Tim en del, da han ikke kunne få det på igen, uden at tage sine shorts af. Der var kun 3-4 mennesker foran os, så det gik forholdsvis hurtigt, og da vi kom ind, købte jeg billetter, mens Tim fandt et toilet, hvor han kunne ordne det fornødne med bæltet. Da han kom ud, var klokken omkring 9.25, og vores billetter gjaldt til kl. 10.10; man lukker ikke flere op i buen ad gangen, end at alle kan nyde besøget - og udsigten. Mens vi ventede, så vi på udstillingerne i Museum of Westward Expansion, som også ligger under buen, og hvortil der er gratis adgang. Her kunne vi blandt andet læse uddrag af William Clarks dagbøger, og det er en fornøjelse at se, hvordan han på samme side kan stave det samme ord på 4-5 forskellige måder. Da tiden nærmede sig, gik vi hen til selve tårnindgangen, og her måtte vi så vente til den lille "sporvogn", der kører op i buen, kom ned og blev tømt for passagerer. Derefter fik vi et lille kort med et nummer, som fortalte, hvilken af de otte "vogne", vi skulle ind i. Der er plads til fem i hver af de 8 kabiner, og indgangen er kun 125 cm høj, så man skal huske at bøje hovedet, når man stiger ind. Da alle var ombord, kørte sporvognen, og fire minutter senere blev vi lukket ud omkring 10 meter under udsigtsplatformen. Det sidste stykke går man op ad en trappe. Ligesom ved mit første besøg 10 år tidligere mødte vi også denne gang mennesker i "gammeldags tøj", amisher, mennonitter, eller hvad de nu var. De må åbenbart gerne køre op i "sporvognen", og der holdt ingen hestevogne parkeret uden for, så hvordan de er kommet til byen, skal jeg ikke kunne sige, men jeg vender tilbage til amisherne i en senere artikel.

Fra platformen er der en fremragende udsigt over floden, byen og det omgivende landskab, i hvert fald i klart vejr, hvilket det sjældent er om sommeren. Men udsigten var dog bedre end ved mit første besøg i 2004. Vi beundrede udsigten til begge sider, og fik naturligvis taget en hel del billeder - selv om mange af dem ligner hinanden. Vi blev kun oppe i buen i omkring 20 minutter, da der også er grænser for hvor længe man kan se på udsigten, og så tog vi sporvognen ned igen. Det var da vi kom ned, at vi opdagede, at vi havde gjort klogt i at komme tidligt, for da vi kom ud, var køen til sikkerhedskontrollen vokset til omkring 150 meter! Inden vi nåede så langt, havde Tim konsulteret informationsskranken for at høre, hvordan vi bedst kom ud til Union Station, og damen her havde fortalt, at foran "domhuset" - lige overfor buen - var det et stoppested, og herfra kørte en bus ud til til "stationen", så dette stoppested blev vores næste mål. Fra buen til domhuset var der (med vejarbejde) ca. 800 m, hvilket ikke er særligt langt, men temperaturen var allerede på det tidspunkt steget betragteligt , så på vejen købte vi en flaske vand (eller to), så vi kunne køle os lidt ned. Det omtalte domhus er byens ældste af slagsen, fra 1864. Der havde været domhuse tidligere, men de eksisterer ikke mere. I dag bruges domhuset til udstillinger og indgår som en del af Jefferson National Expansion Memorial sammen med buen og museet under den. To af USAs kendte retssager er startet her i domhuset, inden de blev afsluttet i USAs højesteret. Den første var Dred Scott versus Sandford, som startede i 1857. Den handlede om "slavers ret til at blive fri, hvis de blev bragt over grænsen til en stat, hvor slaveri ikke var tilladt". Den blev afvist i højesteret, som mente, at de da slaver slet ikke var borgere i USA, gjaldt den amerikanske forfatning ikke for dem, og derfor kunne Dred Scott slet ikke anlægge sag mod nogen. Den anden sag var Minor versus Happersett fra 1875, som handlede om kvinders ret til at stemme. Virginia Minor var klogere på loven end Dred Scott, så hun vidste, at gifte kvinder ikke kunne anlægge sag selv, så hun fik sin mand til det. Også denne sag blev afvist af højesteret med den begrundelse, at godt nok havde mænd og kvinder samme borgerrettigheder, men da retten til at stemme ikke direkte var omtalt i forfatningen, og at det derfor ikke var forfatningsstridigt kun at give stemmeret til nogle borgere, ikke andre.

Da vi fandt busstoppestedet, viste det sig imidlertid, at bussen ikke kørte ud til Union Station. Den kom godt nok ud i området, med længere væk fra stationen end vi allerede var, så vi besluttede os for at gå derud. Spadsereturen førte os forbi flere pladser med springvand, blandt andet et, hvor forældre med børn underholdt sig, mens børnene løb gennem springvandet og lod sig afkøle på den måde. Også tre nyere domhuse, et imponerende rådhus, et operahus og flere kirker kom vi forbi, mens vi vandrede vest på mod stationen, som i sig selv er en imponerende bygning med et flot tårn. Faktisk er der ikke tale om en station længere, men et indkøbscenter, som flere af USA's storbyers gamle stationer er ombyggede til. Da jeg var her med Dorte i 2004, var blandt de mange butikker og spisesteder også en butik, der solgte Saint Louis Rams merchandise, og den ville Tim gerne besøge, for at supplere sin souvenirbeholdning med en ny kasket. Det lykkedes ham da også at få købt både til sig selv og til hans ven, Michael, men ellers var besøget en skuffelse. Langt de fleste butikker og mange af spisestederne var lukkede og stod tomme. På 1. sal hvor der i 2004 var masser af spisesteder, var der nu kun 3-4 stykker tilbage, og alle butikker på nær en, var lukkede. I stueetagen stod det lidt bedre til, men ikke meget. Butikken, der solgte Rams udstyr var lukket, mens butikken, der solgte Cardinals (baseball) udstyr, eksisterede endnu. Der var dog en sportsforretning, og det var her, Tim fik sit udstyr, men sammenlignet med butikken fra 2004, var udvalget særdeles småt. Da klokken var lidt over 12, var vi blevet lidt småsultne, så vi startede med en sandwich på en Subway, og så fik Tim købt de souvenir, han skulle.

Da vi skulle hjem, tog vi "toget", en slags S-tog/letbane/metro eller noget i samme stil, som vi kunne tage mellem Union Station og bydelen Laclede's Landing, som var det sted byen oprindeligt opstod. Undervejs på turen kører man over jorden, under jorden og på højbane. Faktisk kører letbanen, for det er nok den bedste betegnelse (Metro-Link kaldes den), længere end omtalt her, men det var den strækning, der interesserede os. Det kostede 3 dollars, men jeg købte en brugt billet, der stadig havde en halv times gyldighed, af en mand, for 2, så jeg sparede lidt i forhold til Tim. Vi stod af ved en station som hed Eight and Pine, som sjovt nok lå på hjørnet af 8th Street og Pine Street, og herfra gik vi de 500 meter tilbage til hotellet på 4th Street. Her slappede vi af et par timer, og så gik vi ud for at køre i hestevogn. Det havde vi gjort i 2004, og det var meget underholdende og samtidigt også informativt. Dengang hed kusken Sue og hesten Napoleon, og det kostede $ 45 for en tur på en time. Undervejs fortalte Sue lystigt om byen og det vi så. Denne gang hed kusken Lacy og hesten Dollar, og det var et godt navn, for prisen var denne gang $ 50 for 30 minutters kørsel, og selv om Lacy var både sød og rar, fortalte hun ikke noget, med mindre vi spurgte. Vi kom dog til at tale om, hvor vi kom fra - surprise surprise! Da hun hørte at vi var fra Danmark, ville Lacy gerne vide, om det var rigtigt, at det ikke var normalt at gå med skydevåben i Danmark, og det kunne vi så bekræfte. Det fik hende til at udbryde et "Sådan skulle det også være her" - og det var før optøjerne i forstaden Ferguson, som først fandt sted i august efter at en politibetjent havde skudt en ubevæbnet ung mand. Hun (Lacy) fortalte så, at Saint Louis er en af de byer i USA med mest voldskriminalitet, men faktisk er Pine Bluff i Arkansas, som vi ikke besøgte 3 dage tidligere, værre. Det er den næstefarligste by i USA, når man sammenligner antallet af voldsforbrydelser med indbyggertallet.

Efter køreturen fandt vi en italiensk sportsbar, Caleco's, hvor vi spiste en glimrende aftensmad med både forret og hovedret, hvilket vi faktisk ofte fik. Forret til deling og så hver sin hovedret. Også den dag spillede Cardinals hjemme mod Pittsburgh Pirates. Man spiller fire kampe mod samme hold, fire dage i træk på enten hjemme- eller udebane. "Spændende" måde af afvikle en turnering på, men stadion er alligevel fyldt hver eneste gang, der er hjemmekamp. I juli spillede hvert hold kun 21 kampe i alt, fordi der var pause midt i måneden, hvor man afviklede Major League Baseball All-Star Games, Home Run Derby mm. På en sæson, der varer seks måneder, spiller holdene op til 162 kampe, hvis de kvalificerer sig til slutspil. Kampen betød, at også denne dag var byen klædt i rødt, Cardinals farve, og på restauranten var vi næsten de eneste, som ikke var "klædt ud". Efter maden gik vi tilbage til hotellet for at slappe af og se baseball kampen i fjernsynet indtil sengetid, da vi havde en 800 km lang køretur foran os den næste dag.