San Francisco til LA

Efter opholdet i San Francisco gik turen så syd på mod Los Angeles. Den smukkeste tur er nok ad den gamle California route 1, der går helt ude langs kysten, men da vi kun havde én dag til turen, havde vi valgt at satse på at tage motorvejen hele vejen. I stedet for at krydse Oakland Bay Bridge for at komme over på I-5, valgte vi en lidt anden løsning. Vores hotel lå på Van Ness Avenue, og denne gade er en del af U.S. 101. Også denne vej fører til Los Angeles, så vi besluttede os for at køre syd på ad Van Ness, og så skifte til I-5 på et senere tidspunkt. Det betød, at vi kom til at køre det første stykke vej vest for San Francisco bugten i stedet for at køre på motorvejen øst for denne.

På vej mod syd ad Van Ness mødte vi San Franciscos morgentrafik. Det meste gik i den modsatte retning af, hvad vi skulle, men der var åbenbart også mange, der skulle ud af byen, så det gik ikke specielt stærkt. Efter nogle kilometer "forlader" U.S. 101 Van Ness Avenue og bliver til motorvej , så det gjorde vi også (altså forlod Van Ness - vi blev trods alt ikke til en motorvej) Også her var der ret stærk morgentrafik, men efterhånden løste trafikken op, og der blev bedre plads på vejen. Hovedvejen, som altså her er motorvej, fortsætter ud forbi San Franciscos internationale lufthavn, og kort efter denne var vi nede på noget der lignede almindelig motorvejstrafik ved en storby. Selv om der kan være ret øde på vejene, er der altid mest trafik omkring storbyer ligesom herhjemme, og trafikken er ikke mindst i Californien, som har den største trafiktæthed i hele USA.

Omkring Palo Alto kørte vi forbi frakørslerne til Standford universitetet, der er et af det vestlige USA's mest meriterede universiteter, og et af de første fire steder i verden, der blev koblet på ARPA-net, der senere skulle udvikle sig til Internettet. Her, ved den sydlige del af San Francisco bugten ligger også den ikke eksisterende Silicon Valley. De fleste har hørt om "dalen", men den kan ikke findes på noget kort. (Og dog. Nogle moderne kort har faktisk afsat Silicon Valley.) Navnet hentyder til de mange højteknologiske virksomheder, der ligger i området omkring Santa Clara, Sunnyvale og San Jose. Sidstnævnte kalder faktisk sig selv for hovedstaden i Silicon Valley. Blandt de virksomheder, der har hovedsæde i området, kan nævnes Apple, Adobe, Google, Yahoo, Hewlett-Packard, McAfee, Silicon Graphics, Cisco Systems, Oracle, Sandisk, Sun Computers, Electronic Arts, Symantec (Norton produkter), eBay og mange andre. De her nævnte burde være kendt for de fleste, der interesserer sig for IT verdenen, eller i det mindste deres produkter. Et af de firmaer, vi faktisk kørte lige forbi, var Intel, hvis hovedsæde lignende det, det var – en kontorbygning i krom og glas, som så mange af den slags virksomheder.

Omkring 10 miles syd for San Jose holder U.S. Highway 101 op med at være motorvej og bliver en bred hovedvej. Her forlod vi vejen og kørte ad den noget mindre California Road 152 mod øst for at ramme Interstate 5. Vejen fører gennem den bjergkæde, der kaldes Diablo Range, og på den første strækning mødte vi nogle få vingårde og en masse frugtplantager, der stort set alle havde en bod ved vejen, hvorfra de solgte deres varer, ikke mindst kirsebær og ferskener, men vi gjorde kke holdt ved nogle af disse. Efterhånden som vi kom op i bjergene, forsvandt plantagerne, og træbevoksningen forsvandt om ikke helt, så dog i vid udstrækning for at give plads til store områder med vissengult græs. Californien kaldes "Golden State", ikke mindst på grund af de store guldfund, som blev gjort omkring 1850, men også på grund af solskinnet. De lokale er dog af den opfattelse, at navnet skyldes de gulgyldne farver, som store dele af landskabet i det sydlige Californien har.

Ved den store opdæmmede sø, St. Luis Reservoir, gjorde vi holdt og nød naturen, både bjergene, søen og de gule farver. Søen ligger i den vestlige ende af San Joaquin dalen, og vandet i søen bliver undtagelsesvis ikke brugt som drikkevand, men derimod til overrisling af marker i den tørre tid. Da søen i virkeligheden består at to søer med en højdeforskel på omkring 60 meter, udnytter man dette det til at producere elektricitet ved hjælp af vandkraft, og der er også anlagt en større vindmøllepark. Det betyder at der står en masse højspændingsmaster i området, og de skæmmer udsigten en del. Det var faktisk ret svært at komme til at tage billeder, uden at der var master eller ledninger på disse, men det lykkedes at få taget nogle få. Området er kendt for sine pludseligt opståede kraftige vinde, og ved de forskellige udsigtspunkter, blandt andet der, hvor vi gjorde holdt, er der opsat advarselssignaler, der blinker i tilfælde af kraftig blæst. Da vi besøgte området, var det højsommer, og vandstanden i reservoiret var derfor forholdsvis lav. Faktisk kan der være helt op til 30 meters forskel på den højeste vandstand om foråret og den laveste, der typisk forekommer i begyndelsen af efteråret. Så meget var der ikke tale om her, men 10 meter under højvande, var det da nok.

Fra O'Neal Forebay, som er navnet på den lavestliggende sø, udgår en kanal, California Aqueduct. Denne kanal krydsede vi flere gange efter at vi kom ud på I-5 og begyndte turen syd på. Kanalen, der er 715 km lang, fører ferskvand til det sydlige Californien, blandt andet til området omkring Los Angeles. Vi fulgte kanalen on and off et stykke vej, og så også nogle af dens resultater, i form at en masse oliven- og appelsinplantager, som blandt andet vandes med vand fra kanalen. Omkring 160 km senere, forlod vi motorvejen for en stund ved byen Kettleman. Et stykke fra motorvejen lå Mike's Roadside Café, og her kørte vi ind. Vi var egentlig ikke særligt sultne, så vi nøjedes med at bestille en omgang salat til os hver. Og det skal jeg love for at vi fik. To skåle kom på bordet, hver på størrelse med den salatskål vi plejer at lave herhjemme, når vi er otte til bords, og ud over salaten, tomaterne og de andre grøntsager, var der også masser af kylling i.

Det sidste stykke af turen gik pænt hurtigt. Godt nok måtte vi køre i kø undervejs gennem Santa Monica Mountains, men til gengæld gik det ret stærkt andre steder. De fleste steder var hastighedsgrænsen 75 miles (120 km) i timen og så kunne vi roligt sætte den på 85 miles (135 km) på fartpiloten, ligesom alle de andre på vejen. Vi fandt hotellet og blev indkvarteret. På vej til Los Angeles var temperaturen steget temmelig meget fra de 18 – 20° det havde været i San Francisco. Ved 15-tiden var den helt oppe på 39° i skyggen, og da vi kom til hotellet var den stadig over 30°, så mens vi slappede af på værelset, delte vi en flaske hvidvin, som vi havde med fra Napa Valley.

Efter afslapning var det så tid til at dinere. Vi spadserede ud ad North Vermont Avenue som hotellet lå på (i West Hollywood), for at finde et passende sted. På vej ud af gaden fik vi vores første glimt af det berømte Hollywood skilt, og det er faktisk en ret underlig fornemmelse at se noget, som man ellers kun har set på film. På vej ud mod restauranterne krydsede vi nogle af de gader, som man også kender fra film, tv og litteratur, fx Santa Monica Boulevard, Sunset Boulevard og Hollywood Boulevard. På et tidspunkt så vi en restaurant med en del borde uden for på fortovet. Le Figaro var navnet, og den var fransk. Også tjeneren talte engelsk med udpræget fransk accent. Han fik os bænket ved et af de udendørs borde, og så sad vi der og nød livet. Det var stadig dejligt varmt, og helt vindstille. Da tjeneren kom tilbage, bestilte vi så vores mad, men noget må være gået galt i kommunikationen, for i stedet for to forretter fik vi kun én. Det var to små skiver vildtpaté og tre grønne asparges til deling. Vi var ikke sikre på, om det faktisk var to portioner (altså en skive til hver), så vi lod det være ved det. Da hovedretten kom, var der imidlertid også kun en bøf, og så var vi klar over, at noget var galt, men på det tidspunkt gad vi ikke bestille endnu en bøf, så vi delte også denne. Oven i det hele havde jeg set forkert på vinkortet og bestilt hvidvin i stedet for rød, så det var en fuldkommen succes! Det gik nu alligevel, og da vi senere skulle bestille kaffe, lykkedes det for mig at få tjeneren gjort begribeligt, at vi gerne ville have en kop hver J. Jeg skal i øvrigt huske at melde, at den mad, som vi FIK serveret var fremragende.

Imidlertid gjorde det i virkeligheden ikke så meget med maden, for vi havde egentlig alligevel ikke tid til at nyde den. Og for første gang tror jeg kun vi udvekslede ti ord under hele måltidet, ikke fordi vi var sure eller vrede, men på grund af vores omgivelser. Altså i form af gæsterne ved vores to naboborde. På den ene side sad en ung dame og herre. De var tilsyneladende ude sammen for første gang, men det var ikke helt klart om det var en date eller "business". Hun var i hvert fald lige blevet færdig på "law school", og nu manglede hun bare "to pass the bar", som hun sagde, så var hun klar til at tjene store penge som advokat – og hun havde allerede fået job i byen. Hun kom ellers fra Baltimore, men ville hellere blive i LA end tage tilbage til østkysten. Han arbejdede også med loven på en eller anden måde, men han var tydeligvis ikke advokat – måske har han været politimand, det fremgik ikke helt klart. Deres indbyrdes snak var imidlertid ikke slet så spændende som parret på den anden side af os. Det var i øvrigt lidt vanskeligt at følge med i begge konversationer på en gang, men med lidt besvær lykkedes det J. Parret her var helt klart på date, og det blev også hurtigt klart, at det var deres første af slagsen. Det fremgik tydeligt af deres konversation. Han fortalte, at han var tidligere politimand i New York, men nu arbejdede han som sikkerhedskonsulent for private virksomheder, og som rådgiver for filmindustrien. Hvad hun lavede hørte vi aldrig, men hun fortalte at hun var 40 år, uden børn og at hun ikke kunne lide hvidløg. Manden kunne også fortælle at tjeneren, som var den samme som serverede for os, gik med paryk, og trods sit meget franske udseende med elegant overskæg, og den meget franske accent, var helt almindelig amerikaner. På andre dage serverede han nemlig uden paryk på en anden restaurant, og her havde han ingen accent. Det smilede Dorte og jeg en del af, grine højt kunne vi ikke, for det ville få det til at se ud som om, vi lyttede – og det var jo slet ikke tilfældet! Det er i øvrigt ret skægt, at når amerikanere hører et udenlandsk sprog, taler de meget frit indbyrdes, som om de ikke regner med, at udlændingene kan forstå dem, når det omvendte ikke er tilfældet. Men på andre tidspunkter forventer de, at man forstår selv de mest mærkværdige dialekter, talt meget hurtigt. Dette gælder ikke mindst i syden, hvor de kan tale nærmest helt uforståeligt.