Sojamarineret kylling

Endnu en ret i den sunde eller i hvert fald sundere afdeling. Jeg er blevet så sund her mod slutningen af 2017, og håber at det holder ind i 2018 også. Grøntsager og slat står på programmet, gerne lavet af kål eller lignende. Og her er køddelen altså kylling. Der er ikke mange grøntsager i selve retten, men dem må man så spise til i stedet.

  • 400 g kyllingefilet i strimler

  • 200 g bønnespirer, friske eller fra dåse

  • 2 røde peberfrugter

  • 1 stort løg

  • 1 et-feds hvidløg

  • 1 – 2 dl hønsebouillon

  • Evt. Maizena til jævning - selv jævner jeg ikke, men så bliver saucen ret tynd

  • Rapsolie til stegning

 Til marinering:

  • ½ dl kinesisk soja

  • Saft af en stor limefrugt

  • Tørrede chiliflager

  • Hvidløgspulver

  • Stødt ingefær

Bland soja og limesaft og smag til med krydderier efter smag. Læg kyllingen i en skål og hæld marinaden over. Dæk skålen til og lad det trække i køleskab nogle timer, gerne et døgn. Vend undervejs så alt kyllingekødet marineres nogenlunde jævnt.

Skær løg i grove tern og hak hvidløget groft. Varm et par spiseskefulde olie på panden (en sauterpande er god) og svits løg og hvidløg. De skal være blanke, ikke brune. Hæld marinaden fra kyllingestykkerne og lad dem dryppe i en sigte. Kom kyllingestykkerne på panden og lad dem brune. Hæld bouillon ved til kyllingen er næsten dækket. Steg i omkring 7-8 minutter. Rens og skyl imens peberfrugter og sær dem i grove tern. Skyl bønnespirerne. Jævn evt. saucen med maizena, så den hænger ved, men det skal ikke være grød! Kom bønnespirer og peberfrugt på panden og steg med i ca. 5 minutter.

Server med ris, en færdig grønsagsblanding eller bare en god salat, fx af fintsnittet spidskål, tomat og agurk.