Sump og Sauce

Jeg har ved flere lejligheder besøgt sumpene i det sydlige Louisiana, primært området syd for New Orleans, og har, med forskellige ledsagere være på ture i hurtige og larmende airboats, der kan passere forhindringer og forholdsvis snævre kanaler, og i store, langsomme turbåde, som hverken larmer eller sejler hurtigt, men som ikke kan komme ind i snævre vandområder. Alle har givet anledning til spændende oplevelser, og sådan skulle det også gå i år. Denne gang havde vi besluttet os for en anderledes sumptur. Dels var det ikke syd for New Orleans, men lige øst for Lafayette, dels var der tale om en noget anderledes sump. Desuden var båden lille, ret fladbundet og smal, så den kunne sejle på meget lavt vand (under 60 cm), men uden at larme som en airboat, samtidigt med, at den kunne komme ind i snævre områder. Vi havde bestilt turen hjemmefra, og havde bekræftet den inden vi tog af sted. Ejeren af båden (havde kun denne og en til), var en lokal cajun, som var uddannet biolog, og var vokset op i sumpene omkring Lake Martin - hvor turen også foregik. Hans søn var fører af den anden båd, men den var ikke ude, mens vi var der.

Turen skulle afgå fra den nærliggende by Breaux Bridge eller rettere fra dennes udkant. Vi stod allerede op klokken seks, så vi havde god tid til morgentoilette og klokken 8.15 forlod vi hotellet og kørte de godt 25 km til afgangsstedet ved bredden af Lake Martin. Her blev vi modtaget af ejeren af selskabet og dagens turguide, "Buck" Guchereau, som forsøgte at holde styr på, hvor mange af de, der havde reserveret, som var kommet. Da alle var på plads entrede vi båden, en såkaldt skiff, som normalt bruges til fx krebsefiskeri af de lokale, men som her var indrettet, så den kunne medtage 15 passagerer foruden føreren. Da alle var på plads sejlede vi af sted.

Lake Martin er en forholdsvis lille og meget lavvandet sø, og sumpene strækker sig hele vejen rundt om søen og er ligeledes meget lavvandede. Fordi bådene er små og forholdsvis lydløse, kan man komme ret tæt på dyrelivet, ikke mindst fugle, som vi så mange af. På turen underholdt "Buck" os med mangfoldige informationer om hele økosystemet i netop denne sump. Turen varede godt et par timer og var megrt spændende. På den tid nåede vi rundt om søen og også et stykke ud i denne. Vi så en hel del alligatorer, som solede sig på bredden og på flydende træstammer, heriblandt en hun med unger, som alligatorer i modsætning til mange andre krybdyr, er meget beskyttende overfor - så her holdt vi os på afstand, men kunne da beundre en meget nysgerrig unge på ca. 30 cm, som gerne ville se, hvad vi var for nogen. Sølvhejrer og blå hejrer i massevis, slangehalsfugle, svaler og mange andre store og små fugle fik vi også set en del af, inklusive et par fiskeørne, som dog forsvandt, før nogen af os kunne få kameraerne rettet ind.

Ude i søen stod nogle små "huse", nogle mere kunstneriske end andre. De var typisk delt i to, så en båd kunne sejle ind i den ene side, og så var der gulv i den anden. Buck fortalte, at det var andeskjul, hvor jægere kunne sejle ud, gemme båden og sig selv, og så vente på at ænderne skulle komme flyvende. Hver familie i området, har sit skjul - inklusive Buck selv. Problemet er imidlertid, at såvel sump som sø er et såkaldt "wildlife preserve", et beskyttet område. Det betyder, at der ikke må bygges/opsættes permanente installationer i området. På den anden side er disse andeskjul alt for besværlige at fjerne uden for jagtsæsonen, så med helt almindelige cajunlogik, har man løst problemet ved at kalde dem "midlertidige permanente installationer", fordi de jo kan pilles ned, hvis det skulle være - altså er de midlertidige, men da de står der hele tiden er de også permanente. Genial løsning!

I sumpen lever der også amerikansk sortbjørn, nutria og ibis foruden forskellige slanger, fx vandmokkasinslangen, der er ret giftig, men dem så vi ingen af. Vi så heller ingen af de store bullfrogs (amerikansk oksefrø), som kan blive op til 20 cm lange og veje 800 gram, selv om så store eksemplarer er sjældne. Omkring 500 g og 15 cm er mere almindeligt for voksne frøer. Så vi dem ikke, skal jeg til gengæld love for, at vi hørte dem. De larmer ret kraftigt, skal jeg hilse og sige. Oksefrøerne er føde for både alligatorer og cajuns, som dog nøjes med at spise lårene. Selv lever de af såvel små gnavere, som små øgler, krebs, fugle og flagermus - altså kort sagt, hvad de kan få fat i og kan sluge.

Det dyr, vi så flest af, var dog guldsmede. De var overalt og i mange forskellige afarter, store og små, røde, blå og grønne og flere andre. Disse guldsmede er meget velsete, fordi de lever af myg og andre mindre insekter, og der er så mange af dem, at der faktisk ikke er en eneste myg i sumpene omkring Lake Martin. Vi havde ellers, belært af erfaringen fra tidligere, smurt os ind, ikke bare i solcreme, men også i antimyggemiddel, men det var altså helt overflødigt. Det var solcremen til gengæld ikke. Solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen og selv om der ikke var så varmt som i Arizona, lå temperaturen på mellem 33 og 35 grader, og UV indekset var også her meget højt (omkring 9). Var det ikke meget varmt, var det til gengæld meget fugtigt, over 90 %, så vi svedte en del, selv om vi sad helt stille. Da vi kom tilbage til udgangspunktet, skulle vi afregne, og prisen for hele herligheden var $ 20 pro persona, hvilket skal sammenlignes med de $ 50, vi havde givet to år tidligere i Jean Lafitte for en kortere tur. Alt i alt vil jeg mene, at det er den bedste og ikke mindst mest informative af alle de sumpture, jeg endnu har været på.

Fra Breaux Bridge kørte vi syd på ad små veje gennem flere sumpe, der efterhånden gik over i marker med sukkerrør og ris foruden nogle få bomuldsmarker. Målet var Avery Island, som vi også havde besøgt to år tidligere. Her ligger dels Tabascofabrikken dels parken Jungle Gardens. Undervejs kørte vi gennem nogle små bebyggelser, som var ret spændende at se, fx St. Martinville. Fra New Iberia, som er en ret stor by med omkring 30.000 indbyggere, går en lille vej, Avery Island Road, ud til øen, som faktisk ikke er en ø, men en salthorst, der rager omkring 50 m op over den omgivende marsk. Hjemmefra havde vi fundet ud af, at Tabascofabrikken var lukket i 4. juli weekenden, og det var netop lørdag den 5. juli, og vi skulle derfor kun besøge Jungle Gardens. For at komme over til "øen" skal man passere en ca. 40 m lang bro over en kanal. For den oplevelse betaler man $ 1, men så er det til gengæld gratis at køre tilbage.

Da vi kom over på øen, opdagede vi, at vi havde været fejlinformerede. Såvel fabrikken som dens country store havde åbent. Fabrikken havde vi set, og så meget var der heller ikke ved det, at vi ad bruge tid på det igen. Til gengæld hjemsøgte vi butikken, selv om vi også havde været i den før. Ligesom første gang, brugte i hvert fald jeg ret mange penge her. Men inden jeg handlede, smagte jeg lidt på sagerne, fx på tabascochokolade, is med habanerochili og ikke mindst is med hindbær-chipotlesauce. Sidstnævnte var glimrende. Også nogle af saucerne kunne man smage på, så det gjorde jeg også. Blandt mine indkøb var chokolade, som jeg tog med hjem som gaver, miniatureflasker med prøver på forskellige saucer, en grøn jalapeno sauce i 148 ml flaske, en hindbær-chipotle i samme størrelse og så en traditionel tabascosauce i en 35 cl flaske! De tabascosauceflasker, der normalt kan købes i Danmark, er 59 ml. Mest speciel var dog en 148 ml flaske Tabasco Family Reserve, som kun sælges en gang i mellem, og som ikke var til salg, sidst vi var der. Den er heller ikke med på produktoversigten på firmaets hjemmeside. Den var oprindeligt, som navnet antyder, reserveret familien McIlhenny som ejer foretagendet, men som altså nu af og til sælges til andre. Den er lavet af specielt udvalgte chilifrugter, som er lagret ekstra længe. Over $ 75 lykkedes det mig at formøble her, men nu har jeg også stærk sauce til et par dage - jeg havde jo også indkøbt sauce i Los Angeles. Men det varer nok også længe, før jeg kommer på de kanter igen, og udvalget her i Danmark virker noget begrænset.

Da vi havde købt os fattige, fortsatte vi til Jungle Gardens, hvor vi efter at have købt billet, kørte rundt ad parkens loop, som fører rundt mellem parkens mange blomster, buske og træer. Vi stoppede undervejs for at se på flere alligatorer og et par hejrer. På trods af at Tim ikke har det så godt med små fugle, har han ikke noget mod de større, så ved Bird City efterlod vi bilen og gik ned til søen for at se på endnu flere hejrer af forskellig art. Flest sølvhejrer, men også snehvide hejrer og blå hejrer. De rosafarvede skenæb, som vi beundrede sidst, havde gemt sig bag et væltet træ, så dem kunne vi kun ane fra fugletårnet - og vi fik ingen billeder af dem denne gang.

Efter besøget her satte vi kursen hjemad mod Lafayette, hvor det skulle være vaskedag. På vej hjem besøgte vi endnu en gang et Walmart for at proviantere frugt og vand. Desuden kørte vi forbi USA's sidste tilbageværende Borden's Ice Cream Store, og når jeg siger "kørte forbi", så er det præcis det, jeg mener. Ingen is til os ved den lejlighed. Vel tilbage på hotellet skulle vi så vaske. Vi kunne huske fra sidst, at der var to vaskemaskiner og de viste sig begge at være ledige - men vask blev det alligevel ikke til. I modsætning til to år tidligere da vi boede på samme hotel, og i modsætning til alle andre moteller/hoteller vi boede på, solgte de nemlig ikke vaskepulver i receptionen, og ingen af os orkede at skulle på gaden igen, så vi valgte at udsætte vasken til senere. I øvrigt var det gået en del tilbage for kvaliteten på motellet siden vores besøg i 2012. Prisen var steget, værelset blevet mindre, eller måske havde vi bare fået et mindre værelse :-). Der var i hvert fald stort set kun plads til sengen, ingen stole og ingen bord, end ikke en skrivepult. Selv om de reklamerede med gratis internet på værelset, var det i praksis ikke eksisterende, så her kommer vi nok ikke tilbage en anden gang. Men ellers var det endnu en fremragende og oplevelsesrig dag.