|
Hvor Svensson gjorde holdt for natten!
Allerede inden vi kørte ind i nationalparken, var Tim og jeg imidlertid blevet enige om, at der faktisk ikke var så meget, som vi ikke havde set langs ruten gennem parken, så vi kørte stort set lige igennem, bortset fra korte ophold for at fotografere. Da vi jo ikke havde travlt, kørte vi først fra hotellet klokken 9.30, og valgte igen at tage de østlige grene af Grand Loop Road. Da vi kørte gennem Hayden Valley, var de bisonflokke, som vi havde efterlyst dagen før, kommet tilbage, så her tog vi et par billeder. Ved landsbyen West Thumb drejede vi så mod syd mod den sydlige udgang fra parken. På vej ned mod udgangen gjorde vi et kort ophold ved Lewis Falls for at fotografere, inden vi kørte videre. Nord for parken og igen syd for denne kører man på U.S. Route 89 og det er egentlig samme vej, som går gennem parken, men hovedvejsnummereringen er bare suspenderet på denne strækning. Det var altså denne vej, som vi også havde kørt på ved flere lejligheder både i Arizona og Utah, som vi tog mod syd. Ganske kort
efter, at vi var kørt ud af Yellowstone National Park, forlod vi hovedvejen igen
for at få noget frokost. Da vi nåede det udvalgte spisested, Flagg Ranch, var
klokken hen ad
Klokken 14 nåede vi Jackson, hvor vi uden problemer fandt The Lodge, hvor vi skulle bo. Inden vi gik ind for at få værelse, ringede jeg hjem. Vi havde ikke haft mobildækning siden vi kørte fra Gardiner om morgenen, og da Tina skulle opereres næste morgen eller formiddag, dansk tid (om natten hos os), skulle jeg lige høre hvordan det stod til. Da vi var færdige med at tale og vi havde fået vores værelse, var klokken kun omkring 14.45. Vi blev så enige om, at vi ville køre syd på til den lille by Afton, for at glæde Dorte. Sidst vi var her, havde hun udviklet en teori om, hvordan byen havde fået sit navn. Dorte var overbevist om, at byen var navngivet af en svensker ved navn Svensson, der i følge hende havde sagt, "Vi er trætte, vi overnatter her i afton". Nu mente hun så, at Tim ville have glæde af at se byen.
Både på vej til og fra Afton, var det tydeligt at lokalvalgene i USA nærmede sig. Vi så alle mulige valgplakater til alle mulige og umulige embeder. Der var folk, der bad om at blive valgt til senatet, kongressen, den lokale statskongres, byrådsmedlem, distriktsanklager, fredsdommer, ligsynsmand og meget andet. Da vi kom tilbage til Jackson, kørte vi ned til byens centrum og gik en tur her, men det var slet ikke noget for Tim. Her var alt for ”turistet” efter hans smag, så vi blev her kun i 15 minutter før vi kørte tilbage til hotellet. Her parkerede vi bilen og så gik vi ud for at få noget mad. Vi havde på forhånd bestemt os til at spise på samme restaurant, som Dorte og jeg spiste på, da vi var her i 2006. Den lå lige ved siden af hotellet, og efter lidt tvivl om, hvorvidt den eksisterede endnu, fandt vi den gemt bagved en byggeplads, hvor de var ved at opføre en ny bank. Restauranten, der hedder Gun Barrel, er holdt i western stil med geværer på væggene, strategisk placeret mellem hoveder af bisoner, elge osv. Sidst vi var her, måtte vi vente godt en time på at få bord, men denne gang kom vi noget tidligere, og fik bord med det samme, men allerede inden vi havde fået vores mad, var alle borde fyldt op, og der sad nogle og ventede.
Efter maden fik jeg kaffe, og så opdagede vi på drinkkortet, at de havde Tims yndlingswhisky, Laphroaig, så sådan en måtte vi have. Det gav så anledning til visse problemer. Vi bestilte selvfølgelig whiskyen hos servitricen, som gik op til baren med vores ordre, men kort efter kom hun ned igen. Hun skulle vide om vi ville have den med vand eller ”on the rocks”. Vi forklarede hende, at vi gerne ville have den straight, altså bare whisky uden hverken vand eller is. Så gik hun tilbage til baren, og der gik en rum tid, mens hun åbenbart parlamenterede med bartenderne. Efter 10 minutter kom en af bartenderne så ned til bordet for at spørge om vi ville have den med vand eller ”on the rocks”. Han stolede åbenbart ikke på, at den unge dame havde hørt rigtigt. Så måtte vi også forklare ham, hvad vi gerne ville have, og så lykkedes det da også til sidst. Det endte med at blive turens dyreste måltid, ca. 900 kr. for os begge to, alt inklusive, men det var bestemt alle pengene værd. Efter maden gik vi tilbage til hotellet, hvor jeg gik tidligt i seng, da jeg jo regnede med, at skulle vækkes i løbet af natten, men jeg spekulerede alligevel så meget på, hvordan det gik derhjemme, at jeg først faldt i søvn ved totiden. Ved halv firetiden ringede Dorte så og fortalte, at Tina nu var kommet ud fra operationen, én nyre lettere, og at alt var gået godt, hvilket selvfølgelig var en stor lettelse at høre. Klokken halv seks ringede hun så igen, for at fortælle at patienten nu var vågnet, og at hun havde det godt. Det var en endnu større lettelse. Efter det sidste opkald kunne jeg sove igennem til halv syv, hvor uret vækkede, så vi kunne komme ud af røret i ordentlig tid. |