Tom Dooley og Madelyn mm.

Jeg er klar over at Tom Dooley har en hel sektion for sig selv på denne hjemmeside, men trods overskriften handler denne artikel da heller ikke om manden. Den handler om en af de oplevelser, vi har haft i forbindelse med mine forsøg på at finde ud af noget om ham. Oplevelsen her kom dagen efter vores møde med lokalbefolkningen i Swan Creek, North Carolina i 2004. Vi havde altså overnattet på Madelyn's In The Grove i den lille by Union Grove (2.000 indbyggere) i Iredell County i North Carolina, det selv samme county, hvor Tom Dooley var blev hængt 136 år tidligere.

Et Bed & Breakfast (eller bare B&B) er ofte noget lidt andet i USA, end det vi forstår ved det tilsvarende i Danmark. Det er normalt ikke bare et sted, hvor man kommer ind fra gaden, når man ser et ”Zimmer frei” skilt, men derimod noget man mange steder må bestille i rigtig god tid, af og til flere år i forvejen, fordi de er så populære. Det er heller ikke særligt billige overnatningssteder. Faktisk er nogle af dem dyrere end de fleste moteller og en del hoteller. Mange B&B ligger i gamle herskabsvillaer, plantagehovedbygninger eller andre historiske bygninger. Fx så vi i 2000 et B&B i Charleston, hvor værelserne allerede dengang kostede omkring 1.750 kr. pr. nat. Her hos Madelyn var det dog noget billigere, men det var alligevel det dyreste sted, vi overnattede undervejs, ca. 130 dollars (ca. 900 kr.), hvilket skal sammenlignes med, at vi ellers gav omkring 80 dollars i gennemsnit pr. nat.

Da vi kom tilbage efter vores lille rundtur til de lokale seværdigheder, spurgte Madelyn os om, hvornår vi ville spise morgenmad, og vi havde sagt, at det ville vi gerne have kl. 08.30. Vi stod derfor op kl. 07.30, og efter at have badet osv, pakkede vi bilen, så vi var klar til at køre lige efter morgenmaden. Vi skulle køre omkring 600 km, og vi ville gerne se et par ting undervejs.

Morgenmaden viste sig, som vi havde ventet, at være overvældende sammenlignet med den, vi havde fået på de forskellige hoteller og moteller. Mens vi spiste, sludrede vi med Madelyn og hendes mand, John, om Danmark, USA, indvandrere, kriminalitet på landet kontra storbyerne, vores og deres børn osv. Det var utroligt hyggeligt, og klokken blev over 10, inden vi kom af sted.

Dagen før havde vi besøgt byen Wilkesboro, "hovedstad" i Wilkes County, hvor alle begivenhederne omkring Tom Dooley, bortset fra retssag og henrettelse, havde udspillet sig. Specielt ville jeg gerne se fængslet, Tom havde været spærret inde i begyndelsen af sit fangenskab. Her skulle der nu være museum, men af en eller anden grund lykkedes det os kun at finde domhuset, ikke fængslet. Da Madelyn havde forklaret os, hvordan vi fandt fængslet, ville jeg gerne tilbage til byen, og desuden ville jeg gerne til Ferguson, hvor hele Tom Dooley dramaet fandt sted i månederne fra marts til maj 1866, og hvor der skulle være en udstilling af malerier mm, omkring Tom Dooley.

Madelyn fortalte i øvrigt, at hun nedstammede på mødrene side fra Zebulon Vance, der var Tom Dooleys forsvarer under retssagen, og hun havde en forklaring på, hvorfor en kendt sagfører og tidligere guvernør som Vance påtog sig sagen, der nærmest var afgjort på forhånd, og som der heller ikke var penge i. Dette har givet anledning til adskillige teorier i de mange forskellige legender, der er opstået omkring hele Tom Dooley sagen. I følge Madelyn var det fordi, Vance skyldte én af Toms slægtninge en tjeneste, og denne slægtning, bad ham så om at påtage sig sagen.

Endelig fik vi taget afsked med Madelyn og John og kom af sted. Men nu var klokken allerede godt 10, så tidligt var det ikke. Madelyn havde fortalt os om en genvej til Wilkesboro, som skulle være hurtigere end den vej, vi havde kørt dagen før, og det var den sikkert også. Desværre kørte jeg forkert et sted, så vi spildte næsten en time med at køre rundt. Klokken var derfor over 11.00 inden vi nåede frem, men vi fandt da fængslet, og denne gang fik vi taget nogle billeder. Museet i fængslet var desværre lukket (måske på grund af ferie, men der stod ingenting), så vi måtte nøjes med at se på det udefra. Udenfor fængslet stod en mindesten over faldne i borgerkrigen. Denne var ret interessant. Nordstaterne kalder typisk borgerkrigen for netop dette, altså ”civil war", men i syden bruger man en anden betegnelse. Her mener man ikke, at det var en borgerkrig, da man endnu den dag i dag mener, at de sydstater, som havde løsrevet sig fra unionen, udgjorde en selvstændig stat, og alle steder i sydstaterne hører og ser man udtrykket ”krigen mellem staterne” (”war between the states”). Dette gælder også i officielle turistbrochurer mm. På mindestenen stod, at den var sat op til minde om de borgere i Wilkes County (hvor Wilkesboro ligger), der: ”var faldet under forsvaret af deres hjemland, mod nordens aggression”. Det interessante var, at mindestenen var sat op i ’98. 1998 altså! 133 år efter at krigen var slut. Så måske er krigen slut, men den er hverken gemt eller glemt af befolkningen i sydstaterne.

Da vi havde set nok, kørte vi videre til Ferguson. Her fandt vi Whippoorwill Academy, der var en slags mindre frilandsmuseum, af den slags som vi flere gange før havde set i USA, blandt andet i Jackson’s Mill, West Virginia i 2002. Her lå adskillige små, gamle træhuse, hvoraf et af dem rummede det museum med Tom Dooley malerier mm, som jeg omtalte ovenfor. Bygningerne på området åbnede først kl. 15.00, men lige da vi kom, var der en dame, som var ved at køre rundt til dem, og da hun så os, fortalte hun os, at hun var kommet tidligt i dag, og derfor var klar til at åbne. Hun spurgte om vi var interesserede i Tom Dooley, og da jeg svarede bekræftende fortalte hun, at det hus allerede var åbnet. Så der gik vi op.

På vejen kom vi forbi kirken, Chapel of Peace, der er indrettet i en 200 år gammel hytte. På selve Tom Dooley museet er der en række billeder (45), malet af Edith F. Carter. Jeg har senere fundet ud af, at det var denne dame, som havde lukket op for os, så billederne er langt fra samtidige med begivenhederne, men er malet efter de beskrivelser af personerne, der er givet i historierne. Edith F. Carters mand nedstammer i øvrigt fra den Doktor Carter, der vidnede under sagen mod Tom. Ud over billederne rummer museet også spændende ting så som dørhåndtaget fra den hytte, hvor Tom Dooley boede, en pistol, der var med, men ikke blev brugt ved Toms arrestation, et gammelt, gulnet foto, der måske forestiller Tom Dooley eller en af hans brødre, Tom Dooleys oprindelige gravsten, og en række andre ting, der er forbundet med legenden. Blandt andet en tegning af henrettelsen, som dog med sikkerhed er forkert. Den viser Tom stående under en galge med en faldlem, men i virkeligheden stod han på en vogn, der blev trukket væk under ham.

Da vi havde set nok på Tom Dooley, gik vi en tur rundt og så på de andre bygninger – dog kun udefra, bortset fra det allersidste, hvor vi også lige stak hovedet inden for. Området omfatter blandet andet en kopi af et gammelt fængsel fra Yadkin River, en kopi af den hytte, som Daniel Boone, hans kone og deres 8 børn boede i, da de levede i området i 1760’erne. Kopiens skorsten er bygget af sten fra den originale skorsten. Desuden så vi Whippoorwill Academy, som har givet navn til området. "Akademiet" er en gammel et-rums skolebygning fra 1880. Vi så også et smokehouse, som oprindeligt blev brugt til at ryge kød, en landhandel og et par andre bygninger, herunder en souvenirshop, som også er bygget i et gammelt smokehouse. Souvenirshoppen var åben, og de havde en del skrammel, men heldigvis var der ingen til at betjene, så vi fik ikke købt noget.

Efter rundturen på Whippoorwill, kørte vi videre ud af North Carolina Road 268, for at finde Laura Fosters grav (pigen som Tom Dooley måske myrdede). Stedet skulle ligge ved vejen omkring 5 miles fra ”akademiet”, men i så fald er det ikke særligt godt afmærket, for vi kørte omkring 8 miles, og fandt det ikke alligevel. Jeg har senere fundet ud af, at det ligger godt gemt inde på en mark. Også Tom Dooley selv ligger begravet tæt på "akademiet", men hans grav ligger på privat grund, så man har desværre ikke mulighed for at kommer derind. Og den originale gravsten, som jo ligger på museet, er erstattet af en betonsten, og selv denne er blevet ødelagt af turister, som har brækket stykker af den løs, for at tage dem med hjem som souvenir. Jeg ville også gerne have været ind til selve Ferguson, for at se de steder, hvor begivenhederne fandt sted, og hvor en tredje person fra dramaet, Ann Melton ligger begravet, men klokken var efterhånden blevet hen ad halv to, og vi havde kun kørt ca. 50 af de 600 km, vi skulle køre den dag, så vi besluttede at fortsætte nordpå.

I den sydlige del af staten Virginia, som vi nu var kørt ind i, ligger vinregionen "Southwest" med appellationen "North Fork of The Roanoke". Kun ét eneste winery ligger i denne appellation, og det hedder noget så nordisk som Valhalla Winery. Wineriet har en forrygende beliggenhed godt 600 meter oppe på en bjergskråning over byen Roanoke. Da vi kom derop var det desværre skybrud, så det med udsigten var så som så, og selv om det stilnede af under besøget, nåede vi ikke at få virkelig glæde af udsigten. Besøget var i øvrigt ikke nogen uddelt succes, sammenlignet med vores oplevelser i Swan Creek. Vinen var OK, men så heller ikke bedre. Til gengæld var den dyr efter vores mening. Udsigten var hæmmet af vejret, og menneskene var ikke nær så flinke som på vingårde, vi har besøgt andre steder i North Carolina, Virginia, Californien og andre stater. Men vi smagte da et par vine, og købte også en med videre.

Fra Roanoke fortsatte vi stille og roligt mod nord til Charlottesville, hvor vi slog os ned for natten.