|
Tom Dooley og Madelyn mm.
Et Bed & Breakfast (eller bare B&B) er ofte noget lidt andet i USA, end det vi forstår ved det tilsvarende i Danmark. Det er normalt ikke bare et sted, hvor man kommer ind fra gaden, når man ser et ”Zimmer frei” skilt, men derimod noget man mange steder må bestille i rigtig god tid, af og til flere år i forvejen, fordi de er så populære. Det er heller ikke særligt billige overnatningssteder. Faktisk er nogle af dem dyrere end de fleste moteller og en del hoteller. Mange B&B ligger i gamle herskabsvillaer, plantagehovedbygninger eller andre historiske bygninger. Fx så vi i 2000 et B&B i Charleston, hvor værelserne allerede dengang kostede omkring 1.750 kr. pr. nat. Her hos Madelyn var det dog noget billigere, men det var alligevel det dyreste sted, vi overnattede undervejs, ca. 130 dollars (ca. 900 kr.), hvilket skal sammenlignes med, at vi ellers gav omkring 80 dollars i gennemsnit pr. nat.
Da vi kom tilbage efter vores lille rundtur til de lokale seværdigheder, spurgte Madelyn os om, hvornår vi ville spise morgenmad, og vi havde sagt, at det ville vi gerne have kl. 08.30. Vi stod derfor op kl. 07.30, og efter at have badet osv, pakkede vi bilen, så vi var klar til at køre lige efter morgenmaden. Vi skulle køre omkring 600 km, og vi ville gerne se et par ting undervejs.
Morgenmaden viste sig, som vi havde ventet, at være overvældende sammenlignet med den, vi havde fået på de forskellige hoteller og moteller. Mens vi spiste, sludrede vi med Madelyn og hendes mand, John, om Danmark, USA, indvandrere, kriminalitet på landet kontra storbyerne, vores og deres børn osv. Det var utroligt hyggeligt, og klokken blev over 10, inden vi kom af sted.
Dagen før havde vi besøgt byen Wilkesboro, "hovedstad" i Wilkes County, hvor alle begivenhederne omkring Tom Dooley, bortset fra retssag og henrettelse, havde udspillet sig. Specielt ville jeg gerne se fængslet, Tom havde været spærret inde i begyndelsen af sit fangenskab. Her skulle der nu være museum, men af en eller anden grund lykkedes det os kun at finde domhuset, ikke fængslet. Da Madelyn havde forklaret os, hvordan vi fandt fængslet, ville jeg gerne tilbage til byen, og desuden ville jeg gerne til Ferguson, hvor hele Tom Dooley dramaet fandt sted i månederne fra marts til maj 1866, og hvor der skulle være en udstilling af malerier mm, omkring Tom Dooley.
Madelyn fortalte i øvrigt, at hun nedstammede på mødrene side fra Zebulon Vance, der var Tom Dooleys forsvarer under retssagen, og hun havde en forklaring på, hvorfor en kendt sagfører og tidligere guvernør som Vance påtog sig sagen, der nærmest var afgjort på forhånd, og som der heller ikke var penge i. Dette har givet anledning til adskillige teorier i de mange forskellige legender, der er opstået omkring hele Tom Dooley sagen. I følge Madelyn var det fordi, Vance skyldte én af Toms slægtninge en tjeneste, og denne slægtning, bad ham så om at påtage sig sagen.
Da vi havde set nok, kørte vi videre til Ferguson. Her fandt vi Whippoorwill Academy, der var en slags mindre frilandsmuseum, af den slags som vi flere gange før havde set i USA, blandt andet i Jackson’s Mill, West Virginia i 2002. Her lå adskillige små, gamle træhuse, hvoraf et af dem rummede det museum med Tom Dooley malerier mm, som jeg omtalte ovenfor. Bygningerne på området åbnede først kl. 15.00, men lige da vi kom, var der en dame, som var ved at køre rundt til dem, og da hun så os, fortalte hun os, at hun var kommet tidligt i dag, og derfor var klar til at åbne. Hun spurgte om vi var interesserede i Tom Dooley, og da jeg svarede bekræftende fortalte hun, at det hus allerede var åbnet. Så der gik vi op.
Da vi havde set nok på Tom Dooley, gik vi en tur rundt og så på de andre bygninger – dog kun udefra, bortset fra det allersidste, hvor vi også lige stak hovedet inden for. Området omfatter blandet andet en kopi af et gammelt fængsel fra Yadkin River, en kopi af den hytte, som Daniel Boone, hans kone og deres 8 børn boede i, da de levede i området i 1760’erne. Kopiens skorsten er bygget af sten fra den originale skorsten. Desuden så vi Whippoorwill Academy, som har givet navn til området. "Akademiet" er en gammel et-rums skolebygning fra 1880. Vi så også et smokehouse, som oprindeligt blev brugt til at ryge kød, en landhandel og et par andre bygninger, herunder en souvenirshop, som også er bygget i et gammelt smokehouse. Souvenirshoppen var åben, og de havde en del skrammel, men heldigvis var der ingen til at betjene, så vi fik ikke købt noget.
Efter rundturen på Whippoorwill, kørte vi videre ud af North Carolina Road 268, for at finde Laura Fosters grav (pigen som Tom Dooley måske myrdede). Stedet skulle ligge ved vejen omkring 5 miles fra ”akademiet”, men i så fald er det ikke særligt godt afmærket, for vi kørte omkring 8 miles, og fandt det ikke alligevel. Jeg har senere fundet ud af, at det ligger godt gemt inde på en mark. Også Tom Dooley selv ligger begravet tæt på "akademiet", men hans grav ligger på privat grund, så man har desværre ikke mulighed for at kommer derind. Og den originale gravsten, som jo ligger på museet, er erstattet af en betonsten, og selv denne er blevet ødelagt af turister, som har brækket stykker af den løs, for at tage dem med hjem som souvenir. Jeg ville også gerne have været ind til selve Ferguson, for at se de steder, hvor begivenhederne fandt sted, og hvor en tredje person fra dramaet, Ann Melton ligger begravet, men klokken var efterhånden blevet hen ad halv to, og vi havde kun kørt ca. 50 af de 600 km, vi skulle køre den dag, så vi besluttede at fortsætte nordpå.
Fra Roanoke fortsatte vi stille og roligt mod nord til Charlottesville, hvor vi slog os ned for natten. |