En trist skæbne

Også i denne historie er jeg i England, men dog nogle år (ca. 400) efter min foregående om skibsforliset, der udløste en borgerkrig. I samme artiklen skrev jeg, at når man tænker på den engelske borgerkrig, er det ofte krigen mellem Rundhovederne (parlamentstilhængerne) og Kavalererne (royalisterne) mellem 1642 og 1651  som bragte Oliver Cromwell til magten - og fra den igen. Den borgerkrig som artiklen omhandlede og så blev udløst af det pågældende skibsforlis, var krigen mellem Kejserinde Matilda og Kong Stephen i 1135 til 1153.

Baggrunden

Den triste skæbne, som jeg omtaler i denne artikel var ikke skyld i, men kan i nogen grad hævdes at være udløst af endnu en engelsk borgerkrig, nemlig de såkaldte Rosekrige som i hovedsagen fandt sted mellem 1455 og 1485 selv om der også blev kæmpet sporadisk før og efter disse årstal. Krigene blev udkæmpet mellem tilhængerne af Huset Lancaster (Den Hvide Rose efter deres våbenskjold) og Huset York (som havde en rød rose i sit våbenskjold.). Begge kongelige huse nedstammede fra Edward III. Lancaster via John af Gaunt, 1. Hertug af Lancaster Edward III's tredje søn, mens York nedstammede fra Edwards anden og fjerde søn, henholdsvis Lionel af Antwerpen og Edmund of Langley, 1, Hertug af York.

I 1399 var Huset Lancaster kommet på tronen, da Henry af Bollingbroke afsatte sin fætter Richard II og lod sig krone som Henry IV. Han blev afløst af sin søn, Henry V, men denne døde, mens hans søn, Henry VI endnu var barn. Det fik Richard, Hertug af York til at gøre krav på tronen, hvilket førte til ballade med Lancasterklanen, og deraf følgende småkampe. Det første større slag fandt sted i 1455 og der betragtes som starten på Rosekrigene. Da disse kun indirekte var medvirkende til min historie, springer jeg hurtigt frem til krigenes slutning. I 1483 overtog Richard af Gloucester tronen under navnet Richard III, kendt fra Shakespeares skuespil af samme navn. I 1485 blev Richard besejret i Slaget ved Bosworth ("My Kingdom for a Horse"). Sejrherren var en fjern walisisk slægtning af Lancaster-klanen, som havde "arvet" denne klans krav på tronen. Hans navn var Henry Tudor, og han blev kronet som Henry VII. Hermed sluttede Rosekrigene i det store hele, men medlemmer af York familien gjorde fortsat oprør med mellemrum helt frem til 1497.

Henry VII var den første Tudorkonge, og hans regering blev indledningen til det, vi i dag kender som Tudortiden. Henry havde forsøgt at forene de to klaner ved at gifte sig med Edward IV's datter og Richard III's niece, Elizabeth af York. Et interessant kuriosum her er, at Henry VII's mor, Margaret Beaufort, grevinde af Richmond og Derby kun var 13, da hun fik ham, og at hans far var død tre måneder før Henrys fødsel. Margaret blev gift første gang som 6-årig, men ægteskabet blev annulleret og 12 år gammel, blev hun i 1455 gift med Edmund Tudor. Henry VII selv fik adskillige børn. Blandt disse var Arthur, Prince of Wales, som døde som 16-årig, men som nåede at blive gift med Catharina af Aragonien. En anden søn var Henry, som senere blev Henry VIII og blandt døtrene var Mary, som blev dronning af Frankrig ved sit ægteskab med Louis XII. Efter dennes død kun tre måneder efter brylluppet, blev hun gift med Charles Brandon, 1. Hertug af Suffolk senere samme år. Blandt Marys børn med Suffolk var Frances Brandon, som i 1533 blev gift med Henry Grey, Markis af Dorset, som gennem ægteskabet opnåede titlen Hertug af Suffolk, da der ikke var andre mandlige arvinger til denne titel.

I 1509 var Henry VIII blevet konge, og han giftede sig med sin storebrors enke, Catharina af Aragonien, som var god veninde med Frances Grey. De to fik sammen datteren Mary, men ingen sønner. Han indledte en affære med en af hendes hofdamer, Mary Boleyn, og senere forelskede han sig i dennes søster, Anne Boleyn, hvilket i den sidste ende førte til skilsmisse fra Catharina. Det kunne paven imidlertid ikke acceptere, så Henry etablerede den engelske kirke, uafhængig af pavestolen og med sig selv som førstemand, og så kunne han gifte sig med Anne i 1532. Heller ikke dette ægteskab gav ham sønner, men datteren Elizabeth. Anne Boleyn aborterede dog et drengebarn efter at Henry var blevet hårdt såret under en turnering. Anne var blevet upopulær blandt mange adelige på grund af sin arrogante opførse og blandt hendes fjender var Hertugen af Suffolk og hendes egen onkel, Hertugen af Norfolk. Der spredte sig rygter om såvel utroskab, som sammensværgelse og hekseri mod Anne. Kongens nye elskerinde, en af Annes hofdamer, Jane Seymore flyttede ind i de kongelige gemakker, Annes slægtninge blev fjernet fra deres embeder og og den 17. maj 1636 blev de henrettet. To dage senere, den 19. maj blev Anne selv henrettet.

Efter Annes henrettelse giftede Henry sig med Jane Seymore, og med hende fik han endelig i 1537 en søn, Edward, men til gengæld døde Dronning Jane af komplikationer efter fødslen. Henry nåede at blive gift yderligere tre gange med henholdsvis Anne af Cleves, et ægteskab som senere blev opløst, Catherine Howard, der var Anne Boleyns kusine og en af hendes hofdamer. Catherine var imidlertid også utro og da hendes to elskere blev henrettet  fulgte Catherine i deres fodspor den 15. februar 1542. Henrys sidste ægteskab var med Catharine Parr, som udvirkede at han fik genoprettet et godt forhold til sine to døtre, som ellers ikke elskede ham synderligt på grund af hans behandling af deres mødre. Parr endte med at overleve Henry, som døde i 1547. Han blev begravet i et kapel ved Windsor Castle ved siden af den dronning, som havde skænket ham en søn, Jane Seymore.

En mandlig arving

Henry VIII var meget forhippet på at skaffe sig en mandlig arving, hvilket var en af årsagerne til de hyppige skift af dronninger. Det var også årsag til hans konflikt med pavestolen i Rom. Da paven forbød hans skilsmisse fra Catharina af Aragonien, forhindrede han Henry i at skaffe sig en mandlig arving, og det endte med Englands brud med den katolske kirke i 1534.

Men hvorfor var Henry så opsat på at få en mandlig efterkommer, der kunne arve tronen? I modsætning til mange europæiske kongehuse, der efterlevede den gamle frankiske, såkaldt saliske lov, efter hvilken kvinder ikke kunne arve tronen, var der faktisk kvindelig arvefølge i England. Dette forstået sådan, at såfremt der ikke var nogen mandlige arvinger, gik arveretten til de kvindelige arvinger. Og det var netop det, som Henry ville forhindre. Ikke fordi han havde noget mod kvinder - han indsatte personligt sine døtre Mary og Elizabeth som tronarvinger efter sønnen Edward, da han blev "genforenet" med de to piger. Hans problem var frygt! Frygt for, hvad der kunne ske, hvis der kun var kvindelige arvinger til tronen. Det var netop det, som var sket i 1100-tallet, da William Adelin, Henry I's søn døde i det omtalte skibsforlis, og der ikke var andre mandlige arvinger. Det førte til en 18 år lang borgerkrig, og da England kun 40 år tidligere var kommet ud af en 30 år lang borgerkrig, frygtede Henry hvad en sådan borgerkrig ville kunne gøre ved landet. Deudover frygtede han at en eventuel kvindelig arving ville gifte sig med en udenlandsk regent og dermed prisgive Englands selvstændighed.

Nu havde han imidlertid fået sønnen Edward, som var førstearving og han indsatte i The Third Sucession Act de to døtre som anden og tredjearving og hvis ingen af disse efterlod arvinger, skulle tronen gå til efterkommere af hans yngste søster, Mary. Samtidigt forbeholdt han sig dog retten til at ændre på arvefølgen i et eventuelt testamente. Det nåede han imidlertid ikke at gøre inden  sin død, så Edward overtog tronen som Edward VI og Third Succession Act gjaldt fremdeles. Havde Henry vidst, hvad der skulle komme til at ske efter hans død, havde han formodentlig ændret på arvefølgen i testamentet.

Arven efter Edward

Edward var som nævnt født i 1537 og seks år gammel blev han trolovet med den syv måneder gamle Mary af Skotland. Da Henry VIII døde og han selv blev kronet til konge, var han ni år gammel. Da han ikke var gammel nok til at styre landet, blev dette regeret af et såkaldt "regeringsråd" (Regency Council) som først blev ledet af kongens onkel, Edward Seymore, 1. Hertug af Somerset, men fra 1549 blev det ledet af John Dudley, 1. jarl af Warwick som to år senere blev udnævnt til 1. Hertug af  Northhumberland. I Edwards første "regeringsår" var landet plaget af oprør og en dyr krig med Skotland, som endte med at englænderne måtte opgive ikke bare Skotland, men også besiddelser i Nordfrankrig for at få fred. Under Edward, som var meget interesseret i religiøse spørgsmål, udviklede den engelske kirke sig i endnu mere protestantisk retning end under hans far.

Tudor perioden var fuld af intriger. En person kunne hurtigt stige i regentens gunst og endnu hurtigere falde igen, og der blev konspireret mellem adelen for at opnå de bedst mulige privilegier. I 1549 blev Lord Somerset afsat som leder af regeringsrådet på grund af "dårlig styring af regeringen", og han blev afløst af John Dudley. Somerset førte derfor Edward til Windsor Castle "for at beskytte ham", men i virkeligheden var han snarere gidsel for Somersets ambitioner.  Somerset blev arresteret og indsat i Tower, men blev hurtigt løsladt. Allerede i 1552 blev han dog arresteret igen og henrettet efter et forsøg på at styrte Dudley, der i mellemtiden var blevet Hertug af Northumberland. Dudley havde sine egne ambitioner - og hans ældste søn Robert, var en nær ven af Henrys yngste datter, Elizabeth og måske dennes elsker, men det er en anden historie.

I 1553 blev Edward syg af mæslinger og kort efter blev han ramt af tuberkulose. Det blev hurtigt klart at Edward var dødeligt syg, og Dudley benyttede lejligheden til at fremme sine egne ambitioner. Hvis Edward døde, ville hans søster Mary være først til at overtage tronen, men da hun var katolik, mente at Dudley og mange andre end ham, at dette ville føre England tilbage under pavens kontrol. Edward selv var også overbevist protestant, og samtidigt var han, eller blev han overbevist om, at hans to søstre ikke var ægtefødte, og dermed ikke kunne arve tronen. Som sin far skrev han derfor under på et dokument, der beskrev arvefølgen, og her blev hans halvsøstre ikke omtalt. Som sin far udpegede han som arvinger, efterkommere af sin faster, Mary, tidligere dronning af Frankrig. På sit dødsleje blev Edward endnu mere specifik, givetvis overbevist af John Dudley, og udpegede som sin arving, sin halvkusine, Lady Jane Grey. John Dudleys interesse i dette vil blive klar nedenfor. Hvor Edward ikke udpegede sin kusine, Janes mor, er uklart. Nogle kilder vil vide at Henry VIII direkte havde udeladt hende af sin succession act og at Edward respekterede dette, mens andre kilder vil vide, at hun selv opgav arveretten til fordel for datteren. I virkeligheden var årsagen nok John Dudleys overtalelsesevner.

Lady Jane Grey

Lady Jane Grey blev født i oktober 1537 (nogle kilder mener at hun blev i foråret 1537 eller i december 1536, men de fleste fastholder oktober 1537). Hun var ældste barn af Henry Grey, 1. Hertug af Suffolk og Lady Frances Brandon, Henry VIII'd niece. Navnet Jane var meget sjældent dengang, så man mener at hun var opkaldt efter Jane Seymore, som havde født Edward VI få dage efter at Jane selv blev født. Hun havde to yngre søstre, Lady Catherine Grey og Lady Mary Grey. Som barn fik hun en førsteklasses uddannelse i humanistiske fag. Hun studerede latin, græsk og hebraisk hos tidens største kapacitet indenfor disse fag,  biskop John Aylmer, og hun studerede italiensk hos den italienske præst Michelangelo Florio. Hun blev opdraget som protestant (Florio var en tidligere franciskanermunk, der havde konverteret til protestantismen) og hun udvekslede breve med den schweiziske reformator Heinrich Bullinger.

Jane nød ikke sin barndom, hvor hun fandt at uanset, hvad hun gjorde, kunne hun ikke gøre det godt nok til at tilfredsstille sine overambitiøse  forældre, og hun klagede til den besøgende lærde videnskabsmand, Roger Ascham at "I am so sharply taunted, so cruelly threatened, yea presently sometimes with pinches, nips and bobs and other ways (which I will not name for the honour I bear them) ... that I think myself in hell^". I februar 1547 blev hun, ni år gammel sendt væk fra hjemmet, for at blive opdraget andetsteds (det lyder måske brutalt, men det var helt almindeligt dengang at adelsbørn blev opdraget delvist hos andre adelige). Jane blev sendt til Lord Admiral Thomas Seymore, den afdøde dronning Jane Seymores bror. Det menes at Seymore havde planer om at blive gift med en af Henry VIII's to døtre men det lykkedes ham ikke. Ved kongens død var han stadig ugift, men kort efter at Jane var flyttet ind, giftede han sig i stedet med enkedronningen, Catharine Parr og Jane tilbragte de næste år i deres husstand. Jane beundrede Catharine meget, og da denne døde af komplikationer efter en børnefødsel i september 1548, fungerede Jane, da 11 år gammel, som "ledende grædekone" (chief mourner), en titel som i dag lyder lidt latterlig, men som dengang var et meget ærefuldt hverv. Hun forblev i husholdningen indtil Thomas Seymore blev arresteret i slutningen af 1548. Denne arrestation blev tilsyneladende foranlediget af Seymores bror Edward Seymore, som var Hertug af Somerset og Lord Protector af England. Han følte sandsynligvis at Thomas' popularitet hos kongen, truede hans egen position. Blandt anklagerne var, at Thomas Seymore skulle have forsøgt at arrangere et ægteskab mellem netop Jane Grey og Edward VI. I 1549 blev Thomas Seymore anklaget for 33 tilfælde af forræderi og han blev halshugget i Tower, en skæbne som knap tre år senere også skulle overgå Edward Seymore selv, som nævnt ovenfor.

Under disse begivenheder var det lykkedes for Janes far, hertugen af Suffolk at holde sig udenfor, og  efter Thomas Seymores henrettelse foreslog han et ægteskab mellem Edward Seymores søn, Lord Hertford og Jane, men dette blev ikke til noget. Jane var flyttet hjem tgil sine forældre efter Seymores henrettelse, men blev nu myndling hos den nye Lord Protector, John Dudley, en mand som hun hurtigt opdagede, at hun ikke kunne fordrage. I 1553 var hun stadig "ledig på ægteskabsmarkedet", og hun blev forlovet og under protest men også under pres fra sine forældre gift med Lord Guildford Dudley, en yngre søn af John Dudley. Dette kan have haft en vis indflydelse på Dudleys interesse i at få Jane Grey udpeget som Edwards tronarving! Jane var på dette tidspunkt 16-år gammel.

Jane's Ægteskab

John Dudley havde store ambitioner. Hans ældste søn Robert Dudley, havde (måske) er romantisk forhold til Elizabeth (senere Elizabeth I), men dette udviklede sig aldrig til ægteskab. Dudley var overbevist protestant, og mente derfor at uanset om Mary, som var katolik, eller Elizabeth, som nok elskede hans søn, men ikke ville giftes med ham, blev dronninger, ville det betyde enden for hans egen position og en definitiv slutning på hans ambitioner og at Dudley slægten skulle på Englands trone. Men ved at lade sønnen Guildford gifte sig med Jane Grey og overtale Edward til at indsætte hende som arving, kunne Guildford blive konge, når Edward døde. Jane var ikke interesseret i at blive gift med Guildford, men Dudley konspirerede som nævnt med hendes ambitiøse forældre, og det var muligvis i den forbindelse at Janes mor Frances gav afkald på sit eget krav på tronen. Jane blev derfor presset til at indgå ægteskab med en mand, som hun ikke kendte, og dermed blive svigerdatter til en mand, som hun hadede af et godt hjerte. Den 25. maj blev hun gift med Guildford samtidigt med at hendes yngre søster, Catherine Grey blev gift med Edward Seymore, søn af den henrettede, tidligere Lord Protector Edward Seymore. Et tredje bryllup som fandt sted ved samme lejlighed stod mellem Catherine Dudley, en datter af John Dudley og Lord Hastings, der var søn af Jarlen af Huntingdon.

Da Edward døde overtalte John Dudley regeringsrådet til at holde dette hemmeligt og i stedet sende et brev til Mary, om at hendes bror var alvorligt syg, og at han gerne ville se hende. Dudleys bagtanke var at lokke Mary til at komme London, hvor hun kunne blive arresteret og indsat i Tower. Mary gik i fælden og tog af sted, men undervejs opdagede hun sandheden og i stedet for at rejse videre, gav hun sig til at samle en hær blandt sine  trofaste katolske støtter. Samtidigt sendte hun et brev til "rådet", hvor hun krævede at de anerkendte hende som den retmæssige dronning. Da brevet nåede frem, havde Dudley imidlertid allerede sat næste del af sin plan i gang. Rådet havde skrevet til Jane Grey og tilsagt hende til et møde i rådet, som var forsamlet i Syon House i Vestlondon, der dengang var et kongeligt slot, men i dag er den nuværende Hertug af Nothhumberlands hjem, skæbnens veje er lunefulde.

Jane ankom uden at vide at Edward VI var død. og hun blev (i følge sin egen dagbog) meget forvirret, da to adelsmænd knælede for hende, kyssede hendes hånd og kaldte hende "deres kongelige frue". Hun blev derefter ført ind i statsrådets lokale og Dudley førte hende til den forhøjning, der var forbeholdt de kongelige, og hvor hun nu måtte tage plads, mens hele forsamlingen, inklusive hendes egne forældre, hyldede hende. Først på dette tidspunkt fik hun at vide at Edward var død, og at han havde udpeget hende som tronarving. Denne oplysning fik hende til at bryde samme i gråd, og hendes første bemærkning var: "Jeg har ikke ret til kronen, og det behager mig ikke at få den. Lady Mary er den retmæssige arving". Både Dudley og hendes egne forældre formanede hende om hendes pligt og beordrede hende til at gøre, som der var forventet af hende. Religiøs som Jane var, mente hun at hun måtte adlyde sine forældre, også selv om hun ikke var enig med dem, så hun accepterede, men bemærkede at kun ikke var den rette til rollen som regent.

Næste dag blev hun iført tøj i Tudorernes grønne og hvide farver, mens hendes mand blev klædt i hvidt og guld. De blev derefter sejlet til Tower, hvor regenter traditionelt opholdt sig mellem tronovertagelsen og kroningen. Her var en lejlighed gjort klar til hende og Guildford og kronjuvelerne var taget ud af skatkammeret. Dette skulle blive Jane Greys sidste rejse, og hun kom helt bogstaveligt aldrig aldrig til at forlade Tower igen. Undervejs mod Tower stod menneskene langs med floden helt tavse i stedet for den jubeltur, der burde have været. Det var netop blevet offentliggjort at Edward var død, og at tronen nu skulle overtages af en ukendt, uønsket halvkusine. Da de ankom til Tower blev de modtager af vicekommandanten, Sir John Brydges og kommandanten, Markisen af Winchester. De overrakte nøglerne til Jane, men disse blev i stedet taget af John Dudley, for at gøre det helt  klart, hvem der havde den reelle magt. Jane og Guildford blev nu ført ind i White Tower, hvor lejligheden lå.

Dronning i ni dage

Jane blev ført til audienskammeret hvor hun tog plads på tronen, hvor hun blev efterladt med nogle få tjenere, blandt dem hendes gamle barnepige. Kort efter kom Winchester med nogle af kronjuvelerne og imperiets krone. Jane nægtede at tage kronen på: "Denne krone er aldrig blevet krævet, hverken af mig eller af andre i mit navn", men Winchester forklarede, at han bare ville undersøge om den passede hende. Til sidst gav hun efter, og Winchester satte kronen på hendes hoved. Sådan blev Jane Grey mod sin vilje kronet til Dronning af England den 10. juli 1553, 15 år gammel. Senere samme dag bad Guildford hende om at gøre ham til konge, hvilket hun nægtede. Han hævdede dog at han nok skulle sørge for, at såvel hun som Parlamentet skulle gøre ham til konge, men Jane var stædig. Da Guildford forlod salen for at "sladre til sin mor" tilkaldte Jane jarlerne af Arundel og Pembroke og forklarede dem at: "hvis kronen virkelig er min, vil jeg gøre min mand til hertug, men jeg vil aldrig frivilligt gøre ham til konge." Senere blev hun overfuset af Guildfords mor i næsten en time, men hun fastholdt, at hun ikke ville gøre sin mand til konge.

I mellemtiden havde Rådet svaret negativt på Marys henvendelse og i den forbindelse slået fast, at de betragtede hende som "uægte" og derfor uden krav på tronen. Det samme blev offentliggjort til befolkningen i London, men disse virkede ligeglade, da de stadig sørgede over Edward. Ved gudstjenesten i St. Pauls Cathedral søndag den 11. juli, erklærede kirken sin støtte til Jane, og erklærede at både Mary og Elizabeth var "bastarder" som ikke havde arveret. Samme aften ankom et brev fra Mary, dateret to dage tidligere, hvor hun erklærede sig selv som dronning og hvor hun anmodede om at man forsøgte at undgå blodsudgydelser. Jane var tavs mens brevet blev læst op, men hendes mor og svigermor brød sammen i gråd. Rådet besluttede at John Dudleys to sønner, Robert Dudley og Jarlen af Warwick skulle tage ud for at møde Mary. Mary havde samlet en hær, og var på vej mod London og de to ankom dagen efter, mens Marys opmærksomhed var andetsteds og ikke havde tid til at møde dem, hvilket formodentlig reddede deres liv.

De næste to dage ved man ikke meget om, hvad Jane foretog sig som dronning. Sandsynligvis var nhun syg, og hun mente selv at hun blev forgivet af sin svigermor, fordi hun ikke ville gøre Guildford til konge. Dette er der dog ingen dokumentation for, og hun kan have været syg af stress, eller smittet af bakterier fra den uoverdækkede voldgrav rundt om slottet. Den 13. blev det klart, at Jane (eller rettere John Dudley) havde alvorlige problemer. Folket støttede Mary, ikke Jane. Rådet besluttede at sende en hær under ledelse af Janes far mod Mary, men Jane ville ikke tillade det, og i stedet tog John Dudley kommandoen over hæren, der kun bestod af 600 mand. I mellemtiden samlede Mary flere og flere mænd omkring sig, og nu gjorde også befolkningen oprør og krævede at Mary skulle krones som dronning. På ottende dagen efter kroningen, var der ingen, der vidste, hvad de skulle gøre. Hertuginden af Northumberland og Janes far, Hertugen af Suffolk kom op at slås. endnu engang om Janes modstand mod at gøre Guildford til konge, mens Jane ikke kunne holde op med at græde. Samtidigt kom nyheden om at landets bønder ikke ville kæmpe mod Mary, så Dudley kunne ikke forstærke sin lille hær.

Næste dag var det klart, at der ikke var mere at gøre. I Dudleys fravær skiftede hele rådet, på nær to, side og støttede nu Mary, formodentlig i et forsøg på at redde sig selv. De to var Jane's egen far og Thomas Cranmer, ærkebiskoppen af Canterbury, men allerede om eftermiddagen faldt også Cranmer fra. Samme aften omkring kl. 18 blev Mary officielt udråbt som dronning, og Janes ni dages regeringstid var slut. Janes far opsøgte hende og forklarede hende situationen, hvortil hun svarede: "Kan jeg så tage hjem nu?", men det kunne hun ikke. Hun måtte blive i lejligheden med sine hofdamer til sent om aftenen, hvor hun blev flyttet til nye lokaler over vicekommandantens bolig. Senere blev hun flyttet til et hus på Tower Green, et grønt område inde i slottet.

Den triste skæbne får en ende

Skønt hun var fange, var hun ikke lukket inde i en celle. Hun fik lov til at spadsere i dronningens have og andre steder inden for Tower. Hun havde tre kvinder til at tage sig af hende, foruden to hofdamer og en ung mand. Hun fik et efter tidens forhold særdeles pænt beløb til sit underhold og forholdene var i det hele taget gode. Den 20. juli blev hun opsøgt af Markisen af Winchester, som fortalte hende at nogle af kronjuvelerne manglede, og krævede at hun leverede dem tilbage. Jane hævdede at hun havde tilbageleveret alt, hvad hun havde fået udleveret, men Winchester krævede at hun erstattede det forsvundne, så hun gav ham alt, hvad hun havde af værdi. Den 27. juli blev hendes far, Hertugen af Suffolk, anholdt for forræderi, og mens hendes mor sendt en direkte appel til Dronning Mary om at frigive manden, er der ingen tegn på, at hun nogensinde gjorde det samme for Jane.

Den 22. august 1553 blev John Dudley henrettet og i september samme år erklærede Parlamentet at Mary var den retsmæssige dronning og samtidigt blev Jane Grey erklæret som tronraner. Jane og Guildford blev begge anklaget for højforræderi og det samme gjorde to af Guildfords brødre og Ærkebiskoppen af Canterbury., Thomas Cranmer. Deres sager blev afgjort af en særlig komite under forsæde af Thomas White, Londons Lord Mayor og med flere adelsmænd, som medlemmer, blandt andre Hertugen af Norfolk og jarlerne af henholdsvis Derby og Bath. Alle anklagede blev fundet skyldige og dødsdømt. Blandt beviserne mod Jane var nogle dokumenter, som hun havde underskrevet "Jane, The Queen". Hun blev dømt til at blive brændt levende eller halshugget, hvad der nu passede dronningen bedst! Imidlertid kunne den kejserlige ambassadør kort efter rapportere til kejser Karl V af Det Hellige Romerske Kejserrige, at hendes liv ville blive sparet.

Imidlertid skulle det ikke gå sådan. I januar 1554 udbrød der et protestantisk oprør mod Mary. Dette blev ledet af Thomas Wyatt, men Jane havde intet med det at gøre. Oprøret opstod som følge af Mary beslutning om at gifte sig med Kong Filip II af Spanien, netop det Henry VIII havde prøvet at undgå, at en kvindelig engelsk regent skulle gifte sig med en udenlandsk, og dermed risikere at England kom under fremmed herredømme. Desværre for Jane, sluttede hendes far, der var blevet løsladt efter sin tidligere arrestation, sig til oprørerne, og det kom til at besegle Janes skæbne. Mary besluttede at henrettelserne af Jane og Guildford skulle gennemføres som oprindeligt planlagt og de blev fastlagt til at finde sted den 9. februar 1554. Mary udsatte dem kort efter i tre dage, så Jane kunne nå at konvertere til katolicismen. Mary sendte sin egen huskappelan til Jane, men denne nægtede at konvertere, selv for at "frelse sin sjæl", som var kappelanens argument. Hun blev dog venner med præsten og tillod denne at ledsage hende til skafottet.

Den 12. februar om morgenen blev Guildford ført ud af sine værelser og ført til den offentlige henrettelsesplads på Tower Hill. Da han ikke var kon gelig skulle han henrettes offentligt og ikke privat inde i slottet. Efter halshugningen blev hans lig ført tilbage til Tower i en åben vogn, hvor de passerede lige under Janes vinduer. Da hun så liget udbrød hun efter sigende "Oh Guildford, Guildford". Hun blev derefter selv hentet og ført til henrettelsespladsen på Tower Green inde på slottets område, hvor Anne Boleyn og Catherine Howard var blevet henrettet før hende. Mary havde besluttet, at hun skulle halshugges, ikke brændes. I følge en af Janes biografer holdt hun en kort tale, hvor hun erklærede at hendes dom var lovlig og at det hun havde gjort mod Dronning Mary var forkert. Men hun erklærede sig uskyldig i at have gjort noget med eget forsæt, "vaskede sine hænder i uskyldens navn for Gud og mennesker". Derefter reciterede hun Salme 51, fra Salmernes Bog "Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd! For jeg kender mine overtrædelser,og min synd har jeg altid for øje." Bøddelen bad hende om at tilgive ham, hvilket hun gjorde og derefter sagde hun til ham: "Jeg beder Dem om at gøre det af med mig hurtigt". Hun spurgte om han ville halshugge hende uden at hun lagde sig ned, men dette kunne han ikke gøre. Hun bandt selv bind for øjnene, og knælede men kunne ikke finde huggeblokken med hænderne og udbrød fortvivlet "Hvad skal jeg gøre!". Thomas Bridges, vicekommandanten hjalp hende på plads. Mens hun lå med hovedet på blokken citerede hun Jesus på korset og sagde "Herre, i dine hænder befaler jeg min ånd". Derefter faldt øksen. Jane Grey var endnu ikke fyldt sytten år!

Jane og Guildford blev begravet i kapellet St. Peter ad Vincula inde i Tower på nordsiden af Tower Green. 11 dage senere blev hendes far også henrettet, mens hendes mor gik fri. Hun giftede sig med sin hofchef, Adrian Stokes, i 1555 (ikke tre uger efter sin mands henrettelse, som nogle legender fortæller) og blev benådet af Mary. Hun fik lov til at leve ved hoffet med sine to overlevende døtre til sin død i 1559.

Tiden derefter

I eftertiden blev Jane betragtet som martyr for den protestantiske tro, en holdning, der holdt sig i flere hundrede år. Hendes navn fremstår i adskillige udgaver af Jonh Foxes Book of Martyrs. Hun har været hovedpersonen i adskillige biografier, romaner, skuespil, malerier og ikke mindst film.

Marys regeringstid blev længere end Jane's men ikke lang. Hun giftede sig med Filip af Spanien som blev medregent, og hun forsøgte at gøre England katolsk igen. Hun og Filip boede i hvert sit land, men besøgte ofte hinanden. Efter et sådant besøg af Filip i 1557, mente Mary at hun var gravid (det havde hun også ment i 1554 efter brylluppet), men der kom intet barn ud af det. Da hun ikke fik noget barn, blev hun nødt til at ankerkende at hendes halvsøster Elizabeth, var den retmæssige arving til tronen efter hende. I maj 1558 blev hun syg, og kom sig aldrig rigtigt over sygdommen som efterlod hende svag og uden modstandskraft. I efteråret 1558 udbrød en influenzaepidemi i London og den  17. november døde Mary, kun 42 år gammel. Sandsynligvis led hun også af livmoderkræft, hvilket kan have svækket hende. Filip opholdt sig på det tidspunkt i Bruxelles og skrev i et brev til sin søster: "Jeg føler en del sørgmodighed over at høre om hendes død". Her hører vi virkelig en ægtemand "gå i spåner" over sin hustrus død - eller noget. Mary blev afløst af Elizabeth, der valgte ikke at gifte sig, men som sandsynligvis havde et forhold til Robert Dudley, indtil denne giftede sig. Hun genindførte protestantismen, og protestanterne, som Mary havde forfulgt på det grusomste, kom til ære og værdighed igen. På grund af Marys grusomme forfølgelse af deres trosfæller, gav de hende efter hendes død, tilnavnet Bloody Mary. Elizabeth døde i 1603 uden at efterlade sig arvinger, og hun blev dermed den sidste Tudor på den engelske trone, som blev overtaget af James VI af Skotland under navnet James I. Der var dog lidt Tudorblod i James, idet hans oldemor var Henry VIII's ældste søster Margaret, men Tudorperioden regnes for ophørt med Elizabeth.