Pas på pantere

Da vi forlod Key West vidste vi ikke med sikkerhed, hvor vi ville ende. Oprindeligt var planen at vi skulle til Tampa og have en overnatning der, men senere var vi blevet enige om, at vi bare ville køre så langt, som vi orkede, og så stoppe for natten, når vi ikke gad mere. Vi havde også kørt "for langt" i Mississippi på vej mod syd, og nu gjorde vi det altså igen, men bortset fra at køre for langt, havde vi faktisk holdt vores plan. Det havde vi nu planlagt at ændre næste dag, hvilket var årsagen til den længere køretur fra Key West. Dagen efter skulle vi have kørt fra Tampa til Atlanta i Georgia, og derfra videre endnu en dag senere til Florence, South Carolina. Vi havde imidlertid ændret beslutning, og var blevet enige om helt at springe Atlanta over, og i stedet køre til Columbia i South Carolina, hvilket er en del længere end "bare" fra Tampa til Atlanta.

Sorte skyer over Florida Keys.

Men først skulle vi altså forlade Key West. Som man kan læse i artiklen Hovedvejen over havet, havde jeg kørt på vej mod syd, og nu var det så Tims tur til at køre mod nord over The Keys, så jeg kunne få taget billeder. Det kunne jeg jo ikke, da vi kørte den modsatte vej. Inden vi forlod hotellet, skulle vi lige betale regningen. Det vil sige, hotellet havde vi betalt hjemmefra, så det var kun de drinks, vi havde drukket i poolbaren, og som vi havde fået skrevet på værelset, der skulle betales. Det kunne jeg imidlertid ikke få lov til. Da jeg afleverede nøglen, sagde manden i receptionen, at alt var betalt. Så forklarede jeg om de drinks, vi havde fået, og så slog han op i bonerne fra baren, men kunne ikke finde nogen, så han hævdede igen, at alt var betalt, og denne gang ville jeg ikke sige ham imod, så jeg gik tilbage til bilen, ca. $ 20 rigere end jeg havde regnet med. Hotellet lå i den "rigtige" ende af øen, når man skulle nord på. Lige rundt om et hjørne og så var man ved den første bro. Allerede på vej op mod broen så himlen noget sort ud, og kort efter begyndte det at regne. Ikke så meget i første omgang, men så tog det fat. Selv om der var enkelte ophold i regnen, fortsatte det hele vejen op ad Overseas Highway, så det blev ikke til så mange billeder for mit vedkommende, men jeg fik da taget et af Seven-Mile Bridge og et par stykker af Sombrero Key Lighthouse, der står ude i Den mexicanske Golf omkring 8 - 9 km fra Boot Key.

Kort efter, at vi kom tilbage til fastlandet, hørte det op med at regne, og vi kunne tage vejen tilbage gennem marsken/sumpen men fortsat uden at se noget til den, da udsigten selvfølgelig var blokeret af de samme buske, som havde stået i vejen på udturen. Da vi nåede Florida City, den første (eller sidste) by på fastlandet, forlod vi US 1. I første omgang for at  tanke benzin og kaffe. Mens vi var her, studerede vi kortet for at finde den nemmeste vej til Florida Highway 90. Den hurtigste vej til Tampa er givetvis at tage I-75 fra Fort Lauderdale til Naples på vestkysten, men netop på denne strækning, hvor motorvejen går gennem Everglades (på denne strækning kaldes motorvejen Alligator Alley), er vejen betalingsvej, og det ville vi gerne undgå, henset til de begrænsede betalingsmuligheder. I stedet ville vi tage den nævnte Fl 90, som også går gennem Everglades, som ikke er motorvej, men som heller ikke er betalingsvej. Det viste sig, at den hurtigste vej til Fl 90, normalt ville være US 1, men på grund af trafikken valgte vi at køre af den meget lille Florida Road 997, som fører direkte nord fra Florida City, mens US 1 først vil en tur øst på til Miami. Fl 997 kaldes også Krome Avenue, hvorfor ved jeg ikke; måske er den opkaldt efter en person, - der er i hvert fald ingen by af det navn i nærheden. Vejen er kun to-spors, og et par vejarbejder undervejs forsinkede os lidt, men nord på kom vi da. Vi nåede også Fl 90, som her deler vejbane med US 41, hvilket betyder, at den er 4-spors, og har en pænt høj hastighedsgrænse på 70 (110 km/t) det meste af vejen på tværs af Florida. Fra vi kom på denne vej, til vi forlod den igen i Naples, var der 121 miles eller 195 km. På denne strækning var jeg chauffør, og mens jeg nød udsigten (og styrede bilen), tog Tim sig en lille blunder, hvilket betyder, at vi ikke har et eneste billede fra turen gennem Everglades. Undervejs passerede vi ret mange selskaber, som tilbød airboatture i sumpen, men vi havde set sump nok for denne gang.

Interessant vejskilt nær Naples. Direkte oversat betyder det Klapperslange Hængekøje Vej. Heller ikke  dette interessante vejnavn har jeg kunnet finde en forklaring på, men det åbner jo mulighed for spekulation.

I Naples besøgte vi et Walmart endnu engang, hvor jeg købte flere skjorter, og vi fik købt nogle gaver til Clara. På vej op mod I-75, som herfra ikke længere er betalingsvej, så vi en interessant advarselstavle med et billede af en puma og teksten "Panther Traffic". Sådanne ser man ikke mange af hjemme. Vi har kun hjorte, mens amerikanerne er bedre til at variere. Vi har set skilte med køer, heste, bisoner (ikke på denne tur), skildpadder, vaskebjørne, elge, gående, løbende og springende hjorte, og sågar et bæltedyr. Kom igen Vejdirektorat! Vi mødte desværre ingen af de pumaer (som floridarianerne kalder pantere). Det kunne ellers have været interessant. Efter besøget i Walmart skiftede vi endnu engang chauffør, så Tim overtog, mens jeg satte mig ved siden af, dog uden at slumre. Omkring Tampa skiftede vi chauffør igen, så jeg igen kom til rattet. Det var her, vi oprindeligt ville have overnattet, men nu fortsatte vi ad motorvejen. På vej uden om Tampa blev vi advaret (på lysskilte og i trafikradioen) om, at et vejarbejde omkring 20 miles længere fremme gav anledning til betragtelige forsinkelser. Da vi nåede frem til vejarbejdet, gik trafikken da også stort set i stå, men faktisk var den betragtelige forsinkelse kun omkring 15 minutter, og så snart vi havde passeret selve arbejdsområdet, der var knap 1 mile langt, kunne vi igen sætte farten op. Så det gjorde vi.

130 miles (210 km) nord for Tampa nåede vi til Gainesville. På det tidspunkt var kl. 18.30, og vi havde været på landevejen siden kl. 8, kun med meget korte stop undervejs, så nu gad vi ikke mere. Vi besluttede derfor at overnatte i byen. Vi fandt et Texas Road House, som vi flere gange havde talt om at spise på, men som vi endnu ikke have fået besøgt. Her fik vi rigtig god mad (dyrere end nogle steder, men billigere end andre). Da vi havde spist, fandt vi et hotel, hvor vi blev indkvarteret. Efter at vi havde fået slæbt bagagen ind og var klar til at slappe af, viste det sig dog, at toilettet ikke kunne trække ud. Jeg måtte derfor begive mig tilbage til receptionen og klage vores nød. Den stakkels pige, der havde nattevagten (klokken var nu hen ved 21), måtte beklage, at der ikke var nogen VVS folk på vagt, så hun kunne ikke gøre noget før om morgenen, men hun kunne tilbyde et andet værelse, hvilket jeg sagde ja til. Noget måtte der jo gøres. Så slæbte vi al bagagen, som vi allerede havde pakket ud, et par værelser hen ad gangen til det nye værelse, hvor toilettet virkede fint. Så kunne jeg endnu engang gå tilbage til receptionen og aflevere den første nøgle. Og så kunne vi endelig slappe af efter det, der skulle vise sig at blive turens længste køretur. 835 km blev det til i meget skiftende vejr. Fra styrtregn i The Keys, hvor temperaturen ikke var over 77 F (25 C) til overskyet gennem Everglades og til sidst strålende sol og 38 C, da vi kom længere nord. Da vi kom til hotellet omkring 20.30 var det stadig 35 grader udenfor. Igen var vi taknemmelige for bilens (og hotellets) aircondition, da også luftfugtigheden var ret høj.