Tilbage til Washington DC og Get

Tilbage til Washington DC og Gettysburg

Årets rejse skulle begynde i Washington DC. Som to år tidligere fløj vi med KLM via Amsterdam, men denne gang til Washington DC, ikke til Knoxville. Ni timer efter start i Amsterdam landede vi i Dulles Internationale Lufthavn i Virginia nordvest for hovedstaden. Siden vores første besøg havde verden oplevet 9-11, terrorangrebet på World Trade Center, og sikkerhedsforanstaltningerne var strammet meget, så det tog lidt tid at komme igennem indrejsekontrollen. Nå, men vi kom da igennem og fik vores bagage. Vi havde lejet en bil hos Avis, så vi tog en shuttlebus til Avis Car Rental, hvor vi fik udleveret bilen. Da vi vidste, at bilen på et tidspunkt også skulle rumme svigerfamilien med bagage, havde vi booket en Pontiac Bonneville mest på grund ad størrelsen af bagagerummet, og på nuværende tidspunkt, hvor vi kun var to, var der god plads til vores bagage. Så vi rullede ud af parkeringspladsen og fandt motorvejen ind til Washington, Dulles Toll Road, en vej som ville komme til at give masser af problemer på vores næste tur, men denne gang gik alt glat. Hjemmefra havde vi booket værelser til de første to nætter på Washington Hilton, og vi havde ingen problemer med at finde hotellet.

Washington Hilton - hvor en mand ved navn John Hinckley forsøgte et skude præsident Ronald Reagan d. 30. marts 1981.

Desværre var værelset udstyret med en kingsize seng, noget vi altid forsøger at undgå, både i USA og andre steder. Vi er i familien ikke for gode til at dele sengetøj, men denne gang fandt vi ud af et system, der fungerede, så ingen af os kunne "stjæle" den andens del. Vi blev på værelset et stykke tid og studerede nogle af de brochurer, der lå på skrivebordet. Her fandt vi en restaurant, der ifølge brochuren skulle være et godt sted på Connecticut Avenue, hvor hotellet også ligger. Vi havde begge brug for en lur, men for at undgå jetlag besluttede vi at vente til almindelig sengetid, East Coast Daylight Saving Time. I stedet gik vi en tur rundt på hotellet. Undervejs købte vi et telefonkort og ringede hjem til børnene for at fortælle dem, at vi var kommet til Amerika i god behold. Det var dengang mobiler kun kunne ringe i samme land, så vi havde ikke nogen med.

Da det var tid til aftensmad, gik vi ned ad gaden og fandt restauranten, der hedder Timberlake's. Som nævnt i brochuren viste det sig at være et ganske hyggeligt sted, og maden var god. Jeg kan ikke huske hvad vi spiste, men jeg tror det var babyribs, som vi ofte indtog på denne tur. Efter aftensmaden gik vi tilbage til hotellet, og så var det blevet sengetid. Som vi havde forudsagt gav kingsize-sengen i første omgang problemer, når en af os forsøgte at stjæle hele tæppet eller lagenet, men vi løste det ved at bygge en "væg" mellem os af vores tasker - man skal jo ikke komme for tæt på hinanden.

Næste morgen spiste vi morgenmad på værelset (room service, you know!), og gjorde os så klar til dagen. Vi pakkede en rygsæk med det mest nødvendige; blandt andet nogle flasker vand. Jeg tjekkede mine to kameraer, et digitalt og et med film. Og begge var løbet tør for batterier - virkelig god planlægning, Jan! Det gamle filmkamera brugte en speciel slags batteri, så vi kunne ikke håbe på at købe et af dem på vejen. Så i stedet måtte jeg ty til det digitale kamera, der brugte almindelige AAA-batterier. Heldigvis havde jeg en lader med til det gamle kamera, så det satte jeg til at lade inden vi drog af sted.
Vi forlod hotellet omkring otte om morgenen og gik ned til metrostationen ved Dupont Circle, ca. 10 minutters gang fra hnotellet. Her købte vi en dagsbillet, som stadig kostede $5 præcis som to år tidligere, og ligesom sidste gang tog vi Metroen til Capitol South. Herfra gik vi op mod Capitolbygningen og og stor var vores overraskelse, da det viste sig, at der faktisk ikke var nogen kø. Denne gang havde jeg nemlig lovet Dorte et besøg, uanset hvor lang kø der var - se artiklen To dage i hovedstaden under Rejser 2000. Faktisk var der ikke en eneste sjæl i syne nogen steder. Vi ventede et stykke tid, inden det gik op for os, at The Capitol på grund af terrorangrebet året før ikke længere var åbent for offentligheden. I stedet valgte vi at gå ned ad The Mall til The Old Post Office Pavilion, hvor vi håbede at finde et sted at sidde ned og et toilet, men selv denne bygning var lukket, så vi besluttede at gå videre til bagsiden af FBI-bygningen. Her vidste vi, at der var en McDonalds, og vi var sikre på, at de havde toiletter, såvel som siddepladser. Det viste sig, at vi havde ret, og vi benyttede lejligheden til at få noget at drikke. Allerede her omkring klokken 9 var det ret varmt.

Efter besøget på McDonalds gik vi videre til Det Hvide Hus og tog billeder fra begge sider. På vejen fik jeg købt batterier til kameraet i en kiosk ved Lafayette Square lige overfor præsidentboligen. Efter vores kig på "huset" krydsede vi The Ellipse og gik tilbage til National Mall. Her opdagede vi et lille stenhus, som vi ikke tidligere havde lagt mærke til. Det viste sig at være "slusevogterens hus, fra dengang The Mall var en del af Chesapeake og Ohio Canal (kaldet Washington City Canal). Den lå, hvor nu gaden Constitution Avenue går, og mødte undervejs en lille flod, Tiber Creek. Flere af husene langs nordsiden af Constitution Avenue, blandt andre IRS' og National Archives' bygninger, er placeret, hvor floden engang løb.

Lincoln Memorial

Vi fortsatte ned ad The Mall ned til og forbi Lincoln Memorial. Det var som tidligere nævnt meget varmt, og vi havde allerede drukket alt det vand, vi havde medbragt fra hotellet, men det lykkedes at få friske forsyninger fra en cyklende vandhandler med en isboks. Mens vi sad på en bænk bag Lincoln Memorial, aftalte vi, at vi ville besøge Arlington kirkegården igen. Og da vi var så tæt på, valgte vi at gå over Potomac via Arlington Memorial Bridge. På kirkegården gik vi rundt og nød nogle af de samme steder, som vi havde gjort to år tidligere, såsom Arlington House og præsident Kennedys grav, men det var meget varmt (vi havde tidligere passeret et termometer, der viste 100 grader Fahrenheit (38 grader celsius) i skyggen) så vi brugte kun lige omkring en time på at gå rundt på kirkegården. I stedet gik vi ned til den lokale metrostation og tog metroen over - eller rettere under floden - til Foggy Bottom på den anden side af Potomac lige nordvest for The Mall. Derfra gik vi op til M Street, og gennem denne meget hyggelige og interessante gade i Georgetown. Undervejs ad M Street passerede vi et andet termometer, der på dette tidspunkt af dagen omkring kl. 15 viste 105 (41). Da vi kom til Wisconsin Avenue, drejede vi nordpå ad denne og fortsatte til Q Street. Her valgte vi igen at dreje mod øst tilbage mod Connecticut Avenue. På vores vej passerede vi Rock Creek Park for anden gang, første gang var på M-Street. Rock Creek Park er en aflang park, der strækker sig gennem DC fra Chevy Chase i Maryland, til Potomac-floden og dermed deler Washington DC i to dele. Parken rummer blandt andet Washington Zoo, og nogle steder er den meget øde, mens andre steder nærmest er overfyldte. Det gælder ikke mindst nogle af de dele af parken, der ligger i Georgetown. Parken er mere end dobbelt så stor som Central Park i New York, så det er et dejligt naturområde beliggende midt i Washington.

Q Street rummer nogle interessante gamle huse, men vores fødder var nu så ømme, at vi næsten ikke havde energi til at nyde dem. Så det var to par ekstremt brugte fødder, der kom tilbage til hotellet efter en 7-timers spadseretur i de 37-43 graders varme. Faktisk havde vi gået omkring 20 km. Det første vi gjorde, da vi kom ind på værelset, var derfor at tage skoene af og så kaste os på sengen. Her blev vi til det var tid til aftensmad. Vi tog et hurtigt bad, mens vi spekulerede på, om vi skulle bestille mad på vores værelse, eller om vi skulle gå ud for at spise.

På trods af vores meget trætte fødder, valgte vi alligevel at gå ud igen. Denne gang gik vi endda endnu lidt længere end dagen før, og fandt et andet sted på Connecticut Avenue. I dette tilfælde en italiensk restaurant ved navn Odeon Cafe, og hvis Timberlakes var hyggelig, var Odeon Cafe virkelig hyggelig. (Nej, de betaler mig ikke for at reklamere). De fleste tjenere var unge mennesker fra hele verden, som studerede i Washington. Den fyr, der betjente os, var fra Belgien, og vi talte en del med ham. Da maden også var god, besluttede vi, at når vi kom tilbage til DC med Else og Carl Jørn i slutningen af ferien, ville vi spise her igen. Efter aftensmaden var det tilbage til hotellet, denne gang for at sove, så vores fødder kunne være klar til næste dag.

Ben Hur og Borgerkrig

Udsigt over Monocacy Valley, Maryland

Nogle vil sikkert undre sig over, hvad Ben Hur har med USA at gøre, når de ser afsnittets overskrift? I hvert fald de generationer, der ved, hvem og hvad Ben Hur er. For de ikke indviede kan jeg afsløre, at Ben Hur er titlen på en roman (og en film fra 1959 med Charlton Heston i hovedrollen) om en mand ved det navn. Ben Hur er jøde og romanen foregår i Palæstina i årene før og op til Kristi korsfæstelse. De scener, som de fleste vil huske fra filmen, er formentlig væddeløbsscenerne fra Cirkus i Antiokia. Men for at få historien om, hvordan vi stødte på Ben Hur denne smukke dag, må du vente et par minutter.

Vi skulle nordpå i dag. Til Gettysburg, hvor vi også var to år tidligere. Vi vil begge gerne gense slagmarksparken (National Battlefield Park) og byen. Vi forlod hotellet tidligt og kørte nordpå ad Connecticut Avenue, indtil vi mødte "The Washington Beltway". Vi fulgte motorvejen rundt om byen, indtil vi kom til Interstate Highway 270, hvor vi drejede nordpå gennem Maryland til Frederic. Ikke fordi vi ville besøge Frederic, men fordi det var den nemmeste måde at komme til Gettysburg på, og denne gang skulle vi ikke besøge Harper's Ferry på vores vej, som vi havde gjort ved vores første besøg. I Frederic finder man Fort Detrick. Fortet er hjemsted for U.S. Army Medical Research Institute of Infectious Diseases, bedre kendt som USAMRIID, hvor - siger de konspirationsteorietiske rygte - måske har de for en gangs skyld ret, konspirationsteoretikerne - der udvikles biologiske våben. Vi undgik dog bakterier såvel som vira og fortsatte nordpå :-)

Lige før vi nåede Frederick stoppede vi på en rasteplads for at strække ben og skifte chauffør. Det viste sig, at der fra rastepladsen var en flot udsigt over en smuk dal. Et skilt fortalte os, at dette var Monocacy Valley og dalen foran os, havde været skueplads for "The Battle of Monocacy Valley" under Den Amerikanske Borgerkrig. Det var her vi mødte Ben Hur - eller i hvert fald relationen til denne fiktive herre. Nede i dalen var en konfødereret styrke under kommando af generalløjtnant Jubal tidligt i sommeren 1864 på vej mod Washington for at angribe Unionens hovedstad. Styrken blev opdaget, og en unionsstyrke gik til modangreb. Chefen for denne unionsstyrke var brigadegeneral Lew Wallace – og det var ham, der senere skrev romanen Ben Hur. Unionsstyrken endte med at tabe slaget, men de forsinkede Earlys tropper så meget, at forsvaret af Washington kunne styrkes med flere tropper. Da Earlys styrke nåedec hovedstaden kæmpede de i nogen tid ved Fort Stevens, men da de hverken kunne erobre eller passere fortet, måtte Early trække sig tilbage uden at fuldende sin mission. Slaget ved Monocacy Valley kaldes derfor "Slaget, der reddede Washington", og Wallace kaldes "Generalen, der reddede Washington." På slagmarken i dalen fik Wallace rejst et monument for at fejre de 1.294 unionssoldater, der døde den dag, med inskriptionen: "Disse mænd døde for at redde den nationale hovedstad, og de reddede den." Efter borgerkrigen tog Wallace til Mexico, hvor han blev generalmajor i Juarez 'hær, da han gjorde oprør mod Kejser Maximilian. I sine senere år blev Lewis den anden guvernør i New Mexico og USA's ambassadør i Tyrkiet, og han skrev flere bøger, herunder Ben Hur, som han afsluttede mens han var guvernør. Her underskrev han i øvrigt også Billy the Kids dødsdom, men det er en anden historie.

Slaughter Pen. Der døde så mange, at bækken mellem klipperne var rød i flere dage.

Vi fortsatte til Gettysburg, som vi nåede ved 12-tiden. Vi havde bestilt værelse via internettet, da Dorte gerne ville bo på det samme mhotel, som hun havde boet på fire år tidligere, da hun var på besøg i byen med sin far. Da vi ikke forventede, at vores værelse på motellet var klar endnu, besluttede vi at besøge slagmarken endnu en gang. Denne gang valgte vi den "lange tur. Vi gjorde ikke så mange stop som sidste gang, men stoppene varede noget længere - nu havde vi jo ingen børn at tænke på. Se artiklen "Ikke flere statuer, please!" Et af de steder vi stoppede var ved Warfield Ridge. Det var et af de sydligste steder, hvor der blev kæmpet. Her står et mindesmærke for alle konfødererede soldater og flådepersonale, der kæmpede under borgerkrigen. Mindesmærket bærer navnet Walter Washington Williams, den sidste overlevende fra slaget ved Gettysburg. Han døde i 1959 i en alder af 117. Næste stop var Round Top. Sidste gang vi var i Gettysburg, besøgte vi Little Round Top, men denne gang besluttede vi at gøre noget andet. Vi parkerede bilen og gik en tur ned ad bakken gennem skoven til Devil's Den og Slaughter Pen. Alene navnene antyder, at det, der skete her, ikke var behageligt, men det var en behagelig gåtur gennem skoven, og der var lidt skygge fra solen mellem træerne. Efter besøget her kørte vi til to andre steder, The Peach Orchard og The Wheatfield, hvor nogle af de hårdeste kampe fandt sted på slagets anden dag; faktisk mistede så mange livet, at hele området under Round Tops blev kaldt The Valley of the Shadow of Death (eller bare The Valley of Death) efter salmen af samme navn: "Yea though I walk through the Valley of the Shadow of Death , I will fear no evil."

Efter dette besøg fortsatte vi til Culp's Hill, hvor der er et udsigtstårn, som vi besteg. Desværre var en gruppe tyske soldater, ledet af en amerikansk guide, også oppe i tårnet, og de stod og blokerede udsigten hele vejen rundt, mens deres guide tilsyneladende gennemgik hele slaget. Så vi klatrede ned igen og afsluttede turen med et besøg på parkens Visitor Center.

Nu var klokken blevet hen ad halv fem, så vi kørte til motellet for at få vores værelse. Lige ved siden af motellet lå huset, hvor den konfødererede øverstkommanderende, general Robert E. Lee havde sit hovedkvarter på slagets anden dag. Huset er nu et museum. Huset er et lille murstenshus, og ud over museet er der - selvfølgelig - også en souvenirbutik, så her købte vi et par kaffekrus - det skulle senere nærmest blive en tradition, at vi køber mindst et par krus hver gang vi tager på ferie hvor som helst. Selve huset blev bygget i 1834, og i 1863, under slaget, var det ejet af en kendt unionspolitiker, Thaddeus Stevens. Huset var dog udlejet til "enken Thompson". Mary Thompson, var faktisk ikke enke, men hendes mand havde forladt hende mange år tidligere og efterladt hende med otte børn (måske var det derfor, han forsvandt). Da de konfødererede tropper ankom, var hun ikke glad, men hun erkendte senere, at Lee havde opført sig som en "gentleman". I dag eksisterer huset, der altså er er museum, stadig, men motellet er ikke bare nedlagt, men også nedrevet, og der er intet tilbage.

Efter at have besøgt museet kørte vi ind til byen. Her så vi blandt andet Jennie Wade Museum. Derefter besøgte vi en butik, der kun solgte to ting, nemlig hatte og hot sauce! Jeg overvejede at købe en borgerkrigskasket, men kunne ikke blive enig med mig selv om jeg nogensinde ville bruge den til noget, så jeg opgav ideen og købte bare 2-3 flasker hot sauce. Dorte købte derimod en ret fin stråhat, selvom jeg advarede hende om, at hun aldrig ville få den på senere. Tiden skulle vise, at jeg havde fuldstændig ret. Den lå på vores hattehylde i flere år, indtil jeg en dag ansøgte om lov til at smide den ud.