Besøg på en slagmark og den sidste overnatning

Efter det korte ophold (én nat) i Lexington, satte vi kursen videre nordpå, Vi kunne være vent tilbage til Blue Ridge Parkway, men nu ville "skyde genvej" og så se en slagmark eller rettere en "National Battlefield Park" på vejen til turens sidste overnatning i Washington DC. Vi kørte derfor nordøst på ad Interstate Highway 81 gennem Shenandoah Valley til vi nåede byen Staunton. Her skiftede vi til en anden interstate, I-64, der fører på tværs af Blue Ridge Mountains. Lige efter Charlottesville forlod vi motorvejen og kørte over på US Route 29 mod nordøst forbi Culpepper og Brandy Station. Sidstnævnte er mest kendt, fordi et af borgerkrigens største kavalerislag fandt sted her. I det hele taget er området her fyldt med slagmarker fra borgerkrigen: Fredericksburg, Chancellorsville, The Wilderness, Spotsylvania Courthouse og altså Brandy Station. Spotsylvania County bliver kaldt USA's blodigste jord, fordi mere end 110.000 blev dræbt eller såret her i løbet af borgerkrigens fire år. Vi ville nu ikke se nogle af disse slagmarker (denne gang). Vi ville se en anden, nemlig slagmarken ved Manassas Junction eller Bull Run, som den også kaldes. Nordstaterne opkaldte typisk deres slag efter markante ting i landskabet, så som floder, bjerge osv., mens sydstaterne havde en tendens til at opkalde deres efter nærliggende byer. Derfor har mange af slagene og slagmarkerne to navne. Nå, men vi ville altså se slagmarken, hvor der blev udkæmpet to slag i løbet af borgerkrigen. Første slag ved Bull Run og Andet slag ved Bull Run (eller Manassas, hvis man er fra Sydstaterne). Virkeligt kreative navne! Lige efter Brandy Station kørte vi over på Virginia Road (VR) 28, som fører til byen Manassas Junction, dengang (i 1860erne) et vigtigt jernbaneknudepunkt, og i dag nærmest er en forstad til Washington DC. Eller i hvert fald sammenvokset med forstæder som Annandale og Alexandria. I Manassas spiste vi så frokost, inden vi kørte ud til slagmarken. Vi startede med at køre til Nationalparkens Visitor Center, hvor vi købte en billet, for at få lov til at se parken, som ligger hele vejen rundt om byen, og kørslen sker på almindelige offentlige veje, så i virkeligheden er billetten ikke nødvendig, men for god ordens skyld! Inden vi kørte den lange tur, gik vi en kort tur i området omkring Visitor Centret. Og nu kommer der en masse historiske ligegyldigheder, og er du ikke interesseret i disse, kan du bare stoppe her og springe direkte til sidste afsnit - eller til næste artikel, som er den sidste fra denne tur. 

Historisk om slaget - spring over, hvis du ikke er til historie

Stenbroen over Bull Run i Manassas Junction, hvor der blev kæmpet hårdt under slaget.

De første skud i Borgerkrigen blev som allerede nævnt i andre artikler, affyret i Charleston, South Carolina, da General Beauregards tropper åbnede ild mod nordstatstropper på Fort Sumter i byens havn. Men her ved Manassas startede borgerkrigen for alvor en julidag i 1861 med krigens første store slag (Første Slag ved Bull Run). Et år efter, i august 1862 blev der kæmpet igen i området (Andet Slag ved Bull Run); et slag som jeg ikke kommer ind på i denen artikel, da de ting, vi så, primært var knyttet til det første slag. Det første slag er nok også det mest kendte, ikke mindst fordi, det var borgerkrigens første rigtigt store slag, og fordi det foregik tæt på Washington. Der havde allerede været kæmpet mindre slag tidligere, som fx Slaget ved Phillippi i juni, og Slaget ved Big Bethel, også i juni. Det første af disse slag vandt nordstatshæren under kommando af Generalmajor George B. McClelland, som efter slaget blev udnævnt til øverstkommanderende for nordstaternes hær. Det andet slag vandt den sydstatsstyrke, som i dette slag blev kommanderet af Oberst John B. Magruder.

Men nu var det altså slaget ved Bull Run, det handlede om. Første Slag ved Bull Run er blevet kendt gennem mange film og TV serier om borgerkrigen, der ynder at vise scener fra netop dette slag. Hvorfor vender jeg tilbage til nedenfor. Den 16. juli 1861 marcherede nordstatshæren på 35.000 mand under kommando af Brigadegeneral Irwin McDowell  ud af Washington for erobre Richmond (der er kun ca. 170 km mellem de to hovedstæder). McDowell var blevet opildnet af politikerne i kongressen, som brugte udtrykket "On to Richmond!", altså "Fremad til Richmond!". Formålet med ekspeditionen var at gøre en hurtig ende på krigen, inden den rigtigt kom i gang. Den første dag nåede hæren imidlertid kun 8 kilometer, fordi soldaterne (der alle var frivillige) hele tiden skulle fylde feltflasker og plukke brombær! Målet var i første omgang jernbaneknudepunktet ved Manassas. Hvis man kunne få kontrollen over dette område, ville man have sikret sig den bedste adgangsvej til Richmond. Den 18. juli nåede man Centreville. Fem miles forude lå åen Bull Run, og her bevogtede 22.000 sydstatstropper under kommando af General Pierre Beauregard åens bredder på en lang strækning. En anden dele af sydstaternes hær (12.000 mand) under General Joseph Johnston skulle opholdes i Shenandoah Valley af 18.000 tropper under Generalmajor Robert Patterson. Nordstatshæren prøvede først at angribe sydstatstroppernes højre flanke, men måtte opgive, og man brugte to dage på at vente og udspejde fjenden. I mellemtiden havde Beauregard sendt bud til Richmond efter forstærkning og det lykkedes få størstedelen af Johnstons tropper ud fra Shenandoah Valley på trods af forsøget på at opholde dem der. En styrke på 10.000 mand under Johnston ankom i løbet af den 20. og 21. juli. Blandt disse tropper var 1st Brigade of The Army of the Shenandoah under kommando af Thomas Jonathan Jackson, som i mellemtiden var blevet udnævnt til Brigadegeneral (sidst vi hørte om ham (i Lexington) var han major. Når jeg fremhæver Jackson, er det fordi han og hans brigade kom til at spille en betydelig rolle under slaget.

Den 21. juli om morgenen startede slaget. I begyndelsen havde nordstatsstyrken succes. Det lykkedes - efter hårde kampe - hæren at krydse Bull Run ved den såkaldte Stone Bridge (broen findes endnu, selv om den var en gammel bro allerede dengang), og sydstatstropperne, som bevogtede broen under kommando af oberst Nathan Evans ,blev trængt tilbage. Third Brigade of the Army of the Shenandoah under Brigadegeneral Bernard Bee (en brigade primært fra South Carolina, hvor Bee også selv var fra) kom til undsætning, men selv med disse forstærkninger blev sydstatstropperne slået tilbage, og de flygtede mod Henry Hill (her ligger nu visitor centeret).

Thomas Jonathan Jackson, (se også artiklen The "Whatever" guy, en lurvet hule og en møgbeskidt restaurant, samt artiklen Ikke flere statuer, please fra 2000) var altså, siden krigen brød ud i april, avanceret fra at være major til at være brigadegeneral og han kommanderede nu 1. Virginiabrigade, også kendt som Jackson's Brigade – sydstaterne yndede at opkalde deres militære enheder efter den kommanderende officer. Brigaden var på dette tidspunkt stationeret på netop Henry Hill, som Bees tropper var på flugt tilbage til. Bee opsøgte personligt Jackson, forklarede ham om den overmagt de havde mødt og spurgte om, hvad dee skulle gøre? Hertil svarede Jackson: "Sir. We will give them the bayonets". Bee red tilbage til sine mænd, pegede på Jackson og råbte: ”There stands Jackson like a stone wall. Let us determine to die here, and we will conquer. Rally behind the Virginians” (”Der står Jackson som en stenmur. Lad os beslutte os for at dø her, så vil vi sejre. Saml jer bag dem fra Virginia”.)  Det lykkedes for Stonewall Brigade at slå nordstatshæren tilbage, og senere kom der yderligere sydstatsforstærkninger til, og slaget endte med en overbevisende sejr til sydstaterne. Herefter fik Jackson tilnavnet "Stonewall", der var noget mere positivt end "Gamle blålys" eller "Tåbe Tom", som han havde været kendt under i sin tid som lærer på Virginia Military Institute. Brigaden fik tilnavnet Stonewall Brigade, og bar dette tilnavn med ære, så længe den eksisterede. Bernard Bee blev hårdt såret under slaget, og døde næste dag - den første officer med generalsrang, der døde under Borgerkrigen. Har du nogensinde læst bøger fra westernknaldromanserien om Bill og Ben? (Du kan læse kort om denne serie i et gammelt "Vidste du det-Arkiv" fra 2015). Men tilbage til spørgsmålet. Har du læst Bill og Ben, kan du måske huske, at de to herrer texanere, havde kæmpet i Sydstatshæren, og hver gang de skulle slås (hvad de ofte skulle), udstødte de et såkaldt "rebelbrøl". Dette råb, hvis man kan kalde det det, blev opfundet under dette slag, da Jackson gav sine mænd ordre til, at når de rykkede frem mod fjenden med påmonterede bajonetter, skulle de hyle og skrige som sindssyge, for at skræmme fjenden, og det kneb brugte mange sydstatstropper så senere - ikke mindst da man jo vidste, at Jacksons tropper, trods kraftigt undertal, havde vundet kampen for Sydstaterne.

Brigadegeneral (senere Generalløjtnant) Thomas Jonathan "Stonewall" Jackson til hest. Statue på Henry Hill.

Én af grunden til, at dette slag vises i mange film og tv-serier om Borgerkrigen, er, at det var i forbindelse med dette slag, at mange fra Washingtons bedre borgerskab, troede at krig var som en baseballkamp, og var taget på picnic med børn, tjenestefolk og madkurve, for at se sydstaterne tabe krigen. Da slaget var overstået, var også disse tilskuere (sammen med soldaterne) på vild flugt tilbage mod hovedstaden. Stonewall meddelte i øvrigt Johnston, at hvis han kunne få lov til at forfølge de flygtende tropper, ville hans brigade kunne indtage Washington uden problemer, og dermed afslutte krigen - men han fik ikke tilladelsen. 900 soldater havde mistet livet under slaget og begge parter syntes at det var et forfærdende stort antal. Men efterhånden som krigen gik videre, skulle de blev meget klogere. Ved 2. Manassas et år senere skulle der falde  næsten fire gange så mange, og ved Gettysburg var der på tre dage over 50.000 døde og sårede. I alt døde der over 360.000 nordstatssoldater under krigen og ca. 260.000 fra sydstaterne. Faktisk døde der lige så mange amerikanske soldater under borgerkrigen som i alle andre amerikanske krige siden da til sammen, inklusive de to Verdenskrige, Korea og Vietnam. Hvor var Robert E. Lee vil nogen måske spørge? Svaret er simpelt, han var ikke til stede. Den styrke han kommanderede (som oberst) havde tabt en af de mindre træfninger, der fandt sted før Bull Run, hvilket gav ham det nedladende tilnavn "Bedstefar Lee", og han var blevet sendt til North og South Carolina for at opføre befæstninger. Senere skulle hans rygte ændre sig, og han bliver i dag betragtet som Borgerkrigens måske bedste general.

Ved visitor centret stod en statue af Jackson til hest, og den så vi på, og desuden på nogle flere hegn og nogle gribbe, som Carl Jørn var overbevist om, var ørne. Men det var nu gribbe! Desuden så vi på Wilmer McLeans hus, og læste historien om ham. Han var med både da krigen startede og da den sluttede. Du kan læse mere om McLean og hans historie i artiklen En forgæves flytning under Historie(r). Da slaget ved Manassas brød ud, boede Wilmer McLean i dette område. General Beauregard etablerede sit hovedkvarter i McLeans hus, og hans lade blev brugt som hospital for sydstaternes sårede. Efter slaget havde McLean fået nok af krig, så han flyttede syd på. Her valgte han at slå sig ned ved Appomattox Courthouse i det sydlige Virginia, langt fra slagmarker og andre vederstyggeligheder, hvor han i øvrigt drev en indbringende forretning med at smugle varer mellem nord og syd. Ved Appomattox Courthouse overgav Robert E. Lee sig med sin Army of Northern Virginia den 9. april 1865. Overgivelsen skete i McLeans dagligstue! Mens McLean så ud over de to hæres lejre sagde han: ”Jeg fandt mig i det ved Bull Run og hele min plantage blev ødelagt. Jeg solgte min ejendom og flyttede 200 miles længere sydpå til dette sted langt fra alfar vej, hvor jeg håbede aldrig mere at skulle se en soldat, hverken fra den ene eller den anden side, og se nu bare hvordan her ser ud…” Senere sagde samme McLean: "Borgerkrigen begyndte i min baghave og den sluttede i min dagligstue".

Slut med historie - tilbage til nutiden

Eller rettere tilbage til fortiden, da denne historie jo foregik i 2002, men ikke så langt tilbage til fortiden som i historieafsnittet, hvis man forstår, hvad jeg mener. 

Da vi ikke gad gå mere omkring, kørte vi så rundt på resten slagmarken og så udvalgte steder. Blandt andet den stenbro, jeg har omtalt ovenfor. Efter besøget her fortsatte vi til Washington, hvor vi havde bestilt værelser på samme hotel (Washington Hilton), hvor Dorte og jeg havde boet i begyndelsen af ferien. Aftensmaden blev indtaget på Odeon Café, hvor Dorte og jeg havde spist i begyndelsen af ferien, og Else og Carl Jørn var lige så begejstrede, som vi havde været. Vi gik allesammen tidligt til køjs, da vi jo skulle flyve hjem næste dag, og i hvert fald jeg er ikke god til at sove i fly, så jeg vidste ikke, hvor meget søvn det ville blive til det næste par døgn.