Salt i mængder

Vidste du, at Salt Lake City er den eneste statshovedstad i USA, som har tre ord i navnet? Faktisk havde den oprindeligt 4, da det første navn var Great Salt Lake City. Som nævnt i den foregående artikel, Smukke landskaber og en vej, der blev væk, havde vi fundet et hotel inden for gå-afstand fra centrum (et Best Western med "indbygget" restaurant), og da vi var ankommet tidligt, omkring kl. 13.30 trods vores køren omkring i Utahs bjerge, havde vi god tid. Efter at have fået værelse på hotellet, som bestod af flere toetagers bygninger, og være blevet indkvarteret på vores værelse, som lå i bygningen, fjernest fra receptionen, fandt vi en restaurant på den anden side af gaden, hvor vi spiste frokost. Da vi havde indtaget frokosten, besluttede vi os for at køre en tur. Dorte ville gerne se Great Salt Lake og jeg ville gerne se Great Salt Desert. og da de to steder begge kan ses fra I-80, fandt vi denne vej og satte kursen mod vest. Faktisk er I-80, der eneste vej i nærheden af Salt Lake City, som går gennem ørkenen, så vi havde ikke meget valg. Der er flere veje der krydser ørkenen (fx US-509), men de fleste af disse ligger længere mod syd.

Sø og salt

En gang for længe siden, faktisk for omkring 17.000 år siden, var det nordvestlige Utah dækket af en meget stor sø, der strakte sig ind i det nuværende Nevada og mod syd til Beaver River. Søen var omkring 50.000 km², altså større end Danmark, og omkring 300 meter dyb. På dette tidspunkt ændrede klimaet sig, og søen begyndte at udtørre. (Nogle mener at søen er "kommet og gået" op mod 30 gange i løbet af de seneste 3 millioner år). I dag er der kun Utah Lake ved Provo, og Great Salt Lake tilbage af søen.  Hvor der tidligere var søbund, er der nu ørken. Den oprindelige sø blev kaldt Lake Bonneville, efter en officer i den amerikanske hær og pelsjæger, som udforskede området i begyndelsen af 1800-tallet. I-80, der går gennem ørkenen til Reno i Nevada, 800 km fra Salt Lake City krydser den centrale del af ørkenen, efter først at have gået et stykke vej langs den sydlige bred af Great Salt Lake.

Saltaflejringer i Great Salt Desert lige vest for Great Salt Lake

Ved et udsigtspunkt ved søen gjorde vi holdt. På vej ud langs søen regnede det en smule, og det gjorde det også ved udsigtspunktet, men vi stod alligevel ud af bilen og så på søen. Denne er den højest beliggende saltvandssø i verden. Søens overflade ligger omkring 1.280 meter over havets overflade, mens mange andre saltvandssøer, fx Det Døde Hav ligger under havets overflade. Søen er ret lavvandet, kun ca. 4 meter i gennemsnit, og i tørre år endnu lavere. I 1963 efter en række tørre år, dækkede søen kun et areal på ca 1.500 km², mens den i 1987 dækkede et areal på 5.300 km². (Til sammenligning er Arresø, Danmarks største sø knap 40 km²). I søen ligger mellem 8 og 15 øer, afhængig af vandstanden. Derfra hvor vi stod, havde vi udsigt til to af de største øer, Stansbury Island og Antelope Island. Søen er så salt, at næsten intet, undtagen alger og en enkelt art rejer, Brine Shrimps, som lever af algerne,  kan leve i den. Til gengæld er der et rigt fugleliv omkring søen. Fra rastepladsen lignede søen de fleste andre søer, jeg har set, men da vi fortsatte længere mod vest ad motorvejen, kom vi forbi steder, hvor man virkelig kunne se, hvor salt søen er, fordi der simpelthen lå saltflager, som drev rundt i overfladen på samme måde, som man om vinteren kan se isflager.  

Vi fortsatte mod vest ud i ørkenen, indtil vi var i udkanten af Bonneville Salt Flats, omkring 130 km fra Salt Lake City. Her var der en fra- og tilkørsel til en af de mange militærbaser, der findes i ørkenen, så her kunne vi forlade motorvejen og studere saltørkenen nærmere. Denne ørken er gråhvid på grund af det store saltindhold i sandet, og det sted, hvor vi gjorde holdt, er det stort set rent salt, som ørkenen bestod af, så der var der helt hvidt. I området finder man også Bonneville Speedway, som er benyttet mange gange til at sætte hastighedsrekorder i bil og på motorcykel. Desværre er saltoverfladen så slidt, at man har måtte skære ned på arrangementerne. Inden, havde en mand ved navn Gary Gabelich kørt over 1.000 km i timen i sin raketdrevne bil, Blue Flame.

Da vi havde set nok på saltørkenen, vendte vi om, og kørte tilbage mod Salt Lake City, som vi nåede ved 17-tiden efter en rask lille udflugt på 260 km.  

Profetens by

Da vi kom tilbage til byen, parkerede vi bilen ved hotellet, og så skulle vi se på byens centrum, som altså lå inden for gåafstand af hotellet.

Salt Lake City er hovedsæde for mormonbevægelsen eller The Church of Jesus Christ of Latter Day Saints (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige) som de kalder sig selv. Faktisk blev byen grundlagt af mormoner, der også befolker det meste af staten Utah, som de kom til i 1800-tallet, i deres søgen efter et sted, hvor de kunne dyrke deres religion i fred. Bevægelsen blev stiftet af Joseph Smith, da han efter eget udsagn fandt Mormons Bog. Bogen blev afsløret for Smith af engelen Moroni i form af nogle nedgravede guldplader med tekst på, og gennem en åbenbaring blev Smith i stand til at tyde teksterne. Disse fortalte historien om en jødisk stamme, der var kommet til Amerika omkring 600 f. Kr. Senere, omkring 400 e. Kr. havde de fået besøgt af profeten Mormon og hans søn Moroni, som havde nedskrevet de profetier om Kristus, som stammen kendte. Mormonerne tror på Gud, Jesus og Helligånden, men ikke treenigheden. De mener at de tre nævnte er forskellige "personer", der bare tænker ens. Smith selv blev myrdet i Illinois 1844 og kom aldrig til Salt Lake City, men hans efterfølger som bevægelsens leder, Brigham Young, førte en flok mormoner til Utah territoriet, hvor de grundlagde Salt Lake City i 1847. Young, der betragtes som bevægelsens anden profet (Smith var den første) og anden præsident blev Utahs første guvernør, da området officielt blev territorium i USA. I 2006 blev bevægelsen ledet af præsident Gordon B. Hinckley, der var 97 år gammel, og som havde været præsident siden 1995. Også Hinckley, der døde i 2008, betragtes som profet af kirkens tilhængere. I dag hedder præsidenten Russell M. Nelson.

Lion House, det ene af de to huse hvor Brigham Young indkvarterede sine mange hustruer og børn. Det andet, Beehive House, ligger på nabogrunden.

Byen rummer mange bygninger, der er knyttet til mormonbevægelsen, foruden staten Utahs regeringsbygninger. Vi gik fra hotellet op mod templet, som er mormonernes helligste bygning (i 2024 er tempelpladsen under rekonstruktion og ufremkommelig, men ikke ved mine første tre besøg i byen). På vejen lod vi os imponere af de meget brede gader i byens centrum. Jeg har aldrig selv set en by, hvor samtlige gader i centrum er minimum 40 meter brede. Årsagen til disse brede gader er, at de oprindelige nybyggere besluttede at alle gader i den by, de anlagde, og det er netop centrum i den nuværende by, skulle være så brede, at en vogn trukket af et oksespand på fire okser, kunne vende uden besvær. Ved et gadehjørne mellem to af disse gader, kom vi til at tale om, hvilken vej, der mon var nærmest, når vi ville op til templet. Og en gruppe mennesker, der stod ved samme stoplys, forklarede os så, hvilken vej. Endnu en gang havde vi mødt danskere på vores tur. Dem fik vi så en snak med. Det var far, mor, børn og børnebørn, der var på biltur sammen, dog i et mobilhome. De skulle køre nogenlunde samme tur som os, bare den anden vej, og de havde netop besøgt Yellowstone National Park, som vi var på vej til et par dage senere. De fortalte i øvrigt, at der kunne være ret koldt i Yellowstone, især morgen og aften, og det fik vi bekræftet, da vi selv kom dertil.

Efter sludderen gik vi så videre og kom blandt andet forbi Family History Library, der er verdens førende center for slægtsforskning, og ikke kun i mormonfamilier. Desuden så vi mormonbevægelsens administrative hovedsæde, dens kontorbygning, de to huse, hvor Brigham Young havde boet med sine 55 koner og et tilsvarende antal børn.  Herudover så vi også Templet og Tabernaklet. Templet er ikke åbent for offentligheden, da det betragtes som et helligt sted, men har man en "mormon sponsor", kan man komme ind alligevel. Det havde vi ikke, så vi måtte nøjes med at se det ude fra. Til gengæld kan man besøge tabernaklet, som egentlig bare er et mødelokale. Det er her, at det verdensberømte kor, Mormon Tabernacle Choir holder til. Desværre var det blevet for sent, så heller ikke tabernaklet fik vi set indefra, men det rådede jeg bod på i 2010 (se artiklen Fire stater på en dag). Til gengæld så vi en masse mormoner, der stod uden for og talte med de forbipasserende om deres religion, men de var på ingen måde påtrængende. De henvendte sig ikke til folk, men ventede på at de selv blev kontaktet. Vi så på og fotograferede nogle af de mange bygninger, og så spadserede vi videre hjem til hotellet, dog ad en anden rute end da vi gik ud. Her kom vi forbi et gademarked, men ellers havde de fleste butikker lukket

Tilbage på hotellet besluttede vi os for at spise aftensmad på hotellets restaurant, Chez Michelle. Såvel restaurant som mad var glimrende - og det samme var vinen, hvor jeg i modsætning til i Los Angeles (se Englenes by, lykkedes med at få bestilt rødvin. Bortset fra vinsmagningerne i Californien, var det kun tredje gang på turen, vi drak vin til maden. Tjeneren var interessant derved, at han hele tiden sagde "Good" og "Excellent", når vi bestilte noget, men han var effektiv og da vi gav ham drikkepenge, sagde han også Excellent.

Efter maden gik vi over til receptionen. Vi havde ikke bestilt hotel til næste nat, men da vi skulle til Yellowstone, blev vi enige om, at det nok var en god idé, da det er et af de mest turistede steder i USA, og juli er højsæson. Vi ville oprindeligt have boet i nabolaget af Rexburg, Idaho, men for at få mere tid i nationalparkerne Yellowstone og Grand Teton ombestemte vi os, og vi fik vores hotel til at booke et værelse til os på et Best Western i Jackson, lige syd for Grand Teton National Park. Dette var første gang, vi skulle betale mere end $250 for en enkelt nat. På senere ture har vi betalt meget mere end det, men på det tidspunkt fandt vi det ret dyrt. Da vi havde bestilt gik over på værelset og slappede af resten af aftenen.