Slyngede veje

Den 12. juli var det blevet tid til at forlade Cherokee og dermed det sydvestligste North Carolina for at køre længere både mod nord og mod øst til Wilkesboro - dog stadig i den del af staten, der kaldes Western North Carolina. Her skulle jeg blive resten af ferien, og dette ville derfor blive den sidste forlægning bortset fra den sidste dag, hvor jeg skulle køre fra Wilkesboro til Washington. Fra Cherokee til Wilkesboro er der kun 160 miles (ca. 255 km) ad den hurtigste vej, men den havde jeg ikke tænkt mig at tage, da jeg har taget den før, og gerne ville se noget nyt. Noget af vejen kan man dog ikke komme helt uden om, uden at man skal ud på en særdeles lang omvej, fx gennem Tennessee eller helt ned til South Carolina, så jeg forlod Cherokee efter morgenmaden og satte kursen mod Maggie Valley og I-40 ad US Highway 19, som er den eneste vej, der går i den retning. Da jeg nåede I-40 tog jeg denne mod øst, men ikke særligt langt før jeg satte kursen mod syd.

Her bor Sam, The Original Carolina Hillbilly, men han var ikke hjemme, da jeg kom forbi.

Målet var i første omgang den lille bebyggelse Edneyville i nærheden af Hendersonville. Her ville jeg se om jeg kunne finde Sam, the orginal Carolina hillbilly, som han kalder sig. Undervejs mod syd gjorde jeg holdt på en tankstation, dels for at tanke op, men også for at ringe hjem. I hele den periode, jeg havde været i Cherokee, havde der ikke været telefondækning, men det var der her, så jeg fik ringet til både Tim, Tina, Dorte og mine forældre. Da samtalerne var overstået fortsatte jeg mod sydøst til jeg nåede US 64,  som jeg så fortsatte ad mod nordøst til Edneyville, hvor jeg  - efter en del køren omkring, hvor det viste sig, at Sam slet ikke boede i Edneyville, men i Gerton, en del nord for Edneyville - da også fik lokaliseret den lille hytte, som Sam skulle bo i. Desværre var der ikke spor af manden selv, kun et skilt med at her kunne man købe hans spadserestokke. Sam optræder normalt i cowboyhat, cowboybusker og nøgen overkrop, og kan lide at fortælle historier. Han lader sig gerne fotografere, og jeg havde faktisk lidt håbet på et billede af den interessant udseende ældre herre, som har et langt hvidt skæg.

Da jeg altså ikke kunne finde Sam, skulle jeg videre, men endnu engang valgte jeg ikke den hurtigste vej, I stedet satte jeg kursen mod sydøst gennem bebyggelser som Bat Cave og Chimney Rock. Sidstnævnte er hjemsted for Chimney Rock State Park og den berømte Chimney Rock klippe, men den har jeg tidligere besøgt et par gange, så jeg fortsatte forbi statsparken og videre til byen (og søen) Lake Lure, hvor jeg opdagede, at der var en badestrand. Det havde jeg ikke lagt mærke til, da vi kørte gennem byen 17 år tidligere, men det var der altså. jeg gjorde et ganske kort stop, så jeg kunne få taget et par billeder af stranden, og de mange mennesker, der opholdt sig der. Herfra kunne jeg have gjort det nemt for mig selv, ved at fortsætte mod sydøst, til jeg mødte US 221 og så tage den mod nord, men det ville stadig være alt for nemt, så det gjorde jeg selvfølgelig ikke. I stedet tog jeg en meget lille vej mod nordøst fra Lake Lure.

Strandliv ved Lake Lure

Ad denne lille vej, Bills Creek Road, omend den skiftede navn et par gange undervejs, nåede jeg op til West Marion og derfra til Marion, og så var jeg tilbage ved motorvejen. Herfra kunne jeg så igen have taget nemme vej, nemlig motorvejen igen, men heller ikke denne gang tog jeg den udvej. Nu ville jeg nemlig ud og køre på snoede veje. Helt præcis North Carolina State Route 80, som starter lige uden Marion og går mod nord. Jeg kørte derfor ind gennem byen og fandt da også NC 80 uden problemer. Først gjorde jeg dog holdt på en tankstation for dels at få en kop kaffe, dels at montere mit frontrudekamera - på frontruden (altså på indersiden af denne). De første par miles er der ikke så meget ved vejen, men efter et stykke tid kommer man til den strækning, der kaldes Devil's Whip (Djævelens pisk), hvor der på en strækning af ca. 11 miles (knap 18 km) er 160 sving. Og så begyndte det at blive spændende. Vejen er ikke særligt bred, og med alle de sving går det ikke specielt stærkt i bil. Samtidigt møder man mange motorcyklister som synes at det er en fornøjelse at køre stærkt på vejen, så man skal se sig for rundt om de mange sving, og der sker da også mange uheld på vejen, men heldigvis ikke ved denne lejlighed. Tim og jeg havde kørt noget af vejen den tilbage i 2012, da vi for vild efter en omkørsel, men ikke på netop denne strækning. Da jeg nærmede mig den sidste del af ruten, kendt som "The longest Three Miles", hvor der er 50 sving på de ca. 4,5 km samtidigt med at vejen stiger næsten 400 m, satte jeg frontrudekameraet i gang med at optage, og jeg har klippet denne optagelse sammen og lagt på min YouTbe kanal, under titlen En tur på Devil's Whip, en relevant titel, hvis jeg selv skal sige det.

I Micaville nåede jeg tilbage til en større vej, US Highway 19E, som jeg tog mod øst, eller rettere sydøst i retning mod Spruce Pine, Mineral city, som den kaldes, på grund af de rige ædelstens og mineralforekomster, der findes i området. Her produceres fx hovedparten af al den kvarts, der bruges til fremstilling af microchips, men også mange andre mineraler. Jeg kørte nu bare gennem byen og videre mod øst. Herfra tog jeg så den lige vej mod Wilkesboro via Banner Elk og Boone. Fra sidstnævnte går den firespors hovedvej US 421 lige til Wilkesboro, og det motel, jeg havde bestilt hjemmefra, lå lige ved denne hovedvej, og lige overfor et af byens indkøbs- og kæderestaurationsområder. Værelset var glimrende, og det samme var maden, som jeg efter et Walmart besøg valgte at indtage på Applebee's på den anden side af hovedvejen. Desværre var servitricen også her vrangvillig. Normalt har kæden et tilbud, som hedder 2 for 20, hvor man for 20 dollars får en forret til deling og så en hovedret hver, hvis man er to. Min forespørgsel om at få 1 for 10 blev pure afvist, så der var ikke andet at gøre end at betale fuld pris for såvel forret (hot buffalo boneless wings som altid hos Applebee's), som hovedret (mere kylling, citronmarineret denne gang).

Tilbage på hotellet ringede jeg til kroen i Winston-Salem, hvor de kunne oplyse mig om, at de faktisk havde fundet min tandbørste (se artiklen Amtssæder og dæmninger), så nu havde jeg det første punkt på næste dagsplan på plads. Jeg skulle til Winston-Salem og hente den.