En forgæves eftersøgning

Endnu engang startede dagen med Roses fremragende morgenmad, inden jeg satte mig i bilen og kørte ud på eventyr. Det var 4. juli, så jeg havde egentlig planlagt at bruge størstedelen af dagen i Lenoir for at nyde festlighederne på Uafhængighedsdagen, men endnu en gang blev jeg snydt, som jeg var blevet det så ofte før, senest i 2016 i Bowling Green, hvor der skete ingenting. Det gjorde der heller ikke i Lenoir.Alle parader og andre festligheder var blevet afviklet den 1. juli, hvor det var lørdag, hvilket egentligt er meget forståeligt. Så har de søndagen til at komme sig, og da 4. juli er fridag, kan de jo lave alt muligt andet den dag. Det eneste, der var tilbage, var festfyrværkeriet, og det var først om aftenen, så det behøvede ikke at holde mig byen hele dagen. Mangel på 4. juli festligheder gjorde sig også gældende i alle andre større byer i nabolaget, så heller ikke i år, fik jeg set parader osv.

Skilt til Antioch Speedway, en off-road bane mellem Lenoir og Morganton ved Foothills Regional Airport. Ingen rutefly lander i denne lufthavn.

Da jeg nu ikke have nogen planer, måtte jeg improvisere, så jeg besluttede mig for at lokalisere Frankie Silvers grav. Ved du ikke, hvem Frankie Silver var, kan du læse hendes historie på min side med Historie(r) under overskriften Teenagemorderen eller du kan klikke på linket her - ellere rettere lidt bagude :-). I følge den beskrivelse jeg havde, skulle Frankie være begravet på en mark ca. 12 miles (19 km) fra Morganton ad NC Highway 126, så jeg mente, at det måtte være til at finde. Jeg satte derfor i første omgang kursen mod netop Morganton. På vej syd på ad US 64 eller NC 18, de to veje deler vejbane mellem Lenoir og Morganton, så jeg de samme ting, som jeg havde set tidligere, ikke mindst i 2015 hvor jeg kørte denne strækning flere gange. Ankommet til Morganton tog jeg en kort rundtur i byen, med en indlagt spadseretur på hovedgaden, og en forbikørsel af det gamle sindssygehospital, Broughton Hospital, fra 1883, der blev anlagt - omend noget forsinket - på opfordring fra Dorothea Dix i 1850. Frk. Dix var en aktivist, der kæmpede for de mentalt syges sag, men hun er især kendt for, at hun under Den amerikanske borgerkrig var leder af nordstaternes sygeplejerskekorps. Hvis nogen husker TV serien Nord & Syd  eller måske endda de romaner, serien er baseret på, omtales hun ofte i såvel roman som tv serie, ikke mindst i forbindelse med karakteren Virgilias tjeneste som sygeplejerske. Men det var altså på det mentale område, at hun gjorde sig de største fortjenester, når hun kæmpede de syges sag. Nå, men det var vist et sidespor. Hospitalet er optaget i National Register of Historic Places, men det er stadig i funktion og behandler omkring 800 patienter om året, så jeg nøjedes med forbikørslen. I øvrigt siger en af legenderne om Frankie Silver, at hun blev hængt et sted i det område som hospitalet i dag ligger på, mens andre legender placeret stedet for henrettelsen helt andre steder i byen..

Da jeg havde set hospitalet på afstand, satte jeg kursen mod NC 126, hvilket ikke var særligt vanskeligt, da det nærmest var en forlængelse af NC 18, som jeg allerede var på. NC 126 begynder i Morganton og fører i store træk mod vest omend via nogle radikale retningsskift undervejs, hvor den først går mod nord senere mod syd for at komme rundt om søen Lake James, og den fører blandt andet gennem byen Linville, der absolut ikke må forveksles med Linville Falls, der ligger 11 miles længere mod nord i luftlinje og mindst tre gange så langt ad landevejen. Endnu et sidespring, jeg må se at holde mig til fakta. Da jeg nåede vejen, nulstillede jeg triptælleren, og så gik det ellers derudad. Stille og roligt, for jeg skulle jo også have tid til at nyde naturen. Da triptælleren stod på 10 miles, begyndte jeg at holde udkig efter noget, der kunne ligne stedet. Det var jo ikke helt sikkert, at afstandsangivelsen var helt præcis eller jeg havde fået sat triptælleren lige det rigtige sted. Jeg besluttede mig for at holde øje til venstre, og hvis jeg så ikke have fundet noget efter nogle miles, ville jeg gøre det samme på vej tilbage. Da jeg nåede til 15 miles og stadig ikke havde fundet noget, vendte jeg om og kørte den modsatte vej, men med sammen mangel på held. Der er en sten på graven, men jeg blev enig med med selv om, at den nok ikke kunne ses fra vejen, og jeg ville ikke bare vade ind over fremmede mennesker jord for at lede, ikke mindst fordi jeg jo slet ikke vidste, hvor jeg skulle stoppe. På vej tilbage til Morganton fik jeg fyldt benzin på bilen på en meget lille tank, hvor jeg også købte en kop kaffe og noget til maven. Det var en del over frokosttid på det tidspunkt.

Hawkbill Mountain set fra Brown Mountain Overlook på NC Highway 181 nord for Morganton.

Da jeg nåede tilbage til Morganton besluttede jeg mig for at køre ud af NC 181 mod nord. I 2015 ville jeg gerne se Brown Mountain Overlook i dagslys, men hver gang, jeg kom der ud, var det tåget eller styrtregn. Og da solen endelig skinnede var det, at jeg for uhjælpeligt vild, og  var ved at løbe tør for benzin, mens nattemørket sænkede sig, se artiklen Kultur, research og begyndende panik under 2015. Nu ville jeg prøve igen, og denne gang var jeg på den rette vej, så at fare vild ville blive svært. Jeg fandt da også udsigtsstedet og det var dagslys og solen skinnede. Desværre så meget at det hele var sløret af varmedis, men jeg fik da taget nogle let slørede billeder af de markante bjergtoppe i området. Foruden Brown Mountain selv er det fx Hawkbill Mountain og Table Rock.

Da jeg ikke var kommet specielt tidligt fra Rose om morgenen, var det nu hen på eftermiddagen, så jeg besluttede mig for at sætte kursen videre nord på i retning af den lille landsby Pineola. Målet var Blue Ridge Parkway, så da jeg nåede denne et par miles før Pineola, tog jeg den mod nord mod Blowing Rock. Det var som sædvanligt at en fornøjelse at køre på denne naturskønne vej, selv om strækningen, jeg kørte, ikke var så langt men både nogle udsigter og nogle af vejens mange rododendron blev foreviget inden jeg forlod den igen. På vej gennem Blowing Rock så jeg en masse mennesker med madkurve og andet picnicudstyr, så de skulle åbenbart spise 4. juli middag ude i naturen - eller i en af byens parker. Selv satte jeg kursen ad US 321 tilbage til Lenoir.

Efter at have slappet af et par timer på værelset, kørte jeg ud for at spise aftensmad på den Ruby Tuesday, hvor jeg spiste fire dage i træk i 2015 - og sad ved samme bord alle fire dage. Så da jeg kom ind, sagde jeg til "på-plads-viseren", at jeg gerne ville have mit sædvanlige bord, men hun så helt uforstående ud, og det var da heller ikke den samme som halvandet år tidligere. Jeg fortalte hende historien, og synes hun også at det var sjovt - hun smilede i hvert fald, selv om det så lidt tvungent ud. Maden var som sædvanlig god og salatbaren fremragende. Da jeg kom ud, var fyrværkeriet i gang i det fjerne, så jeg blev stående et stykke tid på parkeringspladsen og nød det inden jeg kørte tilbage til Irish Rose. Da jeg kom tilbage, var der for alvor gang i cikaderne, så jeg blev i haven nogle minutter og lavede en lydoptagelse af deres sang, som faktisk var så høj, at jeg ikke kunne have åbent vindue på værelset, hvis jeg ville sove om natten. Da jeg kom indenfor, var Rose ikke hjemme, så jeg udfyldte morgenmadsbestillingen, og gik op på værelset, hvor jeg lige tjekkede på nettet om verden stod endnu - hvilket den gjorde, og så kunne jeg roligt lægge mig til at sove. Jeg havde bestilt morgenmad til 7.30, og ud over morgentoilette, skulle jeg også nå at pakke, inden jeg skulle videre.