Stædighed betaler sig

Endnu en dag med sightseeing fra mit udgangspunkt i Cherokee. Dagen før havde jeg besøgt de seks amter, der ligger i den sydvestligste del af North Carolina, og i dag skulle jeg se mere, ikke mindst mere natur. Sådan skulle det også komme til at gå, selv om det ikke gik lige efter planen. Denne gik ud på, at mit første mål skulle være Clingmans Dome, det højeste bjerg i Great Smoky Mountains, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt over omgivelserne. Så da jeg havde fået lidt morgenmad og en kop kaffe tog jeg af sted. I modsætning til dagen før var klokken kun godt 8, og det var helt bevidst. Jeg vidste, at der ville være mange turister i Great Smoky Mountains nationalparken, og derfor ville jeg gerne komme, før alle de andre også mødte op. Også fordi udsigten normalt er bedst om morgenen før varmedisen sænker sig. Inden jeg forlod byen fyldte jeg bilen op, da der er langt til en tank, hvis man kører tør inde i parken.

Udsigt fra parkeringspladsen ved Clingmans Dome

Lige uden for Cherokee på US Highway 441, der fører gennem parken, ligger et af parkens visitor centre, som jeg havde planlagt at besøge på tilbagevejen. Lige før jeg nåede Visitor centeret gik bilen foran mig nærmest i stå, og da jeg kom op bag ham, kunne jeg se, at det var fordi, der gik en flok wapitihjorte (en art stor kronhjort) og græssede i midterrabatten. Jeg fik taget et par billeder inden jeg langsomt passerede forbi. Fra Cherokee er der ca. 25 miles (40 km) til Clingmans Dome, men så langt nåede jeg ikke, for da jeg havde kørt ca. 15 miles meddelte bilen, at dæktrykket i mit venstre bagdæk var alt for lavt, kun 26 psi (pound per square inch, svarende til 1,8 kg pr. cm²), men den fortalte ikke, hvad det skulle have været. Havde der nu kun manglet et enkelt pund, ville jeg nok have fortsat, men nu turde jeg ikke tage chancen, så jeg vendte tilbage til byen. Det første stop var den tank, hvor jeg havde fyldt benzin på, men de havde ikke luft, så jeg fortsatte til en anden tank længere nede i byen. Her havde de luft, og en meget venlig dame, der gerne ville vise mig, hvordan deres system virkede. Det kostede i øvrigt $ 1 at få luft her. Jeg betalte med fire quarters (25 ¢) i automaten, og hun målte så dæktrykket. Desværre sagde deres trykmåler at trykket i dækket var 50 psi, og det lød ikke rigtigt. Det mente damen heller ikke og oplyste, at hun godt nok havde fået at vide, at deres måler nok var i stykker. Hun anbefalede derfor, at jeg besøgte et dækcenter på vej ud af byen og gav mig grundige instruktioner i, hvordan jeg skulle finde det. Det gjorde jeg da også helt uden problemer. Inde i "butikken" talte jeg med en mand, der viste sig at være ejeren, og han bad mig om at køre op foran værkstedet, så skulle han sende en ud for at se på det. Det gjorde jeg så, og en ung mand kom ud med dels en slange, dels en trykmåler, og dels en spraydåse med noget i. Han målte dæktrykket, og han vidste i modsætning til mig, hvor man kunne finde det rigtige tryk, 35 psi, (2,5 kg/cm²). Han fyldte derfor luft i, så det passede. Derefter brugte han spraydåsen til at undersøge om dækket var punkteret, men det var det heldigvis ikke. Han tilbød så at måle de andre dæk også, og det viste sig at ingen af dem havde det rigtige tryk. Et manglede lidt mens de to andre havde for meget, så det regulerede han for mig. Han meddelte så, at han mente at trykket nok havde været forkert, allerede da jeg fik bilen udleveret, så det fik den helt uskyldige Avis dame, der tog imod bilen, så at vide i kraftige, men selvfølgeligt høflige vendinger, da jeg afleverede den en uges tid senere. Den unge mand, der tydeligvis var cherokee, kunne ikke hjælpe mig med at nulstille bilens computer, som blev ved med at vise for lavt dæktryk i det pågældende hjul, for han kendte ikke den model, jeg kørte i, og da der aldrig er instruktionsbog i udlejningsbiler, kunne vi ikke læse os til det. Hele servicen kostede ikke noget, men jeg gav den unge mand $ 10 for hans hjælpsomhed, og så rullede jeg af sted igen, og jeg fik ikke senere problemer med dæktryk. Næste dag fik jeg i øvrigt selv nulstillet computeren ved at trykke på diverse muligheder i computerens menu. Hvad jeg ellers fik gjort, har jeg ingen anelse om, men tilsyneladende ikke noget, der havde indflydelse på bilens kørsel.

Da jeg nu var, hvor jeg var, besluttede jeg mig til at udsætte besøget i nationalparken, hvilket senere viste sig at være en fejldisposition. I stedet kørte jeg mod vest til Swain Countys amtssæde, Bryson City, som jeg under alle omstændigheder ville have besøgt senere. Der er 10 miles fra Cherokee til Bryson City, og det tog kun omkring 25 minutter. I Bryson City fik jeg set det gamle domhus, nu museum, som de lokale mener har et særdeles interessant klokketårn. Dagen før havde jeg set en del domhuse, mange med klokketårne, og jeg synes faktisk ikke at dette var noget særligt - men jeg er måske sær - og i hvert fald ikke lokal. Jeg fik også gået en tur i byen, hvad jeg aldrig har gjort før, og jeg fik set Everett Hotel, som ligger i en bygning, der oprindelig var bank, men som blev ombygget til hotel i tresserne. Det så interessant ud, og da jeg senere læste om det på nettet, blev eg enig med mig selv, om, at her ville jeg prøve at bo næste gang jeg kom på de kanter, men nu må vi se, hvordan det går. Lige ved siden af hotel og "domhus" stod en Historic Marker, der fortalte at Tsali, en cherokee, som var flygtet fra amerikanske tropper ved tvangsfjernelsen i 1838, var blevet henrettet tæt ved. Den historie har jeg fortalt under Historie(r). Da der ikke var mere i Bryson City, som jeg ville se, kørte jeg tilbage mod Cherokee. Jeg havde faktisk overvejet en tur med turisttog fra Bryson City til Natahala Gorge, men desværre var toget kørt ud på sin 4,5 timer lange tur, da jeg nåede stationen. Tilbage i Cherokee gjorde jeg et kort ophold på hotellet - af biologiske årsager - og så kørte jeg tilbage til nationalparken.

Denne gang nåede jeg velbeholden til parkeringspladsen ved bjergets top. Herfra går en 800 m lang, asfalteret sti op til et udsigtstårn på toppen. På de 800 m stiger stien 100 m og man skal regne med minimum 30 minutter til turen op, hvis man er i god form. Er man ikke skal man regne med mere, op til en time. Det blev så ikke et problem for mig, for da jeg kom derop, var parkeringspladsen fuldstændigt fyldt op. Lige før jeg kørte ind på denne, stod der skilte med No Parking at Roadside, altså parkering forbudt i vejsiden. Det var der flere, der gjorde alligevel, så jeg overvejede det også, men da jeg kørte forbi anden gang, var to park rangers i fuld gang med at sætte parkeringsbøder under vinduesviskerne på de ulovligt parkerede biler. Det ville jeg ikke risikere, så efter at have kørt rundt på parkeringspladsen et par gange eller fire, uden at nogen havde gidet at flytte deres bil og lade mig komme til, opgav jeg den plan. I stedet holdt jeg stille et øjeblik på et sted uden biler, så jeg kunne få taget et par billeder ud af vinduet af den berømmede udsigt, som da også var nydelig, omend diset.

Den lille græsklædte bakke i Franklin, hvor i sin tid rådshytten i cherokeelandsbyen Nikwasi stod.

Da jeg nu ikke havde brugt tid i parken, var det alt for tidligt at returnere til hotellet, så jeg besluttede mig for at vende tilbage til Franklin og lede efter den bakke, som jeg ikke havde fundet dagen før. Efter et kort ophold på visitor centret - nu var wapitierne gået - forlod jeg parken, og ca. to timer senere var jeg tilbage i Franklin. Jeg havde fået den geniale ide, at når jeg ikke havde fundet bakken tidligere, lå den måske i byens modsatte udkant, så der kørte jeg ud. Det gjorde den bare ikke øv bøv!. Franklin ligger ved bredden af Little Tenessee River, så jeg tænkte, at så kunne jeg da gå en tur der. Efter igen at have købt en sandwich og en kop kaffe på samme tank som dagen før, ville jeg derfor sætte kursen mod en parkeringsplads ved floden. Det vil sige, så langt kom jeg ikke, for da jeg kom ud af butikken med kaffe og sandwich i hænderne, fik jeg øje på højen lige på den anden side af gaden. Hvordan jeg havde kunnet undgå at se den dagen før, har jeg stadig ingen anelse om. Jeg spiste kaffen og drak sandwichen i bilen - eller omvendt, og så gik jeg over for at se på højen, der som forventet var en lille bakke med græs på, og et skilt der fortalte om Nikwasi, cherokeelandsbyen som den havde ligget i. Da klokken stadig ikke var så mange, fortsatte jeg syd på mod byen Highlands, udover Franklin den eneste anden rigtige by i Macon County. Målet var egentlig ikke selve byen, men nogle vandfald i nærheden.

Vejen mellem Franklin og Highlands går gennem Nantahala National Forest og er ganske køn, om end ikke just en motorvej. Jeg fik da også gjort holdt  ved to af de tre vandfald, man passerer. Ved det tredje var den lille parkeringsplads helt fyldt op, så det sprang jeg over. Det første sted, jeg stoppede var ved Cullasaja Falls, et vandfald på Cullasaja River. Her fik jeg taget billeder af både flod og vandfald - eller i hvert fald et af de vandfald, der udgør det samlede fald, som er på 77 m over en strækning af 300 m. Cullasaja kommer fra cherokeesproget og betyder på engelsk "Honey Locust Place," på dansk kan det oversættes til "Tretornsstedet" da det danske navn for Honey Locust træet er "Almindelig tretorn", men det lyder nu mere charmerende på engelsk - og cherokee. Jeg var ved det nederste af faldene, som ender i en dam. Her var der en del børn, som badede og ligefrem nogen der brugte vandfaldet som vandrutsjebane, så jeg går ud fra at klipperne må have været slidt rimeligt glatte. Næste stop var ved Bridal Veil Falls, som er et fald på en biflod til Cullasaja River. "Bæk" er nok nærmere den rigtige betegnelse end flod, og her på en sommerdag efter en periode uden regn, var der ikke meget fut på dette vandfald. Her falder vandet 12 m ned fra en klippe, der rager ud over stien, så man kan faktisk gå inde bag det, og det gjorde jeg selvfølgelig. Man kan også køre under det, og det er det eneste vandfald i North Carolina, hvor det er muligt. Det kunne man dog ikke ved mit besøg, da vejen var spærret af en bom.

Fra forestillingen "Unto these Hills". Ørnedansen som blev danset efter sejren i slaget ved Horsehoe Bend over creek-stammen.

Efter besøget ved de to vandfald satte jeg kursen tilbage mod Cherokee, hvor jeg var tilbage omkring kl. 18. Jeg besluttede mig for at udsætte aftensmaden til efter teaterforestillingen, så i stedet drak jeg en kop kaffe i receptionen, og kl. 18.30 kørte jeg op til Mountainside Theater. Her viste parkeringsvagter op til en parkeringsplads, som jeg ikke anede eksisterede, selv om jeg har været på stedet flere gange. Jeg parkerede bilen og gik ned og stillede mig i en ret lang kø til indgangen. Klokken 19 åbnede portene, og så gik det faktisk ret hurtigt med at komme ind. Da jeg opdagede, at man solgte saltede popkorn og og ikke kun de "smørbagte", købte jeg en æske af disse, og så fandt jeg min plads, som viste sig at være lige midt for. Kl. 19.30 startede underholdningen med nogle børn, der sang og dansede og kl. 20 startede så selve forestillingen. Denne fortæller cherokee'ernes historie fra det første møde med de hvide i skikkelse af spanieren Hernando de Soto og hans ekspedition i 1541, og så frem til fordrivelsen i 1838. Hovedvægten ligger på perioden lige før Trail of Tears, som tvangsfjernelsen kaldes fordi mellem 4 og 8.000 af de 17.000 tvangsfordrevne cherokeer døde undervejs til Oklahoma. I forestillingen møder man berømte cherokeer som fx Tsali, nævnt ovenfor, Yonaguska, høvding over Quallatown gruppen, Junaluska, leder fra Snowbird Mountains gruppen, og William Holland Thomas, den eneste hvide, der nogensinde har været stammens overhøvding. Men også berømte hvide mennesker som Samuel Houston, Andrew Jackson og flere andre optrådte i forestillingen. Det viste sig at være en fantastisk forestilling, som jeg givetvis vil se igen, hvis jeg igen kommer på de kanter.

Efter forestillingen kørte jeg tilbage til byen, men da klokken var over 23 inden jeg var tilbage, opgav jeg aftensmaden og gik i seng i stedet. Dagen efter skulle jeg køre til Wilkesboro, en tur på 160 miles, som kunne gøres på omkring 3 timer, men også her ville jeg se noget undervej, så jeg var sikker på at den ville blive længere.