Museer og snoede veje

Det var meningen at jeg i dag skulle have mødt en bekendt, som bor i Spruce Pine, men desværre havde vi kludder i kalenderen, og jeg kunne ikke komme i kontakt med hende, så nu havde jeg en hel dag, der var afsat til det formål, som jeg skulle bruge til noget andet. Og når nu vejret er rigtigt godt, og man er i et fantastisk smukt område med masser at se, hvorfor så ikke slå sig på sightseeing. Så det gjorde jeg og dermed blev dette den anden dag med ren sightseeing under mit ophold i WNC.

Maggie, værtinden på mit B&B havde fortalt om et mineralmuseum, der lå lidt syd for byen, ved en af "opkørslerne" til Blue Ridge Parkway, så det blev mit første mål. Dog tog jeg en afstikker mod nord inden jeg kørte syd på. Området omkring Spruce Pine er berømt for de mange mineraler (og ædelstene), der findes i bjergene, og et af disse mineraler er kvarts af meget høj kvalitet, som bruges i stort set alle de mikrochips, der fremstilles i USA. Det meste af denne kvarts brydes i åbne miner, der laver nogle gevaldige "ar" i bjergsiden, og en sådan mine lå lige nord for byen, så den ville jeg gerne have et billede af. Man kan ikke komme ind til minen, da det jo er en virksomhed i drift, men jeg fik nogle fine billeder taget på afstand. Derefter satte jeg kursen mod syd til museet, som hedder museum of North Carolina Minerals og drives af National Park Service. Det var ikke stort, men ganske spændende, og jeg fik set en del mineraler og læst (på plakater) om minedriften i området i gamle dage. Man kunne også høre optagelser, hvor tidligere minearbejdere fortalte.

En forholdsvis "usnoet" strækning på North Carolina Highway 80.

Da nu museet lå lige ved en tilkørsel til Blue Ridge Parkway, var det naturligt for mig at tage årets tur på vejen ved samme lejlighed. Det blev dog kun en kort tur mod nord inden jeg forlod vejen igen, hvor den krydsede North Carolina Highway 80, som jeg så tog videre mod nordøst.  Denne vej er særdeles snoet på strækningen syd for det sted, hvor jeg kom ud på den, men det kom jeg senere til at køre på. Den er er dog bestemt ikke trukket efter en lineal på vej mod nord, og jeg passerede blandt andet et berygtet sving, kaldet Dead Man's Curve, fordi der sker mindst et uheld med dødelig udgang hvert eneste år, ofte flere. Men altså ikke mig, måske fordi jeg overholdt hastighedsgrænsen på 15 miles rundt i svinget. Mit mål var den lille by Kona, som jeg havde besøgt i 2015. Det var her den berømte/berygtede Frankie Silver slog sin mand ihjel med en økse, parterede liget og brændte noget af det i pejsen, mens andet blev begravet. Makabert? Ja, men det var helt tilbage i 1831, så det var ikke lige sket. Du kan læse mere om den historie i artiklen Teenagemorderen, for den er ikke så ligetil som den lyder - men spændende. Fra Kona fortsatte jeg videre mod nord til Bakersville, som jeg aldrig tidligere havde besøgt. Bakersville er amtssæde i Mitchell County, og her fik jeg blandt fik taget er billedet af det lokale domhus. Bakersville er et forholdsvis lille amtssæde. Kun godt 400 mennesker bor i byen. Fra Bakersville tog jeg en norget større, men stadig beskeden vej,. NC 226 tilbage til Spruce Pine og videre mod syd til Marion, hvor jeg skiftede til en US Highway (nr. 70), som jeg tog mod vest til nabobyen Old Fort. Dette er en lille by, som er opkaldt efter et gammelt fort, som lå her engang. Hvor fortet, som skulle beskytte de hvide mod fjendtligtsindede cherokeeindianere, en gang stod, er der rejst en tre meter høj pilespids af granit, og den skulle naturligvis fotograferes. Jeg så også lidt på resten af byen, men den var hurtigt overset. Hjemmefra havde jeg læst, at der nord for byen var anlagt en kunstig gejser i forbindelse med fejringen af, at jernbanen var blevet anlagt, og den måtte jeg naturligvis se. Jeg havde godt nok lidt problemer med at finde den, men det lykkedes til sidst. Og hvilken skuffelse! Det var et springvandsbassin uden vand, og godt nok var der en lille forhøjning midt i bassinet, som mindede om de gejsere, man ser i fx Yellowstone, men det var så også det. Jeg lærte senere, at gejseren ikke havde virket i flere år selv om man flere gange havde sat den i stand, senest for omkring 10 år siden.

Fra gejseren var der kun én vej tilbage- nemlig den samme, som jeg var kommet ad, men i stedet for at køre helt ind til Old Fort tog jeg vejen til Marion, som jeg tidligere kun har kørt igennem, men faktisk aldrig rigtig har set. Det fik jeg så rådet bod på nu. Undervejs passerede jeg en kirke, som jeg måtte stoppe ved og fotografere, fordi den mere mindede om en lagerhal end en religiøs bygning. Da jeg nåede Marion, der er amtssæde i McDowell County, så jeg både domhuset, politistationen og en bank! Denne bank er karakteristisk ved, at der på taget af bygningen er en kuppel, som faktisk bliver brugt som symbol  for byen på plakater for denne. Når det ikke er domhuset som det ellers er i mange små amtssæder i Western North Carolina, tror jeg at det skyldes at denne bygning er ret kedelig. En stor firkantet klods uden ret mange interessante detaljer. Da jeg havde set nok, satte jeg kursen vest på ud af byen igen. Jeg ville besøge Carson House, en tidligere kro, som nu var museum, og hvor koryfæer som Andrew Jackson, Sam Houston og Davy Crockett havde overnattet, men der var desværre lukket om mandagen, så det måtte jeg opgive. I stedet kørte jeg så nord på ad NC 80, og det var ved denne lejlighed at jeg kørte på den meget snoede del, der kaldes Devil's Whip og ikke mindst på den sidste del af denne strækning skal man tage den med ro. Denne del kaldes "The Longest Three Miles"  og en af grundene til at man skal tage den med ro, er at vejen er et eldorado for motorcyklister, så hvert øjeblik kan man møde en hurtigkørende motorcykel, der kommer en i møde rundt om et sving. Men det gik dog uden problemer.

North Carolina Mining Museum

Da jeg kom til et af de steder, hvor NC 80 krydser Blue Ridge Parkway (lige efter den meget snoede del) tog jeg for anden gang den dag denne mod nord gennem den lille bebyggelse, Little Switzerland, der har det navn fordi mange af husene er bygget i alpestil med træbalkoner osv. Her er der flere hoteller og kroer, men lidt uden for byen eller snarere bebyggelsen, ligger der også et museum, North Carolina Mining Museum, som jeg valgte at besøge. Som ved alle gode amerikanske museer er der selvfølgelig også souvenirbutikker mm. I selve museumsbygningen kan man købe sten af forskellig art, og jeg købte et par polerede agater, som jeg tog med hjem som gaver til henholdsvis min mor og svigermor. Man kunne formedelst et beskedent beløb komme ned i minen, som lå under museet, men klokken var efterhånden mange, så det opgav jeg. Det må blive en anden gang. Der er stadig en del miner i området, hvor der graves efter diverse ædelsten, så som safirer og rubiner, og også smaragder, selv om de mest findes længere øst på i området. Faktisk er der også fundet diamanter her, men ikke  på denne side af år 1900, så det er et par dage siden.

Efter besøget i såvel museum som souvenirbutik (hvor jeg ikke købte noget), vendte jeg snuden mod Spruce Pine og mit B&B. Igen valgte jeg, da jeg havde slappet af en times tid, at vandre ned til byen for at spise aftensmad. Nu var det blevet mandag, så der var mange flere mennesker på gaden end dagen før, og flere steder, der var åbne. Jeg havde set mig lun på et sted, der hed Tropical Grill, som jeg dels kendte fra nettet, dels havde set dagen før. De serverede mad fra USA, selvfølgelig, men ikke mindst fra Columbia, Cuba og Jamaica. Nu var der så åbent, så jeg gik indenfor. Jeg har glemt, hvad jeg spiste til forret, men til hovedret bestilte jeg en Jamaican Jerk Chicken Salad. Jerk, er en stærk krydret sauce, som de laver på Jamaica, og som jeg fik af en god ven, da han vendte hjem efter nogle års ophold på øen, så jeg kendte dens kvaliteter. og styrke. Da jeg havde bestilt hos den unge dame, der serverede, kom en ældre dame, som jeg gik ud fra var ejeren, ned til mit bord, og forklarede, at kyllingen var meget "hot", og anbefalede, at jeg tog en mundfuld kylling og så to-tre mundfulde salat. Jeg takkede hende naturligvis for anbefalingen, og så gjorde jeg ellers som jeg ville, og overlevede helt uden problemer. Men det var stærkt, det indrømmer jeg gerne.

Efter maden spadserede jeg igen tilbage til Richmond Inn, hvor jeg lige skulle pakke et par ting, så jeg var klar til at forlade hotellet næste morgen. På dette tidspunkt skinnede solen stadig, som den havde gjort det hele dagen fra en nærmest skyfri himmel. Temperaturen havde igen sneget sig op omkring 35 eller lidt over, men heldigvis var luften ikke så fugtig, som den ellers godt kan være i dette område - men det skulle ændre sig et par dage senere. Min lille sightseeing tur sneg sig op på 170 miles, 274 km i alt, men så havde jeg også holdt mange pauser, for at se ting.