Tom Dooleys dør

Faktisk lyver overskriften. Den dør, der omtales, var faktisk ikke Tom Dooleys, men derimod hans mors, men den vender jeg tilbage til. Jeg havde ikke specielt travlt med at komme ud af døren her den 10. juli, så jeg forlod først mit hotel i Spruce Pine omkring kl. 9.00, Dagens endelige mål var The Irish Rose Bed & Breakfast i  Lenoir omkring 50 miles (80 km) øst for Spruce Pine, så det kunne gøres på omkring en halvanden times tid, kortere, hvis det ikke havde været en tur gennem bjerge. Og faktisk skulle jeg lidt længere end som så, for jeg skulle besøge en dame! Og hun boede godt nok inden for Lenoirs område (postnummer), men omkring 15 miles (24 km) øst for byens centrum, og faktisk ude i særdeles landlige omgivelser, hvilket jeg, mærkeligt nok, aldrig fik taget et billede af.

Jeg satte derfor kursen mod øst ad små, ret snoede veje gennem bjergene og skovene, helt præcis ad North Carolina Road 194, til jeg nåede byen Linville Falls, som ikke ligger langt fra vandfaldene af samme navn, hvor jeg var ved at tage livet af mig selv, da jeg besøgte faldene - se artiklen Flere spøgelser og en forgæves køretur fra 2015. Denne gang skulle jeg imidlertid ikke besøge vandfald, så da jeg kom til byen skiftede jeg både vej og retning og kørte nu syd på ad NC 181, som jeg har kørt på mange gange tidligere. Da jeg kom til det "berømte" Brown Mountain Overlook gjorde jeg et kort ophold og fik taget billeder af de bjerge, som jeg missede i 2015. Dette kan du læse om i artiklen Kultur, research og begyndende panik. Efter mit ophold her, skulle jeg så videre og kort efter, ville min gps have mig til venstre ad en vej med det noget mærkværdige navn "Brown Mountain Beach Road". Den lå ret tæt på Brown Mountain, så det var ikke det mærkværdige. Mere det med "beach". Jeg befandt mig omkring 250 miles (400 km) fra det nærmeste hav og heller ikke søer, var der i nærheden så hvilken strand, der har givet navn til vejen, har jeg ingen anelse om. Det var i øvrigt på netop denne vej, at gps'en i 2015 ledte mig på frygtelige afveje, hvilket også kan læses i artiklen om panikken, så jeg frygtede det værste. Det gik dog godt denne gang. Både jeg og gps'en havde styr på, hvor vi skulle hen. Jeg blev dog en anelse nervøs, da jeg på et tidspunkt kom til et sving, hvor der stod et skilt om at vejen ville være lukket for gennemkørsel 7 miles længere fremme. Men det må have været en sidevej, der var lukket, for jeg kom uden problemer hele vejen til Lenoir, og så skulle jeg bare de sidste 24 km ud til damen.

Jeg rører ved den dør, som Tom Dooley må være gået ud og ind af hundredvis af gange. Folk var åbenbart lavere i 1860'erne end man er i dag

Det gik også nemt, for nu kendte jeg vejen og behøvede på ingen måde gps'en. Ud af NC 18 til landsbyen King's Creek med et enkelt stop undervejs for at genforsyne bilen med brændstof, og så til venstre ad Grandin Road til Tom Dula Road, en vej jeg har kørt mange gange før - dog uden at besøge damer eller andre og uden overhovedet at vide, at jeg nogensinde skulle komme til at besøge hnogen, som boede her. Jeg fandt da også uden problemer huset. Men måske skulle jeg lige afsløre, hvem den pågældende dame var. Hendes navn er Margaret Martine, og hun er datter af Edith Ferguson Carter, der grundlagde og til sin død i 2014 drev Whippoorwill Academy and Village, et "frilandsmuseum" i Ferguson, som jeg ofte havde besøgt, og jeg har haft mange hyggelige samtaler med Edith. Nu drev Margaret og hendes søster, som jeg endnu ikke har truffet, det så videre. Jeg havde mødt hende i 2017, hvor vores fælles snak, var ved at kede de øvrige deltagere på museumsrundvisning til døde. I år kunne jeg imidlertid ikke komme en af de dage, hvor muset har åbent. Det har stedet nemlig normalt kun den 3. lørdag i hver måned. Jeg havde derfor skrevet til Margaret og forhørt mig om jeg kunne komme en anden dag - og det kunne jeg. Jeg kunne endda vælge om vi skulle mødes på museet eller i hendes hjem, og da hun året før havde afsløret, at hun ejede Tom Dooleys dør, valgte jeg hjemmet.

Vi havde aftalt, at jeg skulle være der omkring kl. 11.00 og så ville hun lave frokost til mig, og klokken var omkring 11.10, da jeg parkerede bilen uden for hendes hus. Selve huset var meget spændende. Det stammer oprindeligt fra 1830'erne, men er naturligvis renoveret, og Margaret og hendes mand, Dick, har lavet en udvidelse af huset i samme stil som det oprindelige. Der er dog en lille forskel, da det oprindelige hus var bygget af håndlavede mursten, hvor man stadig kan se aftryk af hænder og fingre, mens det ikke er tilfældet med den nye del. Bag huset står en anden bygning, en tidligere tandlægeklinik, som Margaret har fået flyttet til stedet,  og om hun og Dick nu er ved at sætte i stand og indrette til beboelse. Her minder Margaret særdeles meget om sin mor, der også havde noget med gamle huse. Og så er Margaret også kunstner, ligesom hendes mor var. Vi talte sammen i godt fire timer, og jeg fik hilst på Dick, som kom hjem mens jeg var der. Undervejs havde Margaret serveret frokost, inklusive de mest fantastisk hjemmedyrkede majskolber! Jeg var simpelthen nødt til at konsumere en ekstra sådan - bare fordi de var så gode. Undervejs fik jeg så historien om, hvordan Margaret var kommet i besiddelse af den dør, som havde siddet i Mary Dulas hytte, hvor hun boede med sin søn Tom, og hans søster. Men den historie er for lang til at bringe her, så den må I have til gode til en anden gang. Som kortet ovenfor viser, er der skov ret tæt på huset. Hvad der kan være svært at se, er at skoven gror på nogle lave bjergskråninger, og i skoven findes bjørne. Det skal nok lige tilføjes, at skoven er noget mere vidstrakt, end man kan se her.

Margaret fortalte, at de med jævne mellemrum havde set bjørnespor på grunden, og at de derfor havde opsat vildtkameraer i skoven, og disse havde da også "indfanget" bjørne på nogle af billederne. Der er en del bjørne i de sydlige Appalacher, selv om de er mere sjældne i dag end tidligere. Jeg har selv ved en enkelt lejlighed set "bagenden af en bjørn", der krydsede vejen foran min bil og forsvandt ind i skoven, men det var noget højere oppe i bjergene. Hvad der var endnu mere interessant var, at Margaret fortalte, at de også havde fået et glimt af en puma, Carolina Panter kaldes den lokalt, på kameraet. Når det interessant, skyldes det, at der hvert år er mennesker, der rapporterer at have set pumaer i bjergene i det vestlige North Carolina, men trods det, fastholder det meste af den zoologiske sagkundskab, at der ikke længere er pumaer i området. Efterhånden var det blevet hen på eftermiddagen, så jeg var nødt til at sige farvel, og sætte kursen mod mit B&B i Lenoir, The Irish Rose, hvor jeg skulle bo for fjerde gang.

Det tog ikke lang tid at nå tilbage til byen, og selv om Rose havde skrevet til mig, at jeg desværre "måtte nøjes" med et af de to værelser, der ikke har badeværelse en suite, havde hun alligevel mingeleret det sådan, at jeg fik det værelse, der har. Et badeværelse som er større i kvadratmeter end min stue hjemme (dog med en lidt anden facon), og med såvel brusekabine, som to håndvaske og badekar på løvefødder. Sådan! Efter at være blevet indkvarteret, gik jeg ned i køkkenet og fik en lang snak med Rose om ditten og datten, blandt andet om hendes tur til Europa i 2017, hvor hun tog af sted samme dag, som jeg forlod hendes B&B. På et tidspunkt måtte jeg dog bryde op, for at tage ud at spise, hvilket jeg gjorde på den samme Ruby Tuesday, som jeg spiste på fire dage i træk i 2015. Alligevel så de noget forvirrede ud, da jeg bad om mit sædvanlige bord. Så meget for deres hukommelse. Da jeg kom tilbage til The Irish Rose, sludrede jeg igen med Rose i et par timer, indtil det var blevet tid for mig til at trække mig tilbage og hvile ud inden næste dags anstrengelser.

På endnu en dag med fint vejr, dog med lidt flere skyer end dagen før, blev det kun til 116 miles (187 km) på landevejene, som til gengæld var ret små, de fleste af dem og også meget snoede, så stærkt havde jeg ikke kørt.