Flere spøgelser og en forgæves køretur

I dag var det så blevet besøgsdag. Det vil sige, at jeg skulle have besøg af en dame, jeg havde stiftet bekendtskab med via internettet. Nej, ikke på den måde, hun er både gift har indtil flere børn. Men vi havde overlappende interesser. Hun interesserer sig for slægtsforskning, mens jeg interesserer mig for Tom Dooley. Disse to interesser kom til at overlappe, fordi en af de personer, jeg havde skrevet om i forbindelse med Dooley-sagen, Rufus Dula Horton (Tom Dooleys halvfætter), viste sig at være en af hendes

Spisestuen på The Irish Rose

forfædre, faktisk hendes tipoldefar. Hun havde fundet min hjemmeside, da hun søgte på hans navn. Vi havde skrevet frem og tilbage, og nu skulle vi altså mødes. Hun ville tage sin far med, da han var familiens slægtsforskningsekspert. Men de to skulle først komme kl. 14, så jeg havde en del tid at slå ihjel. Det ville jeg gøre med en tur i Dooley-land og en køretur til Wilkesboro for at skaffe en CD og et kort. Mere om det nedenfor.

Men først havde jeg en betydeligt større udfordring, der skulle overvindes. Morgenmaden hos Rose! Da jeg kom ned i spisestuen - lidt for tidligt - var der et dækket bord med juice, kaffe, syltetøj osv., og på min tallerken stod en anretning med frisk frugt skåret i små stykker. Rose beklagede at det varme ikke var helt klar endnu, da hun havde beregnet at det skulle ud af ovnen kl. 8, hvor jeg havde bestilt maden, og nu var den kun 10 minutter i. Det gjorde selvfølgelig ikke noget - det var jo mig. der var galt på den, så jeg gav mig i kast med frugten. Så kom den tyske pandekage, jeg havde bestilt dagen før med tre stykker bacon samt de to stykker toast, jeg også havde bestilt. Pandekagen var vel omkring 25 cm i diameter og halvanden cm tyk. Den var dækket af æbler skåret i både, og drysset med kanel og sukker. Og så var den rygende varm, lige fra ovnen. Jeg må tilstå, at jeg ikke løste opgaven. Efter godt en tredjedel pandekage blev det for meget og for sødt, så jeg stoppede. Toasten blev også levnet, og alligevel følte jeg mig fuldstændigt udstoppet, og der skal en del fyld til at udstoppe mig. Jeg spiste da heller ikke igen før ved ottetiden om aftenen, og resten af dagene nøjedes jeg med toast og røræg og så enten bacon eller pølse til morgenmad. Pølsen vender jeg tilbage til i min næste artikel.

Chapel of Rest - dagens spøgelser

Først omkring kl. 9 kørte jeg fra Rose mod mit første mål. I artiklen Områdets geografi og historie med turistanvisning til Tom Dooley turister på min Tom Dooley side, beskriver jeg en tur med udgangspunkt i NC Road 268, der går gennem området. På denne vej ligger en lille kirke eller rettere et kapel, som ikke længere fungerer som egentlig kirkebygning, men som jævnligt bruges til koncerter. I dagtimerne er der åbent, så man har mulighed for at sætte sig i fred og ro og meditere over tilværelsen, eller hvad man ellers har brug for at meditere over. Bag kapellet ligger en gammel kirkegård, hvor blandt andet borgerkrigsgeneralen Collett Leventhorpe ligger begravet. Den grav ville jeg gerne se, og jeg har i det hele taget noget med gamle kirkegårde med gamle gravsten. Fra mit B&B til kapellet, var der ikke mere end ca. 20 km, og det tog 15 minutter at køre, så det var stadig tidligt, da jeg nåede frem. Jeg gik først lidt rundt på kirkegården og fotograferede nogle af gravstenene, blandt andre generalens. Derefter gik jeg ind i kapellet, som var ganske tomt - bortset naturligvis fra bænke og en begrænset udsmykning.

Inde i Chapel of Rest

Det spøger både i kapel og på kirkegården! På kirkegården er der tilsyneladende ingen, der ved, hvem det er, der går igen, men mange, der har været på stedet om natten, har oplevet ting, som har skræmt dem - uden at nogen dog kan sige præcist, hvad det er - så måske er det bare deres fantasi. Inde i kapellet ved folketroen dog, at den, der går igen er en tidligere præst, som begik selvmord i kapellet engang i 1920'erne, da han fandt ud af, at hans kone var ham utro. På gulvet findes en plet, som ikke kan vaskes væk, og historien fortæller, at det er præstens blod. Som dagen før var jeg selv spøgelsesfri, men jeg kan bekræfte, at der var en plet på kirkens gulv, som godt kan have været blod - jeg ved det ikke. For en sikkerheds skyld tog jeg et billede af pletten som dokumentation. Der er en vis usikkerhed her, for historien vil vide, at præsten hængte sig, og det plejer ikke at give blodpletter - men pletten er altså god nok.

Kapellet ligger på en skråning noget over dalen, som NC Route 268 går gennem, så da jeg kom udenfor, stod jeg og nød efterårsfarverne og udsigten over dalen - selv om det stadig var gråt og overskyet, men det regnede da i det mindste ikke. Også her tog jeg nogle billeder, og så fortsatte jeg til Elkville - hjemstedet for Tom Dooley historien. Her besøgte jeg en butik og tankstation, der tidligere (så sent som i 2014) var kendt som Eller's Store, men nu hed den Lackey's Store. Den unge dame i butikken forklarede at de havde overtaget butikken 1. januar 2015. Jeg skulle egentlig ikke handle, men var stoppet for at stille et spørgsmål. På turen dagen før, og ikke mindst på dagens tur fra Lenoir havde jeg set en hel del æsler og et par muldyr gå og græsse på markerne langs vejen. Det havde jeg aldrig set før, og nu ville jeg gerne vide, hvad årsagen til alle disse trækdyr var. Jeg fik også en sikkert god forklaring, men desværre var den unge dames dialekt af en sådan karakter, at jeg ikke forstod de finere detaljer, bortset fra at det havde noget med køer at gøre! Et par dage senere fik jeg den rigtige forklaring - så den kommer i den relevante artikel. Indtil den er klar, må man holde vejret i spænding.

Efter besøget i butikken besøgte jeg en nyere kirkegård med en meget perifer tilknytning til Tom Dooley-sagen, og også her fotograferede jeg et par gravsten. De var dog fra 1940'erne, så læseren kan nok selv regne ud, at tilknytningen ikke var direkte. Og så alligevel måske? De begravede, hvis sten jeg tog billeder af, var Martha Jane Allen og hendes mand, Edmund. Martha Jane var ældste datter af Ann Melton, og rygter på egnen sagde, at Tom Dooley, ikke hendes mand, James, var far til Martha.

Til Wilkesboro - en forgæves tur

Efter besøget på den sidste kirkegård satte jeg kursen mod Wilkesboro. I området, hvor Tom Dooley holdt til, står nogle skilte med teksten "Tom Dooley Historical Tour" og så en tegning af en bøddelløkke og et nummer. Allerede i 2012 havde jeg set på nettet, at i et visitor center ved W. Kerr Scott Dam lige uden for Wilkesboro skulle man kunne få et kort over turen og en CD, der fortalte om de forskellige stop. Tim og jeg besøgte visitor centeret, men manden, der passede det, kendte intet til hverken kort eller CD. Nu ville jeg prøve om jeg havde bedre held med mig i år. På det tidspunkt vidste jeg hvor stop 7 og stop 9 var, for de skilte havde jeg set. Sidenhen har jeg også fundet stop 6, så jeg er på vej. På visitor centeret vidste de denne gang godt, hvilken CD, jeg hentydede til. For en sikkerheds skyld havde jeg printet hjemmesiden ud, men det fik jeg ikke brug for. De kunne nemlig fortælle mig, at de ganske rigtigt havde haft såvel kort som CD, men at det var flere år siden, og at det var turistbureauet, som ikke havde fjernet informationen fra hjemmesiden. En venlig park ranger forklarede mig vejen til Tom Dooleys grav, som jeg i øvrigt havde besøgt både i 2013 og 2014, men det vidste han jo ikke, og da han var så hjælpsom, kunne jeg ikke nænne at sige at jeg ikke behøvede nogen forklaring.

Et af de mange æsler, jeg traf på min vej.

Jeg tog samme vej tilbage - altså CR 268. På vejen besøgte jeg en kirkegård, som jeg også havde besøgt i både 2013 (alene) og 2014 (med Tim), men denne gang gik jeg fotoamok, og fotograferede samtlige de gravsten, hvor man bare kunne skelne noget af teksten. Kirkegården, der er kendt som Dula-Horton Cemetery er optaget i National Register of Historic Places. Alle de begravede tilhører familien Dula og/eller de to familier, som de blev gift ind i i midten af 1800-tallet, nemlig Horton og Jones. På denne kirkegård ligger mange af Tom Dooleys velhavende slægtninge begravet - nemlig en del af efterkommerne af hans farfars bror. Ikke alle, så skulle kirkegården have været mange gange større. Tom Dooleys farfar, Bennett og dennes bror, William havde tilsammen 16 eller 18 børn, og næsten 100 børnebørn, for slet ikke at tale om oldebørn. Her overstiger tallet 600!

Da alt var foreviget, var det blevet tid til at vende snuden mod Lenoir, så jeg var sikker på at være hjemme, når jeg fik besøg. Da jeg ankom, var Rose ikke hjemme, men i modsætning til hos Jim og Kathy, havde jeg her selv en nøgle, så jeg kunne lukke mig ind. Det gjorde jeg så, og jeg hentede min tablet ned fra værelset, og slog mig ned i biblioteket og surfede lidt på nettet. Jeg mente at det var bedst at være nedenunder, hvis nogen skulle komme. Ca 15 minutter senere kom Rose hjem, og så sludrede jeg med hende. Da klokken var blevet 14.15 blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte tjekke min mail, og ganske rigtigt var der en mail fra Charlotte, som damen hed. Hun var ked af det, men måtte aflyse besøget, da hun var nødt til at gå til lægen med sin fire uger gamle datter, der havde været syg hele natten. Det var jo forståeligt nok, så jeg skrev tilbage at det var helt i orden, og at jeg håbede at vi kunne mødes en anden gang.

En by, en henrettelse og et bjerg

Da jeg nu ikke fik gæster, kunne jeg lige så godt benytte lejligheden til at køre endnu en tur. Denne gang i retning mod Morganton, amtssædet i Burke County sydvest for Lenoir. Der er ca. 16 miles (knap 26 km) mellem de to byer. Man kører ad U.S. Route 64 hele vejen, så der er ikke mange svinkeærinder at tage. Til gengæld måtte jeg stoppe to gange for at tage billeder af skilte. Første gang var ved et vejkryds i den lille by Gamewell (inden for Lenoirs bygrænse). Her stod ikke mindre end fem skilte med teksten: "No Parking Stopping, Standing" på en strækning, der var mindre end 60 m lang. Fes de så ind? Næste gang var fire miles (6 km) længere fremme ad vejen ved endnu et vejkryds. Her stod der en række "reklameskilte". Blandt alle "reklamerne" var nogle for autoreparation, varme og aircondition, motorcykelsalg og en campingplads. Det, der især havde vakt min opmærksomhed, var dog de seks skilte, der reklamerede for hver sin kirke. Jeg nævner i flæng: Wild Wood Advent Christian Church, Hartland Church of God, Hartland Baptist Church, Walking by Faith Baptist Church, Poarch Chapel Missionary Methodist Church og Mars Hill Ame Church. Sidstnævnte er også en metodistkirke.

Det gamle domhus i Morganton er opført i 1835.

Efter dette stop kørte jeg igennem til Morganton. Som nævnt er Morganton amtssæde i Burke County, der engang var meget større end i dag. Det har betydning for noget, som skete i Morganton en gang i fortiden, men nu skulle jeg altså bare se byen, og ikke mindst dens historiske centrum. Byen er en typisk "lilleby" på landet, med gamle og nye bygninger mellem hinanden, og hvor man gør meget ud af historien. Fx har man anderledes gadeskilte i det historiske område, så man kan se, at det er historisk. Jeg syntes at byen var hyggelig og charmerende, og ikke mindst kunne jeg godt lide det banner, som reklamerede for en Pandekage Jamboree, som skulle afholdes om lørdagen. Desværre var det kun onsdag, så det oplevede jeg ikke. Til gengæld gik jeg rundt og så på de gamle huse. blandt andet det tidligere domhus, som er fra 1835. I dag er stedet museum, men jeg havde ikke tid til at besøge det. Uden for domhuset stod en statue af en sydstatssoldat, som repræsenterer alle de lokale, der blev dræbt under borgerkrigen. Også en statue af byens nok mest berømte søn, Sam J. Ervin Jr. stod ved domhuset. Ervin var advokat, og havde kontor i byen. Han fungerede i 20 år som senator i Washington, og det var ham, der blev udpeget som formand for den senatskommission, der undersøgte Watergateskandalen, og hvis arbejde i den sidste ende resulterede i Richard M. Nixons afgang som præsident. Han var i øvrigt tilhænger af raceadskillelse, men det taler man ikke så meget om.

Domhuset var som nævnt fra 1835. Før dette eksisterede et domhus, bygget af træ, som tog sig af alle retssager i det det gengang meget større Burke County. I januar 1832 var det nye domhus fortsat under opførelse, så i det nu forsvundne domhus begyndte en sag, hvor en ung pige, Frances Silver, stod anklaget for at have myrdet sin mand i december 1831, kun 16 år gammel. Mordet fandt sted i en også dengang meget lille bebyggelse, Kona, ikke langt fra grænsen til Tennessee. I dag ligger Kona i Mitchell County, men dengang lå den i Burke, og derfor kom hun for retten i Morganton. Hun blev dømt for mordet, og i 1833 blev hun hængt et sted i byen. Hun var da kun 18 år gammel. Ingen ved i dag præcis hvor hængningen fandt sted, men de fleste er enige om, at det var i nærheden af det daværende domhus, hvor fængslet også lå. Du kan læse mere om denne historie i artiklen Teenagemorderen under Historie(r). I følge senere legender var Frances Silver, den første kvinde, der blev henrettet i North Carolina. Dette er imidlertid ikke sandt. Hun var endog hverken den første kvinde, der blev henrettet i Burke County og eller bare i Morganton. Selv hvis man fraregner slaver, og kun medtager frie, hvide kvinder, var hun ikke den første. Så meget for legendernes sandhedsværdi.

Da jeg syntes, at jeg havde brugt nok tid i Morganton, gik jeg tilbage til bilen. Jeg forlod byen og satte kursen nord på ad North Carolina Road 181. I 2013 tilbragte jeg fire aftentimer på en rasteplads på denne vej i håbet om at se mystiske lys. Nu ville jeg gerne se stedet i dagslys, ikke mindst fordi jeg havde læst, at man herfra kunne se, ikke bare Brown Mountain med lysene, men også Morgantons "vartegn", Table Mointain. Fra Morganton er der ca. 20 miles (32 km) op til rastepladsen, og det kan på en god dag gøres på omkring en halv time. Nu var det ikke en helt god dag, for det var begyndt at blive tåget, så det varede ca. 45 minutter at køre turen. Ikke mindst fordi vejen er en officiel cykelrute, så man risikerer at møde en del cyklister på kørebanen. Og da jeg endelig fandt rastepladsen, kunne jeg ikke se bjerge eller noget andet. Brown Mountain kunne anes i tågen, men de andre bjerge var helt indhyllede.

Ned ad bakke og op igen

Et af de øvre fald ved Linville Falls.

Jeg besluttede derfor at fortsætte nordvest på ca. 10 miles til Linville Falls, nogle vandfald på Linville River. Her parkerede jeg bilen og studerede et opsat kort. Der udgik en del forskellige ture fra stedets visitor center, men den parkeringsplads, hvor jeg holdt, lå på den anden side af floden, og herfra udgik der kun en tur, så den tog jeg. Et skilt sagde at den var en halv mile (ca. 800 m) lang, så det var lige til at overse. Næste gang jeg kommer der, vil jeg over til visitor centeret, hvor man kan vælge mellem flere ruter og flere fald. Det, der ikke stod noget om på skiltet, var at de 800 meter var ned ad bakke. Fra foden af stien var der udsigt over de såkaldte Upper Falls, mens de øvrige fald ikke kunne ses. Jeg kunne faktisk have fortsat yderligere ca. 1,3 km til endnu to forskellige udsigtspunkter, men det var ved at blive mørkt, og jeg skulle jo også tilbage igen. Jeg kæmpede mig derfor de 800 meter op ad en ret stejl sti.

Da jeg var oppe igen, var det næsten helt mørkt, så jeg satte kursen hjemad igen. Da det netop var mørkt tog jeg en længere tur ad større veje, men selv disse var ikke store. På vej nord på passerede jeg en del mindre vandfald, som der er mange af i Blue Ridge Mountains. Det er simpelthen større og mindre bække, der løber ud over klippesiden. Turen førte mig gennem byerne Linville og Blowing Rock ad US Highway 221 og fra Blowing Rock ad US 321 til Lenoir. Trods hovedvejsbetegnelsen er US 221 en smal og meget snoet vej, og i mørket tog jeg den med ro. Da jeg kom ud på US 321, som er bredere men også snor sig en del, lagde tågen sig igen, og så måtte jeg endnu engang sænke farten. Det tog mig faktisk mere end 2½ time at køre de ca. 80 km der var til Lenoir. Her stoppede jeg ved et Walmart, som jo har døgnåbent, for at forsyne mig med vand til næste dag, og for at købe lidt gaver med til Clara, mit barnebarn, som var den eneste, der fik noget efter denne tur. Nej, det er ikke helt sandt. Tim fik nogle chips, som han godt kan lide, og som kun kan fås i USA samt en pose vingummiorm.

Efter besøget i Walmart spiste jeg aftensmad inden jeg kørte hjem til Irish Rose, hvor jeg var lidt efter 21.

Det blev en sølle lastbildag, men jeg kørte heller ikke på motorvej overhovedet. På vej fra Lenoir til Morganton mødte jeg én C. R. England og i selve Morganton så jeg én J. B. Hunt og én Schneider. Jeg så mange andre lastbiler, men ikke flere, af de jeg talte.

Ny stilling:

Swift og J. B. hunt er ved at trække fra de øvrige.