Farvel til North Carolina for denne gang

Så var det blevet tid til at tage afsked med North Carolina for denne gang, og det er nok også på tide her, da tiden nærmer sig kraftigt til, at jeg skal af sted igen. Faktisk er der kun ca. en månd til, at jeg igen sætter kursen mod mit yndlingsområde i USA.

Efter de sidste par dages møder med en masse interessante mennesker, var denne dag fra begyndelsen afsat til sightseeing og afslapning, og sådan skulle det også komme til at gå. Men først nød jeg Loris glimrende morgenmad. Mens jeg spiste, fortalte hun, at der om lørdagen (og det var faktisk blevet lørdag, selv om det kan være svært at holde rede på ugedagene på sådan  en ferie, hvor man oplever noget nyt hver dag), blev afholdt et lokalt "farmers market" på parkeringspladsen bag byens Civic Center, og da det var ca. 400 m længere nede ad samme gade som Clichy Inn, blev jeg enig med mig selv om, at jeg først ville gå derned.

Det var et ret lille, men spændende marked med alskens frugt og grønt fra lokale producenter. Det hele så særdeles frisk og godt ud, mens var jo desværre umuligt at tage med hjem, så jeg købte ikke noget, men jeg beundrede køen ved den vogn, der solgte friske ferskener. Den havde jeg allerede smagt, for Lori havde været på markedet tidligt, så jeg havde fået serveret fersken til min morgenmad, og jeg kan stå inde for, at de var gode. Jeg fik også smagt honning. Det er ellers ikke noget, jeg normalt spiser, men her fik jeg forskellige smagsprøver. Jeg smagte to slags honning, indsamlet fra bistader, hvor bierne hentede nektar fra dels "blandede blomster" og dels et bestemt træ, men jeg har glemt hvilket. Den sidste slags jeg smagte, var fra det samme bistade, som det første, altså de blandede blomster, men indsamlet en måned senere, hvor det var andre planter, der var i blomst. Jeg er bestemt ikke honningkender, men kunne dog smage en markant forskel på de tre slags. Her var det faktisk lige før, jeg på trods at min normalt meget lille honningindtagelse, alligevel købte noget, men det gjorde jeg altså ikke. Til sidst talte jeg med en dame i en grønsagsbod om tilberedning af okra, som er en grøntsag, som vi ikke ser så tit i Danmark. I USA's sydstater er den meget populær. Faktisk så populær at når vi i Danmark taler om, at en pige er "kommet ind med firetoget", brugte man længere mod nord i USA - i hvert fald tidligere - udtrykket "en pige lige fra okrabedet", altså lidt nedladende, men man brugte dog også udtrykket "an okra patch cutie" i en mere positiv betydning, nemlig om en "sydstatsskønhed". Tilbage til grønsagen. Selv har jeg kun smagt okra i forbindelse med cajunretten gumbo, hvor okra bliver brugt til at jævne suppen, men damen fortalte mig, at de var meget bedre, hvis de blev stegt. Man kan også spise bladene i salat, men det har jeg aldrig prøvet. Okra indeholder en stor procentdel af fibre, og ellers er resten stort set vand,  så det er også en ret sund spise, og selv om den virker meget "slimet" ved første øjekast er smagen ok, noget i retning af asparges.

Der sælges frugt og grønt på lørdagens Farmer's Market i Statesville.

Efter besøget på markedet vandrede jeg tilbage til mit B&B for at hente bilen, og så satte jeg kursen mod dagens først mål, Linney's Watermill, en gammel vandmølle ikke langt nord for Statesville. Jeg fandt også uden problemer Linney's Mill Road, men jeg var åbenbart uopmærksom, for jeg kom af en eller anden grund til at køre forbi møllen. Det undrede mig, at jeg ikke nåede frem til den, så til sidst satte jeg gps'en til, og kunne konstatere, at jeg skulle tilbage samme vej, som jeg var kommet. Og denne gang kørte jeg ikke forbi. Det viste sig at møllen egentlig ikke var særligt interessant i sig selv, men der var en lille hyggelig butik, som jeg besøgte. Her kunne man købe lidt af hvert, ikke mindst mel, men jeg afstod og gik bare rundt og så på varerne. Efter besøget her satte jeg kursen længere mod nord til byen Hamptonville. Eller rettere til et sted uden for Hamptonville, Shiloh General Store, en butik drevet af medlemmer af det lokale amish samfund. Denne butik var betydeligt større end butikken ved møllen, og med et særdeles bredt sortiment, mest af forskellige amishproducerede fødevarer og snacks, men også håndlavede møbler mm. Denne gruppe af amisher er åbenbart ikke helt så fremmed for moderne teknologi, som de mere ortodokse medlemmer af samfundet. Her var både elektrisk lys, man kunne betale med kreditkort via en helt almindelig online terminal, og butikken har sågar en hjemmeside. Her købte jeg nogle småting til at tage med hjem som gaver, fx noget syltetøj, nogle syltede agurker og lidt andet, der kunne holde til turen over Atlanten. Havde jeg boet i området, var der bestemt flere ting, jeg nok ville have købt så som friskbagt brød mm.

Næste stop var på min yndlingsvingård i såvel North Carolina som USA i det hele taget, nemlig Laurel Gray, som også ligger lige uden for Hamptonville og faktisk ikke så langt fra amishbutikken. Der ligger faktisk også en slags "forlystelsespark", The Corn Maze tæt på Laurel Gray, men den har kun åbent om efteråret, så den har jeg ikke prøvet. Det er vist også mest for børn. Det er blevet en tradition for mig, at når jeg er i det vestlige North Carolina, skal jeg besøge Laurel Gray, hvor Dorte og jeg var første gang tilbage i 2004, også selv om det betyder, at jeg skal køre en omvej. Det skulle jeg dog ikke ved denne lejlighed. Her fik jeg som sædvanligt en smagning, og som sædvanligt var vinen glimrende. Det var Benny Myers selv, som gennemførte smagningen, da de ansatte var travlt optaget af en større gruppe. Benny er gift med Kim Myers, og de to ejer stedet. Også her foretog jeg diverse indkøb, blandt andet et par flasker rose, og så noget BBQ sauce, som både jeg og Tim holder meget af, og som jeg havde lovet ham at købe. Som sædvanligt fik jeg brugt for mange penge, nemlig 133 dollars eller ca. 875 kr. Men sådan er det altså hver gang, jeg besøger stedet. Da jeg skulle betale, viste det sig imidlertid at mit MasterCard blev afvist, hvilket jeg ikke helt kunne forstå, og da jeg prøvede med mit Visa kort skete præcis det samme. Og selv om vi prøvede to gange med hvert kort, ændrede det ikke på noget som helst. Jeg var derfor nødt til at betale med kontanter, hvis jeg ville have noget med hjem. Og selvfølgelig havde jeg ikke 133 dollars i kontanter, så jeg var nødt til at spare en flaske ellers udmærket dessertvin og den ene flaske BBQ sauce væk. Så kom jeg ned på 108 dollars, og det kunne min kontantbeholdning dække, da jeg var i besiddelse af $112 ! Jeg undrede mig naturligvis over afvisningen, da mine kort havde virket upåklageligt dagen før, da jeg betalte for min aftensmad.

Ti minutter senere hævede jeg så kontanter uden problemer i en ATM (pengeautomat) på en tankstation. Så det må være noget, der var galt med deres system hos Laurel Gray, noget jeg dog ikke husker at have oplevet ved tidligere besøg, og de, der betalte lige før mig, havde ikke haft problemer. Efter at have sikret mig, at i hvert fald mit MasterCard virkede, fyldte jeg så benzin på bilen og købte en kop kaffe til mig selv. Jeg havde i øvrigt ikke flere problemer med kortet på resten af turen, hvilket bare bekræfter mig i min antagelse om at fejlen lå hos Laurel Gray, og da jeg genså Tim, mente han i modsætning til mig, at kunne huske, at vi havde haft et tilsvarende problem, da vi sammen besøgte stedet i 2016. Det skal nu ikke forhindre mig i at komme tilbage en anden gang.

Efter besøget på tanken, satte jeg kursen mod Granite Falls, som jeg også havde besøgt året før. Mit mål var at finde de vandfald, som havde givet byen navn, hvilket var mislykkedes ved mit sidste besøg året før, men nu var jeg blevet lidt klogere og mente, at det nok kunne lade sig gøre. I 2017 troede jeg, at der var tale om vandfald på Catawba River, en ret stor flod, som byen ligger ved, men nu havde jeg fundet ud af, at det ingenlunde var tilfældet. Der var i stedet tale om et vandfald på den meget mindre flod, Powder Creek. Fra Hamptonville er der ca. 60 miles til Granite Falls, så det tog omkring halvanden time, da jeg valgte ikke at tage motorvejen, som havde været hurtigere. I Granite Falls kørte jeg lidt omkring uden det store held, og vandfaldene kendte min gps ikke noget til. Jeg valgte derfor at parkere bilen i byens centrum, hvis man kan kalde det det. Lige overfor parkeringspladsen lå den lokale politistation, og jeg mente, at her måtte de kende stedet. Desværre var stationen lukket her en lørdag eftermiddag kl. lidt i to, så jeg måtte gå med uforrettet sag. Når man tænker på at der næsten altid er butikker og lignende, der har åbent døgnet rundt året rundt, var der forbavsende dødt i Granite Falls denne lørdag. Jeg følte mig næsten hensat til Spruce Pine en søndag, se artiklen Ud at se med GSMR. Jeg gik derfor lidt rundt i de nærliggende gader og kom forbi et lille bibliotek, som viste sig at have åbent. Der var ingen kunder i butikken, men der sad en mand ved en skranke, og han var meget hjælpsom. Han startede med at forklare, at der ikke var meget at se ved vandfaldene, men inviterede mig så ind bag skranken, hvor han havde fundet et kort frem på sin pc, og så viste han mig hvordan, jeg skulle finde stedet.

Granite Falls strømfaldene på Powder Creek i byen Granite Falls

Jeg takkede bibliotekaren og så gik jeg tilbage til bilen og satte kursen mod vandfaldene. Det viste sig, at nu hvor jeg vidste, hvor jeg skulle hen, var de faktisk ikke svære at finde. Jeg kunne bare ikke køre hele vejen, da denne var spærret af en bom. Her holdt der allerede en bil, så jeg parkeredee også min, og så gik jeg ellers det sidste stykke, langs med en sø, eller rettere en mølledam, The Old Millpond. Møllen så jeg ikke noget til, men jeg kom til en dæmning, hvor Powder Creek var opdæmmet for at skabe dammen, og herfra var der en nydelig udsigt over vandfaldene, eller rettere strømfaldene, for bibliotekaren havde ret i, at der ikke var meget vandfald at se. Men jeg fik da taget et par billeder, inden jeg gik tilbage til bilen. Tilbage i bilen blev jeg enig med mig selv om, at næste mål skulle være byen Newton, der er amtssæde i Catawba County, Hvorfor jeg ville dertil, ved jeg faktisk ikke, men det blev altså mit mål. Inden jeg kørte fra Granite Falls blev det til endnu en kop kaffe på en tankstation. Af en eller anden grund er kaffen på tankstationer ofte betydeligt bedre, end den man får på restauranter og hoteller. Den kaffe jeg havde fået på de tre B&B, hvor jeg havde boet var dog udmærket, og jeg må indrømme at selv hotelkaffen er blevet bedre i de senere år. Tidligere kunne man sige om kaffen på hotellerne, som min far plejer at sige, at "Her hjælper hverken tro eller håb; her hjælper kun bønner!" Da jeg kom til Newton kom jeg forbi en gammel kirke, som jeg vidste eksisterede, men som jeg ikke før havde besøgt, St. Paul's Church, som mere ligner en stor villa end en kirke. Kirken er en lutheransk kirke og bygningen stammer helt tilbage fra 1818, men mange af gravstenene på kirkegården er betydeligt ældre. Dem brugte jeg en halv times tid til at gå rundt og se på, inden jeg fortsatte min sightseeingfærd.

Newton er stort set vokset sammen med Hickory, den største by i Catawba County og med sine 40.000 indbyggere, den næststørste by i hele det vestlige North Carolina, og det blev mit næste mål. I Hickory ligger endnu et af de universiteter, som jeg allerede havde besøgt ret mange af på denne tur, og nu ville jeg altså også se Lenoir-Rhyne University, og fra kirken tog det kun et kvarter at nå til universitetet, som havde nogle nydelige bygninger. Universitetet er som mange andre universiteter i USA privat, og det er et ret lille universitet med kun omkring 2.500 studerende, hvoraf hovedparten (ca to tredjedele) er kvinder. Universitetet er grundlagt i 1891 og har et tilhørsforhold til den evangelisk lutheranske kirke. Mange private universiteter i såvel North Carolina som resten af USA, har en eller anden form for tilknytning til forskellige religiøse bevægelser, selv om man ikke behøver at være religiøs for at gå der. Bygningerne var som sagt nydelige, og da jeg havde set mig mæt på dem, fortsatte jeg til den lille by Conover, hvilket førte mig tilbage mod øst. Conover ligger ca. et kvarters kørsel øst for Hickory og lidt nord for Newton, hvor jeg jo allerede have været. Conover var en af de byer, jeg aldrig havde besøgt, men den så ret hyggelig ud, og jeg fik taget et par billeder inden jeg fortsatte til det sidste mål, inden jeg skulle vende næsen tilbage mod Statesville.

En lille del af Apples solcelle anlæg i Maiden.

Maiden hedder den by, jeg ville besøge, og den ligger ca 10 miles (16 km) stik syd for Conover. Maiden er en ret lille by med kun ca. 3.300 indbyggere. Der var to grunde til, at jeg ville besøge denne lille by. Den ene var byens eget navn for sig selv, "The Biggest Little Football Town in the World". Hvorfor byen kalder sig selv det, fandt jeg dog ikke ud af, men måske har deres high school et fodboldhold. Byens navn har heller ikke noget med jomfruer (maidens) at gøre, men kommer fra en græsart, som indianerne dyrkede og som stadigfindes i området, maidencane grass. Øv. Så nemt at blive snydt :-).  Den anden grund til at jeg ville besøge byen var, at her har Apple et af sine iCloud datacentre i en 46.000 m² stor bygning. Jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne komme indenfor, men jeg kunne da se steder udefra. Og det gjorde jeg så, mens jeg tog et par billeder ind gennem den låste port. Lige overfor datacenteret ligger den ene del af USA's største privatejede solcelle anlæg. 40 hektar med solceller. 3 miles væk ligger den anden del, som fylder 60 hektar. Trods størrelsen leverer de to anlæg tilsammen kun 60 % af den strøm, som datacenteret bruger. God fornøjelse Viborg! Også solcellerne fik jeg taget billeder af, og så satte jeg kursen tilbage mod Statesville. Her valgte jeg at tage motorvejen, så snart jeg nåede den, og jeg var tilbage omkring kl. 17.30. Jeg tømte bilen for alle de ting, jeg havde flydende omkring i løs vægt, og slæbte dem op på værelset, så jeg kunne få det hele pakket i mine to kufferter. Da jeg havde klaret det, bar jeg den ene af de to kufferter ned i bilen, så jeg kun havde den, der indeholdt det tøj, jeg skulle have på næste dag, oppe på værelset.

Da jeg var færdig gik jeg ud på min kun tredje motionstur på hele turen, og som den første blev den ikke specielt lang, kun omkring et par km. Undervejs passerede jeg turens sidste universitet, Mitchell Community College, hvor jeg fik taget nogle billeder med telefonen. Jeg sluttede min tur på North Center Street, hvor jeg indtog det sidste aftensmåltid i North Carolina for denne gang på en restaurant ved navn Twisted Oak, som lå lige ved siden af den foregående dags restaurant, Risto's Place (faktisk i samme bygning). Her havde jeg spist frokost i 2017, men nu var det altså aftensmad, der stod på programmet, og det blev til en omgang salat og turens første, men til gengæld store, nærmest gigantiske, burger, som jeg kun spiste ca. en tredjedel af. Og så en af turens få øl, en lokal en af slagsen. På vej tilbage til hotellet gik jeg selvfølgelig lidt mere rundt i byen og så på flere bygninger, statuer osv, men og uden at sætte tempoet så højt, at det kunne regnes som motion. Men jeg fik set en del, blandt andet Vance House, det hus hvorfra statens guvernør, Zebulon Vance regerede North Carolina i ca. en måned i 1865, efter af statshovedstaden Raleigh var blevet indtaget af nordstatstropper. I dag er huset museum, men der var nu lukket her henad kl. 21.30. Vel tilbage på kroen satte jeg vækkeuret til at ringe kl. 6 næste morgen efter at have aftalt med Lori, at jeg gerne ville have morgenmad kl. 7, da jeg havde en lang køretur for mig. Og så slappede jeg ellers af efter en meget udbytterig dag med særdeles mange indtryk, der skulle fordøjes. Vejret havde været godt hele dagen med solskin, få skyer og omkring 29-30 grader, men ikke specielt fugtigt, og jeg havde trods alt fået kørt 210 miles (338 km).