To lange, seje træk

Dagens tur var planlagt hjemmefra til at være feriens længste, ikke mindst fordi, vi faktisk havde forlænget den. Oprindeligt havde vi planlagt at vi skulle køre fra New Iberia til Tallahassee i Florida, men allerede inden vi tog hjemmefra, var vi blevet enige om at fortsætte helt til Lake City, for at gøre det lidt mere overkommeligt for mig næste dag.

To spændende steder, vi har besøgt før

Dagen før var vi gået glip af et besøg i Tabasco butikken, hvilket vi var kede af, da vi begge gerne ville købe nogle af de specialiteter, som man kun kan få der. Jeg har i hvert fald aldrig set dem andre steder. Vi havde set dagen før, at butikken åbnede klokken ni, så vi besluttede at være der på det tidspunkt, køre ind, købe det vi skulle, og så skynde os videre mod Florida. Det endte faktisk med, at vi var så tidligt på færde, at vagten ikke ville lukke os ind på Avery Island, så vi måtte vente ca. et kvarter, før vi overhovedet kunne komme ind på øen. Klokken 9.05 holdt vi uden for butikken, gik ind, købte det, vi skulle have (vi var velforberedte, så vi gik ikke rundt og kiggede, som vi ellers plejer) og var ude igen kl. 9.15. Sådan! Fordi vi ikke kiggede rundt og dermed ikke blev fristede, blev det knap så dyrt, som det normalt gør, når jeg er i den butik. Jeg måtte kun af med $ 37 (ca. 250 kr ) for 1 flaske almindelig Tabasco Sauce i 35 cl størrelse, 2 flasker Tabasco med hvidløg, 1 Tabasco Chipotle, 1 Tabasco Buffalo og 1 Family Reserve Tabaco, alle i 150 ml størrelse, og endelig en Habanero Tabasco, i den almindelige 60 ml størrelse, som vi kender Tabasco i herhjemme. Der var flere andre ting, jeg kunne have købt fx Jalapeno Tabasco Sauce, Tabasco Sauce med hindbær, Tabasco chokolade, Tabasco lakrids, Tabasco gele os så videre, og så deres nyskabelse, en sauce lavet på Carolina Reaper, indtil i år den stærkeste chili i verden* der produceres til forbrug og ikke kun for at se, hvor stærke de kan blive. Styrken på chilierne, der bliver brugt til saucen er i gennemsnit 1,5 millioner scoville (måleenhed for chilifrugters styrke). Til sammenligning ligger de ellers ret stærke habanero og scotch bonnet på omkring 200.000 scoville, en jalapeno omkring 5-6.000 og en almindelig tabascochili på omkring 40.000. Det var nu ikke styrken, der afholdt mig fra at købe, men mere at der jo også skulle være plads til det i kufferten, og det var ikke det eneste, vi købte undervejs til at tage med hjem. Det var det første af overskriftens to spændende steder.

* Netop i år er den blever ovegået af en anden art chili, Dragon's Breath, som er en anelse stærkere.

Klokken 9.15 forlod vi altså butikken og 9.20 Avery Island og vendte tilbage til New Iberia. Undervejs fik vi set se samme marker med sukkerrør, som vi altid ser, men som vi denne gang fik fotograferet. Vi så endnu flere da vi satte kursen mod sydøst ad US Highway 90, der fører i en bue ned i den sydligste del af staten. Det havde måske været hurtigere at køre tilbage til Lafayette og tage I-10 derfra, men det var bestemt kønnere ad US 90. Vi nåede op til I-10 nær New Orleans forstaden Kenner, og bortset fra at vi tog I-610, en genvej, der fører uden om New Orleans og tilbage til I-10, i stedet for at tage I-10 selv, der fører ind gennem byens centrum, blev vi på denne motorvej resten af dagen, i hvert fald det meste af den. Ved at tage I-610 i stedet for I-10 sparer man ca. 3 miles (4,5 km), men en del i tid, da der meget ofte er kø på I-10. Vel på den anden side af New Orleans satte vi kursen mod grænsen til Mississippi, og undervejs passerede vi den bro, der går over den østlige del af Lake Pontchartrain. Vi har kørt denne tur før, og hver gang er vi vendt tilbage til US 90, der følger kysten tæt og er strandvej, det meste af vejen gennem staten, men denne gang blev vi altså på motorvejen. Strækningen gennem Missisippi er kun ca 125 km, og på denne tur gjorde vi ingen ophold. I Alabama er strækningen endnu kortere, nemlig kun 105 km, men her gjorde vi et stop. Vi passerede Mobile, hvor motorvejen dels fører gennem en tunnel under Mobile River for kort efter at føre over en ret lang bro over flere floder, der munder ud i den nordlige del af Mobile Bay. Undervejs passerer man USS Alabama, et slagskib fra 2. Verdenskrig, der i dag fungerer som museum, men det havde vi ikke tid til at besøge ved denne lejlighed.

Oasis Travel Center i Alabama, indgang gennem en halv VW minibus.

Et stykke efter Mobile lå der et interessant tankstationsanlæg, Oasis Travel Center, som vi havde besøgt i 2016, og der besluttede vi at indlægge et stop, hvor vi kunne få lidt at spise og en kop kaffe, og hvor noget går ind, skal noget andet ud, og det kunne vi så klare ved samme lejlighed. Man kommer ind i butikken, der er ret stor, gennem en "oversavet" VW minibus, og inden for findes flere spisesteder, butik, og meget andet og kasseområdet er indrettet i et lille piratskib. Uden for står forskellige busser og jernbanevogne som er indrettet som siddepladser for spisestedernes gæster. Et ret spændende sted som er det andet af de to, som overskriften omtaler. Efter et ophold på ca. 30 minutter her vendte vi tilbage til motorvejen og fortsatte mod Florida. Vi havde fyldt benzin på bilen inden vi forlod New Iberia, men dagens etape var så langt, at vi måtte fylde op igen, kort efter at vi havde passeret statsgrænsen til Florida ved Pensacola.  Derefter fortsatte vi gennem (eller rettere uden om) Tallahassee og videre til Lake City uden flere ophold. Vi havde på nettet fundet et hotel, der lå et stykke nede ad I-75, og vi havde ingen problemer med at få værelse, selv om det var dagen efter nationaldagen. Da vi nåede frem, var klokken ca. 20, men vi havde også mistet en time undervejs. Det havde vi også ved to tidligere lejligheder, og begge gange i forbindelse med lange stræk. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør vi stort set hver gang. Vi må se at blive bedre til at planlægge. Men nu var vi så på østkysttid, og skulle derfor ikke skifte tidszone mere. Som i New Iberia lå der også her en Ruby Tuesday lige ved siden af hotellet, så den hjemsøgte vi. Da vi ikke skulle køre hjem, fik vi her turens første drink. Det havde vi ikke fået sidst vi kunne gå hjem til hotellet, men her fik vi altså begge en mojito, eller i hvert fald en slags, mojito. De meddelte, at de var udgået for mynte, men vi tog den alligevel, og den smagte da også udmærket.

Det havde været overskyet det meste af dagen, men heller ikke mere. I hvert fald ikke før vi nåede Florida, The Sunshine State, så brød uvejret løs med en gevaldig tordenbyge, som dog kun varede omkring 30 minutter, så stilnede det af, og da vi nåede Lake City skinnede solen gennem skyerne. Dagens etape endte med at blive den længste vi endnu havde kørt i USA, 625 miles eller 1006 km. Den hidtil længste dagsmarch var fra Wilkesboro til Raritan i New Jersey i 2012, men den tur var "kun" 973 km.

Bare et kort stykke til

Næste dag skulle vi så skilles, i hvert fald for en tid. Tim skulle blive i Flagler Beach hos sin gode veninde (ikke den slags veninde), Lexie og hendes forældre, mens jeg skulle op for at besøge mit yndlingsområde i USA, det vestlige North Carolina og nogle af de mennesker, jeg kender der. Men først skulle vi til Flagler Beach, en tur på 130 miles (210 km). For at jeg skulle kunne nå så langt som muligt nord på, stod vi tidligt op, og forlod hotellet allerede omkring kl. 8.00. Vi kørte tilbage til 10'eren og videre ad denne mod øst til Jacksonville, Floridas største by. Her tog vi en ringmotorvej rundt om byen og så I-95 mod syd til Flagler Beach. Det var en tur på ca. 2 timer, og inden vi kørte ud til Lexie, tankede vi igen, så bilen var klar til min videre færd mod nord. Lexie boede to veje fra stranden, og vi fandt det ret nemt. Vi havde satset på at være der kl. 10, og den var 10.10, da vi nåede frem. Tim blev vel modtaget af Lexies forældre, der lovede mig at passe godt på ham, til jeg kom tilbage :-). 10.30 var jeg ude af døren igen og kunne sætte kursen nord på, igen ad I-95, men nu i modsat retning. Jeg skulle blive på denne motorvej op gennem Florida og Georgia til omkring Charleston i South Carolina, hvor jeg så skule skifte vej. Min plan var, at jeg ville nå til Columbia, statshovedstaden i South Carolina og så finde et hotel der. Da jeg ikke vidste præcis, hvor langt jeg gad køre, havde jeg ikke bestilt hotel, og det viste sig at være meget godt. Turen gik helt glat bortset fra nogen køkørsel ved diverse vejarbejder, ikke mindst omkring Jacksonville, Savannah i Georgia  og Charleston i South Carolina. Her skiftede jeg til I-26 og så gik det ellers lystigt mod nordvest.

Det småregnede, da jeg nåede North Carolina

Da jeg nåede Columbia gik trafikken helt i stå, og der var ret lange køer. Til gengæld var klokken kun 15.30, så jeg besluttede i stedet at finde en tank og fylde bilen op, og så fortsætte lidt længere. Der var flere mindre byer undervejs mod nord, hvor jeg kunne overnatte, og I-26 passerer også Spartanburg, som er en ret stor by med over 300.000 indbyggere i det såkaldte metroområde (Storspartanburg kan man vel kalde det). Efterhånden som jeg nåede de forskellige småbyer med deres hoteller ved motorvejsfrakørslerne, sagde jeg hver gang til mig selv, at jeg godt kunne blive ved lidt endnu, og da jeg nåede Spartanburg, var klokken stadig ikke så mange, så nu tog jeg skridtet fuld ud og ville fortsætte til den lille by Tryon lige på den anden side af statsgrænsen til North Carolina, så det gjorde jeg. Hvis nogen husker artiklen Kurs mod øst (ellers læs den igen), vil man huske, at jeg i Las Cruces havde købt et adapterstik så jeg kunne lade diverse udstyr, så som mobiltelefon, tablet, kameraer mm. På en eller anden måde var det imidlertid lykkedes for mig at skille mig af med dette adapterstik igen, hvilket jeg havde opdaget dagen før i Lake City. Om det er sket i Abilene, Bonham eller New Iberia ved jeg ikke den dag i dag, men nu skulle jeg altså have købt et nyt endnu en gang. Da jeg nåede Tryon eftersøgte jeg derfor adressen på et Walmart, hvor et sådant kunne anskaffes, men desværre var der absolut ingen Walmarts i Tryon. Faktisk lå det nærmeste i Hendersonville, yderligere 20 miles mod nord, så jeg fortsatte. På nuværende tidspunkt var det igen begyndt at regne, og det blev det ved med resten af dagen og aftenen, men heldigvis ikke i skybrudsagtige mængder.

Jeg fandt da også et Walmart og fik købt det nødvendige, og det viste sig at holde resten af turen og ligger nu klar til næste gang. Jeg har nu fire af den slags adaptere, så hvis jeg tager dem alle sammen med på næste års tur, er der vel en chance for at et af dem kommer med hele vejen rundt. Efter besøget i Walmart fandt jeg så et hotel - eller rettere jeg besluttede mig for at bo på det samme hotel, som hele familien boede på ved vores allerførste besg i USA tilbage i 2000. Det var ikke helt billigt, faktisk det næstdyreste overnatningssted på hele turen, kun vores hotel i Miami var dyrere, men der var vi to til at dele; godt 1.000 kr. var prisen for en overnatning. Til gengæld måtte man have kæledyr med, hvilket jeg ikke havde så meget glæde af, men på hotellet ligger en mexicansk restaurant. Her spiste vi i 2000, og her valgte jeg at spise igen. Endnu en gang kunne jeg gå til mit værelse, som lå lige overfor restauranten, så endnu en gang fik jeg en lille en, denne gang i form af en margarita. Hvad jeg spiste har jeg glemt, men det var ikke særligt dyrt. Hele herligheden inklusive drink stod mig i $27  eller ca. 175 kr. Glemte jeg at sige at der var happy hour? Det betød at min margarita var til halv pris. Da jeg opgjorde dagens kørsel, viste det sig, at jeg havde kørt endnu længere en dagen før, nemlig 630 miles (1.013 km) inklusive turen fra Lake City til Flagler Beach, og af disse havde jeg kørt præcis 500 miles (804 km) alene. Så de to dages samlede forlægning endte med at blive 2.019 km. Egentlig ret pænt, når jeg selv skal sige det.