Op og ned

Endnu en dag uden at have planlagt nogen aktiviteter på forhånd. Det vil sige, jeg havde planlagt et besøg på Caldwell Histioric Museum, mest for at besøge deres læsesal, men det opgav jeg - eller rettere jeg udsatte det til dagen efter. Det skyldtes, at det gik op for mig, at de først åbnede klokken 10, og da jeg allerede var ved museet kl. 9.15, gad jeg ikke vente i tre kvarter. Jeg besluttede derfor at køre lidt omkring så længe, og så vende tilbage når stedet var åbent. Inden jeg forlod museets lille parkeringsplads ringede jeg imidlertid til John Hawkins, som er tidligere direktør for museet, og som jeg har mødt ved flere tidligere lejligheder, og vi aftalte, at vi skulle spise frokost sammen torsdag på en restaurant, hvor vi også tidligere havde spist frokost. Restauranten var lukket ved mit seneste besøg, men nu var den genåbnet med nye ejere, og John sagde at det var blevet et godt sted. Mit første mål blev den lille bebyggelse Moravian Falls, som ligger lige syd for Wilkesboro, og ikke mindst vandfaldet af samme navn. Sidst jeg havde været der, var det sommer, og der var ikke meget vand i faldet, men nu var det forår, og jeg ville se, om der var mere gang i vandet på den tid af året. Det viste sig at være tilfældet, selv om der ikke var helt så meget vand, som da jeg for nogle år siden besøgte stedet  i november måned.

Udsigt fra Mount Jefferson i Ashe County.

Nu var tiden så vidt fremskreden, at jeg kunne vende tilbage til museet, men men da jeg kom tilbage og gik inden for, var der ikke et øje at se. Jeg kunne høre en kvindestemme fra et af baglokalerne, som tydeligvis havde gang i en telefonsamtale, så i stedet gik jeg lidt rundt og så på de udstillede genstande, ikke mindst fotografierne fra det gamle Caldwell County. Da der ikke være mere at se, og damen stadgi talte, opgav jeg ævrede og besluttede mig for at komme tilbage næste dag. I stedet ville jeg køre køre nordvest på; faktisk til det nordvestligste amt i North Carolina, Ashe County. inden jeg kom så langt, gjo0rde jeg dog et stop på kirkegården Mount Pleasant Baptist Cemetery i den vestlige udkant af Wilkesboro, lige ved US 421. Dagen før havde en af mine lokale bekendte slået et indlæg op på Facebook om et passionsspil i kirken, hvor hun skulle medvirke i løbet af påsken. I 2018 havde hun spillet en af rollerne, Celia Scott, i friluftsforestillingen Tom Dooley - A Wilkes County Legend, og jeg havde kommenteret opslaget med at spørge, om hun vidste, at selv samme Celia Scott, faktisk lå begravet på kirkegården der, hvilet det viste sig, at hun ikke vidste. Jeg havde derfor lovet at postere et billede af gravstenen. Jeg var måske lidt kæphøj, da jeg lovede det, for i 2015 ledte jeg efter stenen i 45 minutter i 5 graders varme iført shorts og T-shirt uden at finde den (det med temperaturen fandt jeg først ud af, da jeg kom tilbage til bilen og så på termometeret. De foregående dage havde den svinget mellem 20 og 28 grader). Nå, men grunden til,, at jeg var kæphøj var, at jeg ved hjælp Tim og hans mobile internetadgang faktisk havde fundet stenen i 2016, og nu havde jeg en hel god ide om, hvor den stod. Det gjorde den bare ikke! Der, hvor jeg mente at kunne huske, at den var, var den i hvert fald ikke. En dame, som var ved at sætte blomster på en anden grav, kunne desværre ikke hjælpe. Jeg måtte derfor selv på nettet via min telefon, finde et billede af stenen, og så lokalisere den ud fra de ting, der var i billedets baggrund, og efter omkring et kvarters søgen, lykkedes det faktisk for mig at finde den og få taget det famøse billede. Tilbage i bilen skyndte jeg mig at få det lagt op på Facebook, så Kimberley kunne se, at jeg havde ret. Jeg er sikker på, at såfremt jeg nogensinde skal finde stenen igen, har jeg igen glemt, hvor den står, og med de typisk lange lige rækker af ret ensartede gravsten, som præger amerikanske kirkegårde, er det heller ikke så nemt.

Så kunne jeg med ro i sindet sætte kursen mod Ashe County. I byen West Jefferson havde jeg i 2017 indtaget en glimrende frokost, men det var nu ikke derfor, jeg ville til netop det amt.. Jeg ville se om jeg kunne finde op på toppen  af Mount Jefferson, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt over det omgivende landskab. Jeg satte derfor kursen vest og senere nord på ad først US 421 og derefter US 221, som på denne strækning er en forholdsvis smal, tosporet og snoet vej. Det viste sig da også, at der var vejarbejde på en stor del af stækningen, fordi man var i gang med at udvide vejen til fire spor, hvilket forsinkede mig en del, men jeg havde jo ikke travlt. På vej derop besøgte jeg amtets administrative centrum (amtssædet), som bare hedder Jefferson. Jeg fandt uden problemer bjerget, som er 1.422 m højt, eller i hvert fald er toppen 1.422 m over havets overflade. Faktisk ligger toppen kun ca. 500 m højere end byerne nede i dalen.  Det er muligt at køre ad en lille vej til en parkeringsplads ikke så langt fra toppen, hvorfra der så går en asfalteret vej/sti resten af vejen op til toppen, hvor der i øvrigt er en radiomast. Jeg satte bilen, bevæbnede mig en flaske vand og gik de omkring 500 m. der var fra parkeringspladsen til toppen. Det gik noget op ad, men enten var der ikke så stejlt, eller også er jeg kommet i bedre form, en jeg var ved mit besøg i Hanging Rock State Park, se artiklen Mod dumhed kæmper... fra 2017; måske en kombination af begge. Udsigten fra toppen var nydelig, selv om den var begrænset en del af varmedis, men jeg fik da taget nogle billeder både ned over Jefferson og West Jefferson foruden det omgivende landskab, inden jeg gik tilbage til bilen. Navnet Mount Jefferson er i øvrigt forholdsvis nyt. Tidligere havde bjerget det ikke så flatterende og ikke mindst politisk ukorrekte navn Nigger Mountain. En historie fortæller, at navnet skyldes at slaver der var undsluppet fra slaveejere i det norvestlige North Carolina skjulte sig på bjerget, når de var på vej nord på til områder, hvor slaveri ikke blev brugt. Om historien er sand, skal jeg ikke kunne sige. En anden historie fortæller nemlig, at bjerget havde fået sit navn fra den sorte granit, som meget af bjerget består af. Senere omdøbte man bjerget til Negro Mountain, men da dette ord heller ikke længere var gangbart, fandt man altså på at omdøbe det til Mount Jefferson efter byen, det lå ved.

Blowing Rock - klippen hvor vinden altid blæser op nede fra dalen. Klippen ligger på grænsen mellem Watauga otg Caldwell County.

Det var nu blevet tid til at sætte kursen hjem, så jeg satte min gps til at vise mig vej til Boone i første omgang. Det viste sig, at den viste mig (god ordkombination her) tilbage ad US 221 til US 421, så den den vej tog jeg. Fra Boone kan man tage US 321 (der er en masse 21'ere i dette område og de mødes i Boone) tilbage til Lenoir, så det gjorde jeg. Sådanne trecifrede US Highways er normalt såkaldte "spurs" altså udløbere fra en hovedvej med et tocifret nummer, i dette tilfælde US Route 21, som underligt nok ikke kommer i nærheden af Boone. Alle tre omtalte udløbere betydeligt længere end den vej, de er udløbere af. US 21 er således omkring 635 km mens US 421, den længste af de tre, er over 1.500 km - men det var et sidespring. Da jeg nåede Blowing Rock besluttede jeg mig for gøre et kort ophold her, for at gense klippen, som Tim og jeg besøgte i 2014. Entreen var steget en hel dollar til $7, men til gengæld var jeg blevet 62, så jeg fik $1 i pensionistrabat. Selv seks dollars er faktisk lidt i overkanten, for så meget er der ikke at se, men klippen, hvor vinden altid blæser op nede fra dalen, ligger på privat grund, så derfor. Jeg fik dog genset klippen og udsigten, selv om det var svært at få taget billeder uden børn, som der var mange af den dag - og de ville alle gerne kravle på på klippen, så deres forældre kunne tage billeder af dem, eller de selv kunne tage selfies. På vej ud, skal man gennem souvenirbutikken, og jeg benyttede lejligheden til at købe en lille ting til mit barnebarn. På vej ud af Blowing Rock passerer man Eastern Continental Divide, så her stoppede jeg, og tog et billede af skiltet. Alt vand, der falder øst for denne fiktive linje, løber ud i Atlanterhavet. Alt det vand, der falder vest for løber også ud i Atlanterhavet, men via Den mexicanske Golf.

I artiklen, Det er koldt på toppen, fortalte jeg hvordan mit benzinforbrug havde ændret sig, da jeg kørte op i Blue Ridge Mountains, fra et typisk gennemsnit på 38 miles pr. gallon til kun 17 miles pr. gallon. Også på vej fra Blowing Rock til Lenoir ændrede det sig, ikke mindst på den første del af turen, hvor det går ret meget nedad. Det meste benzinforbrugsmåleren kunne vise var 99 miles pr. gallon, og der stod den ret konstant på store dele af turen ned fra bjergene, og samlet set lå forbruget på 58, fra jeg forlod Blowing Rock, til jeg var tilbage på mit B&B. Da jeg kom tilbage, opdagede jeg, at jeg undervejs havde tabt mine nøgler, som jo rummede såvel nøgle til hoveddøren som til værelset, men heldigvis tog Rose det pænt, og gav mig bare et nyt sæt nøgler. Jeg slappede af på værelset et par timer inden jeg skulle have aftensmad, og denne gang tog jeg bilen og kørte ud til en Ruby Tuesdag, hvor jeg har spist rigtigt mange gange. Her valgte jeg at indtage deres salatbar som hovedret, hvilket er noget dyrere end når man får dem som tilbehør, men der må man også kun gå en gang. Her måtte jeg gå til baren så tit jeg ville. Efter maden vendte jeg tilbage til The Irish Rose, hvor jeg hyggesnakkede et par timer med Rose, hendes nabo, som er jordemoder og hendes revisor, som havde gang i regnskaberne. Til sidst tak jeg mig imidlertid tilbage for natten efter at have bestilt morgenmad til næste dag. På trods af en del køren omkring havde jeg ikke set en eneste af de lastbiler, vi tæller, men det det havde jo også mest været på mindre veje.