Museer og udstillinger

Dagen før havde jeg opgivet at besøge det lokalhistoriske museum i Lenoir, men det skulle der nu rådes bod på, så jeg trak tiden ud med at sludre med Rose efter morgenmaden, tilbringe lidt tid på værelset, og først da den var 10.15 forlod jeg mit B&B, for at køre ned til museet, som åbner kl. 10.00. Turen fra B&B til museum tager ca. 3 minutter i bil, og da jeg skulle videre til Statesville efter museumsbesøget, valgte jeg at køre fremfor at gå, hvilket jeg normalt ville have gjort. Denne gang var der mennesker på museet, faktisk var der et eller andet arrangement i gang, hvor en kvinde dels fortalte og dels spillede guitar og sang for et henrevet publikum på fire ældre damer, der ikke fyldte meget på de opstillede stolerækker. Jeg kontaktede imidlertid en dame, der så ud som om hun hørte til, og det viste sig også senere at være "den regerende museumsdirektør", Cindy Day. Jeg forklarede hende, hvad jeg var interesseret i, og hun viste mig ind på læsesalen, hvor jeg tidligere har siddet og studeret gamle avisudklip, scrapbøger mm. Desværre havde hun lidt problemer med at finde de ting, jeg gerne ville se, i hvert fald nogle af dem - og da jeg havde en aftalte i Statesville kl. 12, havde jeg ikke hele dagen for mig. Jeg fik dog bladret en anelse, og så aftalte jeg med hende, at hun skulle finde tingene frem senere, og så kunne jeg komme tilbage næste dag og studere videre.

Den nybyggede kopi af Fort Dobbs fra ca. 1750.

Turen fra Lenoir til Statesville er godt 40 miles og varer normalt omkring 50 minutter, men fordi jeg kom til at køre bag en langsom lastbil på et sted, hvor det var umuligt at overhale tog det rundt regnet fem kvarter, men kl. 11.50 holdt jeg uden for Statesville Historical Collection, hvor jeg havde aftalt at mødes med Charlotte og Bill Barnes. De kom ca. 5 minutter senere, og efter at have hilst på hinanden gik vi indenfor, og hilste også på stedets grundlægger og "bestyrer", Steve Hill, som vi ikke denne gang havde adviseret om vores besøg, men Steve havde som sædvanligt god tid, så vi hyggesnakkede med ham og såvel Tom Dooley, som om mange andre emner i et par timer. Undervejs kom andre til, hvoraf nogle var frivillige i samlingen, fx John Moose, som var særdeles vidende om lokalhistorie, men også "almindelige" besøgende, hvoraf nogle bare så på museet, mens andre slog sig ned ved bordet og lyttede til - og for nogles vedkommende - deltog i vores samtale. Det var rigtigt hyggeligt, som sædvanligt, når jeg er på de kanter. Efter et par timer, havde Steve og de frivillige andre gøremål, og Bill foreslog så, at han, Charlotte og jeg skulle køre op og se Fort Dobbs, et historisk fort lidt nord for byen (eller rettere i dennes nordlige udkant).

Jeg besøgte Fort Dobbs i 2015, se artiklen De første spøgelser og mord fra det år. Dengang bestod det historiske site af et fordybning i jorden, en brønd, en mindesten, og så en kopi af et blokhus, der fungerede som visitorcenter og souvenirbutik, men Charlotte og Bill kunne fortælle, at der var sket en hel del siden dengang. Og det skal jeg da love for, at der var. Da vi kom ud til stedet, var der opført en massiv bygning i træ, som altså var en kopi af de oprindelige fort. I modsætning til de forter, mange sikkert kender fra westernfilm og lignende, var dette fort, der oprindelig blev opført i 1750rne, ikke forsynet med en kraftig palisade med indvendig løbegang rundt om selve fortet. Her havde der kun været en forholdsvis spinkel palisade udenb løbegang. Til gengæld var selve bygningen ret så solid, bygget af såkaldt hvideg, et stedsegrønt træ, der vokser mange steder i de amerikanske sydstater, og som er kendt for at være meget modstandsdygtigt over for slag. Den berømte fregat, USS Constitution, som kan ses ved Boston, er bygget af samme materiale, og  den kaldes "Old Ironsides" fordi kanonkuglerne simpelthen prellede af på den. Ikke bare er den bygget af hvideg, men af ret kraftige bjælker; de nederste var således 12 tommer (30 cm) tykke, højere oppe 8 tommer og de øverste lag kun 6 tommer. Og sådan er kopien også bygget. Den meget flinke unge mand, der fortalte os om stedet, kunne også fortælle, at man nu var næsten færdig med  byggeriet og regnede med at kunne holde åbning i september eller oktober.
 

Efter besøget kørte vi tilbage til Statesville, hvor vi spiste tidlig aftensmad (ca. kl. 17) på en italiensk restaurant, som jeg aldrig havde spist på før, men som viste sig at være ganske udmærket. Efter maden sagde jeg farvel Charlotte og Bill, som skulle tilbage til deres hjem i Matthews, en tur på knap 100 km. Vi skulle mødes igen i Davidson syd for Statesville dagen efter for at høre Rob McHale og gæster optræde på Summit Cafe, og vi aftalte at vi skulle spise aftensmad sammen inden da. Koncerten skulle starte kl. 19, så vi ville mødes kl. 17. Jeg gik tilbage til det sted, hvor jeg havde parkeret bilen og nød vejret, 25 grader og helt vindstille. Jeg tog I-40 tilbage mod Hickory og derfter nord på til Lenoir ad US 321. På trods af 40 km på motorvej, så jeg kun to tælbare lastbiler, nemlig to repræsentanter for Schneider. Tilbage på The Irish Rose fik jeg som sædvanligt en sludder med Rose inden jeg trak mig tilbage til værelset.