De første to dage

Så var det endelig blevet tid til årets sommertur til USA. Denne gang skulle jeg, som nævnt i den foregående artikel, være sammen med Tim, i hvert fald i begyndelsen og slutningen af ferien. Som man kan læse under Planlægning 2019, havde planen længe være på plads, men som sædvanligt holdt den ikke helt. Denne gang var det dog forholdsvis uforskyldt, men mere om det, når vi kommer så langt. Da vi tjekkende ind online dagen før afgang, kunne Tim ikke udskrive boardingpass til turen over Atlanten, men skulle henvende sig i lufthavnen, hvad vi jo skulle alligevel for at aflevere vores kufferter.

Til USA

Eventyrlounge i lufthavnen i Kastrup.

I første omgang skulle vi af sted, og det gik særdeles fint. Vi blev kørt i lufthavnen af Carsten (svigersøn). Jeg havde begge mine boardingpass, og Tim fik også sit nummer to med en eller anden markering på, som, fandt vi ud af, betød, at han skulle ekstra sikkerhedskontrolleres, men det var først i London. Da vi var lufthavnen i god tid, fik jeg købt en aftershave i taxfree, og  derefter var der stadig god tid til, at vi dels kunne nå at købe vingummi i kiosken (som gave til børnene) og dels spise morgenmad i Eventyr Lounge, som er British Airways lounge i Kastrup. Flyveturen til London var lige så kedelig, som de plejer at være, og også i London var der god tid, så vi både fik taget et billede af Tim og den (en af de) berømte "hest med lampeskærm" figurer, som står ved den sydlige lounge i A-gates. Vi kom nu aldrig ind her, da boardingpasskontrollanten ved indgangen fortalte os, at det var bedre at tage til B-gates, hvor vi skulle flyve fra, og hvor der også var en lounge, så det gjorde vi. Denne lounge var noget mindre end den, vi plejer at bruge, men til gengæld var der ikke nær så mange mennesker, og så var vi kun få meter fra den gate, vi skulle flyve fra. Da vi skulle gå ned til flyet, blev Tim så stoppet, sammen med nogle andre, som også var udtaget til ekstra kontrol. Denne gik stort set ud på, at han skulle tømme sin rygsæk og tage sine sko af. Disse samt indholdet at rygsækken blev så skannet for sprængstof, og det havde han ikke noget af, så vi fik lov til at gå ombord.  Da vi nåede frem, kunne vi se at også hans kuffert havde været åbnet. Han var simpelthen blevet udtaget som stikprøve.

Vi sad ikke ved siden af hinanden på turen til New Orleans, men let forskudt. Jeg havde gangplads på række 6 og Tim på række 7 på den modsatte side af gangen, men der var faktisk flere meter mellem os. Ikke at det gjorde noget, da vi begge håbede på at kunne få en smule søvn undervejs, hvilket lykkedes for os begge. Da vi kom frem og skulle gennem immigration måtte vi stå i kø i næsten en time, der var kun to sluser åbne for ikke-amerikanske statsborgere, og der var ret mange fly, der var ankommet nogenlunde samtidigt. Samtidigt var grænsepoliteiet ikke de hurtigste, men ham, der kontrollerede os, var utroligt flink, da det endelig blev vores tur. Det er ikke altid, at de er det. Da vi kom ud til bagagebåndet stod vores kufferter og ventede og tolden kom vi igennem også uden problemer. I modsætning til mange andre lufthavne, skal man ikke transporteres med bus ud til biludlejningsselskabernes kontorer og parkeringspladser. Her går man ud til dem, og der er da heller ikke langt. Her var der faktisk kun et enkelt par eller to foran os, så det gik ganske hurtigt at få bilen. Den holdt i et parkeringshus lige ved siden af kontoret og viste sig at være en SUV, hvilket vi aldrig har haft før, en Kia Sportage. Som jeg tidligere har fortalt, lider biler i USA af at være udstyret med, efter bilens størrelse, meget små bagagerum, og det var også tilfældet her. Vi fik fint plads til vores kufferter, men så var rummer også fyldt, så vi kunne konstatere at såvel vores rygsække, som den isboks, vi plejer at købe på hver tur, måtte på bagsædet. Men bortset fra dette, viste det sig at være en ganske udmærket bil, der, som Tim kunne konstatere, havde en meget lille vendediameter - hvilket er en fordel i en snæver vending. Det eneste, vi kunne klage over, var faktisk at bilen ikke var gjort særligt godt ren om overhovedet. Vasket var den i hvert fald ikke, og der var en del insektlig på forruden. Vi kunne konstatere at den havde nummerpladser fra Illinois, så vi blev enige om, at den nok lige var kommet ind, havde fået benzin på, og så blev udleveret til os, som jo skulle afleveres i Washington. På den måde skulle de ikke undvære en af deres lokale biler.

Vi forlod lufthavnen med mig bag rattet og satte kursen mod det første sted, vi skulle overnatte, New Iberia i Louisiana, en tur på ca. to timer, så vi regnede med at kunne være fremme omkring kl. 23, selv med en spisepause undervejs. Bortset fra en kort strækning på motorvej lige efter lufthavnen, foregik hele turen på US Highway 90, som går i en bue mod syd, så selv om Louis Armstrong International Airport og New Iberia faktisk ligger på højde med hinanden, er turen altså ikke en ret linje. Efter ca. en time var vi nået til Morgan City, og her valgte vi at spise aftensmad. Det blev på en restaurant fra kæden Shoney's, som Dorte og jeg spiste meget på i 2002 og 2004, og som Tim og jeg tidligere havde forsøgt at finde uden held - men nu lykkedes det altså. Maden var udmærket, og selv om  den var blevet næste 21.30 og køkkenet lukkede kl. 22, fik vi det, vi gerne ville have. Derefter byttede vi plads, så Tim kørte resten af vejen til New Iberia, selv om han undervejs talte om, at han var meget træt, og at vi måske skulle bytte igen. Det gjorde vi så ikke, for vi var på det tidspunkt kun få miles fra hotellet.

På hotellet havde vi bestilt værelse hjemmefra, så det gik hurtigt med at få tjekket ind, og komme til køjs. Vi skulle tidligt op næste morgen, da vi havde en lang køredag, og lige skulle et par ærinder inden vi kunne sætte kursen nord på.

Mod nord til Texas

Efter at være stået op og have gjort mig klar, gik jeg ned og spiste morgenmad, mens Tim klarede, hvad han skulle, Han ville ikke have morgenmad. Da jeg kom tilbage var han så klar til afgang. Vi bar kufferterne ned til bilen, og tog af sted. Første stop var det lokale Walmart, hvor vi købte den ovenfor omtalte isboks, vand og is, så vi kunne være selvforsynende med koldt vand på turen. Ved samme lejlighed købte vi også sololie, da vi kunne se på vejret, at det ville blive nødvendigt. Derefter kørte vi mod syd til Avery Island, hvor vi havde planlagt at besøge Tabasco fabrikkens country store, hvilket vi stort set altid har gjort, når vi har været på de kanter. Butikken åbner kl. 9, og da den kun var ca. fem minutter over, da vi nåede frem, var vi faktisk de eneste i butikken på det tidspunkt. Det betød, at de ansatte havde god tid til at snakke. Først talte vi med de to unge piger, der delte smagsprøver ud, og senere med damen, der stod i kassen, da vi skulle betale. Da hun hørte, at vi skulle have vores ret store indkøb med til Danmark, blev hver enkelt flaske emballeret i bobleplast efter alle kunstens regler, så det tog en rum tid, før hun var færdig. På det tidspunkt var de to unge damer, som åbenbart kedede sig smagsprøveafdelingen, også kommet hen til kassen, og det fik det ikke til at gå hurtigere, at vi nu også talte med dem- Jeg bør nok lige nævne, at en af de smagsprøver, vi havde fået, var på deres nye sauce, lavet på Trinidad Moruga Scorpion chilifrugter, som regnes for den næststærkeste chili i verden, kun overgået af Carolina Reaper, som Tabasco havde forsøgt sig med året før, men den sauce var ikke længere i produktion. Scorpionen var da også rigeligt stærk - ikke mindst når man fik den på en lille ske uden noget til at tage den stærke smag. Afkøling med lidt habanerochiliis hjalp dog lidt. Alt det snak og hjælpsomhed betød, at hvor vi året før havde klaret hele besøget på ca. 10 minutter, kom det denne gang til at vare næsten 45.

Granny Lou's B & B i Bonham, Texas. Tms værelse var i tårnet, mit i værelset med karnappen.

Da vi kom tilbage til New Iberia (der er kun en vej ud til Avery Island, og man skal samme vej tilbage) tog vi 90'eren mod nord til Lafayette, hvor denne vej svinger mod vest og følges med Interstate Highway 10. Vi fortsatte imidlertid nord på, og her bliver vejen til I-49, som vi skulle blive på de næste 300 miles eller ca. tre timer. I Bossier City skiftede vi til I-20 mod vest, men allerede efter 20 miles forlod vi motorvejen igen og kørte mod nord ad mindre veje indtil vi nåede I-30, som vi så skulle følge yderligere et stykke mod vest. Derefter igen ad små veje op til dagens mål i Bonham. Her kørte vi først til det Bed & Breakfast, som vi på anbefaling havde booket os ind på hjemmefra, Granny Lou's. Ejeren arbejde i den børnetøjsbutik, hvor også den coffee shop, som Shaggi arbejder i, ligger, men det var kollegaens forældre, der passede biksen - sammen med en noget voluminøs bassethund ved navn Baily. Vi fik vores værelse som lå på tredje sal (faktisk kun på anden, som vi plejer at regne), eller rettere vores suite, for Tim havde et ottekantet værelse i husets "tårn", mens mit værelse var mere irregulært i faconen, og til gengæld noget større. For at komme op til værelserne skulle vi op ad en ret stejl og smal trappe, så vi blev enige med os selv om, hver kun at slæbe den mindste af vores kufferter derop. Skulle vi så bruge noget fra den anden, kunne vi altid hente det nede i bilen.

Efter at være blevet indkvarteret kørte vi ud for lige at sige hej til Shaggi og hendes familie. Her blev vi modtaget, ikke mindst af hendes børn, som længe savnede familiemedlemmer, selv om de faktisk kun havde mødt os en eneste gang tidligere året før. Vi fik afleveret de gaver, vi havde med til såvel Shaggi som børnene. Hendes mand var endnu ikke kommet hjem fra arbejde, så ham mødte vi ikke ved den lejlighed. Mens vi var der, kom også Addi og hendes børn, så dem fik vi også hilst på. Da vi var lidt trætte blev vi ikke længe, men efter at have lavet aftale om næste dag, kørte vi ud for at spise aftensmad på et lokalt, meget lokalt sted, ved navn Muddbones, som vores værter havde anbefalet. De skulle have byens bedte burgere, og de var faktisk også særdeles udmærkede - og billige. Også her fik vi en længere snak med værten om, hvilken burger, vi skulle vælge. Den vi endte med, var forsynet med en fremragende BBQ sauce, som vi senere fandt ud af, blev fremstillet af Shaggis nabo. Efter maden kørte vi så tilbage til Granny Lou's, hvor vi var allerede omkring 20.30, og så slappede vi af på værelset resten af aftenen.