Put her into Spencer on time

Sidste hele dag i Statesville, eller rettere med udgangspunkt i Statesville. I morgen flytter jeg mig igen nordvest på til Ferguson i Wilkes County. Men først skulle jeg altså se mere til Statesville og den ikke helt nære omegn. Faktisk skulle jeg i dag bevæge mig helt ud af Western North Carolina og et stykke øst på ind i Piedmontområdet. Jeg lagde naturligvis ud med morgenmad og en sludder med Lori og et par andre gæster, mens vi spiste, men så tog jeg også af sted. Fra Statesville satte jeg kursen mod Salisbury, der ligger ca. 45 minutters kørsel øst for Statesville. Salisbury er amtssæde i Rowan County, som er et af de ældste counties i North Carolina, og byen har været amtssæde siden 1753. Faktisk er byen det ældste beboede sted i den vestlige del af North Carolina, men det var nu ikke derfor, jeg kørte dertil. I virkeligheden var mit mål heller ikke i første omgang selve Salisbury, men den lille by Spencer øst for Salisbury. I dag er Spencer nærmest en forstad til Salisbury, selv om den har sit eget bystyre. I praksis er de to byer vokset sammen uden åbent land mellem dem.

Og hvad ville jeg så i Spencer? Først en kort baggrundshistorie. Spencer er opkaldt efter en mand ved navn Samuel Spencer. Han var den første præsident for Southern Railway. Southern Railways hovedlinje gik mellem Washington DC og Atlanta i Georgia, og man havde behov for at anlægge et værksted nogenlunde halvvejs mellem de to byer, og det var ved Salisbury, så i 1896 åbnede jernbanelinjen et værksted lidt uden for Salisbury, som kom til at gå under navnet The Spencer Workshops eller bare The Spencer Shops. For at de ansatte ved værkstedet skulle have et sted at bo, etablerede man en by i området, og den fik så også navnet Spencer. Disse værksteder var i brug frem til omkring 1970, men fra 50'erne blev de langsomt udfaset, og i 1977 solgt til staten til museumsbrug, og i dag er der på stedet etableret North Carolina Transportation Museum. Og så er vi fremme ved den ene halvdel af grunden til, at jeg gerne ville besøge stedet. Den anden halvdel hænger også sammen med jernbanen, men går tilbage til omkring 1923 - i virkeligheden tilbage til 1903. Jeg har under Historie(r) skrevet historien om togulykken i Danville, Virginia i 1903, så den vil jeg ikke gentage her.  Men faktum er, at der ud af denne togulykke kom en sang, The Wreck of the Old 97 som første gang blev udgivet på grammofonplade i 1923. Denne sang, som jeg har mange links til i togulykkeartiklen, indeholder verset:

"They gave him his orders at Monroe, Virginia,
Saying, "Stevie, you're way behind time.
This is not 38, but it's Old 97,
You must put her into Spencer on time."

På det tidspunkt, var Spencer altså ret nyåbnede værksteder men også et knudepunkt på ruten mellem DC og Atlanta, og et af de steder, hvor jernbaneselskabet blev målt på, om deres posttog var forsinkede. Så min artikel om ulykken, var altså den anden del af min begrundelse.

Bob Julian Round House på North Carolina Transportation Museum

Jeg fandt Spencer uden problemer, idet det stort set var lige ud ad US 70 fra Statesville til Salisbury og så US 29 resten af vejen. I Spencer havde jeg heller ingen problemer med at finde museet; faktisk var det eneste problem at finde et skyggefuldt sted på den store parkeringsplads, hvor jeg kunne parkere bilen, for her, hvor klokken kun var omkring 10, var det allerede over 35 grader. Det lykkedes ikke helt, men jeg fandt en anelse skygge under et lille træ med en ikke alt for tæt krone, og så gik jeg ellers over til billetkontoret. Det er muligt at køre en tur rundt på museet i tog, en tur på ca. 25 minutter, hvilket ville koste $12, men for det første ville jeg ikke vente næsten en time til toget afgik fra det kombinerede billetkontor/station, og for det andet mente jeg nok, at jeg kunne gå rundt; så stort var området eller ikke. Jeg slap derfor med en entre på $5, fordi jeg var over 60! At blive gammel har trods alt visse fordele. Havde jeg været under 60 skulle jeg have betalt en dollar mere, med mindre jeg havde været under 12, for så kunne jeg være sluppet med $4. Efter at have betalt min billet, gik jeg så over på selve museet. Dette rummer mest tog, men der er også nogle enkelte biler og et par fly. Jeg startede med en tur rundt på de udendørs arealer, hvor der holdt flere eksempler på både lokomotiver og togvogne, hvoraf man kunne komme ind i nogle af dem. Jeg besøgte dog også et par mindre bygninger, blandt andre værkstedchefens kontor og den såkaldte "flue shop", hvor man oprindeligt reparerede rør og skorstene (flues), og hvor der nu er forskellige udstillinger. Jeg endte ved Bob Julian Round House. Et "round house" er en halvcirkelformet bygning, med en drejeskive i den åbne del af halvcirklen. Et spor fører til drejeskiven og fra denne fører så spor ud til garager eller remiser i bygningen, hvor man kan arbejde med lokomotiver og vogne. Det round house, der findes i Spencer giver adgang til hele 37 enkelte værkstedshaller. I dag bliver bygningen brugt til udstilling, og her gik jeg selvfølgelig ind og så på de lokomotiver (både damp og diesel) foruden forskellige togvogne, der er udstillet herinde. Bygningen er i øvrigt opkaldt efter den første værkstedchef, da den blev opført i 1924. Oprindeligt var der over 3.000 sådanne round houses i USA, i dag er det kun ca. 150 tilbage og kun otte er i åbne og i funktion, og dette er det største. Grunden til, at man havde disse værksteder, var at damplokomotiver krævede meget vedligeholdelse, typisk skulle et lokomotiv igennem et to-dages eftersyn efter hver tur, det havde kørt, men efterhånden tog diesellokomotiver over, og da de kræver langt mindre vedligeholdelse, forsvandt også behovet for round houses og i stedet blev det bygget mere "normale" remiser. Bob Julian Round House bliver ud over udstilling af togvogne og lokomotiver fortsat anvendt til at renovere og vedligeholde de gamle tog. Lidt forbrugeroplysning om museet her. Blandt de vogne, jeg var inde i, var en postvogn i lighed med de, der forulykkede i 1903.

Fra The Round House fortsatte jeg til museets største bygning, The Back Shop. Denne  bygning fra 1905 blev brugt til at vedligeholde damplokomotiverne indtil The Round House blev opført i 1924. I dag anvendes bygningen, der er pænt stor, til udstilling af andre transportmidler, ikke mindst biler men også et par små fly, og så er man i gang med at restaurere et Douglas DC 3 passagerfly. Udover flyene var der også nogle brandbiler og andre arbejdskøretøjer og så nogle personbiler, blandt andre en Ford T og en Ford A foruden en Rolls Royce fra omkring 1930. Fra denne bygning gik jeg så tilbage til bilen, en stor oplevelse rigere. Fra Spencer satte jeg kursen vest på mod et lille "frilandsmuseum" ved navn Murray's Mill Historic District og undervejs gjorde jeg så et ganske kort ophold i Salibury, men fik ikke set så meget, så her er der basis for at komme tilbage en anden gang.

Murray's Mill, mølen og dæmningen, der opdæmmer mølledammen.

Murray's Mill ligger lige uden for den lille landsby, Catawba i - sjovt nok - Catawba County (ikke opkaldt efter landsbyen; både landsby og county er opkaldt efter den indianerstamme, der oprindeligt boede i området). Fra Spencer er der omkring 50 miles til museet, i hvert fald ad den rute, jeg valgte. Det tog mig godt en time at nå frem, og på vejen kørte jeg altså gennem landsbyen, og den besluttede jeg til at se nærmere på, når jeg havde besøgt møllen. Her skulle jeg også betale entre, men jeg fandt faktisk ikke ud af, hvad det kostede, for damen i den lille General Store, hvor man også købte billet, spurgte om jeg var "veteran". Jeg forklarede så, at jeg ikke var amerikansk veteran, med havde været i den danske krigsmarine i en årrække, hvilket var godt nok, og så kom jeg gratis ind. Inden jeg gik over i selve møllebygningen, fortalte hun mig, at den oprindelige møller havde haft en bibeskæftigelse med at lave hjemmebrændt moonshine whisky. Destillationsapparat og de færdige produkter havde været gemt i møllen, som havde nogle tykke, dobbelte vægge, som var gode skjulesteder. Jeg gik over til møllehuset (der var tale om en vandmølle). Den kørte faktisk, og der var advarselsskilte, om at man ikke skulle komme for tæt på de bevægelige dele. Da der ikke var mere at se i bygningen, gik jeg ud for at se på nogle af de andre bygninger på området og tage nogle billeder af mølle og mølledam. Til sidst gik jeg tilbage til butikken, for at aflevere en nøgle, jeg havde fået med. Ved den lejlighed spurgte jeg, om de stadig lavede ulovlig spiritus? Til det svarede damen med et glimt i øjet, at sådan noget talte man ikke om!

Da jeg var færdig på møllen, var klokken blevet godt 13. I første omgang kørte jeg altså til landsbyen Catawba, som bestod af en hovedgade med ca. fem huse på hver side og en sidegade, så den var hurtigt overstået, men der var endnu et af de restaurerede reklamevægmalerier, som jeg også havde set i Mooresville dagen før. Derefter satte jeg kursen nord på til North Wilkesboro, for endnu engang at se, om Carl White skulle være hjemme, men det var han ikke, så det var en times unødvendig kørsel, men da jeg havde taget turen af små veje, hvor jeg havde fået set nye ting, var det alligevel ikke så galt. Fra North Wilkesboro kørte jeg så mod øst, for at se noget af det, som ligger øst for byen. Først og fremmes den gamle, nu nedlagte og meget forfaldne speedwaybane. I USA bliver speedwaybaner brugt til bilkørsel, nærmere bestemt til NASCAR, ikke til motorcykelløb som i Danmark. NASCAR blev opfundet i Wilkes County, men banen bruges ikke længere. Den er sat til salg, men hidtil har ingen købere meldt sig, og nu er den gået i forfald. Men jeg fik da set den ude fra. Efter besøget her kørte jeg igen vest på ad NC 268 for at se om jeg kunne finde en anden vej ud til Forest Edge Theater end hovedvejen, da jeg ikke vidste præcis, hvor jeg ville være, når tiden for aftenens forestilling nærmede sig. Da jeg nåede Ferguson, tog jeg Tom Dula Road, ikke fordi den går i retning af teateret, men mest for sjovs skyld. Den ender i Grandin Road efter at have passeret det sted, hvor Margaret Martine bor, Ved Grandin Road drejede jeg til højre, hvilket vil sige nord på, for at komme tilbage til 268. Da jeg nåede den lille sidevej, Coppage Farm Road så jeg pludseligt og til min store overraskelse en lille flok Texas Longhorns på en mark. Jeg har kørt den vej utallige gange og har aldrig set langhornede køer før. Men nu var de der altså. Se også artiklen Lange horn og Tim som kok, tidligere fra årets ferie. Jeg stoppede og tog en del billeder af køerne, og da jeg dagen efter viste dem til Margaret, som bor kun 5 minutters kørsel væk, anede hun heller ikke at slige dyr fandtes i området, og hun havde aldrig set dem.

Texas Longhorns på en mark i Caldwell County, North Carolina

Efter at have set dyrene, fortsatte jeg ad små landeveje nord på til jeg nåede US 421 et stykke vest for Wilkesboro og også vest for amfiteateret. Fra Fort Hamby Park, hvor teateret ligger, satte jeg kursen øst på mod Wilkesboro, hvor jeg ville spise aftensmad inden jeg skulle se årets forestilling. Jeg parkerede bilen nær den centrale plads, som nu er færdigrenoveret efter at have været gravet op et par år, og i en af sidegaderne, var der opstillet et midlertidigt vandland, hvor en masse børn underholdt sig. Hvor længe, det havde stået ved jeg ikke, men allerede næste dag, var det væk. Jeg spiste en omgang salat med fersk og røget kalkun på Dooley's, hvor jeg har spist flere gange tidligere, og hvor man spiser godt, hvis man er til pubfood. Da jeg var færdig med at spise, var tiden så fremskredet, at jeg var nødt til bare at tage hovedvejen tilbage til teateret, så den "undersøgelsestur", jeg havde taget om eftermiddagen, var egentlig spildt, men måske var det bare skæbnen, der ville have, at jeg skulle se køer. Ved indgangen til Fort Hamby Park er et lille billetkontor, hvor jeg skulle ombytte min forhåndsreservation, som jeg havde på mail, til en billet. Her blev jeg genkendt af den dame, som sad der. Året før havde hun været med i stykket, men i år passede hun billetkontoret, og hun kunne altså huske, at jeg havde været der tidligere. Det er frivillige, der laver arbejdet, og de har så forskellige opgaver fra år til år. Kimberly Lewczyk, som jeg havde mødt året før, spillede ved den lejlighed to roller i stykket, men i år stod hun for hele administrationen. Da jeg kom derud, mødte jeg så faktisk Kimberly, hendes mand og ældste søn. De var ved at stille ting op til en af de boder, som er på stedet, og som mand og søn skulle passe under første del af forestillingen. De kørte i pausen, fordi de skulle en hente endnu en søn, som var på spejderlejr, men inden havde jeg aftalt med Kimberly, at vi skulle mødes på Laurel Gray Vineyards, nr jeg igen var blevet parret med Tim, som hun også gerne ville møde. Jeg skulle bare give besked via Messenger om, hvornår vi ville være der, så ville hun komme også.

Jeg fik også hilst på stykkets forfatter, som jeg også havde mødt i 2018, Karen Reynolds og hendes mand, David, som var instruktør. Karen spillede selv rollen som Martha Cowles i årets forestilling. Hende fik jeg ikke talt så meget med, da hun jo skulle gøre klar til at komme på scenen, men inden jeg gik ned på tilskuerpladserne, fik jeg givet både hende og Kimberly et eksemplar at min roman om Tom Dooley, eller rettere om mordet på Laura Foster. Forestillingen var lige så god som den havde været de første to gange jeg har set den, selv om mange af skuespillerne skifter fra år til år. Efter forestillingen var det som sædvanligt muligt at hilse på skuespillerne, og jeg hilste igen på Karen og et par af de øvrige.  Derefter satte jeg kursen tilbage til Statesville, hvor jeg var omkring midnat. Jeg havde om eftermiddagen pakket det meste af min bagage, kun det tøj, jeg havde på og det jeg skulle have på dagen efter var fremme, og det ville jeg tage mig af næste morgen, så det var bare til køjs, efter en dag, hvor jeg havde fået kørt hele 161 miles (259 km), og havde oplevet en masse.