Det lakker mod enden...

Så lakkede det mod enden af ferien. Vi skulle tilbringe endnu en dag i North Carolina inden vi satte kursen nord på mod Dulles.

Tilbage til Ferguson

Så oprandt den sidste dag inden vi skulle køre nord på og flyve hjem. Allerede hjemmefra havde vi bestemt, at vi ville bruge noget af dagen på at besøge Laurel Gray Vineyards, vores yndlingsvineri (bemærk kun et 's') i North Carolina, og jeg havde aftalt med Kimberly, at hvis hun havde tid, skulle vi mødes der, for hun kunne også godt lide stedet. Har du glemt hvem Kimberly er, så læs artiklen Put her into Spencer on time igen. Jeg sendte hende en besked om, hvornår vi ville være der, og hun svarede tilbage at hun ville komme omkring 10.30. Jeg fik morgenmad, mens Tim sprang over, og efter morgenmaden tog vi det stille og roligt, da der ikke var mere end 40 minutters kørsel fra Zevely Inn til Laurel Gray. Så omkring 9.45 tog vi af sted, og vi nåede frem stort set præcis klokken halv elleve. Da Kimberly ikke lige var der, gik vi indenfor og begyndte på en smagning og fik en sludder med damen, der passede forretningen den dag. 10 minutter senere kom Kimberly så, og mens vi smagte videre og hun begyndte en smagning, fik vi snakket og hun fik altså hilst på Tim. Jeg havde jo hilst på hendes ældste søn nogle dage tidligere. På et tidspunkt skulle vi jo videre, men først skulle vi betale for den vin mm, som vi havde købt, og som sædvanligt var der bøvl med kreditkortene, i netop den butik, og det er endnu ikke lykkedes for mig at finde ud af hvorfor. Jeg var forberedt og havde medbragt kontanter, men det havde Tim ikke, så mens han kørte til den nærmeste ATM for at hæve nogen, sludrede jeg videre med Kimberly. Da Tim kom tilbage, fik han betalt, og vi sagde farvel og tak for denne gang til Kimberly.

"The Old Ferguson Home" bag Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, hvor jeg boede nogle dage.

Derefter satte vi kursen mod Wilkesboro, hvor jeg syntes at Tim skulle se den nyrenoverede plads foran museet. Sidst han var der, var hele pladsen gravet op, og det havde den været et par år, men nu var den blevet færdig. Derefter satte vi kursen mod Ferguson. Året før havde jeg jo ved venlige menneskers hjælp fundet den lille kirkegård, som Tim og jeg havde ledt efter i fem år - eller i hvert fald ved fem besøg over fem år. Tim fik set kirkegården og de få gravsten på den, og jeg fik også vist ham, hvor James og Ann Melton havde boet, og hvor Bates Place havde ligget. Alt det har på en eller anden måde noget med Tom Dooley at gøre, som du måske allerede har set, eller har regnet ud. Fra det område kørte vi ud til Margaret og Dick, som jo også havde tilkendegivet interesse i at møde Tim. Da vi kom derud, var kun Margaret hjemme, men vi blev selvfølgeligt inviteret indenfor, hvor vi også mødte det ældste barnebarn, Maddox, som jeg havde mødt nogle dage tidligere. Vi sad i deres hyggelige stue i den ældste del af huset, som er tilbage fra omkring 1860. Faktisk bor de i et af de ældste murstenshuse i hele området; vist nok det næstældste. En time til halvanden senere kom Dick tilbage og så sludrede vi også med ham. Det var under dette besøg, at jeg spurgte nærmere ind til maskinen, som kunne lave is (som Margaret havde serveret for mig nogle dage tidligere). Navnet på maskinen havde jeg lykkeligt glemt, men fik nu at vide, at den hed en Yonanas, og at den lavede frosne frugter og bær om til is. Bruger man kun frugt og bær i almindelighed bliver det til sorbet, men hvis man blander moden banan i, kommer det mest af alt til at minde om softice. Det hele endte med, at såvel jeg som Tim investerede i en sådan maskine, da vi kom tilbage til Danmark (vi kunne kun få den via nettet, men det virkede), og det er en nem og hurtig måde at lave dessert på, når jeg har gæster. Omkring 15.30. blev vi enige om (Tim og jeg) at vi hellere måtte sætte kursen tilbage mod Winston-Salem. Vi ville dog først køre forbi huset, hvor jeg havde boet, så Tim kunne se det, og så jeg kunne hente den T-shirt, jeg havde glemt.

Margaret kørte også med, dog i egen bil, da hun skulle gøre klar til et bestyrelsesmøde i museets bestyrelse om aftenen. Jeg fandt ganske rigtigt T-shirten, som åbenbart var faldet ned ved siden af den seng, hvor min kuffert havde stået, da jeg pakkede. Det var i hvert fald der, den lå. Jeg viste Tim rundt i huset, og så viste Margaret os begge rundt i den del af huset, der ikke udlejes, men hvor de selv holder møder og andre arrangementer, især for familien, men også i andre sammenhænge. Blandt andet blev det i løbet af året brugt til en forestilling med mad og drikke (faktisk et teselskab) til fordel for museet. Arrangementet var baseret på elementer og personer fra TV serien Outlander, der er meget populær i området, hvor der er mange af skotsk afstamning, inklusive Margaret og hendes familie, som jo på hendes mors side er Fergusons. Her spillede Margarets kusine, Karen Reynolds, der er både skuespiller og forfatter, rollen som Tante Jocasta. Selv om det var spændende og hyggeligt hos Margaret og Dick måtte vi til sidst sige farvel og tak for denne gang, og så satte vi kursen tilbage mod Winston-Salem. På kroen pakkede vi det sidste, blandt andet den vin, vi havde købt hos Laurel Gray, så vi næste morgen kun skulle pakke toiletsager, samt det tøj, vi havde haft på her på den sidste dag. Da vi var klar, kørte vi ud for at finde et sted at spise - vi havde bestemt at det skulle være på en Applebee's, så vi kunne slutte på behørig vis med vores sædvanlige "2 for 20", hvor man får en forret til deling samt to hovedretter for 20 dollars.

Nord på og lidt status

Tim spiste morgenmad! Når jeg indleder på denne dramatiske vis, er det fordi, det var stort set den eneste af de dage, vi var sammen, at han gjorde det, og det var vist også kun fordi damen på Zevely Inn så helt ulykkelig ud, da han i første omgang afviste hendes tilbud. (Faktisk spiste han også morgenmad den sidste dag hos Granny Lou i Texas, da heller ikke damen her, mente at han kunne rejse uden at have smagt deres morgenkomplet.) Efter morgenmaden slæbte vi kufferter og tasker ud i bilen, og så gik det ellers nord på, på en en lige så udramatisk tur, som det plejer at være. I følge Google Maps, var der flere ruter at vælge mellem, som alle tog nogenlunde lige lang tid. Den, der trods alt var hurtigst, ville føre os ad I-40 mod øst, derefter ad I-85 mod nordøst og til sidste ad I-95 mod nord til Washington, hvorfra vi så kunne fortsætte ad en parallelvej til betalingsvejen Dulles Toll Road ud til lufthavnen. Den tog vi selvfølgeligt ikke, da vi havde masser af tid, og de, som kender os, ved at vi godt kan lide at køre andre veje end den nemmeste. I stedet tog vi den mindre hovedvej US 220 mod nord til Roanoke i Virginia. Den vej havde vi aldrig kørt før, så det var fint at se noget nyt. Fra Roanoke gik det så nordøst på ad I-81 og til sidst mod øst ad I-66 til lufthavnen (ok, ind i mellem kørte vi på mindre veje mellem motorvejene). Vi gjorde naturligvis som sædvanligt stop undervejs for at skifte chauffør, fylde benzin på bilen og kaffe på mig osv. Lige før Dulles fyldte vi bilen op for sidste gang, da den skulle afleveres med fuld tank. Som sædvanligt gik selve afleveringen meget nemt. Når man kommer ind på udlejningsselskabets parkeringsplads, kommer en medarbejder hen og scanner en stregkode i forruden, kontroller om tanken er fyldt op, og og noterer kilometerstanden og det er så det. Vi tog Avis-bussen til terminalen, hvor vi hurtigt fik tjekket ind, kom gennem security og kunne gå til British Airways loungen, hvor vi så tilbragte 4-5 timer indtil vi skulle boarde. Også i London, hvor vi mellemlandede, slog vi os ned i loungen, hvor vi fik morgenmad, inden vi fløj det sidste stykke til København. Alt i alt en lige så kedelig flyvetur, som de plejer at være. En taxa hjem og så var endnu en ferie overstået.

Farvel og tak for denne gang

Og hvad bliver så status? Ja ser vi på kørslen først, havde vi (og jeg alene) kørt 4.939 miles eller 7.949 km. Hertil kommer så det Tim havde kørt i den tid han var alene, måske omkring 2.500-3.000 km. Den længste enkelttur, var den sidste dag inden vi skiltes, hvor vi kørte 851 km fra Lebanon i Missouri til Lexington i Kentucky. Min korteste tur var 37 km fra Cherokee til Bryson City og tilbage og den længste tur, jeg kørte alene, var fra Lexington til Cherokee i North Carolina. Tims længste tur må have været, da han kørte fra Lexington til Florence i South Carolina, og den korteste har nok været, mens har var i Florida, hvor han stort set ikke kom uden for Lexies forældres hus.

Også på denne tur talte vi lastbiler, og det blev faktisk til en hel del, fordi Tim denne gang også talte, mens han var alene. Årets vinder blev USA's største enkeltmandsejede transportfirma, Schneider National, med hele 267 sightings. På en noget overraskende andenplads kom det selskab, der længst har været med, nemlig J. B. Hunt, som i sin tid startede det hele, med 239. Hunt plejer normalt at blive nummer 4 eller 5. Werner blev nummer tre med 184 og først på fjerdepladsen kom Swift, der ellers vandt de første mange år (og som er USA's største transportselskab, hvor alle biler kører under samme navn). Kun 162 Swift havde vi set. Derefter kom et af de nye selskaber i vores "leg", Estes, efterfulgt af Knight, som i sin tid kom med i "konkurrencen" som det andet selskab efter J. B Hunt. Carrol Fulmer blev nummer 7, men trods det ryger de nok ud næste gang, da vi stort set kun ser dem i øststaterne, ikke mindst i Florida, hvor de da også har hjemsted. Af de gode gamle kom C. R. England ind som nummer 9 og sidst kom så Mesilla Valley (hjemsted New Mexico), som vi havde med for første gang, men med 22 biler er det måske også sidste - så nu er de sat på "prøve" på den næste tur.

Økonomien var som den plejer. Vi brugte mange penge, måske også for mange J. Den fælles del af turen plus mine soloudgifter løb op i omkring 75.000. Hertil kom så det, Tim brugte, mens han var alene. Den dyreste post var nok ikke så underligt flybilletterne, da vi jo havde fløjet på Business Class og ikke fløj ud og hjem fra samme lufthavn. Næste post var logi, som også løb op, ikke mindst fordi vi havde boet en del på Bed & Breakfast på denne tur - og det er en del dyrere end at bo på motel, men også meget hyggeligere efter min mening. Derpå fulgte leje af bil, som jo ikke bliver billigere af, at vi afleverede den et andet sted end vi hentede den. Tim måtte af med $ 100 (som jeg havde lovet at finansiere) og jeg $ 300. Prisen afhænger af afstanden mellem afhentningssted og returneringssted. Til gengæld havde vi på hele turen spist for under 5.000 kr. på trods af at vi jo altså spiste ude hver dag og af og til to gange om dagen. Sjovt nok svarede det beløb, vi havde brugt på mad, på krone til det beløb, der var brugt på benzin. Så jo, igen en ret dyr tur, men alle pengene værd, og her i 2020 tager vi begge af sted to gange. Tim skal til Arizona i April mens jeg i samme måned besøger vennerne i North Carolina. I Juli skal vi så sammen se at få besøgt nogle af de stater i det centrale USA, som vi endnu ikke har besøgt, Iowa, Kansas, Michigan, Minnesota, North Dakota og Wisconsin, dog ikke i den rækkefølge, men vi skal også til Arizona, Texas og Kentucky for at hilse på vennerne, hvilket vi også skal i Iowa, staten som både Tim og jeg postulerer slet ikke eksisterer - til stor irritation for Tims veninde, Jennifer, som på sin side påstår, at hun faktisk bor i staten.