The Road to Nowhere, en dæmning og en tordenstorm

Det eneste jeg havde planlagt her til sidste dag af mit ophold i Cherokee var, at jeg om aftenen skulle se forestillingen Unto These Hills på Mountainside Theater for anden gang. Det betød dels, at der var masser af tid til sightseeing, og dels at jeg ikke havde travlt. Den var derfor lidt over 10 inden jeg kom fra hotellet. Dagen før, havde togguide Steve fortalt om en vej i nærheden af Bryson City, der blev kaldt The Road to Nowhere, fordi den faktisk ikke førte nogen steder hen, men sluttede brat ved en tunnel, der heller ikke førte nogen steder hen. Da han også havde fortalt nogenlunde hvordan, man fandt denne vej, blev det dagens første mål, så i lighed med dagen før, kørte jeg til Bryson City.

På vej ud af The Tunnel to Nowhere. Vejen ender præcis der, hvor man ikke kan se længere på billedet, og så er der kun skov og en lille sti.

Den vej, som stationen ligger på hedder Everett Street og den skulle jeg bare fortsætte lige ud af og blive på også selv om den skiftede navn et par gange. Efterhånden var der færre og færre huse og jeg endte ude skoven, hvor vejen af en eller anden grund hed Lakeview Drive, selv om der hverken var sø eller udsigt til andet end træer. Efter omkring 6 miles, stoppede vejen ganske rigtigt ved nogle pullerter, som kunne hæves og sænkes - formodentlig for at tillade arbejdskørsel. Lige inden pullerterne var der en lille parkeringsplads, og her holdt et par hestetrailere, og jeg fandt senere ud af, at området er populært blandt mennesker, der kan lide at ride i naturen. Ca. 200 m længere fremme forsvandt vejen (der var fint asfalteret) faktisk ved en tunnel. Jeg bevæbnede mig med kamera og gik så derudad. Tunnellen var meget mørk, men ved hjælp af lommelygten i min telefon gik det. Jeg tog et par billeder med telefonen inde i tunnellen, da kameraet i den er ret godt til at kompensere for dårlige lysforhold, og da jeg senere så på dem, kunne jeg se, at trods mørket var væggene overmalede med graffiti. I den anden ende af tunnellen kom man igen ud i skoven, men en mindre sti førte videre, så den tog jeg, men efter forholdsvis kort tid (omkring 15 minutter og 1,5 km) opgav jeg og gik tilbage mod tunnellen. Jeg har senere fundet ud af, at stien faktisk forsætter nogle miles gennem skoven, inden også den til sidst bare hører op. Da man i sin tid opdæmmede Tuckasegee River og skabte Fontana Lake (der skulle bruges elektricitet til aluminiumsproduktionen under 2. Verdenskrig), blev nogle landsbyer oversvømmede og nogle mennesker derfor tvunget til at flytte. Nogle af disse fik tilbud om at de kunne "parkere" en husbåd på søen, hvor de så kunne bo, og det var der mange, der gjorde, så til at begynde med var der 1.400 husbåde. Kun de, der oprindeligt fik lov til at have en båd og deres efterkommere, har ret til at bo i en sådan husbåd, og i dag er der ca. 450 tilbage. Men det var ikke alle, der fik husbåde, og for at gøre det muligt for de, der ikke gjorde, samt de, der måtte fortøje deres husbåd på den "forkerte" side af søen, at komme over og besøge deres afdøde familiemedlemmer på de kirkegårde, der nu lå på den anden side af søen, ville man altså bygge en vej, og man kom så langt som til tunnellen. Da denne var bygget viste det sig at klipperne på den anden side var svovlholdige, og man var bange for at regn skulle udvaske svovlet og danne svovlsyre, som kunne forurene vandløb, sø og skov. Derfor blev vejbyggeriet opgivet og nu har man så tunnellen, der ikke fører nogen steder hen. Til gengæld arrangerer amtet nogle gange om året gratis bådtransport over søen til kirkegårdene. Penene til det, får amtet til dels fra staten, fordi denne ikke havde gjort sin del af arbejdet færdigt. Det var nemlig staten, der skulle finansiere vejen, mens amtet skulle finansiere tunnellen, hvilket de gjorde, men altså uden at have en vej. Derfor fik de en erstatning på 50 millioner dollars, og det er renterne af denne erstatning, der betaler for bådturene - og andre ting.

På vej tilbage mod Bryson City blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville besøge Fontana Dam. Jeg havde allerede besøgt dæmningen i 2017 (se Amtssæder og dæmninger), men den lejlighed så jeg den kun nedefra og fra nordsiden af floden, hvor elektricitetsværket ligger. I mellemtiden havde jeg fundet ud af, at der på sydsiden af floden lå et visitor center og det ville jeg nu besøge. Fra Bryson City er der ca. 32 miles (ca. 45 km) til dæmningen ad den korteste vej, hvilket ikke lyder som noget særligt, og det første stykke går da også gelinde, for her kører man på US Highway 74, som på denne strækning er firespors, men lige inden man passerer Nantahala River skifter man til North Carolina Road 28 og den er bestemt ikke firespors. Tværtimod er det en ret smal, tospors vej gennem bjergene, hvilket betyder at den også er ret snoet, så man er nødt til at tage den med ro. Det tog mig derfor omkring en time at nå dæmningen, hvor jeg fandt visitor centeret uden problemer. Der var nu ikke meget at se, men jeg benyttede mig af lejligheden til at gå en tur hen over dæmningen til den modsatte side. Da Appalachian Trail krydser dæmningen, fik jeg nu gået endnu et (meget kort) stykke på denne berømte vandresti.

Mit næste mål var så den campingplads, Steve havde talt om dagen før, hvor der skulle være rester af en gammel fangelejr fra 1838. Jeg vidste, at den lå mellem Nantahala Outdoor Center og Bryson City, så jeg satte kursen mod udendørscenteret, og denne gang tog jeg ikke den korteste vej, men valgte at køre via Robbinsville, hvorfra der er lidt mindre snoede veje, indtil man igen er tilbage på US 74. Helt lige er vejen nu ikke, men det tog mig kun godt en time, at køre de 43 miles. Undervejs kører man mange steder helt ude langs Nantahala River, og her så jeg mange der var ude at rafte, og Nantahala River er sammen med Hiwassee River længere mod syd, da også et af de mest poplære steder i North Carolina til netop denne beskæftigelse. Fra centret fortsatte jeg så tilbage mod Bryson City, og fandt da også en vej, som førte ned til en campingplads, som jeg mente, var den rigtige, og det mener jeg stadig at det var, men fundamenter af en palisade/fort/fangelejr så jeg ikke noget til, så måske tager jeg fejl, eller også gjorde Steve, og det hele er væk. Under alle omstændigheder opgav jeg, men da jeg nåede Bryson City, var der stadig god tid, så jeg besluttede mig for lidt mere sightseeing. 

General Store i Dillsboro

Jeg besluttede mig derfor for at køre til Dillsboro, på trods af at jeg altså ikke ville med toget dertil. Det er en tur på kun omkring 20 minutter ad US 74 hele vejen, så det tog ikke lang tid. I Dillsboro parkerede jeg bilen (tidligere har jeg kun kørt gennem byen i regnvejr), og gik en tur på Front Street, som går parallelt med jernbanen, og hvor de fleste butikker ligger. Jeg besøgte nu ikke nogen af dem, men bevægede mig ned ad et par sidegader, hvor jeg blandt andet gik forbi Dillsboro Chocolate Fatory og Nancy Tut's Christmas Christmas Shop foruden et par nydelige kirker. Da der ikke var mere at se, satte jeg kursen tilbage mod Cherokee via Sylva, naboby til Dillsboro og fik endnu en gang taget et billede af domhuset, der ligger smukt på en bakketop. Tilbage på hotellet slappede jeg af, men ikke længe, for jeg havde jo en teaterforestilling, som jeg skulle til.

Forestillingen skulle starte kl. 20.00 og portene ind til amfiteateret åbnede kl.19, og da jeg var der sidst, ville jeg vente med at spise til forestillingen var overstået, hvorefter det viste sig, at da jeg kom tilbage til byen, var alt lukket. Det ville jeg ikke risikere denne gang, så jeg ville indtage et let måltid før jeg skulle af sted. Samtidigt havde jeg besluttet mig til, at jeg for motionens skyld ville gå op til Mountainside Theater, en spadseretur som Google Maps estimerede til at tage ca. en halv time, og da jeg normalt går lidt hurtigere end det 'maps' beregner, regnede jeg med 20 minutter til de ca. 2 km, der var at gå - også selv om det gik en del op ad bakke det sidste stykke. Og så gjorde jeg noget, jeg ellers havde forsvoret, at jeg nogensinde ville gøre igen. I 2002 forsøgte Dorte og jeg at spise frokost på en Dairy Queen et sted i Kentucky (se Ingen huler i Kentucky), men vi opgav, fordi der simpelthen var så beskidt og ulækkert på såvel borde som gulv, og efter at have forsøgt at vaske hænder i en nærmest sort håndvask, valgte vi bare at forlade stedet igen. I mellemtiden er hele restaurantkæden blevet solgt og omdøbt, så de nu bare hedder DQ, så jeg vovede pelsen - ikke mindst fordi der ligger en DQ lige ved siden af hotellet, og det viste sig faktisk at den kyllingeburger, jeg valgte var ganske udmærket - og det var lige så rent som alle de andre kæderestauranter, jeg har prøvet.

Da jeg havde spist færdigt gik jeg så op til teateret, og det tog ganske rigtigt omkring 20 minutter, selv om vejen på den sidste kilometer steg omkring 100 meter. Efter at have ventet omkring 15 minutter blev dørene åbnet og jeg gik indenfor. På vej ned til min plads erhvervede jeg mig en æske varme popcorn og en cola light, og så var det bare at vente på at der skulle ske noget. Kl. 19.30 startede så et opvarmningsshow med musik, sang og dans og kl. 20.00 gik forestillingen så i gang. Det viste sig at forestillingen var lige så god som førte gang jeg så den (se Stædighed betaler sig fra 2017). Da vi nåede pausen, blev det annonceret at på grund af en tordenbyge, der nærmede sig, ville anden akt blive udsat. Det fik alle - også mig, til at søge op under det halvtag, der er over de øverste rækker i teateret, og her stod vi så og ventede på regnen, som imidlertid ikke kom. Det gjorde til gengæld et par voldsomme tordenbrag, og da vi havde ventet omkring 20 minutter, blev det så annonceret, at resten af forestillingen simpelthen ville blive aflyst. Så var det jo bare om at komme tilbage til hotellet, og da jeg kunne høre og se at torden og lynild nærmede sig, foregik det, det meste af vejen i løb, hvilket er ret uvant for mig. Jeg nåede dog ned fra bjerget og ned til byen uden at blive ramt af lynet, selv om såvel lyn som torden tydeligvis kom nærmere og nærmere, men først, da jeg var nede begyndte det at regne. Jeg søgte derfor ly på en tankstation, som jeg kom forbi. Da det ikke så ud til, at regnen ville holde op foreløbigt, købte jeg en sodavand og et eller andet spiseligt, og så løb jeg resten af vejen tilbage til hotellet, hvor jeg kunne afføre mig mit våde tøj, og så ellers åbne døren til altanen og nyde tordenbrag og lynglimt på en aften, der faktisk var ganske lun med omkring 25 grader, selv i regnen.