Finale

Så lakkede det mod enden, som konen sagde, da hun satte sig på det nyferniserede gulv. En dag tilbage i North Carolina inden vi skulle sætte kursen nord på mod Dulles International Airport, hvor vi skulle flyve hjem fra efter 31 dage på landevejen og 32 dage i alt inden vi var hjemme. Statistik for turen følger sidst i denne artikel.

Småt med benzin

Bag det hvide stakit, ligger Laura Foster, offeret i Tom Dooley-sagen begravet. I hvert fald i henhold til legenderne. Der er dog rejst tvivl om, hvorvidt der overhovedet er begravet nogen, og hvem det i givet fald er. Laura død i 1866 og på luftfotos fra 1950'erne, er der ingen grav at se.

I dag skulle vi have oprindeligt havev æret kørt nord på til Roanoke for at besøge Catherine, men da vi allerede havde mødt hende i forbindelse med hendes kursus i Valle Cruces (se artiklen Gensyn og nysyn, afsnittet En gammel landhandel og besøg hos vores værter), og hun i øvrigt stadig befandt sig i North Carolina, havde vi besluttet også at blive her, og så køre direkte til Dulles, inden vi skulle flyve hjem.

Da vi ikke rigtigt havde nogen faste planer for denne "overskydende" dag, havde vi ikke travlt. Tim ville gerne, og jeg havde ikke noget mod det, se "Dooley-land" en sidste gang inden vi skulle hjem, så vi blev enige om, at en rundtur i området ville være passende. Vi forlod hotellet i Wilkesboro omkring 10.30 og satte kursen vest på ad US Route 421, ikke ad NC 268, som jeg eller plejer. Jeg ville vise Tim et lille "fyrtårn" på en plæne, som jeg havde set nogle år tidligere. På vejen købte vi vand på en tank, da vi var ved at udgå, og ikke gad endnu et besøg i Walmart, så vi købte kun et par flasker hver. Vi burde nok have fyldt benzin på bilen ved samme lejlighed, men det gjorde desværre ikke, da jeg mente, at vi kunne fylde op på den tank, der ligger i Ferguson. Desværre kom jeg til at køre forkert; jeg kørte lige ud et sted, hvor jeg skulle have drejet til venstre, men jeg var sikker på, at vi var på rette vej, så jeg fortsatte ud af den forkerte vej, fordi jeg jo "vidste", at den ville føre mig derhen, hvor jeg gerne ville. Men der tog jeg alvorligt fejl. Samtidigt begyndte bilen at meddele, at der nu kun var benzin tilbage til 15 miles, så vi blev begge lidt nervøse. Ude på bøhlandet i denne del af North Carolina er ikke det bedste sted at løbe tør. Heldigvis mødte vi en mand, der var ved at slå græs i vejkanten, så jeg spurgte ham om den nærmeste vej til NC 268, og her havde jeg forventet, at han ville sige, at vi bare skulle fortsætte, men det gjorde han ikke. Tværtimod forklarede han, at vi skulle vende om og køre tilbage det sted, hvor jeg uforvarende havde kørt forkert og så dreje tril højre der, så det gjorde jeg. Da vi havde kørt et stykke ad denne vej (som jeg ofte har kørt på i den modsatte retning), så området da også mere og mere bekendt ud, og til sidst nåede vi da også frem til den lille tankstation. På det tidspunkt var der benzin til 5 miles tilbage i tanken, hvis vi ellers kunne stole på måleren, men det tør jeg sjældent løb an på. Undervejs havde vi passeret "fyrtårnet", så det fik jeg vist Tim. Jeg var lidt "nervøs" over, hvad prisen på benzin ville være på denne tank, som ligger ganske øde i udkanten af Ferguson, og langt fra andre tankstationer. Den nærmeste konkurrent, omkring 4 km derfra brændte ned for nogle år siden, og er ikke genopbygget, så nu var der 15 km til den næste tank. Den slags beliggenheder får ofte indehaverne til at sætte priserne op. Det oplevede vi engang i Californien, hvor priserne ellers havde ligger omkrint $3 per gallon, men på den ensomt beliggende tank, vi besøgte, var den oppe på næsten $6. Her i 2022, var priserne i forvejen ganske høje, så jeg frygtede det værste. Det skulle dog vise sig, at jeg kun måtte betale omkring 25 cent over, hvad vi ellers plejede at betale, så det gik endda. Men vi fik fyldt op, og så kunne vi fortsætte vores færd, en oplevelse rigere.

Fra Dooley's Grill and Tavern

Vi kørte derefter rundt i det, jeg kalder Dooley-land, altså området mellem Ferguson og German Hill (øst til vest) og på begge sider af Yadkin River, så det blev både til en tur på Tom Dula Road, hvor vi passerede både Margaret og hendes søsters hus, ad Bill Horton Road hvor Tom Dooley i sin tid boede (dengang hed vejen ikke noget), forbi stederne hvor Lotty Foster og Ann og Jamers Melton boede, forbi Bates Place, hvor mordet fandt sted, Grandin Baptist Church, hvor medlemmer af familien Isbell er begravede, Dula-Horton Cemetery og flere andre steder med tilknytning til sagen. Vi sluttede med at køre til Lenoir, hvor jeg kort besøgte Caldwell Historic Musem, mens Tim ventede i bilen. Jeg skulle lige hilse på direktøren, Cindy Day, som havde været så hjælpsom tre år tidligere, se Jagt efter en gravsten - og besøg ved et legendarisk træ. Jeg blev der ikke længe, da hun var optaget af nogle andre besøgende, men jeg nåede at sige "hej" og give hende et eksemplar af min bog, som hun altså havde bidraget til, både med information og med et par billeder, som jeg selv havde taget, men hun havde vist mig stederne. Da vi forlod Lenoir tog vi NC 18, som vi havde kørt på mange gange til Kings Creek eller i nogle tilfælde til Boomer. Begge steder går der veje, der fører til NC 268, hvor huset, vi boede i, jo lå; henholdsvis Grandin Road og Beaver Creek Road. Denne gang fortsatte vi imidlertid forbi begge disse veje til den lille bebyggelse, Moravian Falls. Tim skulle også have lov til at se vandfaldet, der har givet byen navn. Siden mit seneste besøg i foråret, var stedet nærmest blevet spærret af, om ikke fysisk, så i hvert fald  med adgang forbudt skilte, og man skulle have tilladelse fra et nærliggende feriecenter, for at få adgang. Det undlod vi nu at spørge om (det er ofte nemmere at opnå tilgivelse end tilladelse), men trodsede skiltningen og gik ind bag afspærringen, så vi kunne få nogle bedre  billeder. Ingen antastede os, og vi blev ikke inde på det forbudte område ret længe, men holdt os ude på vejen det meste af tiden. Derefter kørte vi tilbage til Wilkesboro. Undervejs besluttede vi os for, for første på turen, at spise (en lidt sen) frokost, og det gjorde vi på Dooley's Grill and Tavern, hvor der havde været alt optaget ved vores første forsøg, se foregående artikel.

Vi valgte begge to en salat og så drak jeg en hard cider og en cola light, mens Tim nøjedes med en appelsinvand. Maden var som ved de foregående besøg, glimrende og vi blev rigeligt mætte af salaten. Så kørte vi hjem til hotellet, hvor vi tømte bilen fuldstændigt, så vi kunne få ryddet op i den inden den skulle afleveres. Det eneste, som var tilbage var noget salt på bagsædet, som på et tidspukt var løbet ud af en saltbøsse, vi ikke havde fået lukket ordentligt. Jeg skulle senere komme til at fortryde, at vi ikke havde børstet eller støvsuget saltet væk, for da vi kom hjem, fik jeg en regning på $450 (ca. 3.500 kr.) fra Avis, for at de havde gjort det for os! Så var den støvsugning vist også betalt!. Det har formodentlig taget maksimalt fem minutter at fjerne saltet. Vi pakkede det sidste, så vi kun har det tøj fremme, vi skal have på i morgen, og så vejede vi kufferterne, som alle overholdt den tilladte vægtgrænse på 23 kg pr. styk (vi måtte have to kufferter hver foruden håndbagage). Efter at have slappet af nogle timer indtog vi aftensmaden på samme restaurant som dagen før. Den hedder nu Coach's Neighborthood Grill. Ved mit seneste besøg hed den Tipton's Bar-B-Que, men kvaliteten og priserne var nogenlunde den samme.

Hjemad

Icelandairs check-in skranke i Dulles Internatonal Airport.

Sidste dag i  USA. Vi skulle aflevere bilen i Dulles klokken 16, så vi stod tidligt op, så vi også kunne komme forholdsvis tidligt afsted, og efter morgenkaffen forlod vi motellet omkring 7.45 og satte kursen øst på ad US 421, som motellet ligger ved, selv om det ikke har adresse  på hovedvejen. Omkring 35 km og 25 minutter senere nåede vi frem til Interstate 77, som vi så tog 70 miles (110 km) mod nord til den mødte I-81 i det sydlige Virginia. På denne strækning gjorde vi et enkelt stop for at fylde benzin på bilen pog kaffe på mig, og så fortsatte vi mod nordøst ad I-81 gennem Shenandoah Valley de næste 350 km til vi mødte I-66. Herfra gik det mod øst ad sidstnævnte og til sidst nogle miles ad Virginia Route 28 til lufthavnen. Undervejs havde vi gjort et par stop af biologisk årsager (få noget ud og noget andet ind). Vi nåede lufthavnen omkring kl. 14.30 og "indtjekning af bilen" gik lige så glat som vanligt. En person (her en kvinde) skannede stregkoden i forruden og aflæste kilometertallet og det var det. Mens Tim ventede ved stoppestedet for shuttlebussen til terminalen, gik jeg over på kontoret, med min kvittering for det olieskift, vi havde lagt ud for i Santa Fe; se Forgæves udflugt. Det voldte heller ingen problemer, at få fratrukket de $72 fra fakturaen om end det tog et stykke tid, da damen på kontoret ikke helt vidste, hvordan hun skulle gøre, så hun måtte spørge en kollega til råds. Til gengæld var der et par andre ting, jeg var utilfreds med, men dem kunne hun ikke hjælpe med. Derefter gik jeg tilbage til Tim, og da bussen ankom, tog vi denne til terminalen. De ting, som damen ikke havde kunnet hjælpe med, at at min voucher fra FDM sagde, at jeg skulle betale $100 i envejsgebyr, men de havde opkrævet $300. Desuden skulle en ekstra chauffør være inkluderet i prisen, men alligevel opkrævede de $65 - hvilket var mærkeligt, da det slet ikke lignede den pris, det normalt koster at have en ekstra chauffør i 31 dage. Da vi kom hjem, kontaktede jeg FDM, som kunne oplyse, at det var dem, der havde begået en fejl, da de lavede reservationen hos Avis, og et par dage senere satte de 2.700 kr. ind på min konto. Sådan skal det være!

Da vi nåede terminalen lokaliserede vi uden problemer Icelandairs check-in skranke, som dog ikke var bemandet på tidspunkt. Faktisk åbnede de først for check-in kl. 17 og på det tidspunkt var klokken kun omkring 14.50, så vi slog os ned på en bænk og afventede. Mens vi ventede, drak jeg min sidste flaske vand, som jo alligevel ikke må komme med gennem security, og ellers spillede vi lidt på vores tablets, gik på nettet og jeg læste lidt i en bog, jeg havde medbragt til flyveturen. Da klokken nærmede sig fem, var der en rimelig lang kø ved check-in, men heldigvis var der en særlig skranke til Saga Class, som vi havde billetter til, og her stod der kun en enkelt dame foran os. Hun havde til gengæld så meget bagage, så man skulle tro, at hun var ved at immigrere - hvilket hun måske også var. Vi sludrede hyggeligt med hende, mens hun ventede på at alle kufferterne blev vejet og fik bagagestrimmel på, og hun fik boardingpas udleveret. Da hun var færdig, forlod hun skranken, men mens vi var i gang med vores check-in, kom hun tilbage med panik i blikket, og spurgte, om vi eller damen bag skranken havde fundet hendes mobiltelefon, som hun ikke kunne lokalisere? Det havde vi imidlertid ikke, og så måtte hun gå slukøret bort. Da vi var færdige med indtjekningen, gik vi op til security, som vi kom igennem ganske hurtigt. Derefter fortsatte vi til loungen, som i dette tilfælde tilhørte Airfrance, som Icelandair åbenbart samarbejder med her. Her mødte vi så damen igen, og da jeg spurgte til mobiltelefonen, kunne hun fortæller, at den nu var kommet til veje igen. Hun havde simpelthen haft den i sin håndtaske, mens hun tjekkede ind og ikke i hånden!

Af en eller anden grund var der ikke aricondition i loungen, så den føltes nærmest som en sauna, men vi holdt det ud, mens vi fik lidt at spise og en del mere at drikke (mest vand, ingen alkohol). Da klokken nærmede sig 20 kunne vi ikke holde tropevarmen ud mere, så vi gik ud til gaten, hvor temperaturen var noget lavere, men hvor der til gengæld ikke var servering. Her sad vi så den sidste times tid indtil vi skulle gå ombord. Afgangen var udsat ca. 30 minutter, men vi kom alligevel til Keflavik 30 minutter før planlagt, så det var fint nok. Turen over Atlanten var lige så begivenhedsløs, som disse ture plejer at være. På Keflavik gik vi direkte til den næste gate og ventede til ombordstigning på flyet til Kastrup. Heller ikke på den tur, skete der noget bemærkelsesværdigt, og da vi nåede København var al vore bagage med i modsætning til, hvad vi havde læst os til, at flere andre var udsat for i den periode, hvor bagage forsvandt på både ud- og hjemrejserne. Tina hentede os i liufthavnen, og kort efter blev vi sat af i Brøndby, og så var endnu en fantastisk USA-tur slut.

Lidt statistik

En lastbil fra J. B. Hunt Transport Services, vinder af årets "tæl lastbiler konkurrence". Vi må snart til at sende præmier til vinderne.

Som sædvanligt på vores USA ture (siden 2010) havde vi talt lastbiler fra nogle udvalgte transportselskaber (se Om at tælle lastbiler øverst på rejsesiden, På denne tur var det firmaet, som startede det hele tilbage i 2002, J. B. Hunt Transport Services, der vandt. Faktisk tog de afstand allerede på den første køredag fra Chicago til Walker, Iowa, og den føring var på intet tidspunkt truet. Stillingen blev i øvrigt:

Af andre statistiske oplysninger kan jeg fortælle, at fra afrejsen fra Brøndby til tilbagekomsten til Brøndby, var der gået 32 dage, hvoraf de den sidste dag, var den man typisk mister, når man flyver øst på over Atlanten. På de 31 dage, vi havde tilbragt i USA, havde vi passeret 17 stater, hvoraf vi havde haft mindst én overnatning i de 15. Kun South Dakota og Virginia passerede vi bare gennem uden at overnatte. I syv af disse stater har vi besøgt venner og bekendte, heraf klart flest i North Carolina, hvor mange af mine venner jo bor. Vi fik besøgt seks stater, som ingen af os havde besøgt før, så jeg nu er oppe på at have besøgt 47 af de 48 sammenhængende stater. Kun Delaware er det lykkedes for mig at undgå, men den kommer nok senere. Undervejs havde vi tilbagelagt 8.417 miles eller 13.456 km eller i gennemsnit 436 km om dagen, men der var selvfølgelig dage, hvor vi kørte meget længere, dage, hvor vi kørte meget kortere, og dage, hvor vi slet ikke kørte.

Turen har kostet ca. 115.000 for os to tilsammen, hvor de største udgiftsposter var flybilletter og overnatning, som begge kom til at stå i ca. 31.000 kr. Dyreste overnatninger var hotellet  i Santa Fe, og Margarets Airbn i Ferguson, som begge kostede godt 2.000 pr. nat. På de to næste pladser kom billeje med 18.000 (inklusive denekstra rengøring) og mad med omkring 13.000 (restaurant plus mad som vi selv lavede, samt frugt og andet "guf" købt i supermarkeder) og vi brugte ca. 10.000 kr. til benzin. De sidste 12.000 blev brugt på gaver, shopping, turistaktiviteter og diverse småfornødenheder.