Når naturen kommer på tværs!

I henhold til vores oprindelige plan, skulle vi være kørt fra Bismarck, North Dakota til Billings, Montana (som også bare skulle være overnatningsby, lige som Bismarck var det). Derfra skulle vi så køre syd på via Red Lodge til Cook City ad den meget smukke US Route 212, som også er kendt som Beartooth Highway, en af de smukkeste vejstrækninger i det vestlige USA. Fra Cooke City, ville vi så tage en afstikker ind i Yellowstone National Park ad den nordøstlige indgang til Lamar Valley, hvor vi håbede at få noget dyreliv at se. Sidst vi var på de kanter (i 2013, se artiklen Ulvetid under Rejser 2013), så vi både elge, bævere, bisoner, wapitihjorte, bjørne og ulve på bisonjagt, og det ville vi gerne genopleve i det omfang, det var muligt.

Den oprindeligt planlagte tur på denne etape, så således ud.

Desværre skulle det ikke komme til at gå sådan. Ca. en uges tid før vi skulle afsted, blev Yellowstone National Park ramt af oversvømmelser, der helt lukkede parken, da adskillige veje enten blev underminerede eller helt forsvandt på grund af vandmasserne. Vi lavede derfor om på vores tur, så vi sprang Yellowstone helt over - der var ikke andet at gøre. Vi kunne jo ikke besøge en lukket park. Også Beartooth Highway var lukket, så der var ingen grund til overhovedet at køre til  Billings. NB! Lige før vi forlod St. Cloud hørte vi, at Yelleostone NP nu havde åbnet de de tre af indgangene, men desværre ikke den nordøstlige, som sammen med den nordlige forventes at være lukket resten af 2022. Og vi havde ikke tid til at køre til en af de øvrige indgange, da det ville medføre en stor omvej. Så altså ingen nationalpark ved den lejlighed. Green River i Wyoming var derimod et must, da vi skulle besøge en af Tims venner der. Inden vi tog afsted ændrede vi derfor planen, så vi ville sætte kursen mod Wyoming direkte fra Bismarck. Imidlertid ville det være for langt at køre i et enkelt stræk (godt 1.200 km), så vi besluttede os for at indlægge et stop undervejs, og det ville vi tage i byen Gillette i Wyoming. Til gengæld ville vi springe Moab over, da vi ikke havde ærinde der (har allerede besøgt byen tre gange); den skulle bare være et overnatningssted på vejen mod Santa Fe. Når vi havde planlagt omvejen over Denver i stedet for at køre direkte fra Green River til Moab, var det fordi, jeg gerne ville opleve turen gennem Rocky Mountains på Interstate Highway 70, som skulle være en af de smukkeste motorvejsstrækninger i USA. Vi havde allerede kørt på en meget smuk strækning af samme motorvej i det vestlige Utah gennem klippeformationen San Rafael Swell nogle år tidligere, og nu ville jeg altså gerne se den anden smukke strækning.

Planen, som vi endte med at vedtage, inden vi tog afsted fra Danmark.

På denne måde fik vi et par dage til overs, så vi besluttede os for at tage en ekstra dag i Green River, hvor vi så kunne køre på udflugt i omegnen af byen. Derfra ville vi så køre syd på til Utah og tage I-70 den modsatte vej, altså fra vest mod øst i stedet for omvendt, og stadig tage en overnatning i omegnen af Denver. Den sidste af de seks stater, som vi aldrig havde besøgt før, var Kansas. I den oprindelige plan ville vi kun lige komme gennem et hjørne af denne stat på vej fra Texas mod nord, men det tæller ikke rigtigt i statsregnskabet, hvis vi ikke overnatter i en stat. Så nu ville vi i stedet bruge den ekstra dag med tilhørende overnatning her i staten, så vi besluttede os for en mindre omvej fra Denver til Dodge City og derfra til Santa Fe. Det ville give turen et underligt "knæk" og 1.300 km ekstra - men hvad gør man ikke for at besøge en ny stat - og en gammel westernby.

Disse ændringer skulle også komme til at betyde flere ændringer senere på turen, men mere om det, når jeg kommer så langt.

Gæs i flugt

Onsdag den 13. juli skulle vi altså sætte første del af vores ændrede plan i værk og køre fra Bismarck til Gillette, en tur på knap 400 miles (ca. 630 km), så det skulle være en tur uden svinkeærinder, hvilket det også endte med at blive. Vi ville gerne være i Gillette forholdsvis tidligt, så vi kunne nå at vaske tøj. Nu havde vi jo rundet den første uge af turen, og vi plejer typisk at vaske en gang om ugen. Det reducerer den mængde tøj, vi behøver at slæbe med til en tur på godt fire uger.

"Geese in Flight"; verdens største skulptur af affaldsmetal. Udført af Gary Greff, som også er manden bag de øvrige skulpturer langs Enchanted Highway.

Da vi stod op og var klar, satte vi kursen mod Gillette. I første omgang fortsatte vi mod vest ad I-94. Undervejs passerede vi "Geese in Flight", verdens største skulptur lavet af affaldsmetal. Skulpturen er 33 meter høj og 46 meter bred, og den vejer over 71 ton. Den er den første/sidste af en række metalskulpturer langs det, der kaldes The Enchanted Highway. Da denne vej går mod syd fra motorvejen, var dette den eneste af skulpturerne, vi så og den måtte vi selvfølgelig stoppe for at fotografere. Enchanted Highway er i øvrigt en af de meget få hovedveje i USA, der ikke har et hovedvejsnummer, men kun et navn, selv om en lille del af vejen er nummereret 100½th Avenue SW (og ja, ½ er ikke en trykfejl, det nummer har vejen faktisk på en kort strækning). Undervejs videre så vi også en monumental ko, på en bakkeskråning, men hvad den var lavet af, ved jeg ikke, og jeg har heller ingen anelse om, hvorfor den stod der. Ved byen Belfield, omkring 120 miles (195 km) fra Bismarck forlod vi interstaten og drejede mod syd ad US Route 85. Den førte os gennem den sydvestlige del af North Dakota gennem ret ensformigt landbrugsland. Undervejs mod syd kørte vi ind i South Dakota, som vi fortsatte ad til byen Spearfish. Undervejs passerede vi byen Belle Fourche, som er så nær det geografiske midtpunkt for USA, man kan komme, og det har byen været siden 50'erne, da Alaska og Hawaii blev optaget som stater i USA. Tidligere lå midtpunktet omkring 500 miles længere mod sydøst i Kansas. Et skilt viser, hvor midtpunktet findes, men vi forlod ikke hovedvejen for at bese det, da vi som sagt gerne ville vaske.

Ved Spearfish mødte vi I-90, som vi tog mod vest. Kort efter Spearfish passerede vi statsgrænsen til Wyoming, dagens tredje stat. Motorvejen fører blandt andet gennem byen Sundance, som i sin tid gav navn til The Sundance Kid, kendt for sit "samarbejde" med Butch Cassidy. Tilnavnet havde han fået, fordi han engang havde siddet seks måneder i byens fængsel. Her passerede vi også for en del år siden (byen, ikke i fængslet), men hverken dengang eller ved denne lejlighed, stoppede vi. Fra Sundance er der i øvrigt ikke ret langt til Devil's Tower National Monument, som Tim og jeg besøgte i 2012, se artiklen Nationale Monumenter under Rejser 2012. Gennem South Dakota og denne del af Wyoming var landskabet noget mere afvekslende og interessant, end det havde været i den del af North Dakota, vi havde passeret tidligere på dagen. Udover det nævnte stop for at fotografere, holdt vi de sædvanlige biologiske pauser, men ellers kørte vi igennem til Gillette. Undervejs bestilte Tim værelse på et hotel i udkanten af byen, og det skulle vise sig at være et stort hotel, større end forventet. Da vi var kørt tidligt fra Bismarck var vi, trods de 630 kilometers kørsel plus tid til pauser, allerede i Gillette omkring halv tre. Vi fandt hotellet som altså viste sig at være særdeles stort med noget, der mest af alt lignede et indendørs badeland, med en stor pool, soppebassiner, boblebade, rutsjebane med mere. Vi fik nøglen til værelset, og så kørte vi om til "bagdøren", som dels var tættere på vores værelse, og hvor Tim også havde fået at vide at gæstevaskeriet lå, så lige så snart vi var blevet indkvarteret, gik vi ned til dette. Her viste det sig, at der var to vaskemaskiner og to tørretumblere, og de var begge ledige, så vi kunne vaske samtidigt og ikke efter hinanden. I løbet af turen havde jeg samlet en del quarters (25 cent mønter), men desværre ikke helt nok, så jeg måtte bevæge mig til receptionen for at veksle nogle flere. Vaskemiddel havde vi købt i Walmart tidligere på turen. Da maskinerne blev startet, gik det hurtigt, 27 minutter i vaskemaskinen (amerikanske vaskemaskiner er ofte hurtigere en danske, men slider også mere på tøjet) og en time i tørretumblere og så var vi klar. Vi slæbte tøjet tilbage på værelset og fik kufferterne ompakket, og så var vi klar til en uges tid mere, og behøvede ikke at vaske igen før vi kom til Oklahoma eller Texas.

Efter vaskeriet slappede vi af en times tid, og så kørte vi til det nærmeste Walmart for at genforsyne med America Water (de sukkerfrie med smag) og her opdagede vi, at Tim faktisk, efter flere års fravær fra hylderne (vandets, ikke Tims fravær), igen kunne få sine yndlingsvand med vandmelonsmag, og udover de sædvanlige Key Lime til mig, havde de også en ny slags med Sorte Hindbær, som jeg prøvede en enkelt af, som senere, da jeg drak den, viste sig at være fremragende. Også frugt blev der købt lidt af (til mig) og Tim skulle have mere brød til morgenmad. Vi ville også spise aftensmad, nu vi var var ude, og det endte vi med at gøre i Walmart, hvor der lå en Subway sandwichrestaurant. Det viste sig, at det bestemt ikke var den bedste Subway, vi har prøvet, så vi blev enige om, at det ville vi ikke gøre igen - altså spise på Subway i Walmart. Men måske i andre af kædens restauranter. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet og slappede af resten af aftenen til det blev sengetid.

Mae og mor

Fra Gilette til Green River er der 365 miles (ca. 585) km, så og da vi skulle besøge Mae, som Tims ven hedder, samme eftermiddag, ville vi tidligt afsted. Det kom vi bare ikke! For da jeg ville i bad, kunne jeg ikke åbne for vandet, hverken til kar eller bruser, så jeg måtte klæde mig nødtørftigt på og bevæge mig gennem hotellets labyrintiske gange (hotellet lå en en dobbelt firkant uden om poolområdet, så man skulle skifte såvel gang som retning nogle gange undervejs), og forklare problemet. Det viste sig, at der var et "trick", som man skulle udføre med hanen for at kunne lukke op for vandet, og således oplyst gik jeg tilbage og fik faktisk mit bad. Mens Tim tog bad, gik jeg tilbage til poolområdet, hvor morgenmadsrestauranten befandt sig, og det viste sig at være turens hidtil bedste hotelmorgenmad. Tilbage på værelset, hvor Tim havde spist sin indkøbte morgenmad - han er ikke til morgenmad på hoteller - fik vi pakket det sidste og omkring kl. 9 kunne vi sætte kursen mod Green River. Som dagen før tog vi ingen svinkeærinder, men gjorde selvfølgelig nogle få stop undervejs for at fylde op med benzin (på bilen) og kaffe (på mig). Det blev også til nogle få fotos undervejs.

Butten, som lå lige bag vores hotel, har tilsyneladende ikke noget navn men I-80 går i en tunnel gennem buttens bagside.

Fra Gillette satte vi kursen syd på ad mindre veje til vi nåede Interstate Highway 25 ved byen Antelope Hills. Vi fulgte motorvejen til Casper, som på trods af sine kun knap 60.000 indbyggere, er Wyomings næststørste by (Wyoming har kun godt 500.000 indbyggere i alt på et ret stort areal - faktisk er det den stat i hele USA med den mindste befolkning). På vej mod og fra Casper så vi masser af oliepumper og et enkelt boretårn, og Casper er da også kendt som Oil City. Undervejs havde vi på et stykke fulgt North Platte River, som jeg husker fra min barndoms indianerromaner. Fra Casper gik det sydvest på ad Wyoming Route 220 og senere US Route 287 til byen Rawlins, hvor vi mødte I-80, som vi tog mod vest de sidste 125 miles til Green River. Her havde vi bestilt hotel hjemmefra, da vi jo vidste, at vi skulle tilbringe et par nætter i byen i forbindelse med besøget hos Mae. Det var første forudbestilte hotel siden Naubinway i Michigan og det kun fjerde på turen inklusive hotellet ved lufthavnen i Chicago. Omkring kl. 16 var vi i Green River, hvor vi fandt vores hotel. Det var bestemt ikke et luksus et af slagsen, men værelserne var rene, badeværelset var pænt og der var en nydelig udsigt til de omkringliggende klipper. Hotellet lå lige ud til en større, gennemgående vej, og det var fint, når vi skulle nogen steder. Bag hotellet lå en større butte (en enkeltsående klippe med flad top), som så ganske nydelig ud. Parkeringspladsen var bag hotellet - i hvert fald den vi brugte - og vi kunne gå ind af en sideindgang, hvor vi så skulle en halv etage ned for at komme til vores værelse, men der var en sliske, så vi kunne rulle vores behjulede kufferter.

Efter at have slappet af en times tid satte vi os igen i bilen og Tim indtastede Maes adresse i Google Maps og så var vi afsted. Hun boede ikke specielt langt væk, men på den anden side af floden, som såvel denne by, som byen af samme navn i Utah er opkaldt efter, altså Green River, så vi skulle lidt omkring for at få krydset floden, men så fik vi lejlighed til at se på byens jernbaneterræn. Green River et et jernbaneknudepunkt i det sydvestlige Wyoming og mange tog, fx til Salt Lake City i Utah passerer byen. Vi fandt vejen og huset, hvor Mae bor med sin mor, uden problemer. (Jeg ved faktisk ikke om hun har problemer med sin mor, men det var altså vejen, vi fandt uden probemer.) Huset lå i et villakvarter i et tilsyneladende roligt område. Og også her (som i Iowa) blev vi modtaget som længe savnet familie. Mae bor altså sammen med sin mor, men ikke hos sin mor. Mae er velsagtens omkring 40 eller lidt mere, og det er hendes hus, hvor hendes mor så også bor. Vi sad og sludrede en times tid med dem begge, men så gik moderen ud for at lave mad, mens vi andre sludrede videre. Tim og Mae har flere fælles bekendte, da de begge deltog i Kilroy konferencen i Arizona, som jeg tidligere har omtalt, så de udvekslede såvel erindringer som erfaringer, mens jeg klappede stedets hund. Da maden var færdig, kaldte mor, og så gik vi til bords. Det vil sige, hun spiste ikke selv med, da hun, som hun sagde, havde spist mens hun lavede maden. Menuen stod på hjemmelavede barbecue ribs (ribben), hjemmelavede baked beans, hjemmelavet kartoffelsalat, pastasalat og det hele smagte fremragende. Det er ikke tit vi spiser hjemmelavet mad i USA, så vi nyder det, når det sker. Da vi jo havde kørt langt, var vi forholdsvis trætte, så vi blev kun omkring en halv time efter maden; så sagde vi farvel, tak for i dag og på gensyn i morgen eftermiddag, hvor vi igen var inviteret til middag hos Mae og mor. Vi kørte tilbage til hotellet, hvor vi stort set gik i seng med det samme efter lige at have tjekket verdenssituationen på vores tablets.