To grusveje, én tøsedreng og et nogle præriehunde

Det var blevet fredag, og den ekstra dag, vi havde reddet os i Green River (se foregående artikel "Når naturen kommer i vejen"), skulle bruges til sightseeing; i hvert fald det meste af den. Om aftenen skulle vi igen spise hos Mae og hendes mor. Vores  eller rettere min plan var, at jeg gerne ville se Browns Park, et område i det nordøstlige Utah omkring 70 miles (110) syd for Green River ad den korteste vej. Tim ville gerne se naturområdet Flaming Gorge, som er den kløft, som Green River (floden altså) løber gennem syd for Green River. Som det skulle vise sig, blev det Tims ide vi kom nærmest på. Men først skulle vi afsted. Der var ikke morgenmad på dette hotel, så vi kom allerede derfra omkring kl. 9, og da vi alligevel skulle tanke benzin, benyttede jeg lejligheden til at købe en kop kaffe og en sandwich, og så indstillede vi ellers Google Maps til at vise os vej til Browns Park. Det betød, at vi indledningsvis skulle tilbage mod øst ad motorvejen til nabobyen Rock Springs. Her skulle vi dreje syd på ad US Route 191, som vi tidligere har kørt på andre steder, blandt andet i Arizona og det sydlige Utah nord og syd for Moab, som vi har brugt som overnatningsby nogle gange. Det kan man læse mere om i flere artikler på denne side, blandt andre i artiklen Nationalpark og solnedgangstur fra Rejser 2010. Vi har faktisk også kørt et stykke på vejen længere mod nord i Wyoming, både syd og nord for Yellowstone National Park, men nu skulle vi altså prøve et hidtil uprøvet stykke af vejen.

Udsigt over en del af Flaming Gorge. Klipperne var mere røde end billedet viser, men desværre kan jeg ikke illustrere det, og ingen af de andre billeder fra netop det udsigtspunkt er bedre.

Men inden vi kører syd på, et mindre sidespring for at forklare, hvorfor jeg gerne ville til Browns Park. I dag er Browns Park mest kendt for at være et fuglereservat, især for migrerende vandfugle, men det havde jeg ikke fortalt Tim, som ikke just elsker fugle. Men stedet rummer også en masse historie, hvoraf noget kan ses i form af bygninger, rester af bygninger og så videre. Og det var historien, jeg var interesseret i - og så ville jeg gerne se om jeg kunne fornemme stemningen fra slutningen af 1800-tallet. Oprindeligt hed stedet Browns Hole, hvilket kan lyde underligt i dag, "Browns Hul", men "hole" var simpelthen de gamle pelsjægere og nybyggeres betegnelse for en dal, der har bjerge på tre af siderne, og altså kun en vej ind. Og Browns Hole var netop sådan en dal, som Green River flyder gennem. Dalen har navn efter en fransk handelsmand ved navn Baptiste Chalifoux (bedre kendt som Baptiste Brown), som kom til stedet i 1827, hvilket også den kendte pelsjæger, Kit Carson, gjorde. De kom begge for at handle med de indianere, som boede i eller jagede i området, men det blev altså Brown som kom til at give navn til dalen. Området var dengang (altså i 1820erne) beboet af Comanche, Shoshone og Ute (i forskellige dele af området omkring dalen), og andre stammer som fx Blackfoot, Sioux, Cheyenne, Arapaho og Navajo besøgte også området for at jage. Det var nu ikke indianerne, som lokkede mig til, men en senere tid, hvor kvægavlere flyttede til området, som var godt til at give læ for kvæg om vinteren - og det var ikke altid deres eget kvæg, de gemte i dalen, som efterhånden blev berygtet som tilholdssted for kvæg- og hestetyve samt andre småkriminelle af forskellig art. Faktisk accepterede man stort set alle slags forbrydere bortset fra mordere. I 1878 købte en mand ved navn Amos Bassett en stor ranch i området, og nu nærmer vi os. Bassett og ikke mindst hans hustru, Eliza og hans to døtre Josie og Ann etablerede gode forhold til de kriminelle (og holdt sig heller ikke selv tilbage for at gennemføre lidt kvægtyverier ind i mellem), og stedet blev et af de tre tilholdssteder, hvor Butch Cassidy og medlemmerne af hans Wild Bunch skjulte sig mellem deres tog- og bankrøverier, og de to Bassettdøtre havde skiftende kæresteforhold til flere af bandemedlemmerne. Alt det kan du læse mere om i artiklen A tale of two sisters (plus one other woman?) under Historie(r). Og også et par andre artikler på samme side referer i behersket omfang til historierne. Men nok om det. Nu må vi hellere komme syd på.

Det første stykke gik vejen gennem ret golde bjergområder med ikke for meget bevoksning bortset fra præriegræs og en busk hist og pist. Men efterhånden som vi kom syd på, oplevede vi nogle storslåede udsigter over Flaming Gorge, og de røde klipper, der har givet kløften dens navn. Undervejs stoppede vi ved nogle udsigtspunkter for at fotografere, men desværre yder billederne ikke farverne retfærdighed, hvilket til dels skyldes den varmedis, der hang over dalen. Efter omkring 50 miles (80 km) påstod gps'en at vi skulle forlade hovedvejen, så det gjorde vi. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde den vej, vi kom over på. At kalde det en grusvej er at overdrive. Belægningen bestod af små, større og ret store sten og den vej skulle vi køre ad i yderligere 20 miles. Efter et par miles blev jeg nervøs for om dækkene ville holde, så jeg foreslog, at vi vendte om. Hvor vi befandt os, var der absolut ingen telefondækning, og der var ingen andre biler (eller mennesker i det hele taget) i nærheden, så en punktering her, ville ikke have været sjov. På kortet kunne vi se, at en anden vej, noget sydligere, også førte ind til området, så jeg overtalte Tim til at vende om, og så satsede vi på ,at den næste vej var i bedre stand. Det betød, at vi skulle vende tilbage til hovedvejen og fortsætte yderlige 35 miles mod syd, så det gjorde vi med nogle stop ved endnu flere udsigtssteder. Da vi kom til den næste vej, så den betydeligt bedre ud. Det var stadig en grusvej, men nu faktisk med grus, selv om vi også mødte en sten hist og her, så muligheden for punktering var fortsat til stede. Men vi kørte alligevel et stykke ud ad den, faktisk omkring fem miles af de 24, der var til Browns Park, men så begyndte det at regne, og da et skilt tidligere havde advaret om risiko for oversvømmelser, foreslog jeg Tim, at vi helt opgav projektet og kørte tilbage til den asfalterede vej. At sidde fast i et oversvømmet flodleje uden mobildækning er nok ikke bedre end at punktere. Tim havde ikke noget mod at fortsætte, men jeg er en tøsedreng i den sammenhæng - se overskriften. Havde der været mobildækning eller havde vi haft en firhjulstrækker, havde jeg nok fortsat, så det må vi sikre os, næste gang vi kommer på de kanter (hvilket jeg håber ikke varer for længe, for det er et spændende område). Da vi kom tilbage til hovedvejen, fortsatte vi videre ad denne mod syd i retning af en by ved navn Dutch John Jo, det er navnet på en by, selv om det mere lyder som navnet på en mand, så mon ikke den er opkaldt efter en sådan? Byen er nærmest en storby med næsten 1.700 indbyggere, så her mente vi, at vi kunne få benzin (ikke at vi manglede, men bare for en sikkerheds skyld).

Flaming Gorge set fra den vestlige side af kløften. Her er farverne mere røde - eller de ser i hvert fald mere røde ud.

Kort før vi nåede  "byen" krydsede vi statsgrænsen til Utah. Undervejs mellem den sidste grusvej og Dutch John passerede vi endnu et udsigtspunkt (flere faktisk, men dette var særligt interessant). Det hed Antelope Flats og et skilt fortalte, at her kunne man, på de rigtige tider af året, se flokke af gaffelbukke (pronghorns), som faktisk ikke er antiloper, selv om de ligner antiloper. I virkeligheden er deres nærmeste slægtninge giraffer og okapier. Gaffelbukken er det hurtigste landdyr i Nordamerika og i på den vestlige halvkugle og kan løbe op til 90 km i timen. Ingen nordamerikanske rovdyr løber så stærkt, så der er egentlig heller ingen grund til at gaffelbukken gør det. Zoologer mener derfor, at der engang i forne tider må have levet et rovdyr i stil med geparden på Nordamerikas prærier. Vi må have været der på et forkert tidspunkt af året, for vi så ingen flokke, selv om vi stirrede alt det vi kunne. Til sidst gav vi dog op og fortsatte vores færd, og knap var vi kørt tilbage på vejen før en gaffelbuk af hunkøn med et kid (hvis ungerne hedder kid) krydsede vejen foran os. Det er faktisk den første gaffelbuk, jeg har set i levendes live i naturen, men desværre var den og kiddet væk i buskadset, inden vi nåede at få kameraerne frem. Da vi nåede Dutch John, fandt vi som forventet en benzintank, men da vi mente at have benzin nok til at kunne nå tilbage til Green River, vi havde jo fyldt på om morgenen, undlod vi det. Ikke mindst fordi prisen var $5,25 per gallon, og vi kunne få den for omkring 4,50 i Green River. Og vi nåede da også så rigeligt tilbage til byen og faktisk lidt til.

Omkring 10 km syd for Dutch John kom vi til Flaming Gorge Dam, en 140 m høj dæmning, som opdæmmer Green River og her laves der vandkraft. Vi beså og fotograferede dæmningen fra bagsiden (der var sjovt nok en udsigtsplatform), inden vi krydsede den og fandt en anden udsigtsplatform, hvor vi kunne besigtige den fra den anden side. Da vi havde set nok på dæmning og sø, kørte vi igen op i bjergene; denne gang på vestsiden af Green River. Her kørte vi på en højslette og flere gange var der udsigt over floden og kløften På grund af solens stilling, kan man faktisk bedre se farverne på de billeder, jeg tog fra den side. Der blev taget mange billeder af såvel kløft, som flod og den opdæmmede sø foruden bjergene, vi kørte gennem.

Kort før vi nåede tilbage til Green River passerede vi skilte til en lufthavn, hvilket undrede mig, da jeg ikke mente at byen havde en sådan, så jeg måtte slå den op, senere. Det viste sig faktisk at være en offentlig lufthavn, dog uden mange faciliteter og kun til ret små fly. Den har en enkelt landings-/startbane, der er 1.700 meter lang og belagt med grus. Derudover er der en vindpose og ikke andet. Ingen kontroltårn, ingen andre bygninger og ingen mennesker. Vil mandskabet i et fly tale i radio med nogen på jorden, foregår det via en anden lufthavn noget væk. Alligevel har lufthavnen mellem 300 og 400 starter og landinger om året, og den bruges til øvelser for Wyoming Army National Guard til noget, der kaldes Innovative Readiness Training, hvad det så end går ud på, men det er noget, hvor "hjemmeværnet" laver ting, der kan komme lokalsamfundet til gode. Men hvorfor nu denne lufthavnssnak? Det er fordi lufthavnen har et fantastisk navn: "Greater Green River Intergalactic Spaceport". Navnet har den fået af byrådet i Green River i 1994, og den står klar til at modtage indbyggere fra planeten Jupiter, som ønsker at søge et fristed i Wyoming, hvis deres planet skulle blive truet af ødelæggelse af kometer eller meteoritter. Så er man da både hjælpsom og forudseende!

I dag er de eneste indbyggere i Bryan, Wyoming, præriehunde. Her stikker to af slagsen hovedet op fra deres hul og holder øje med eventuelle rovdyr.

Da vi kom tilbage til Green River, kørte vi ikke tilbage til hotellet i første omgang, men kørte på I-80 og fortsatte ca. 10 miles mod vest ad denne, hvorefter vi tog en lille vej, der senere blev  til en grusvej - her var jeg sjovt nok ikke nervøs - til det, der engang var en by ved navn Bryan. I dag kaldes byen en spøgelsesby, men selv det er en mild overdrivelse. En enkelt hytte og nogle fundamenter af bygninger er, hvad der findes i dag, men engang var det en forholdsvis blomstrende jernbaneby. Da Union Pacific Railway skulle lægge spor på tværs af USA i 1868, ønskede man et knudepunkt i det vestlige Wyoming. Egentlig ville man have haft det i Green River, men de nybyggere, som havde slået sig ned der, ville ikke sælge deres jord til jernbanen, og de få, der ville, forlangte så eksorbitant store beløb, at jernbaneselskabet opgav. I stedet valgte de at anlægge deres hovedkontor og en helt ny by ca. 20 km vest for Green River ved floden Black Fork River, og så etablerede selskabet diligencekørsel mellem Green River og den nye jernbaneby, så indbyggerne i Green River kunne komme med toget, og togpassagerer kunne komme til byen. Da Green River altså ikke blev jernbaneknudepunkt, faldt befolkningstallet drastisk. Nogle flyttede til Bryan og andre forlod området. Nogle år senere kom der imidlertid en længerevarende tørke, som varede så længe at Black Fork River udtørrede, og det samme gjorde andre, mindre vandløb i området. Det betød, at der ikke længere var vand til damplokomotiverne, og så måtte selskabet give op, og flytte knudepunktet tilbage til Green River, hvor det stadig er. Denne by voksede igen, men til gengæld forsvandt Bryan hurtigt, og i dag er der altså stort set kun fundamenter tilbage, og de eneste beboere i byen er en flok præriehunde, som vi lige så et par stykker af stikke hovedet op af deres hul. Vi gik lidt rundt og så resterne af byen inden vi kørte tilbage til hotellet.

Efter en pause på et par timer på hotellet, kørte vi igen ud til Mae og mor. Mae havde sin kæreste, Jimmy, på besøg. Efter en times tid gik mor igen i køkkenet mens vi andre sludrede videre og blev vist rund i huset, og legede med dyrene. Tim med katten og jeg med hunden. Heller ikke denne gang spiste mor med, så da hun kaldte gik vi andre til bords. Menuen bestod dels af ribs, der var blevet til overs fra dagen før, dels af hotdogs og burgere - alt hjemmelavet og fremragende. Mens vi spiste sad Tim og sludrede med Mae, mens jeg sludrede med Jimmy. Han var IT mand, så det havde vi til fælles. Han havde tidligere været i militæret, så der var mere fællesskab her, og så havde vi begge arbejdet i Ægypten, selv om min tid derned var noget kortere end hans. Efter et par timer sagde vi farvel og tak for denne gang, og så kørte vi tilbage til hotellet. Turen næste dag var på forhånd planlagt til at være turens længste, men med frem og tilbage mellem Green Bay og Naubinway, endte den med kun at blive næstlængst, men den var alligevel 800 km - hvoraf en del var på små grusveje. Mere om det i næste artikel.