Beale

Mysteriet om Beale’s Skat

Helt tilbage i 2008 begyndte jeg her på siden på en serie artikler om den såkaldte Beale’s Skat, men det blev aldrig til mere end et par stykker, så blev jeg optaget af andre ting. For nogle uger siden, kom jeg så pludselig i tanke om sagen igen, og nu har jeg altså besluttet at gøre arbejdet færdigt, men i stedet for en serie artikler, vil jeg omskrive det, jeg allerede har posteret, og så nøjes med en enkelt artikel, som dog nok bliver ret lang, og vil indeholde et eller to link til andre sider på dette site. Men lad mig til at starte med, lige minde om, hvad historien går ud på.

Overordnet set handler historien naturligvis om en skjult skat, men også om nogle koder som måske er falske, og som tilsyneladende er ubrydelige. Historien, som vi kender den i dag, begyndte i 1885, selv om den måske trækker tråde helt tilbage til før 1820.

Pamfletten

1885 udkom en lille pamflet, der fortalte om en gigantisk nedgravet skat. Denne skat skulle være gemt i Bedford County i den sydvestlige del af Virginia i USA. Desværre eksisterer der tilsyneladende ingen originale kopier af pamfletten, da restlageret gik tabt under en brand i det trykkeri, der havde trykt den, men der eksisterer flere forskellige afskrifter af den. En sådan afskrift kan ses på blandt andre dette link: http://www.unmuseum.org/bealepap.htm.

Udgiveren var en Mr. J. B. Ward, der påstod, at han ikke var forfatter til pamfletten, men at den ukendte forfatter havde ønsket at forblive anonym. Forfatteren, hvad enten det så var Ward eller en anden, fortæller i pamfletten, at han i 1862 (altså 23 år tidligere) var blevet kontaktet af en Mr. Morriss, som havde fortalt ham historien, og ved Morriss død i 1863, havde han fået overdraget et skrin fra denne. Skrinet indeholdt nogle breve og nogle andre, tilsyneladende uvæsentlige papirer, samt tre stykker papir beskrevet med tal, her benævnt B1, B2 og B3. I følge brevene skulle tallene være koder, der beskrev gemmestedet for en skat af guld, sølv og ædelstene, der altså var begravet i Bedford County i det sydvestlige Virginia. Et dokument skulle indeholde navne og adresser på de, der var den egentlige ejer af skatten (B3), et indeholdt en beskrivelse af skatten (B2) og et skulle være en beskrivelse af skattens præcise gemmested (B1). Ved et tilfælde opdagede pamflettens forfatter, at det ene dokument, det såkaldte B2, kunne dechifreres ved hjælp af den amerikanske Uafhængighedserklæring. Tallene repræsenterede ord i dokumentet, og ved at tage det første bogstav i disse ord, havde forfatteren fået "oversat" teksten til klart sprog. Han havde så brugt omkring 20 år af sit liv på at prøve at oversætte de to andre dokumenter, ikke mindst det såkaldte B1, som skulle indeholde en præcis beskrivelse af gemmestedets placering. Imidlertid havde han brugt alle sine penge på forehavendet, og havde nu opgivet og overgav derfor sagen til offentligheden. Pamfletten blev sat til salg for den nette sum af 50 cent pr. eksemplar, men inden der var solgt ret mange, brændte den bygning, som rummede det trykkeri, hvor de blev trykt, og der eksisterer i dag kun ganske få originale eksemplarer af pamfletten hvis overhovedet nogen, men teksten fra den kan findes adskillige steder på nettet.

I 1820 drev Robert Morriss (i følge pamfletten) Washington Hotel i Lynchburg, Virginia. En dag i januar kom tre mænd ind på hotellet. De tre mænd sikrede sig først, at der var passende opstaldningsmuligheder for selskabets heste. En af mændene, der præsenterede sig som Thomas J. Beale, fortalte Morriss, at han forventede at blive på hotellet vinteren over, mens hans to ledsagere kun ville blive et par uger, og derefter tage hjem til Richmond, hvor de havde deres familier. De to ledsagere forlod da også senere hotellet, mens Beale blev tilbage. Efterhånden blev Beale særdeles gode venner med Morriss, ligesom han også blev populær hos byens andre ”spidser”, både mænd og kvinder. Morriss beskrev Beale som ca. 180 cm høj, med ”kulsorte øjne” og tilsvarende hår. Det, der mest kendetegnede ham, var imidlertid hans ”mørke hud, der virkede som om solen og vejrliget permanent havde misfarvet ham”. Da han indskrev sig på hotellet, opgav han Virginia som hjemsted, og Morriss vurderede at han formodentlig kom fra den vestlige del af staten.

I marts 1820 kom de samme to mænd, som havde ledsaget Beale, da han kom om efteråret, tilbage til hotellet og efter nogle få dage forlod de alle tre stedet. Morriss hørte ikke mere til Beale før næsten to år senere, i januar 1822, hvor han vendte tilbage til hotellet, og igen indkvarterede sig for nogle måneder. I april 1822 forlod han igen hotellet, men inden han rejste gav han Morriss et skrin, der, som han forklarede, indeholdt nogle meget vigtige papirer, og som han bad Morriss om at opbevare indtil han, Beale, kom tilbage og hentede dem. Morriss accepterede, og tænkte ikke mere over tingene, før han modtog et brev fra Beale, afsendt fra St. Louis, Missouri i maj samme år. I brevet fortalte Beale, at Morriss måtte åbne skrinet i 1832, hvis det ikke var blevet afhentet inden. Desuden fortalte Beale i brevet, hvad skrinet indeholdt, og at de uforståelige papirer kun kunne læses ved hjælp af en nøgle. Denne nøgle havde Beale deponeret hos en ven i en kuvert, forseglet og adresseret til Morriss, og den ville blive sendt til Morriss i 1832. Samtidigt pålagde brevet Morriss, at såfremt denne selv skulle blive syg eller på anden måde forhindret, skulle han videregive skrinet og informationen som stod i brevet til en person, som han kunne stole på ville udføre opgaven i overensstemmelse med instruktionerne. Den person, som Morriss overgav skrin og brev til, var altså den ukendte forfatter af pamfletten. Desværre modtog Morriss aldrig nøglen til koden og ingen har nogensinde siden set det omtalte brev, som altså angiveligt skulle indeholde nøglen til koderne. I 1832, hvor man selv hentede sin post hos postvæsenet, var det almindeligt, at hvis et brev ikke blev afhentet, blev modtageren efterlyst i lokale aviser, og i 1832 blev et brev til en Robert Morris faktisk fremlyst i en avis i St. Louis, så måske blev brevet afleveret til postvæsenet med en ufuldstændig adresse, så det simpelthen aldrig kom frem. Om der er tale om den samme Morriss er dog usikkert, da en liste fra 1821 over personer, der havde tilladelse til at drive kro i St. Louis, omfatter en mand ved navn Robert W. Morris.

Da Morriss åbnede skrinet ved at ødelægge låsen, viste det sig, at der lå yderligere to breve til ham, skrevet før Beale tog af sted for sidste gang. Desuden nogle kvitteringer og tre uforståelige stykker papir fyldt med tal. I brevet pålagde Beale Morriss at finde en mand, han kunne stole på, som han kunne overgive skrinet til, hvis han ikke selv mente sig i stand til (på grund af sygdom eller andet) at føre brevets instrukser ud i livet. Først i 1862 havde Morriss fundet denne mand, som altså var forfatteren til pamfletten, og han fik skrinet af Morriss. Morriss døde året efter i 1863 i en alder af 85, og han forsvinder dermed ud af historien, og resten af pamfletten handler om skrinets indhold, og den ukendte forfatters eget arbejde med dette.

Agenten, der udgav pamfletten, altså J. B. Ward, var en god ven af den afdøde Morriss fortalte pamflettens ukendte forfatter, og tilføjede at det var i hans hus at fru Morriss var død to år før Morriss selv døde.

Pamfletten indeholdt et forholdsvis langt biografisk afsnit om Robert Morriss, som er ret nøjagtigt, og beskriver Morriss' liv med tilhørende op og nedture, som stort set kan bekræftes. Hvorfor det har været forfatteren magtpåliggende at fortælle så meget om Morriss, er ikke klart, men måske for at vise, at han faktisk kendte manden.

Men lad mig se lidt nærmere på, hvad historien egentlig handlede om – og det meste stammer fra de to breve, som forfatteren til pamfletten fandt i det skrin, han havde fået af Morris, og hvoraf især det første gav baggrundshistorien.

Brevet

Det første brev, der var ret langt, var dateret 4. januar 1822. I dette brev fortalte Beale sin historie, og nedenstående er et referat af brevet, som altså kan læses i sin helhed i det link til pamfletten, som jeg har angivet ovenfor.

Omkring 1817 rejste en gruppe på 30-35 mænd vestpå fra Virginia for at opleve eventyr. De ville besøge de vestlige prærier, for at jage bison, grizzlybjørne og andet storvildt. I maj forlod jagtselskabet St. Louis, hvor de havde købt forsyninger til turen, og drog mod sydvest mod Santa Fe, der dengang lå i Mexico. Undervejs besluttede man at vælge en anfører, og selskabet valgte Beale. Brevet fortæller en del om, hvordan en anfører kunne afsættes, og hvordan anføreren, efter selskabets eget ønske, havde nærmest enevældig magt.

I begyndelsen af december nåede gruppen frem til Santa Fe, hvor man slog sig ned for vinteren. I marts 1818 tog en del af selskabet på, hvad der skulle være en kort udflugt på et par dage for at jage og for at undersøge området omkring Santa Fe. Imidlertid gik der over en måned før resten af selskabet hørte fra jægerne igen. Netop, som man ville sende et eftersøgningshold ud, kom to af jagtselskabets medlemmer tilbage. De fortalte, at de efter et par dages jagt havde observeret en flok bøfler, som de havde fulgt nordpå, indtil de var omkring 250 eller 300 miles nord for Santa Fe. Her havde de slået lejr i en lille kløft, og mens de forberedte deres aftensmad, havde én af dem opdaget noget, han mente var guld i en spalte i klippen. Efter at have fået meddelelsen fra de to tilbagevendte, rejste resten af selskabet med Beale i spidsen straks nordpå. Her blev man klar over, at der vitterlig var tale om guld, og senere fandt man også sølv i området. Med hjælp fra de lokale indianere udgravede man både guld og sølv indtil sommeren 1819. Her besluttede man, at man ville overføre såvel guld og sølv til et mere sikkert opbevaringssted. Nogle medlemmer af selskabet ville have skatten transporteret til Santa Fe, mens andre ville have den hjem til USA. Til sidst besluttede man, at skatten skulle føres til Virginia, hvor den skulle gemmes i en hule, som nogle af medlemmerne kendte, nær ”Buford’s Tavern” i Bedford County i Virginia. Hele selskabet skulle følge med på de første 500 miles af turen, og derfra skulle 10 mand under ledelse af Beale transportere skatten det sidste stykke vej, mens de øvrige skulle vende tilbage og fortsætte guldgraveriet. Som sagt, så gjort. Bortset fra at da man nåede frem til Buford’s Tavern, viste det sig, at de lokale farmere brugte den pågældende hule til oplagring af kartofler og andre grøntsager. Man valgte derfor at begrave skatten et mere sikkert sted i nærheden.

Beale og to andre havde fået til opgave at finde en pålidelig person, som de kunne betro hemmeligheden om skatten, for at sikre at deres kammerater i minen, og deres slægtninge kunne få fat i den, i tilfælde af at noget skulle ske med dem selv. De havde hørt om Morriss og besluttede sig derfor for at Beale skulle indlogere sig på hotellet. Formålet var, at han skulle undersøge om Morriss ville være pålidelig. Beale vendte så i foråret 1821 tilbage til minen med sine to ledsagere. Hvad der var blevet af de øvrige otte, der havde ledsaget ham på turen, men som ikke besøgte Morriss fortæller historien intet om, men de har måske besøgt familie og er stødt til Beale senere? I minen udgravede man fortsat guld og sølv, og i 1822 måtte Beale og nogle af selskabet igen rejse tilbage til Buford’s Tavern med en ny ladning guld og sølv. Undervejs byttede de dog noget guld og sølv til nogle ædelsten, som var nemmere at transportere [hvorfor de ikke byttede det hele, kan man jo også spekulere over]. Inden han rejste fra Lynchburg igen, overlod han så skrinet til Morriss.

Brevet forsatte med at give instruktioner til Morriss om hvordan han skulle forholde sig, og at han, hvis han fik koden (som nævnt kun hvis Beale eller andre fra selskabet ikke havde henvendt sig inden 10 år var gået), skulle finde skatten og dele den i lige store dele til slægtningene til de, der deltog i det oprindelige selskab. En portion skulle han selv beholde. Et andet, meget kort brev var dateret den 5. januar 1822. Dette fortalte stort set bare, at et af de kodede dokumenter indeholdt navnene på alle de deltagere i det oprindelige selskab, hvis slægtninge ville være berettigede til en del af skatten, samt navne og opholdssteder på disse slægtninge.

Derudover indeholdt skrinet de tre stykker papir dækket med tal. Pamfletten gengav nu de tre papirer med deres koder, og forfatteren fortæller, hvordan han har brugt adskillige år på at forsøge at tyde dem. Det er lykkedes ham at tyde det ene, der fortæller hvad skatten består af, men de to andre, der dels fortæller præcis hvor skatten er gemt, og hvem der skal dele den, kan han ikke tyde. Forfatteren har brugt så mange ressourcer på projektet, at han nærmest er gået i hundene, og derfor har han besluttet sig for at opgive, og overgive hemmeligheden til offentligheden. Han har valgt at forblive anonym, for at undgå at blive kontaktet af de mange, som han forventer vil forsøge at finde skatten. Til sidst i pamfletten advarer han alle om ikke at bruge mere tid end, de rent faktisk kan tillade sig, på at forsøge at bryde koderne. Ellers vil det gå dem, som det er gået ham selv.

Forfatteren havde haft held med, efter mange forsøg, at bryde koden til B2, som fortalte, hvad skatten bestod af, men han havde brugt mange år og alle sine penge uden at kunne dechifrere de to andre ark. Jeg har lagt de tre koder samt oversættelsen af B2 op på min side, og du kan se dem her, hvis du selv har lyst til at forsøge – men læs resten af artiklen inden du går i gang. Her er min egen danske oversættelse af teksten fra B2.

”I Bedford County, omkring fire miles (ca. 6,5 km) fra Buford’s, har jeg, i en udgravning eller hvælving, seks fod under overfladen, deponeret følgende artikler, der i forening tilhører de personer, der er nævnt i nummer 3.

Den første deponering bestod af et tusinde og fjorten pund guld og tre tusinde ottehundrede og tolv pund sølv, deponeret i november 1819. Den anden blev gjort i december 1821 og bestod af nitten hundrede og syv pund guld, og tolvhundrede otteogfirs pund sølv; desuden juveler, anskaffet i St. Louis i bytte for sølv for at spare transport, til en værdi af $13.000.

Ovenstående er forsvarligt pakket i jerntønder med jernlåg. Hvælvingen er groft beklædt med sten, og beholderne hviler på massiv sten og er dækket af andre sten. Papir nummer 1 beskriver hvælvingens præcise placering, så den kan genfindes uden problemer.”

Skattejagt

Straks da pamfletten blev offentliggjort fik det mange til at gå på skattejagt, og denne har fortsat lige siden, af og til med større intensitet end på andre tidspunkter. Problemet for skattejægerne var, at stedfæstelsen her i B2 ikke er særlig præcis. Buford’s eller Buford’s Tavern eksisterer ikke i dag, men den lå der, hvor den lille bebyggelse Montvale ligger i dag; helt præcist tæt på en historisk bygning i bebyggelsen, Locust Level, som oprindeligt tilhørte Pascal Buford, søn af Henry Buford, som havde grundlagt kroen, som sønnen nu drev videre. Locust Level ligger i den nordvestlige udkant af bebyggelsen ved US Highway 460 i hvad der i dag er et industriområde og næsten lige over for en autoophugger – i hvert fald ved mit besøg i 2013. Problemet med at lokalisere skatten på baggrund af B2 er ikke mindst at koden ikke siger noget om, i hvilken retning fra Buford’s, man skal søge, kun afstanden på ca. 4 miles er angivet, og det kan måske være helt fra 3 og op til 5 eller mellem 4,8 og 8 km. Det giver et område, på mindst 130 km², som skal afsøges.

Billedet viser, hvor Buford's Tavern ligger i Bedford County i Virginia.

De fleste, der har skrevet om historien, formoder at det er nord for bebyggelsen, men det er jo kun et gæt, og, mange foreslår andre steder i bjegene. Blandt de steder, der er foreslået, er området ved Campbells Mountain nordøst for byen, ved Fulham Knob vest for byen, Portes Mountain sydvest for byen og også bjergområdet Peaks of Otter (tre bjergtoppe) nordøst for byen er blevet foreslået, selv om det ligger 8 miles fra Buford’s. Disse tre toppe, hvoraf Flat Top (1.220 m.o.h.) er den højeste, kan være et besøg værd i sig selv, også selv om man ikke skal på skatte jagt. Thomas Jefferson (USA’s 3. præsident), mente oprindeligt, at det var de højeste bjerge i det daværende USA, hvilket de ikke var, men klipper fra området blev sendt til Washington DC og indgår som Virginias bidrag til Washington Monument. Under 2. Verdenskrig styrtede et B25 bombefly ned på Sharp Top og da det var umuligt at bjærge vraget, findes der stadig rester af dette på bjerget. Men nu kom jeg vist på afveje, så jeg må hellere komme tilbage til historien.

For nogle år siden, i 1970’erne og 80’erne hvor der igen var ”gået skattejagt” i folk, gik skattejagten over gevind, og nogle af skattejægerne foretog sig helt uhyrlige ting. At trænge ind på private menneskers grunde og grave disse op, ikke mindst om natten, var blandt de ”blidere” forseelser, men i begyndelsen af 70’erne tog det så meget overhånd, at de lokale så sig nødsaget til at skyde varselsskud mod indtrængerne. Folk dukkede op med metaldetektorer, en enkelt med en geigertæller (selv om der ikke var noget radioaktivt materiale blandt det, som skulle være gemt), men der var nogen, der gik længere endnu, og sprængte sig ned i klippen på privat ejendom med dynamit (af og til sprængte nogen huller i andre folks marker og efterlod dem sådan, så køer faldt i hullerne og brækkede benene. En mand fra Texas var dog mere behersket. Han pakkede bare kone og børn i bilen, og drog til Virginia hvor han lånte sig frem til et vejkort, som han var sikker på, ville vise vej til skatten, hvilket det ikke gjorde. En mand fra Massachusetts vågnede midt om natten, efter at have drømt, hvor skatten var, og begav sig øjeblikkeligt på vej syd på. Også han blev skuffet. En dommer fra Virginias Højesteret afsøgte et stort område på cykel uden held. En clairvoyant mand fra Oklahoma afsøgte dalen Goose Creek Valley fra en helikopter, og en enkelt mente, at Jesus havde fortalt ham, hvor skatten var, og da han ikke fandt den, mente han at Jesus ville vende tilbage og give ham det rigtige sted.

Blandt de mere groteske historier er den om en mand fra Chicago, som undersøgte en kirkegård med en metaldetektor, og da han fik udslag på et område af kirkegården, hvor der ingen grave var, overtalte han menighedsrådet til at grave der – kun for at finde en stor mængde tøjbøjler af metal og nogle hestesko. Men han spurgte i det mindste om lov. En kvinde fra Pennsylvania hævede i 1983 en erstatning fra en ulykkesforsikring, tog til området, lejede en rendegraver og gravede dele af en anden kirkegård op i nattens mulm og mørke. Det eneste, hun fandt, var et håndtag til en kiste og nogle menneskeknogler, så hun blev arresteret og blev forbudt nogensinde at vende tilbage til Virginia.

Også på offentlige områder blev der gravet, fx langs Blue Ridge Parkway og Appalachian Trail, der begge tilhører den føderale regering, og de, der blev taget her, blev idømt store bøder. I begyndelsen af 1990’erne mente en gruppe medlemmer af en kirke i Pennsylvania, at de havde fundet løsningen på dette problem, så de ”hjemsøgte” Jefferson National Forest, selv om denne ligger omkring 15 miles sydvest for Buford’s. De valgte kun at grave på nationale helligdage, da de mente, at de kunne undgå at blive opdaget parkbetjente, hvis de kun gravede på disses fridage. De blev dog afsløret, men da havde de gravet huller i store dele af skoven, og som en del af straffen, blev de tvunget til at fylde alle disse huller op igen.

Endnu har ingen tilsyneladende fundet skatten – eller hvis de har – er de gået meget stille med dørene. Nogle forskere, ikke mindst eksperter i dechifrering af koder, mener slet ikke, at udfordringen ligger i at finde skatten, men derimod i at bryde koderne. Men lad mig se lidt nærmere på de teorier, der har været fremsat.

Teorier

Disse kan i store træk deles op i to kategorier. De, der går ud fra at hele historien var et falsum, og de, der mener, at historien er sand, og at der stadig er, eller i hvert fald har været en begravet skat. Til de sidste hører de, der påstår, at de har afkodet dokumenterne og faktisk fundet gemmestedet, som viste sig at være tomt, og de, der påstår (anonymt), at de faktisk har fundet skatten, men ikke vil afsløre hvor og hvordan.

Hele historien er et falsum!

Lad mig starte med at se på de, der betragter historien som et falsum. Disse kan deles op i to grupper:

de, der mener at papirerne er svindel, og at der aldrig har været nogen skat og
de, der mener at der aldrig har været nogen skat, men at papirerne ikke er lavet som et svindelnummer.

I gennemgangen vil jeg også se på de argumenter, som tilhængerne af, at historien er sand, har fremført som modbevis for de argumenter, der mener at den er falsk.

For at starte med de første, er der nogen uenighed om, hvem der i givet fald lavede svindelnummeret, og hvorfor. De fleste tror mest på, at manden bag svindelnummeret var J. B. Ward, og at han selv skrev såvel pamflet som breve og også lavede koderne. Andre tror, at Ward faktisk kun var udgiver, og at der var en ukendt forfatter, som stod bag svindelen. Hvordan han kunne tjene penge på det er uklart, med mindre han var i ledtog med Ward, som jo fik indtægterne fra salget af pamfletterne, men det var i givet fald ikke svindel i millionklassen, der var tale om. Der blev, efter hvad vi ved i dag, trykt ca. 5.000 eksemplarer, som skulle sælges for 50 cent stykket, en samlet indtægt på $2.500, som måske nok var mange penge i 1885, men som kun ville svare til ca. $66.000 i 2020 dollars, og så skulle omkostningerne ved at få trykt pamfletten og annonceret for denne (85 annoncer i avisen ”The Virginian”). Bare for at få dækket omkostningerne til annoncering med de annoncepriser fra avisen, som er bevaret i dag, skulle der sælges 3.700 eksemplarer. Dertil at altså omkostningerne til trykning, og så først ville der være overskud. Ikke nogen specielt indbringende forretning! I 1934 afviste Wards datter alle påstande om, at hendes far skulle være bagmanden bag et svindelnummer. Hun fastholdt at han hele tiden selv, hævdede at historien om, at han kun var udgiver, var sand, og at han selv troede på det, der stod i pamfletten, og det samme havde hun selv om hendes søskende gjort.

Forholdet mellem udgifterne og de forventede indtægter, har fået nogen til at rette mistanken mod en mand ved navn John W. Sherman. Sherman havde mange jern i ilden. Han var forfatter af skuespil og romaner, han ejede det bogtrykkeri, hvor pamfletten blev trykt, og han udgav The Virginian, hvor annoncerne blev bragt. Han kunne derfor annoncere i avisen uden at skulle betale for annoncerne, og som forfatter kunne han nok også have skrevet pamfletten og dens indhold. Som grund til at Sherman skulle svindle, anfører, at han var i økonomisk krise efter at have købt avisen, og havde en stor gæld til dennes tidligere ejer. Det endte da også med at Sherman gik fallit, og efterlod det meste af gælden ubetalt – så måske har han forsøgt at skaffe penge til at betale gælden. Men hvis Sherman var den skyldige, må Ward igen havde været involveret, for hvorfor skulle han ellers stå som udgiver af pamfletten? Set med Shermans øjne kunne det selvfølgelig være med til at gøre historien mere sandsynlig, men hvad fik Ward i givet fald ud af at lægge navn til.

Også Morriss har været fremført som bagmand for et svindelnummer. Han skulle have skrevet pamfletten omkring 1850, men hvorfor han så først gav til den til Ward eller en anden i 1862 og hvorfor den først blev offentliggjort i 1885, hvor Morriss havde været død i 22 år, er der ingen forklaring.

Nogle mener i øvrigt, at det hele er en spøg, som ikke havde til formål at tjene penge til nogen, men kun at ”lave sjov med borgermusikken”, og at bagmanden var forfatteren Edgar Allen Poe. Det kan dog forholdsvis hurtigt afkræftes, da pamfletten refererer til Den Amerikanske Borgerkrig (1861 til 1865) og Poe døde i 1849. At Poe muligvis kan have noget med sagen at gøre alligevel, vender jeg tilbage til senere.

Men uanset om Ward, Sherman, Poe, Morris, den ukendte pamfletforfatter eller en helt sjette var bagmanden bag et svindelnummer, hvad får så ”benægterne” til at tro, at historien er falsk?

Argumenter for og mod et svindelnummer

Det er der faktisk flere ting, der gør. Det mest besynderlige argument, jeg har set er fra en mand, der simpelthen hævder at Beale ikke kunne have skrevet brevene og koderne, da han var død i New Orleans før 1820! Det er et godt argument, men ikke særligt holdbart, da det er baseret på, at der kun var en eneste Thomas Beale i hele USA i begyndelsen af 1800-tallet, og vi ved faktisk med sikkerhed, at der var flere. Så den holder ikke. Faktisk var der en Thomas Beale, som boede i Lynchburg omkring 1814, men som blev involveret i en duel, der betød at han måtte flygte fra byen. Et interessant sammenfald er, at den mand Beale duellerede med, James Risque, blev såret, men overlevede duellen, og at hans barnebarn hed James B. Ward – jo den samme, som udgav pamfletten. En anden Thomas Beale boede mindre end 20 miles fra Buford’s, så der var flere. Om der er tale om en af disse to Beales er nok tvivlsomt, I hvert fald ham, der havde boet i Lynchburg, for han ville jo være kendt af borgerne i byen, og måske også af Morriss selv. Men der kan have været endnu flere i området, for mange af de officielle folketællinger eksisterer ikke mere – og fra folketællingen i 1810 gælder det flere amter i Virginia samt flere hele stater. Og ud over disse to, kendes der faktisk en del Thomas Beale og Beall, som kunne være den pågældende. Stavemåden skal man ikke tage så tungt. De fleste stavede navne på den måde, de mente, at de skulle staves ud fra udtalen, så det var helt normalt, at se både navne og andre ord stavet på mange forskellige måder. William Clark fra Lewis og Clark Ekspeditionen, som ikke lå mange år før Beales påståede ekspedition, skrev i sine dagbøger ”Jeg kan ikke respektere en mand, der kun kan stave et ord på én måde”. Der findes faktisk en genealogi for en Beale familie, som stammede fra det østlige Virginia omkring byen Warsaw i Richmond County. Der er da også nogle der mener, at når Beale i sit brev til Morriss, fortæller at hans ledsagere tog hjem til Richmond, var det amtet, ikke statshovedstaden, han mente, og der er flere, der mener at de 30 mænd, som Beale rekrutterede til ekspeditionen alle kom fra dette område. En tidligere CIA agent, Carl Nelson, har fundet en notits fra 1820 i avisen The Franklin Intelligenser fra Franklin, Missouri (grundlagt i 1816), som, omtaler en Thomas Beall og allerede i 1817 havde en anden avis fra Missouri, The Missouri Gazette, omtalt en S. T. Beall. Ligeledes kan navnet Thomas Beale eller Beall findes i lister over breve på forskellige postkontorer fra tiden, fx fra 12. april 1820 på postkontoret i netop Franklin, Missouri.

Et ofte fremført standpunkt er, at Thomas J. Beale eller TJB, som han ofte refereres til, (mellemnavnet Jefferson nævnes faktisk ikke i nogle af de breve, som Beale skrev til Morriss) var en uægte søn af USAs 3. præsident Thomas Jefferson og hans slave Sally Hemings, selv om Beale formodentlig blev født en del år før Jefferson blev præsident. En bog af en vis Larry Hinson fortæller en dramatiseret udgave af begivenhederne, med udgangspunkt i denne teori. Også Hinsons bog vender jeg tilbage til, da Hinson hævder at have dechifreret koderne i B3. Grunden til at mange mener, at J. i navnet stod for Jefferson, er simpelthen at pamflettens forfatter påstod, at han havde afkodet B2 med Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson var forfatter til.

Og så må man ikke se bort fra den mulighed, at Beale simpelthen var et dæknavn eller pseudonym for en person, som ønskede at være ukendt. Det vender jeg tilbage til nedenfor.

Men der er flere grunde til, at nogle mener at historien er et falsum. Et ofte fremført argument er, at brevene, der ledsagede kodedokumenterne, indeholdt ord, der ikke var i brug i det engelske sprog omkring 1822. Det ord, der oftest refereres til, er ordet "stampede", der anvendes i brevet, som var dateret 4. januar 1822. Sprogkyndige har påvist at dette ord, der er adopteret fra spansk (mexicansk), estampida, først forekommer på tryk i 1840'erne. Som modargument herimod siger nogle af de, der tror på historien, at selv om et ord ikke findes på tryk, er det jo ikke det samme, som at det ikke anvendes. Specielt hævder de, at Beale og hans mænd jo rejste rundt i et område, der tilhørte Spanien, og at sproget derfor var spansk. Derfor kunne ord fra spansk sagtens være blevet "adopteret" ind i talesproget, hos de engelsktalende, der befandt sig i området. Andre tilhængere af at historien er sand, mener, at hvis Beale har brugt spanske ord i sit brev, som ikke havde en engelsk pendant i 1822, kan man forestille sig at pamflettens ukendte forfatter, har rettet dette til et mere korrekt engelsk, da han skrev denne omkring 1880.

Et andet argument er, at ordet "connections" er stavet forkert både i teksten til pamfletten og i et af brevene til Morriss, hvilket skulle indikere, at begge dele, er skrevet af den samme, og at der altså aldrig havde eksisteret en Beale. Modargumentet her er, at godt nok er ordet stavet forkert, men det er ikke stavet forkert på samme måde. I pamfletten staves det "connexions", og i brevet til Beale "connextions", og jeg har allerede nævnt, at dengang tog man det ikke så nøje med stavningen.

I samme stil, men uden at have noget med sproget at gøre, er det argument, at pamfletten fortæller, at Beale kom til Lynchburg i 1821, mens Morris havde Washington Hotel. Imidlertid købte Morriss først hotellet nogle år senere, omkring 1824, så det kan ikke passe, at han har haft hotellet, da Beale var der. Imod dette argument taler, at pamfletten udtrykkeligt gør opmærksom på, at Beale "leasede" hotellet, og i Morriss "eget udsagn" siger han kun selv, at han "drev" hotellet, så han kan muligvis have leaset det i nogle år, før han købte det. Man skal huske, at pamfletten fortæller, at han var gået fallit med sit tobaksfirma, hvilket han faktisk gjorde, så han havde næppe penge til at købe et hotel for. I øvrigt understreges det i pamfletten, at Beale kom til Moriss hus, ikke hotel, og det er et faktum, at Hr. og Fru Morriss faktisk drev pensionat i deres private hjem i nogle år efter at tobaksfirmaet var gået konkurs, og indtil Morriss købte hotellet.

Flere argumenter

Men der er flere argumenter for, at hele historien er falsk. Her anføres det blandt andet, ifølge historien fandt Beales ekspedition guld mere end 30 år før der blev fundet guld i det område i Colorado, hvor Beales mænd må have fundet det, hvis de rejste mellem 250 og 300 miles mod nord fra Santa Fe. Det er dog et dårligt argument siger tilhængerne, for selv om andre først fandt guld og sølv omkring 1850, kan Beale holdt have gjort det langt tidligere. De holdt jo netop fundet hemmeligt, og hvis de har forladt minen (eller er blevet dræbt af fjendtlige indianere), kan andre jo have genfundet stedet mange år senere.

Beale og hans mænd ville være blevet anholdt, hvis de havde prøvet at rejse vest på fra St. Louis uden tilladelse, og en sådan ville have eksisteret i arkiverne i dag, hvilket den ikke gør. Nej, siger tilhængerne, for der er ingen der siger, at ekspeditionen rejste vest på direkte fra St. Louis. De kan være rejst nord eller syd på inden de krydsede Mississippi. Nogle af de, som mener at Beale var præsident Jeffersons søn mener også, at ekspeditionen kan være sendt på en hemmelig mission, beordret af præsident James Madison, der gik af i marts 1817, eller af James Monroe., der tiltrådte samme dag. Formålet skulle være at spionere mod spanierne, som ”ejede” området frem til 1821, hvor det overgik til Mexico ved landets uafhængighed fra Spanien, men også Mexico kunne USA have god grund til at spionere mod. Faktisk fortæller en cheyennelegende, der går i hvert fald tilbage til 1850, om en ekspedition som fandt sted omkring 1820, hvor en gruppe på omkring 30 hvide rejste ind i indianernes område i det sydlige Colorado.

Der er ingen registreringer af, at en ekspedition af den størrelse Beale beskriver, er blevet færget over Mississippi, men siger tilhængerne, det ville der også kun være, hvis de var blevet færget over med et officielt færgeselskab. Hvis de skulle ud på en ulovlig ekspedition, var der al mulig grund til at undgå at blive registreret fx ved at betale en færgemand ”under bordet”. Heller ikke nogen registreringer, som der faktisk eksisterer mange af den dag i dag, fra hoteller i St. Louis fortæller om indkvartering af så stor en styrke i 1817, men hvis ekspeditionen har skullet holdes hemmelig, har man sandsynligvis indkvarteres sig og ladet sig færge over floden enkeltvis eller måske to og to, ikke som en stor samlet gruppe.

Det sidste argument, jeg vil nævne i denne forbindelse, er at der ingen steder findes omtaler af, at et vogntog (og det estimeres at der skulle omkring 5-6 vogne til at transportere de store mængder guld og sølv) eller en muldyrkaravane (på omkring 25 mulddyr) har passeret mod øst fra St. Louis, hvor Beale anfører i sit brev, at de rejste hjem fra. En forsker mente omkring 1970, at han havde svaret på den udfordring, nemlig at det havde de heller ikke gjort. De havde sejlet. Der var to muligheder her. De kunne have sejlet med en flodbåd ned ad floden til New Orleans og derfra mod nord til Virginia, men mere sandsynligt var de sejlet mod nord og videre mod øst af Ohio River til Louisville i Kentucky, som var det længste flodbåde kunne sejle på floden på grund af nogle vandfald lige uden for byen. Herfra kunne de være fortsat med flodpramme, men mere sandsynligt med en muldyrkaravane tilbage til Virginia.

Et sidste (eller rettere flere) argument mod at historien skulle være sand, stammer fra selve koderne, men dem vender jeg tilbage til. Lad mig først se på ovenstående punkt 2, nemlig at papirerne ikke er lavet som et svindelnummer, men at der alligevel aldrig har være en skat.

Ikke svindel, men der har aldrig været en skat

En nylig fremført teori går ud på, at Edgar Allen Poe var i gang med en ny novelle/roman, da han døde i 1849. Efter hans død blev udkastet fundet af hans søster, og solgt sammen med andre memorabilia. Det endte hos en udgiver, Ward, som fik det gjort færdigt (muligvis af Sherman), og derefter udgav det som en novelle, men offentligheden opfattede det ægte dokument, hvilket aldrig var udgiverens mening. Hvis det er tilfældet, kan man undre sig over, hvorfor Poes navn ikke blev anført, da det formodentlig havde gjort publikationen mere værd, og skabt et større publikum for novellen, og hvorfor afviste udgiveren så ikke historien om, at det skulle være en autentisk fortælling.

Locust Level ved US 460 lige uden for nutidens Montavale. Kroen, Buford's Tavern og Pascal Bufords mølle, lå på samme grund.

En anden nyere teori går også ud på, at historien er opdigtet, men at der ikke var tale om et svindelnummer (se ovenfor om Poe). Da pamfletten blev udgivet, skulle det have været som en såkaldt "dime novel", altså en kort roman, der kunne sælges for 1 dime (10 cent) - den tids billigbøger. Tilhængere af denne teori fremhæver, at publikationen har alle de karakteristika som en ”dime novel” havde. Den er i pamfletformat, den indeholder en kort historie, historien handler om et eventyr, der foregår i vesten, prisen var 10 cent (selv om den i første omgang blev sat til salg for 50 cent), og forfatteren var anonym. Forfatteren skulle være John W. Sherman, bogtrykkeren, der trykte pamfletten. Begrundelsen for, at pamfletten først blev forsøgt solgt til 50 cent var, at den faktisk var skrevet med velgørende formål for øje. I 1883 havde der været en stor brand i Lynchburg, Virginia, og bogen skulle være blevet skrevet og udgivet til støtte for ofrene for denne brand. Da den ikke blev en salgssucces, blev den så genudsendt året efter, altså i 1886, men nu til den "sædvanlige pris" på 10 cent for en ”dime novel”. Som yderligere et argument nævnes det, at Sherman skulle have kendt såvel Morriss, som Ward og Pascal Buford - ejeren af den kro, hvor man skal tage udgangspunkt, hvis man skal på skattejagt (de to sidste, skulle han direkte være beslægtet med). Et andet forhold ved disse ”dime novels” var, at de tit inddrog historiske personer, og fortalte historier om disse, som intet havde med virkeligheden at gøre. Fx blev der skrevet ”dime novels” om Kit Carson, Buffalo Bill, Wild Bill Hickok og andre kendte fra "det vilde vesten". Morriss og Ward er begge historiske personer, der kan dokumenteres. De er dog ikke så kendte, så hvis forfatteren har inddraget disse, må det have været for at give historien større troværdighed, end hvis det var fx en kendt revolvermand, som havde haft dokumenterne til opbevaring.

Indholdet af de tre dokumenter med koderne, kan ses her. hvis nogen vil studere dem nærmere, inden jeg går i gang med næste afsnit.

Koderne

Mange af de argumenter, der fremføres som argument mod, at historien skulle være sand, handler om de tre ark med koder. Som nævnt ovenfor påstod forfatteren til pamfletten, at det var lykkedes for ham at dechifrere B2 ved hjælp af Uafhængighedserklæringen. På engelsk indledes dette dokument med ordene ”I have deposited in the county of Bedford about four miles from Buford’s…”. Imidlertid har en kode- og dechifreringsekspert hos National Security Agency, der tager sig af USAs (NSA) informations- og kommunikationssikkerhed (og andre mindre åbenlyse områder, men det er uvæsentligt i denne forbindelse), Dr. Mateer, påvist, at denne oversættelse er forkert. Hans oversættelse af B2 med den originale tekst til Uafhængighedserklæringen som Thomas Jefferson skrev, lyder som følger: ”A haie deposoted tn tt cointt oa itdstrrs thrr miles troa baotts…”. Dette er imidlertid ikke et validt argument for at koderne skulle være falske, siger en en anden kryptoanalytiker og ekspert i Bealekoderne, Stephen Matyas, som har samlet mere end 350 forskellige versioner af Uafhængighedserklæringen, alle med små differencer, og ingen ved i dag, hvilken version Beale anvendte til indkodningen, og selv ganske små afvigelser i ordlyd og stavning vil forvanske det oprindelige budskab, foruden de tællefejl, der uundgåeligt vil opstå, når man skal tælle sig frem til ord i dokumentet. Matyas nævner små forskelligheder mellem de enkelte dokumenter, han har samlet, som fx ”unalienable”/ ”inalienable”, ”meantime”/”mean time”, ” institute a new government”/” institute new government” og så videre. Matyas , som arbejdede med datasikkerhedsalgoritmer hos IBM, har skrevet en 700 sider lang bog, hvor et af kapitlerne har titlen ”The Hoax Therory Deflated” eller ”Svindelteorien afvist”. Også andre kodeeksperter har udtalt sig; nogle til fordel for at koderne er falske, andre for at de er ægte.

William Friedman, der i sin tid var leder af SIS (Signal Intelligence Service), forgængeren for NSA, var til tider sikker på, at koderne var ægte og kunne brydes, til andre tider sikker på at de var falske: ”Mandag, onsdag og fredag tror jeg på dem, tirsdag, torsdag og lørdag, tror jeg de er svindel, søndag holder jeg fri”. Ikke desto mindre inkluderede han koderne i det træningsprogram som nye kodekesperter hos SIS skulle gennemgå.

Dr. Carl Hammer, direktør for Computer Sciences hos firmaet Sperry-Univac (der byggede og solgte verdens første kommercielt fremtstillede computer), analyserede koderne på en Univac 1108 computer i 1965, og han kom frem til, at selv om computeren ikke kunne bryde koderne, viste resultaterne, at disse indehold intelligente mønstre, der ikke kunne opstå ved et tilfælde, og derfor måtte indeholde en eller anden form for meddelelse. Det skal lige nævnes, at Hammer ikke på nogen måde var interesseret i at finde skatten, men han så koderne som udfordringen, at bryde dem, ville være den største skat.

I 1980 kom så en nedslående meddelelse fra James Gillogly, som var President of the American Cryptogram Association. Han havde prøv et at ”oversætte” B1 med Uafhængighedserklæringen, og var kommet frem til at det blev til tilfældige bogstaver uden sammenhæng, hvilket man kunne forvente, hvis det var indkodet med en anden bog, men flere steder i denne tilfældige blanding af bogstaver, optrådte pludselig serier af bogstaver, som så underlige ud. Disse serier er senere blevet kendt som "Gillogly strenge". Blandt andet har Gillogly fundet strengen ”ABFDEFGHIIJKLMMNOHPP”. Det første ’f’, er sikkert en fejltælling, siger Gillogly, da F'et repræsenteres ved tallet 195, mens 194 er C, men han forklarer ikke de to i’er. Desuden peger han på strengen ”TTTTT”. Gillogly hæver, at det er statistisk usandsynligt, at den type strenge ville opstå ved dechifrering med Uafhængighedserklæringen, hvis dokumentet er indkodet med et helt andet dokument. I så fald skulle bogstaverne have været helt tilfældige, som de er i resten af dokumentet. Modargumentet mod Gillogly strengene er, at det er tænkeligt, at de er konstrueret bevidst, netop for at gøre dokumentet svært at dechifere. Et andet argument er, at hvis man lægger tallet 5 til alle tal i B1, over 600, vil der opstå endnu flere Gillogly strenge. Det antyder, siger modstanderne af Gilloglys teori, at Gillogly strengene faktisk ER tilfældige selv om Gillogly mente det modsatte. Én kodespecialist mener, at Beale kan have skrevet bogstaverne A til Z i en kolonne. Ud for hver bogstav har han så skrevet numrene på ord i Uafhængighederklæringen, der begyndte med det pågældende bogstav, og ved hjælp af denne tabel, har han så indkodet B2. Ved indkodningen af B1, har han i stedet skrevet alfabetet vandret, og derefter brugt kolonnerne, som udgangspunkt for koden. Dette, siger vedkommende, ville forklare hvordan Gillogly strengene er opstået. Dette bliver yderligere understøttet af, at for at opnå Gillogly strengene i B1 medtages tal, som slet ikke forekommer i koden til B2. Det seneste modargument er, at B1 og 3 er oversat med en såkaldt polyalfabetisk kode med fem alfabeter og et grundtal på 5, hvilket skulle forklare de mange multipla af 5, der forekommer i B1, og samtidigt forklare, hvorfor der opstår Gillogly strenge. Faktisk foreslog Gillogly selv, at enten var koderne falske, eller også var de netop ”begravet” under endnu et lag af koder. En britisk computerekspert og kodeelsker, Nick Pelling, som i øvrigt ikke tror, at der er nogen som helst historiske facts i pamfletten, siger at Gillogly strenge typisk vil være tegn på en ”code beneath the code”, altså en underliggende kodning inden den endelige.

Bjerge i Blue Ridge Mountains omkring 4 miles nord for Montvale. Er skatten gemt et sted i dette område?

I 2014 arbejdede en tysk Ph.D. studerende, Malte Nuhn, sammen med to andre forskere på universitetet i Aachen på at udvikle en algoritme, som skulle forbedre maskinoversættelser. Af og til testede de deres algoritme ved at lade den ”oversætte” koder. I 1960’erne og 70’erne hærgede en seriemorder, der blev kendt som The Zodiac Killer” i USA. Denne morder blev aldrig afsløret og straffet, men han sendt mange breve til politiet, og fire af disse indeholdt koder, hvoraf kun en er blevet tydet. Denne kode, der kaldes Zodiac-408, var en af de koder, de tre forskere testede med, og hvor det havde taget politiet en uge at bryde koden, klarede deres algoritme opgaven på tre sekunder! Derefter forsøgte de med Beale koderne. B2, den længste af disse og den med fleste gentagne tal, og altså den eneste, der allerede var dechifreret, blev læst ind i computeren. Computeren, med 8 parallelforbundne CPU’er (CPU = Central Processing Unit), brugte 30 timer til at nå frem til den ”rigtige” løsning med en fejlprocent på 5. Det var første gang at en computer havde brudt en Beale kode uden at kende dokumentet, der var nøgle. Her skal jeg lige tilføje, at jo længere en tekst er, og jo flere gentagne tegn, der er, jo nemmere vil koden være at bryde. En kodet tekst kan være så kort, at den ikke kan brydes af en computer, fordi der simpelthen er for mange muligheder: ”612 456 44 1” kan jo repræsentere alle tænkelige ord med fire bogstaver, eller endnu værre, kan det være at tallene slet ikke skal læses som fire grupper, men bare er skrevet sådan for at gøre det sværere at dechifrere. Ikke desto mindre prøvede de tre forskere så med koderne fra de to andre ark, men uden held. Efter forsøget kommenterede forskerne resultatet med, at enten var det fordi, der ingen "fornuftig" tekst var at finde i disse – eller fordi deres algoritme endnu ikke var god nok.

Andre mener ligeledes, at når koder B1 og B3 endnu ikke er dechifrerede med computerkraft, er det fordi, de ikke kan dechifreres fordi de ikke er indkodet tekst, men bare tilfældige samlinger af tal. Til det svarer Nick Pelling: ”Computere udøver ikke trolddom. Et menneske skal skrive det program, som computeren skal bruge til at bryde koden. Computeren er ikke svaret, for selv om den kan udføre hele arbejdet, er der stadig nogen, der skal finde ud af, hvad det er for en slags arbejde, den skal udføre.” William Friedman, som jeg omtalte ovenfor, endte med at give op. ”Det er simpelthen ikke muligt at bryde koden [i B1] med videnskabelige metoder, da den er for kort og har for få gentagelser”. Ark1 indeholder kun 597 tal, men ikke mindre end 299 af disse er unikke, hvilket giver en gentagelsesfaktor på 1,74, og det er under forudsætning af, at det samme tal betyder det samme alle steder i koden, hvilket ville være tilfældet med en almindelige substitutionskode. Jeg har selv arbejdet med at se på, hvordan man dengang (uden brug af computere) kunne udarbejde en kode, som var umulig eller i hvert fald meget vanskelige at bryde), og jeg har lavet et link til dette dokument: Bealekoderne og hvorfor de kan være svære at bryde.

At dokumentet er skrevet i kode, er ikke så mærkeligt. Beale ønskede at hemmeligholde sine informationer, hvis nu Morriss skulle blive fristet til at åbne skrinet før de aftalte 10 år var gået, så han kodede dokumentet og gemte nøglen et andet sted. Det at bruge koder i tekster, var ganske almindeligt i begyndelsen af det 19. århundredes USA. Det havde man gjort under Uafhængighedskrigen og krigen mod Storbritannien i 1812, og de fleste veteraner fra disse krigen vidste i det mindste noget om at kode og dechifrere koder og det er ganske tænkeligt at både Beale og Morriss havde kendskab til koder. Desværre for Morriss fik han aldrig nøglen, og dermed heller ikke mulighed for at bruge sin eventuelle viden på de konkrete koder.

Historien er sand

Men som det fremgår af alle de argumenter, der er fremført mod de, der argumenterer for at det hele er svindel eller i hvert fald ikke en sandfærdig historie, er der også mange, der tror på sandhedsværdien af historien. Også disse kan deles op i to grupper.

1. De, der tror at historien er sand og at skatten fortsat ligger begravet

2. De, der tror at historien er sand, men at skatten er fjernet for længst

Historien er sand og skatten er der fortsat

Den første kategori er der ikke meget at sige om. Der er mange, der tilhører denne kategori, og som ”trofast” arbejder på at dechifrere koderne i B1; færre i B3, der jo fortæller, hvem de skal dele skatten med. Af og til er der nogen, der påstår at det er lykkedes, men de bliver ofte skuffede. En lokal avis i Lynchburg bragte på et tidspunkt i 80'erne denne overskrift:

MAN HOT ON THE TRAIL OF THOMAS BEALE’S TREASURE.
(Mand tæt på sporet af Thomas Beales skat)

Og et par dage senere:

FOLLOW-UP: MAN WRONG.
(Opfølgning: Mand tog fejl).

Og sådan vil det fortsætte indtil skatten bliver fundet, for selv om det skulle blive bevist uden for enhver tvivl, at det hele er svindel, og at der aldrig har været en skat, vil der fortsat være nogen, der tror på, at den findes et sted derude.

Historien er sand , men skatten er for længst væk

Blandt de, der tror på, eller i hvert fald påstår, at historien er sand, men at skatten er væk, var en ung mand, som skrev til en avis for en del år siden, at han havde brudt koderne, fundet skatten, fjernet denne og sendt guld og sølv til Sydamerika for at få barrerne smeltet om. Der var vist ingen andre end ham selv, der troede på det. Men han er ikke alene.

På hjemmesiden The Beale Treasure Website påstås det, at en mand ved navn Daniel Cole har løst koderne i B1 og B3. Desværre giver hjemmesiden kun uddrag af den sidste del af B1, og dette uddrag er imidlertid umuligt at forstå, når man ikke har resten, og selv da lyder det kryptisk, selv i dechifreret stand. Her gengivet på dansk:

”Nitten er afstanden syd. Venstre indtil andet punkt. To’s på første del af hovedklippen syd i østvæggen. Jord på syds seks fod dyb. Åbn forsiden af punkt lige ned punktet foran øvre del. Fjern klipper. Så med dem fjern jord fem fod ned og rundt. Videre nu. Åbn punkt to’s væg lige ind. Nu åbn sydsiden. Nu videre ned under punkt.”

Det lyder enten som skrevet af en beruset, eller som en meget dårlig maskinoversættelse, men kontroller selv den engelske tekst på hjemmesiden, hvis I ikke tror mig. Hvordan dette skulle kunne føre nogen frem til en skat er uvist for mig, med mindre, der har har stået noget i første del af teksten, som har gjort ovenstående forståeligt, men jeg formoder, at denne ikke offentliggjorte del af teksten, må have fortalt præcis hvor i området skatten var begravet. Hjemmesiden viser billeder af findestedet, en hule, men fortæller ikke, hvor hulen er fundet, hvilket kan undre, da man jo har løst koden, og skatten i øvrigt er væk. Heller ikke hvilke bøger, der er brugt til oversættelsen bliver afsløret. Der er også billeder af noget, der skal være et ben fra en af de jernbeholdere, skatten var begravet i, et stykke af en læderrem, et spænde og et rustent søm.

Også B3 er oversat, men det indeholder ikke, som Beale ellers skrev i brevet, en oversigt over de, der havde ret til en andel i skatten og deres efterkommere. Tværtimod fortæller denne del af koden, at skatten allerede er fjernet af de, der oprindeligt gemte den på en andel som Morriss skulle have. Af en eller anden grund er denne meget nemmere at læse end den offentliggjort del af B1, selv om heller ikke denne har et flydende sprog (jeg har selv sat tegn):

"Sidste anmodning fra Thomas Jefferson Beale

Bliv ved med at opbevare. De belønninger, der venter dig, er så store, at du vil have svært ved at forstå. Jeg ved, at dette sidste papir modsiger et tidligere. Instruktioner er hele beløbet i hvælvingerne dit.

Alle andre har taget deres andele. Alle i harmoni.

Vi vil gøre den næste rejse til vores sidste forehavende. Vi er blevet beroliget af præsidenten om,

at vi vil bringe et beløb, der er lig med eller bedre, som allerede er delt.

Jeg efterlader ingen nøgler til at låse de tre papirer op; det vil kræve hårdt arbejde at finde skatten. Jeg har forsøgt at gøre det umuligt. Har givet regeringen og afleveret et beløb, det samme som vi har taget.

Et taknemlig håndtryk er vores kvittering. Kassemesteren [treasurer] i De Forenede Stater har accepteret som betalte skatter.

Konklusion: Jeg har ingen levende arvinger."

Det hele virker lidt langt ude, og selv om hjemmesiden har billeder af nogle mænd ved en hule, kan denne jo ligge hvor som helst og det behøver end ikke at være i nærheden af Montvale, Virginia. Der er flere ting i historien, der halter. I brevet til Morriss fortæller Beale dels, at da man fandt, at den hule, man havde regnet med at gemme skattene i, var taget i brug af lokale landmænd til opbevaring af landbrugsprodukter, valgte man i stedet at begrave skatten et andet sted, og det var ikke i en hule. Man gravede simpelthen et hul, til man nåede klippegrund. Væggene blev "beklædt med sten", og i dette hul satte man så ”gryderne” med skatten ned, dækkede dem til med andre klippestykker og fyldte igen jord ovenpå til hullet var dækket. Altså virkeligt en begravet skat, ikke en skat gemt i en hule.

En anden ting er, at hvis skatten allerede var blevet fjernet ved Beales sidste besøg hos Morris, da han overgav ham skrinet med de tre koder og brevene, hvorfor så overhovedet have ulejligheden? Han kunne jo bare være rejst uden at aflevere hverken koder eller brev, og så ville Morriss ikke have anet noget om sagen, og selskabet havde ikke behøvet at efterlade en andel til ham. Noget andet er, at der ikke er nogen optegnelser om, at statskassen pludselig fik en stor sum penge ud over det sædvanlige på det tidspunkt. Og hvordan skulle præsidenten, som på det tidspunkt var James Monroe kunne berolige selskabet med, hvad de ville finde. Havde det været selskabet, der havde fortalt præsidenten, at de ville komme tilbage med endnu mere guld og sølv, havde det været mere forståeligt, men hvorfor skulle de overhovet kontakte præsidenten? Med mindre selvfølgelig teorien, som jeg har omtalt tidligere, om at selskabet i virkeligheden skulle være sendt ud som spioner, har noget på sig.

Jeg har tidligere nævnt Larry Hinson. Han påstår også at have brudt koderne til både B1 og B3, men i sin bog fra 2011, Secret Mission of Thomas Jefferson Beale, offentliggør han kun (det meste af) indholdet af Ark3, og fortæller at han vil offentliggøre dels indholdet af B1 og dele af oversættelsen af B3 i en kommende bog. Denne er dog ikke kommet endnu her 9 år senere i 2020; så måske har han fundet skatten og trukket sig tilbage, eller er ”blevet forhindret af andre årsager”.

Under alle omstændigheder er Hinson en af de, der er overbevist om, at Beale var ældste søn af præsident Thomas Jefferson og dennes slave, Sally Hemings, en slave, der i visse dokumenter omtales som ”Tom”. Han mener i øvrigt også, at ”Tom” var den samme som den ”Pernia”, der fulgte Meriwether Lewis på dennes sidste rejse i 1809. I sin bog gengiver Hinson Toms dagbog fra en ekspedition, som denne faktisk var leder af i 1817, men der er efter min mening intet i denne dagbog, som tyder på, at ekspeditionen gravede guld og sølv i Colorado. Men alt dette er en anden historie.

Den udlægning af B3, som Hinson er kommet frem til, er markant anderledes end den, som Daniel Cole nåede frem til, meget anderledes endda. Til gengæld ”afslører” Hinson, hvordan han er kommet frem til løsningen; en metode, hvor jeg også kunne være nået frem til en løsning – der var helt anderledes end Hinsons. Hinson har fundet ud af, at B3 er indkodet med et af digtene, Miller’s Tale, fra Geoffrey Chaucers Canterbury Tales. Når han har fundet frem til dette digt, skyldes at der i Canterbury Tales er tale om 29 pilgrimme og en leder på rejse, og at Beales ekspedition talte 30 medlemmer. Når han har valgt Miller’s Tale er det fordi, at Pascal Buford, ud over krogen, også drev en mølle.

Hinson når frem til, at på trods af at der har været rejst tvivl om, hvorvidt en kode, der var så kort som B3, kunne indeholde navne på 30 ekspeditionsmedlemmer og deres eventuelle arvinger, at den gør det alligevel, dog kun indirekte. Til gengæld indeholder den også en længere tekst. Fra denne citerer jeg (i egen oversættelse fra engelsk):

”Jeg har begravet nord for Buford’s 8.000 pund guld, sølv og juveler der har en værdi af omkring $1.000.000. der skal deles i 31 andele (30 mand plus kuratoren)…. Vi gravede et hemmeligt hul og begravede de 8.000 pund. I efteråret kom vi øst på ved nattetide og brugte muldyr til at transportere guldet og sølvet… Jeg har skrevet Kode 2 med brug af Uafhængighedserklæringen… Da jeg har er soldat”, ved jeg hvordan man skal klargøre et gemmested med en lille indgang. Selskabet på 11 bragte omkring 1.330 guld og sølvbarrer til gemmestedet…”

Desuden fortælles der om indianere, selskabet har mødt, at gruppen har mødt William Clark, men intet om, hvor og hvad der kom ud af dette møde, men Clark var faktisk guvernør over Missouriterritoriet på dette tidspunkt. Nok så vigtigt fortæller dokumentet, at de 30 medlemmer og ekspeditionen skal findes ved hjælp folketællingen fra 1810.

Hvordan er Hinson så nået frem til dette resultat. Jo, det er han altså ved at bruge det pågældende digt. Her har han fundet de linjenumre, som tallene referer til. Så har han taget det sidste ord i hver linje, og set på ordets lyd, og så ”oversat” det til et ord. På den måde har han altså oversat teksten. Desværre er der altså også mange tal, han ikke opgiver oversættelsen af, fordi det vil komme i hans næste bog, hvis den nogensinde kommer.

Er Hinsons løsning så realistisk? Ikke efter min mening. For det første er selve oversættelsen tvivlsom. Lad mig givet eksempel: Tallet 112 ”oversættes” til Nicholas (som er det sidste ord i linje 112 i digtet). Herfra tager han lyden ”ol”, og bestemmer derfor at ordet, det skal repræsentere, er ”old”. Sidste ord i linje 240 er også Nicholas, men her mener Hinson at lyden er ”hol” og oversætter det derfor til ”hole”. Sidste ord i linje 20 er ”roote”, hvor lyden er ”o”, og det oversættes til 0 (nul), sidste ord i linje er ”horn”. Herfra tager han lyden ”hor”, som oversættes til ”hora” (som er spansk for time, hans skal nemlig bruge det engelske ord ”hour” her. Fra ”leather” tager han lyden ”ther”, og det skal derfor betyde ”there”. Et andet sted forekommet ordet ”old”, hvor han tager lyden ”l” og oversætter til ”l”. Ordet ”game” oversættes til ”g”, og så fremdeles. Det virker på mig som om, den gode Hinson har valgt fortolkninger af de enkelte tal i koden til noget, der passede til den historie, han gerne ville fortælle.

Der er også andre ting i historien, der lyder underlige Hvorfor skulle Beale medbringe Canterbury Tales på en ekspedition ud i vildnisset? Han kan selvfølgelig have skrevet koden, mens han boede hos Morriss og have lånt bogen af ham, men i så fald ville Morriss jo vide det, og ville måske forsøge sig med denne og evt. andre bøger som Beale havde lånt af ham. Noget andet er, at Beale i følge Hinson fortæller den samme historie, som han allerede har fortalt i brevet, og til dels i B2. Han fortæller også at B2 er indkodet med Uafhængighederklæringen og men ikke, hvordan han har indkodet B1 – med mindre selvfølgelig det er en del af oversættelsen som Hinson først vil bringe i sin kommende bog? Men det mest urealistiske efter min mening er, at Beale henviser til folketællingen fra 1810, og forklarer at ved hjælp af denne, kan man finde medlemmerne af ekspeditionen og deres eventuelle efterkommere. For det første var og er folketællingerne opdelt efter amter, så man skulle vide i hvilket amt, man skulle søge. Også dette kan selvfølgelig være beskrevet i de tal, hvis oversættelse, Hinson ikke bringer, for i bogen giver han faktisk navnene på de 30 medlemmer! B3 skulle kun bruges, hvis de 30 ikke vendte tilbage, men af folketællingen kan man faktisk ikke se, hvem deres arvinger var. Frem til og med folketællingen i 1840 blev kun navnet på familiens overhoved nævnt i registreringerne og desuden hvor mange børn af hvert køn, delt op efter aldersgrupper, fx "1 male, age 40-50, John Smith, Head of Household, 1 female age 40-50, 1 boy age 0-5, 2 girls age 10-14” og så videre, så det må være svært at finde de pågældende, hvis ekspeditionsmedlemmet selv var overhoved – og var han det ikke, ville hans navn slet ikke fremgå af folketællingen. Og Beale måtte også vide, at hvis folk flyttede mellem to folketællinger, skulle man vide, hvor de var flyttet hen, for at have nogen som helst chance for at finde dem igen, og det selv om de faktisk boede i samme amt, men var flyttet til et nyt valgdistrikt. Så nej, jeg tror desværre ikke på Larry Hinsons udlægning. Det er i øvrigt ikke helt klart om Hinson mener, at skatten fortsat eksisterer eller om den er fjernet, så måske skulle denne historie have været bragt i det foregående afsnit.

Historien er falsk, men skatten er ægte

Der er en del, der mener, at hele historien om Beale er forkert og opdigtet, men at der faktisk er eller har været en begravet skat i området. Her er der to ofte givne forklaringer på, hvilken skat, det skulle være.

Den ene går ud på, at det skulle være den formue, som det påstås Sydstaterne smuglede ud af Konføderationens hovedstad, Richmond, inden byen overgav sig til Unionshæren den 2. april 1865. Det er et faktum, at efter Borgerkrigen var der forsvundet store beløb fra Sydstatsadministrationen, som der ikke kunne redegøres for, og det udviklede sig hurtigt til myter, om at guld og sølv var blevet smuglet ud af byen, og gemt et eller flere steder, enten for at afvente at Konføderationen skulle ”komme tilbage”, på samme måde som der opstod myter om at tyskerne havde skjult formuer med slutningen af 2. Verdenskrig, som skulle bruges til retablering af et Fjerde Rige. Er der så noget om det? Det er en kendsgerning at da unionshæren rykkede frem mod Richmond, blev millioner af dollars i guldmønter ført ud af Richmond og anbragt i en bank i Columbus i Georgia. Senere blev general P.T.G. Beauregard beordret til at flytte guldet, og selv om bankdirektøren ikke ville aflevere det, blev han alligevel tvunget til det, men hvad der derefter skete er uklart. Alfred Roman, der skrev en Beauregard biografi, skrev i denne: ”Hvad der blev af mønterne er, mener man selv i dag, et mysterium. Det blev uden tvivl brugt til fordel for konføderationen; men hvordan og til hvilket formål er ukendt – da det aldrig blev godkendt af kongressen”. Der har altså været en formue, men den er snarere brugt end gemt, men på den anden side… Hvorfor så nogen skulle finde på hele Beale historien i stedet for bare at notere til ”intern brug”, hvor skatten var gemt, er et andet spørgsmål.

Den anden ofte fremførte teori går ud på, at Beales skat i virkeligheden er Jean Lafittes skat. Om sørøveren, smugleren og slavehandleren Jean Lafitte, kan man læse mere i min artikel om samme her på siden. I artiklen om Lafitte henvises også til denne artikel. Om Jean Lafitte overhovedet havde en skat, der blev gemt, vides ikke i dag, men det er der rigtigt mange (ikke mindst skattejægere), der tror. Skatten er foreslået gemt mange steder, blandt andet på ”øen” Barataria i Lousiana, der var Lafittes tilholdssted, ved Lake Charles i samme stat, nær Galveston i Texas, hvor Lafitte holdt til inden han forsvandt sporløst, eller altså i det vestlige Virginia. Beskrivelsen af Beale i pamfletten, svarer faktisk meget godt til de få beskrivelser af Lafitte, vi kender i dag, og hans liv til søs kunne forklare, hvorfor Morriss har dette med i beskrivelsen af ham: ”Hans særlige kendetegn var en mørklødet hudfarve, som om megen udsættelse for sol og vejr havde fuldstændigt garvet og misfarvet ham.” Sådan så min farfar faktisk også ud til sine dages ende, mere end 25 år efter at han var gået i land, og han var blond, mens Beale havde sort hår. Så personen Beale, kunne være personen Lafitte, men bortset fra denne lighed, er der så noget om historien?

Sidste gang man hører noget sikkert om Lafitte, er da han forlod Galveston i 1821. Nogle få kilder har enkelte historier om at Lafitte havde kontakt med forskellige frem til 1823. Nogle mener, at hans skib gik ned i Den Mexicanske Golf lige efter at han havde forladt Galveston, nogle mener, at han plydnrede spanske skibe, og blev sænket af et sådant, nogen påstår at han sejlede til Yucatanhalvøen i Mexico og slog sig ned der, og andre mener at han vendte tilbage til USA og slog sig ned under falsk navn. Der er sågar nogle, der mener at han sejlede til Sankt Helena, hvor han befriede Napoleon Bonaparte, som han havde kæmpet under, og de levede begge mange år u Louisiana under dæknavne. Som det fremgår af min artikel om Lafitte, fandt man på et tidspunkt en påstået dagbog. I følge denne tog han til Charleston, hvor han boede under falsk navn og i øvrigt giftede sig. Derfra rejste han til St. Louis (hvilket er i god overensstemmelse med Beale), hvor han blev resten af sit liv. Han skulle være begravet i Alton, lidt nord for St. Louis på Illinoissiden af Mississippifloden. Hvad ellers ved vi om Lafitte? Efter at have været lovlydig i en periode, slog han sig igen på sine ulovlige forretninger, netop i 1817, hvor Beale efter pamflettens ord skulle være rejst vest på.

Men kan der være noget om historien? Hvis vi antager at Lafitte havde en skat, som skulle skjules, hvorfor så ikke skjule den i nærheden af et af de steder, hvor han havde sin base? Det kan selvfølgelig være, at Beale har tænkt, at det ville være de første steder nogen ville give sig til at lede. Men hvorfor så det vestlige Virginia, som han ikke i følge nogen kendte kilder, havde tilknytning til? Hvordan kunne han vide noget om en hule, om Buford’s Tavern også videre, hvis han aldrig selv havde været i området? Lafittes styrke bestod, da den var størst omkring 1814 af mere end 1.000 mand. Nogle af disse, måske en eller flere af Lafittes nærmeste medarbejdere, kan have været fra området og have fortalt ham om hulen. Som sørøver havde denne måske ikke været hjemme i lang tid, og vidste derfor ikke at hulen blev brugt som grønsagslager, men Lafitte kan alligevel have besluttet sig at gemme skatten i området. Men hvorfor så have alt besværet med at lave koder, skrive breve og så videre? Her kunne man forestille sig, at Lafitte kunne bruge som undskyldning for pludseligt at komme til penge at han havde fundet Beales skat med hjælp fra Morris, og at man havde gjort som der stod i brevet, nemlig delt formuen. Koderne og brevet ville i den sammenhæng ikke have nogen betydning, men ville bare være for at narre Morriss. Lafitte ville jo selv havde vidst, hvor skatten var, og kunne have hentet den uden at fortælle Morriss noget om det. Og hvis koderne var uden betydning, ville Morriss aldrig kunne afsløre, hvad der stod. Dette forklarer dog ikke, hvorfor det kunne lade sig gøre at bryde koden i B2. En mulig historie? Givetvis, men sand? Næppe.

Inden jeg slutter, glemte jeg lige den kategori, der siger historien er falsk, koderne er ægte, men de fortæller i virkeligheden intet om en begravet skat. En sådan historie kunne man læse i Roanoke World News i 1974, hvor overskriften lød:

CODE BROKEN, BEDFORD TREASURE A HOAX, MAN SAYS
(Koden er brudt, Bedfordskatten er et svindelnummer, fortæller en mand)

Det var myndighederne ikke enige i, så i samme avis fandt man en anden overskrift:

CACHE LEGEND GENUINE, LOCAL AUTHORITY INSISTS

(Gemmestedslegenden er sand, insisterer lokal myndighed)

Hvad tror jeg selv?

Til allersidst lidt om, hvad jeg selv tror. Da jeg er den fødte skeptiker, tillader jeg mig at stille mig tvivlende. Historien lyder for konstrueret til at være sand. Derimod kan koderne godt være det, men de kan være lavet som en simpel udfordring, eller gåde, hvilket faktisk var populært i nogle kredse i anden halvdel af det 19. århundrede. Om de så nogensinde kan brydes, er en anden ting. Her vil jeg henvise til min artikel her på siden om koder, link ovenfor.

Men der er for mange ting, der halter, og der er en ting, som især undrer mig at ikke andre "kritikere" har hæftet sig ved, nemlig hvordan medlemmerne af Beales ekspedition fik smeltet den udgravede guld- og sølvmalm om til barrer, for de har vel næppe kunne opføre en stenmølle og et smelteri ude i de øde bjerge. Og hvis de havde bragt malmen til St. Louis eller en anden by, hvor operationen kunne have foregået, ville den med sikkerhed være blevet afsløret.

Hvis historien er sand, eller i hvert ideen om, at der er en skat nedgravet i Bedford County, uanset hvem der så begravede den, hører jeg til dem, der tror på at i givet fald har de ”retmæssige” ejermænd for længst fjernet den.

Og så ikke mere om Beales skat i denne omgang.