|
|
Beale skatten - det rene svindel, eller...?I denne artikel vil jeg se lidt på de argumenter, der har været fremført for og imod at hele sagen skulle være et stort svindelnummer. I den forbindelse, vil jeg også komme ind på spørgsmålet om, hvem der i givet fald er ansvarlig for svindelnummeret. I samme sammenhæng, vil jeg også berøre punkt 2, nemlig at historien er falsk, men at der ikke er tale om et svindelnummer. Hvilke argumenter anføres der så, for at historien er et svindelnummer? Det hyppigst anvendte er nok, at brevene, der ledsagede kodedokumenterne, indeholdt ord, der ikke var i brug i det engelske sprog omkring 1822. Det ord, der oftest refereres til, er ordet "stampede", der anvendes i et af de breve, der lå i metalskrinet, da Morriss åbnede dette. Brevet var dateret 4. januar 1822. Sprogkyndige har imidlertid påvist at dette ord, der er adopteret fra spansk (mexicansk), estampida, først forekommer på tryk i 1840'erne. Som modargument herimod siger tilhængerne af sandhedsteorien, at selv om et ord ikke findes på tryk, er det jo ikke det samme, som at det ikke anvendes. Specielt hævder de, at Beale og hans mænd jo rejste rundt i et område, der tilhørte Mexico, og at sproget derfor var spansk. Derfor kunne ord fra spansk sagtens være blevet "adopteret" ind i talesproget, hos de engelsktalende, der befandt sig i området. Et andet argument er, at ordet "connections" er stavet forkert i både teksten til pamfletten og i et af brevene til Morriss, hvilket skulle indikere, at begge dele, var skrevet af den samme, og at der altså aldrig havde eksisteret en Beale. Modargumentet her er, at godt nok er ordet stavet forkert, men det er ikke stavet forkert på samme måde. I pamfletten staves det "connexions", og i brevet til Beale "connextions". Her skal tilføjes at selv senere i århundredet - efter den amerikanske borgerkrig - var der ikke enighed om, hvordan man skulle stave ord, specielt "svære" ord, og navne. De blev typisk skrevet som "skriveren" troede de skulle staves i henhold til deres udtale. Eksempler på navne, der blev stavet forskelligt ( i officielle dokumenter, fx folketællinger, vielsesattester mm.), er Hendricks/Hendrics/Hendrix, Hicks/Hix, Pilkerton/Pilkington og Whort/Ward, for slet ikke at tale om Dula, som ses stavet som Dula/Duly/Dooley/Doola og flere andre stavemåder. I samme stil, men uden at have noget med sproget at gøre, er det argument, at pamfletten fortæller at Beale, kom til Lynchburg i 1821, mens Morris havde Washington Hotel. Imidlertid købte Morriss først hotellet nogle år senere, omkring 1824, så det kan ikke passe, at han har haft hotellet, da Beale var der. Imod dette argument taler, at pamfletten udtrykkeligt gør opmærksom på, at Beale "leasede" hotellet, og i Morriss "eget udsagn" siger han kun selv, at han "drev" hotellet, så han kan muligvis have leaset det i nogle år, før han købte det. Man skal huske at pamfletten fortæller, at han var gået fallit med sit tobaksfirma, så han havde næppe penge til at købe et hotel for. Et meget spændende og kort argument har en enkelt kilde, der simpelthen postulerer, at Thomas Beale ikke kan være forfatter til brevene "for han var død i New Orleans nogle år tidligere". Dette er et dristig postulat, da det jo går ud fra, at der kun kan have været én Thomas J. Beale. I folketællingerne fra begyndelsen af 1800-tallet, findes der da også flere Thomas Beales, om end ingen Thomas J. Beale og kun tre fra Virginia. Dette betyder ikke, at der ikke kan have været en Thomas J. Beale, for folketællingerne medtager ikke altid mellemnavne eller initialer på disse, og i de første folketællinger i 1800 og 1810, er det kun overhovedet for hver husstand, der er nævnt ved navn. De øvrige står bare som et antal, fx 3 børn. Desuden er folketællingerne ikke komplette. I Virginia mangler opgørelserne fra flere counties, og der er hele stater, hvor resultaterne af tællingerne ikke længere foreligger. I de fleste papirer angives Beales navn som Thomas Jefferson Beale, men i alle de oprindelige dokumenter, kaldes han kun Thomas J. Beale - eller endnu kortere T.J.B. Kun i en enkelt version af pamfletten, gengivet i de såkaldte "Hart dokumenter", efter to brødre, der forskede i sagen omkring århundredeskiftet, angives navnet i det ene brev som Tho. Jeff. Beale. når Jefferson er blevet almindeligt "anerkendt" skyldes det også, at Dokument 2 er indkodet ved hjælp af uafhængighedserklæringen, som blev forfattet af den senere præsident, Thomas Jefferson. Mest overbevisende som argument for at historien er et falskneri, er nok de såkaldte Gillogly strenge, der kan findes i dokument 1. Hvis man oversætter dokument 1 med med Uafhængighedserklæringen, på samme måde som dokument 2 blev oversat, fremkommer nogle tekststrenge, der først blev påpeget af James Gillogly, deraf navnet. Blandt andet har Gillogly fundet strengen ABFDEFGHIIJKLMMNOHPP. Det første f, er sikkert en fejltælling, siger Gillogly, da F'et repræsenteres ved tallet 195, mens 194 er C. Desuden peger han på strengen TTTTT. Gillogly hæver, at det er statistisk usandsynligt, at den type strenge ville opstå ved dechifrering med Uafhængighedserklæringen, hvis dokumentet er indkodet med et helt andet dokument. I så fald skulle bogstaverne have været helt tilfældige. Modargumentet mod Gillogly strengene er, at det er tænkeligt, at de er konstrueret bevidst, netop for at gøre dokumentet svært at dekode. Et andet argument er, at hvis man lægger tallet 5 til alle tal i Dokument 1, over 600, vil der opstå endnu flere Gillogly strenge. Det antyder, siger modstanderne af Gilloglys teori, at Gillogly strengene faktisk ER tilfældige selv om Gillogly mente det modsatte. En kodespecialist mener, at Beale kan have skrevet bogstaverne A til Z i en kolonne. Ud for hver bogstav har han så skrevet numrene på ord i Uafhængighederklæringen, der begyndte med det pågældende bogstav, og ved hjælp af denne tabel, har han så indkodet Dokument 2. Ved indkodningen af Dokument 1, har han i stedet skrevet alfabetet vandret, og derefter brugt kolonnerne, som udgangspunkt for koden. Dette, siger vedkommende, ville forklare hvordan Gillogly strengene er opstået. Dette skulle yderligere understøttes af, at for at opnå Gillogly strengene i Dokument 1 medtages tal, som slet ikke forekommer i koden til dokument 2. Det seneste modargument er, at dokument 1 og 3 er oversat med en polyalfabetisk kode med fem alfabeter og et grundtal på 5, hvilket skulle forklare de mange multipla af 5, der forekommer i Dokument 1, og samtidigt forklare, hvorfor der opstår Gillogly strenge. Andre ting, der har været fremført som argument for. at koderne er falske, handler meget om statistiske undersøgelser af forekomsten af ord og bogstaver. De er svære at argumentere mod, men som en tilhænger af at historien skulle være sand, skrev: "Man kan jo få tal til at vise hvad som helst. Det er kun et spørgsmål om, hvordan man tæller". Der er da også nogle, der netop bruger til statistik til "bevise" at koderne i dokument 1 og 3 må være ægte. Endnu et argument er, at Beales dokument nummer 2, ikke kan dechifreres med en standardversion af Uafhængighedserklæringen, men kun af en forkortet, fejlbehæftet udgave. Til det svarer tilhængerne af skattens eksistens, at der i 1822 faktisk ikke eksisterede en standardversion, da forskellige bogtrykkere godt kunne finde på at ændre i Thomas Jeffersons ord, fx for at få dem til at "gå i svang" med den publikation, de skulle udgives i. Andre hævder, at den version, der er brugt er Jeffersons endelige udgave, og at de fejl der opstår, alle opstår omkring linjeskift". Dette skulle så igen hænge sammen med, at linjeskiftene ikke er identiske i alle versioner. Dertil kommer forklaringen ovenfor med hjælpekolonnen, hvor alle bogstaverne stod med ordene ud for, suppleret med få tællefejl. Den tyndeste forklaring, jeg har set, er dog at når ingen endnu har kunnet bryde koderne, må det være fordi, de ikke kan brydes. Og når de ikke kan brydes, må det være fordi, tallene ingen betydning har. Derfor er koden falsk og det hele er et svindelnummer. Dette lyder som om, at man her har grebet efter et halmstrå. Jeg er ret sikker på, at det kan lade sig gøre at kode en tekst, så den selv med computere, vil være næsten ubrydelig, hvis man ikke kender nøglen. De, der mener at koderne i dokument 1 og 3 er falske, går normalt ud fra nogle kriterier, som gælder for dokument 2, men der er ingen beviser for, at de samme kriterier også skulle gælde de andre to dokumenter. Blandt kriterierne er, at det samme tal altid skal oversættes til det samme bogstav, men hvorfor skal det nødvendigvis det? Selv om 86 betyder A et sted, kan 86 jo godt betyde noget helt andet et andet sted. Sådan vil det i hvert fald være, hvis koden er polyalfabetisk. Men selv uden at der er tale om en polyalfabetisk kode, kan koden konstrueres, så samme tal repræsenter forskellige bogstaver. For eksempel er der jo ingen bevis for, at det altid er det første bogstav, i de fundne ord, der benyttes. Se fx denne kode: 1 1 1 1 1 2 2 26 26 61 16 89 94 14 29. Det er de tre første ord i foregående afsnit: "Endnu et argument" indkodet ved hjælp af teksten i selv samme afsnit, efter princippet: Det første bogstav skal være første bogstav i det ord, det står i. det næste bogstav skal være andet bogstav i det ord, det forekommer i. Det tredje bogstavskal være 3. bogstav og så fremdeles op til 5. Derefter startes forfra med det første bostav i ordet igen. De første fem 1-taller repræsenterer derfor ordet "endnu", i det ettallerne repræsenter henholdsvis det første, andet, tredje, fjerde og femte bogstav i dokumentets første ord. 2 2 repræsenterer "et", idet der her er tale om det første og andet bogstav i det andet ord. Ord 26 er "svarer" - her står "a" på 3. position, i samme ord står "r" på fjerde position, i ord 61, "svang" står "g" på 5. position og så fremdeles. En sådan kode ville være vanskelig at bryde uden nøglen, men endnu sværere ville den blive, hvis der bruges en længere tekst, så 1: Det samme bogstav er ALDRIG repræsenteret ved det samme tal. 2: Tal, der går igen repræsenterer ALTID forskellige bogstaver. Koden søges bevidst konstrueret, så samme tal gentages så OFTE som muligt, men aldrig mere end i sekvenser af to, da det er meget få ord, der findes med dobbeltbogstaver og kodningen skal jo ikke i sig selv afsløre metoden. Endnu sværere kunne det selvfølgelig gøres, hvis der til indkodningen blev brugt 3 eller fire forskellige bøger. Her kunne man måske skifte for hver 10 ord, for hver ord, for hvert 25. ord eller lignende. Igen ville det ikke være vanskeligt at dechifrere, hvis man havde nøglen, men noget nær umuligt uden - specielt når man ikke vidste, hvilke bøger, der var brugt. Endnu sværere ville det være, hvis man ikke skulle bruge, de tal, der stod, men oversætte dem til andre tal (hvilket nogle af de, der hævde at de har løst koden, påstår skulle være tilfældet). Med samme princip som ovenfor, kunne de tre ord overfor komme til at se sådan ud: "2 3 3 4 4 6 10 31 52 63 48 92 376 18 145". Det første tal ganges med 2. Til det næste lægges to. Det næste ganges med 3 og til det næste lægges 3 til. Det næste ganges med 4 og så lægges 4 til. Der ganges med 5 og lægges fem til. Derefter startes forfra. Denne systematik kunne naturligvis have været gjort langt mere kompleks. Sværest bliver det selvfølgelig, hvis man bruger ord, der genererer tal, der er større end antallet af ord i det dokument, der kodes efter. Hvis koden fx rummer et bredt udvalg af tal mellem 1 og 5000, vil næppe mange overveje at oversætte ved hjælp af et dokument, der kun indeholder 1000 ord. Endelig er der selvfølgelig den mulighed, at dechifreringen er baseret på et dokument som kun Morriss og Beale ville have kendskab til. Det kunne fx være et brev, som den ukendte person, der burde have sendt nøglen til Morris, havde ligget inde med, og altså ikke et offentligt kendt dokument. Hvis det er tilfældet, vil dechifrering efter min mening blive helt umulig.
Andre kandidater, der nævnes, er Robert Morriss, der skulle have skrevet dokumentet omkring 1850, agenten J. B. Ward selv evt. i samarbejde med J. Sherman, bogtrykkeren, der udgav pamfletten, samt diverse ukendte, der skulle have fundet på historien og "solgt" den til Ward, for at man kunne tjene penge på salget. Specielt Sherman har man forholdt sig til. Han havde nogle år før købt en avis, "The Lynchburg Virginian", på hvis trykkeri pamfletten blev trykt og udgivet, men nu var i økonomisk krise, og det endte da også med at Sherman gik fallit og blandt andet efterlod en stor gæld til avisens tidligere ejer. Her mener nogen, at han har forsøgt at skaffe penge til at afdrage sin gæld, ved at sælge pamfletten til skattejægere. For nyligt er der dog fremført den teori, at hele historien er falsk, men at der ikke var tale om et svindelnummer (se ovenfor om Poe). Da pamfletten blev udgivet, skulle det have været som en såkaldt "dime novel", altså en kort roman, der kunne sælges for 1 dime (10 cent) - den tids billigbøger. Tilhængere af denne teori fremhæver, at publikationen har alle de karakteristika som en dime-novel havde. Den er i pamfletformat, indeholder en kort historie, historien handler om et eventyr, der foregår i vesten, prisen var 10 cent (selv om den i første omgang blev sat til salg for 50 cent), og forfatteren var anonym. Forfatteren skulle være John W. Sherman, bogtrykkeren, der udgav pamfletten. Han var på dette tidspunkt kendt som skuespil- og romanforfatter, og var altså også bogtrykker, og udgav en avis. Dette kan forklare, hvordan der var "råd til" at annoncere hele 85 gange i "The Virginian" for pamfletten. Med de annoncepriser, som findes i mikrofilmarkiver fra den pågældende avis, ville antallet og størrelsen på annoncerne havde betyder, at der skulle sælges 3.700 eksemplarer af pamfletten, bare for at betale annonceringen. Det er rigtigt mange i en by med omkring 4.000 husstande. Dette ville selvfølgelig ikke være tilfældet, hvis Sherman selv var involveret - så kunne han sætte annoncerne gratis i avisen. Begrundelsen for, at pamfletten først blev forsøgt solgt til 50 cent er, at den faktisk var skrevet med velgørende formål for øje. I 1883 havde der været en stor brand i Lynchburg, Virginia, og bogen skulle være blevet skrevet og udgivet til støtte for ofrene for denne brand. Da det ikke var nogen succes, blev den så genudsendt året efter, altså i 1886, men nu til den "sædvanlige pris" på 10 cent for en dime-novel. Som yderligere et argument nævnes det, at Sherman skulle have kendt såvel Morriss, som Ward og Buford - ejeren af den kro, hvor man skal tage udgangspunkt, hvis man skal på skattejagt (de to sidste, skulle han direkte være beslægtet med). Et andet forhold ved disse dime-novels var, at de tit inddrog historiske personer, og fortalte historier om disse, som intet havde med virkeligheden at gøre. Fx blev der skrevet dime-novels om Buffalo Bill, Wild Bill Hickok og andre kendte fra "det vilde vesten". Morriss og Ward er begge historiske personer, der kan dokumenteres. De er dog ikke så kendte, så hvis forfatteren har inddraget disse, må det have været for at give historien større troværdighedm, end hvis det var fx en kendt revolvermand, som havde haft dokumenterne til opbevaring. I andre artikler, vil jeg se på teorierne fra de, der mener at historien er den rene og skære sandhed - eller i hvert fald noget, der ligner.
- Tilbage
til Sandhed eller Svindel -
|