Beale skatten

I over 120 år har mysteriet om Beale-skatten, Beale-papirerne ellers Beales koder optaget historikere, dechifreringseksperter og ikke mindst skattejægere, primært i USA men også i Europa, og blandt andet har BBC lavet et par udsendelser om sagen. Det har været drøftet, om der er tale om et fantastisk svindelnummer, eller om der virkelig er tale om en "vejviser" til en skat, der i dag er mindst 30 millioner dollars værd.

Blandt tvivlerne er der givet mange argumenter for, at dokumenterne skulle være falske. Nogle af disse argumenter er dog i direkte modstrid med hinanden, og også blandt de, der tror på skatten, er der forskellige udlægninger af teksten. De eneste kendsgerninger er dog, at dokumenterne måske har eksisteret, at de er blevet beskrevet i en pamflet i 1885, og at ingen har offentliggjort at de har fundet skatten, selv om nogle påstår at de har fundet stedet, hvor den var begravet, men at gemmestedet var tomt.

Da jeg gik i gang med denne artikel, skulle den have været en kort gennemgang af "skattesagen", men nu har det udviklet sig til en større affære, så i første omgang vil jeg bare repetere historien kort, og så vil der komme flere detaljer efterhånden.

I 1885 udkom der en lille pamflet, der fortalte om en gigantisk nedgravet skal i Bedford County i Virginia. Udgiveren var en Mr. J. B. Ward, der påstod. at han ikke var forfatter til pamfletten, men at denne ukendte forfatter havde ønsket at forblive anonym. Forfatteren, hvad enten det så var Ward eller en anden, fortæller i pamflettten, at han i 1862 (altså 23 år tidligere) var blevet kontaktet af en Mr. Morriss, som havde fortalt ham historien, og ved Morriss død i 1863, havde han fået overdraget et skrin fra Morriss. Skrinet indeholdt nogle breve og nogle andre, tilsyneladende uvæsentlige papirer, samt tre stykker papir beskrevet med tal. I følge brevene skulle tallene være koder, der beskrev gemmestedet for en skat af guld, sølv og ædelstene, der altså var begravet i Bedford County i det sydvestlige Virginia. Et dokument skulle indeholde navne og adresser på de, der var den egentlige ejer af skatten (B3), et indeholdt en beskrivelse af af skatten (B2) og et skulle være en beskrivelse af skattens præcise gemmested (B1). Ved et tilfælde opdagede pamflettens forfatter, at det ene dokument, det såkaldte B2, kunne dechifreres ved hjælp af den amerikanske Uafhængighedserklæring. Tallene repræsenterede ord i dokumentet, og ved at tage det første bogstav i disse ord, havde forfatteren fået "oversat" teksten til klart sprog. Han havde så brugt omkring 20 år af sit liv på at prøve at oversætte de to andre dokumenter, ikke mindst det såkaldte B1, som skulle indeholde en præcis beskrivelse af gemmestedets placering. Imidlertid havde han brugt alle sine penge på forehavendet, og havde nu opgivet og overgav derfor sagen til offentligheden. Pamfletten blev sat til salg for den nette sum af 50 cent pr. eksemplar, men inden der var solgt ret mange, brændte den bygning, som rummede det trykkeri, hvor de blev trykt, og der eksisterer i dag kun ganske få originale eksemplarer af pamfletten hvis overhovedet nogen, men teksten fra den kan findes adskillige steder på nettet.

I resuméform kommer her historien (flere detaljer, herunder om ægtheden af papirerne mm, følger senere).

I 1820 drev Robert Morriss Washington Hotel i Lynchburg, Virginia. En dag i januar var tre mænd kommet ind på hotellet. Efter at have sikret sig, at der var passende opstaldningsmuligheder for selskabets heste, havde en mand, der præsenterede sig som Thomas J. Beale, fortalt Morriss, at han forventede at blive på hotellet vinteren over, mens hans to ledsagere kun ville blive et par uger, og derefter tage hjem til Richmond, hvor de havde deres familier. De to ledsagere forlod da også hotellet, mens Beale blev tilbage, og efterhånden blev han særdeles gode venner med Morriss, ligesom han også blev populær hos byens andre ”spidser”, både mænd og kvinder. Morriss beskrev Beale som ca. 180 cm høj, med ”kulsorte øjne” og tilsvarende hår. Det, der mest kendetegnede ham var imidlertid hans ”mørke hud, der virkede som om solen og vejrliget permanent havde misfarvet ham”. Da han indskrev sig på hotellet, opgav han Virginia som hjemsted, og Morriss vurderede at han formodentlig kom fra den vestlige del af staten. 

I marts kom de samme to mænd, som havde ledsaget Beale, da han kom om efteråret, tilbage til hotellet og efter nogle få dage forlod de alle tre stedet. Morriss hørte ikke mere til Beale før i januar 1822, hvor han vendte tilbage til hotellet, og igen indkvarterede sig for nogle måneder. I april 1822 forlod han igen hotellet, men inden han rejste gav han Morriss et skrin, som han forklarede indeholdt meget vigtige papirer, og som han bad Morriss om at opbevare indtil han, Beale, kom tilbage og hentede dem. Morriss accepterede, og tænkte ikke mere over tingene, før han modtog et brev fra Beale, afsendt fra st. Louis, Missouri i maj 1822. Blandt andet stod der i dette brev, at såfremt Beale ikke kom tilbage efter skrinet, måtte han, Morriss, åbne det i 1832. Beale kom faktisk ikke tilbage, men først i 1845 besluttede Morriss sig til at åbne skrinet. I dette viste det sig, at der lå yderligere to breve til ham, skrevet før Beale tog af sted for sidste gang. Desuden nogle kvitteringer og tre uforståelige stykker papir fyldt med tal.

Her ”forsvinder” Morriss stort set ud af historien, og resten af pamfletten handler om skrinets indhold, og den ukendte forfatters eget arbejde med dette. 

I brevet fra maj 1822 fortæller Beale som sagt, at Morriss må åbne skrinet i 1832, hvis det ikke er blevet afhentet inden. Desuden fortæller han hvad skrinet indeholder, og at de uforståelige papirer kun kan læses ved hjælp af en nøgle, og at Beale har deponeret denne nøgle hos en ven, forseglet og adresseret til Morris, og at den vil blive sendt til Morriss i 1832. Samtidigt pålægger brevet Morriss, at såfremt denne selv bliver syg eller på anden måde forhindret, skal han videregive skrinet og informationen til en person, som han stoler på vil udføre opgaven i overensstemmelse med instruktionerne. Denne person er altså forfatteren af pamfletten. Desværre modtager Morriss aldrig nøglen til koden og ingen har nogensinde siden set det omtalte brev, som angiveligt skulle indeholde nøglen til koderne. 

Forfatteren, der nu har modtaget skrinet med indhold, foruden brevet til Morriss, giver sig nu til at undersøge indholdet. Først er der et ret langt brev, dateret 4. januar 1822. I dette brev fortæller Beale sin historie:

Omkring 1817 rejste en gruppe på 30-35 mænd vestpå fra Virginia for at finde eventyr. De ville besøge de vestlige prærier, for at jage bison, grizzlybjørne og andet storvildt. I maj forlod jagtselskabet St. Louis, hvor man havde købt forsyninger til turen, og drog mod sydvest mod Santa Fe, der dengang lå i Mexico. Undervejs besluttede man at vælge en anfører, og selskabet valgte Beale. Brevet fortæller en del om, hvordan en anfører kunne afsættes, og hvordan anføreren, efter selskabets eget ønske, havde nærmest enevældig magt.  

I begyndelsen af december nåede man Santa Fe hvor selskabet slog sig ned for vinteren. I marts tog en del af selskabet på, hvad der skulle være en kort udflugt på et par dage for at jage og undersøge området omkring Santa Fe. Imidlertid gik der over en måned før resten af selskabet hørte fra de andre igen. Netop som man ville sende et eftersøgningshold ud, kom to af jagtselskabet tilbage. De fortalte at de efter et par dages jagt havde observeret en flok bøfler, som de havde fulgt nordpå, indtil de var omkring 250 eller 300 miles nord for Santa Fe. Her havde de slået lejr i en lille kløft, og mens de forberedte deres aftensmad havde en af dem opdaget noget, han mente var guld i en spalte i klippen. Efter at have fået meddelelsen rejste resten af selskabet med Beale i spidsen straks nordpå. Her blev man klare over, at der vitterlig er tale om guld, og senere fandt man også sølv i området. Med hjælp fra de lokale indianere udgravede man både guld og sølv indtil sommeren 1819. Her besluttede man at man ville overføre såvel guld og sølv til et mere sikkert opbevaringssted. Nogle af selskabet ville have skatten transporteret til Santa Fe, mens andre ville have den hjem til USA. Til sidst besluttede man at skatten skulle føres til Virginia, hvor den skulle gemmes i en hule nær ”Buford’s Tavern” i Bedford County i Virginia. Hele selskabet skulle følge med på de første 500 miles af turen, og derfra skulle 10 mand under ledelse af Beale, transportere skatten det sidste stykke vej, mens de øvrige skulle vende tilbage og fortsætte gruldgraveriet. Som sagt, så gjort. Bortset fra at da man nåede frem til Buford’s Tavern, viste det sig, at de lokale farmere brugte den pågældende hule til oplagring af kartofler og andre grøntsager. Man valgte derfor at begrave skatten et mere sikkert sted i nærheden.

Beale og to andre, havde fået til opgave at finde en pålidelig person, som de kunne betro hemmeligheden om skatten, for at sikre at deres kammerater i minen, og deres slægtninge kunne få fat i den, i tilfælde af, at noget skulle ske med dem selv. De havde hørt om Morriss og besluttede sig derfor for at Beale skulle indlogere sig på hotellet. Formålet var at han skulle undersøge om Morriss ville være pålidelig. Beale vendte så i foråret 1821 tilbage til minen med sine ledsagere, og her gik alt godt. Man udgravede fortsat guld og sølv, og i 1822 måtte han tilbage til Buford’s Tavern med en ny ladning guld og sølv samt nogle ædelstene. Inden han rejste igen, overlod han så skrinet til Morriss.

 Brevet forsætter med at give instruktioner til Morriss om hvordan han skal forholde sig, og at han, hvis han får koden (kun hvis Beale eller andre fra selskabet ikke har henvendt sig inden 10 år), skal finde skatten og dele den i lige store dele til slægtningene til de, der deltog i det oprindelige selskab. En portion skulle han selv beholde. 

Et andet, meget kort brev er dateret den 5. januar 1822. Dette fortæller stort set bare, at et af de kodede dokumenter indeholder navnene på alle de deltagere i det oprindelige selskab, hvis slægtninge er berettiget til en del af skatten, samt navnene og opholdssteder på disse slægtninge.

Derudover indeholdt skrinet de tre stykker papir dækket med tal. Pamfletten gengiver nu de tre papirer med deres koder, og forfatteren fortæller, hvordan han har brugt adskillige år på at forsøge at tyde dem. Det er lykkedes ham at tyde det ene, der fortæller hvad skatten består af, men de to andre, der dels fortæller præcis hvor skatten er gemt, og hvem der skal dele den, kan han ikke tyde. Forfatteren bruger så mange ressourcer på projektet, at han nærmest går i hundene, og det er derfor han beslutter sig for at opgive, og overgive hemmeligheden til offentligheden. Han vælger at forblive anonym,for at undgå at blive kontaktet af de mange, som han forventer vil forsøge at finde skatten. Til sidst i pamfletten advarer han alle om ikke at bruge mere tid end de rent faktisk kan tillade sig på at forsøge at bryde koderne. Ellers vil det gå dem, som det er gået ham selv. 

Agenten, der udgav pamfletten, altså J. B. Ward, er en god ven af den afdøde Morriss siger forfatteren, og tilføjer at det var i hans hus at fru Morriss døde.

I senere artikler vil jeg fortælle mere om denne spændende historie, men nu kan eventuelle skattejægere og kodebrydere blandt læserne gå i gang på egen hånd. Klik her for at se de tre koder, samt oversættelsen af dokumentet B2.