Planen holdt kun delvis

Så blev det tirsdag og den første dag med planlagte aktiviteter (bortset fra frokost søndag (Hvidsten Kro) og mandag (Lilleheden), men ellers ikke noget. Men det skulle altså ændre sig her tirsdag, selv om det alligevel ikke gik helt efter planen. Denne gik ud på, at jeg som året før ville overvære en forestilling i Ørnereservatet (Eaglesworld), som jeg havde købt billet til hjemmefra. Da reservatet ligger tæt på Skagen og Grenen, ville jeg så følge op med et besøg her, og så ville jeg besøge Råbjerg Mile på tilbagevejen.

Lammegrib i Ørnereservatet; en af de få gribbe, der ikke har nøgent hovede.

Efter at have indtaget en glimrende morgenmad på SleepWell, satte jeg kursen mod reservatet. Forestillingen skulle begynde kl. 10, og på såvel hjemmesiden som på bekræftelsen af min billet, blev det anbefalet at man kom i god tid - så det gjorde jeg. Porten åbnes kl. 9, og to minutter over, kunne jeg køre ind på parkeringspladsen. Efter at have parkeret bilen, bevæbnede jeg mig med et par kameraer (eller tre), og gik så til indgangen, hvor jeg skulle vise coronapas. Derefter besøgte jeg souvenirshoppen, hvor jeg - som sidste år - købte noget at drikke, en T-shirt til mig selv og et tøjdyr til Clara; denne gang en vandrefalk med hætte. Så fandt jeg ellers en plads på tribunen, hvor der endnu ikke sad mange på det tidspunkt, men inden forestillingen gik i gang, var stort set alle pladser fyldt. Det var nyt i forhold til året før, hvor covid-19 pandemien betød, at der kun måtte lukkes 500 ind.

Forestillingen var imponerende og havde nogenlunde de samme indslag som året før. Det vil sige et par forskellige falke (vandrefalk og sakerfalk), afrikansk sortørn, kongeørn, lammegrib, Stellers Havørn og Nordatlantisk havørn i nogenlunde den rækkefølge. Og der blev demonstreret såvel falkejagt fra jorden som jagt med både falk og ørn fra hest. Og så fik vi selvfølgelig relevante facts om fuglene i ørnereservatet og mere generelle ting om rovfugle. Da showet var forbi, besøgte jeg butikken endnu engang for at købe koldt vand til den videre tur, og så satte jeg ellers kursen mod Skagen. Jeg skulle imidlertid aldrig nå frem til mit mål.

Fra Ørnereservatet kørte jeg af Skagensvej mod øst, mod Ålbælvej, som jeg nåede uden problemer, men dårligt var jeg kommet ud på Ålbækvej og satte kursen nord på, før det gik galt, forstået på den måde at trafikken nærmest gik i stå. I første omgang fortsatte jeg dog ufortrødent, da jeg regnede med, at et eller andet sinkede trafikken længere fremme, måske et landbrugskøretøj eller lignende. Sådan fortsatte det imidlertid 6 km til den næste rundkørsel, hvor man kan køre ud til Råbjerg Mile. Jeg holdt dog kursen mod Skagen, selv om trafikken efterhånden gik helt i stå, og vi bevægede os kun få meter ad gangen. Omkring 2 km (og 40 minutter) længere fremme, hvor der var en vigeplads i modsatte side af vejen, besluttede jeg mig for at opgive. Jeg lavede derfor en U-vending og satte kursen syd på igen, Jeg var på det tidspunkt sikker på at køen skyldtes trængsel i Skagen, og jeg var overbevist om, at jeg nok ikke kunne finde et sted at parkere bilen, og jeg tænkte, at det samme nok ville være tilfældet ved Grenen. Jeg skal måske lige tilføje at vejret var forrygende med masser af solskin og lidt (meget) for meget varme, så det var ikke så underligt af folk var på udflugt. Jeg vendte altså om, og da jeg kom tilbage rundkørslen, valgte jeg at sætte kurs mod Råbjerg Mile. Så kunne i hvert fald en del af dagens planlagte program blive til noget. Men nej! Da jeg nåede milen var der absolut ingen steder at parkere, og selv om jeg cirklede på parkeringspladsen 3-4 gange, ændrede det ikke noget på det. Jeg valgte derfor helt at opgive de nordligste områder af Jylland for denne gang.

Cloostårnet vest for Frederikshavn ligger i den såkaldte Vandværksskov. På den øverste udsigtsetage er man 160 m over havets overflade.

I steder kørte jeg mod Frederikshavn, hvor jeg havde planlagt et besøg torsdag. Ikke i selve byen, men ved (og i) Cloostårnet. Selv om jeg har tilbragt lang tid i Frederikshavn, og tit har været ved Cloostårnet, havde jeg aldrig været oppe i det. Det besøg besluttede jeg mig nu for at fremrykke, så jeg satte kursen mod Frederikshavn og tårnet, som står på en bakke vest for byen. I modsætning til Skagen, var der ikke mange mennesker her, så her var der masser af ledige parkeringspladser. Jeg stillede derfor bilen og gik mod tårnet. Undervejs købte jeg en billet til tårnet i et dertil indrettet billetkontor og iskiosk. Cloostårnet er "bare" et udsigtstårn. Der er altså ikke andet formål med det, end at man kan nyde udsigten. Tårnet blev finansieret af købmand og konsul Christian Cloos (deraf navnet), der i sit testamente bevilgede penge til opførelsen under forudsætning af, at tårnet skulle være opført senest 50 år efter hans død i 1912 - og det lykkedes lige med nød og næppe, da tårnet kunne indvies i april 1962. Tårnet er 60 m højt og har tre udsigtsetager på toppen. Det var oprindeligt meningen, at der skulle have været en roterende restaurant på toppen, men denne blev opgivet. Tårnet er dog bygget, så den senere kan tilføjes, hvis nogen vil betale for det. Tårnet står på en 100 m høj bakke, så der er en fremragende udsigt fra toppen, hvilket jeg selv kunne forvisse mig om, da jeg kom op. Desværre var det jo en varm dag, så varmedis gjorde at udsigten ikke var så fremragende, som denne kunne være, men jeg havde da en fin udsigt over Frederikshavn. I klart vejr, siges det, kan man se såvel Hirtsholmene som Læsø og mod vest til Rubjerg Knude, men så klart var vejret desværre ikke. For at komme til tops i tårnet, kan man gå op ad 315 trappetrin, men jeg valgte nu at tage elevatoren, og så kun bruge trapperne mellem de forskellige etager. Jeg må tilstå, at jeg ikke blev længe. Som sagt var den en varm dag, og vinduerne virkede som drivhus, og der var ikke aircondition i tårnet, så efter omkring et kvarter (fem minutter på hver etage) kunne min T-short vrides, så jeg valgte at tage elevatoren ned igen. Tilbage ved billetkontor/kiosk, købt jeg en kildevand til den videre færd.

Fra Cloostårnet fortsatte jeg til Pikkerbakkerne syd for Frederikshavn, hvor jeg besøgte Bangsbofortet, som i dag er museum, men som i min tid i Søværnet var en del af Kattegats Marinedistrikt. Søværnet har stadig en lille del af området til et såkaldt Maritimt Overvågningscenter, men resten af området er offentligt tilgængeligt, så jeg parkerede bilen og gik en tur rundt på området mellem bunkers, radarantenner, kanoner, får og andre besøgende. Derfra satte jeg kursen tilbage mod Vrå med et enkelt stop ved udsigtspunktet Øksnebjerg, hvor der fra bakketoppen 95 m over havet også er en fin udsigt over såvel landskabet som Kattegat. Jeg nød udsigten og tog et par billeder og lidt video inden jeg fortsatte. Navnet Øksnebjerg er formodentlig en forvrængning af Oksebjerg eller noget i den stil, og henviser til at her samlede man i forne tider kvæg, der så blev drevet syd på ad Oksevejen (som længere mod syd nok er bedre kendt som Hærvejen").

Tilbage i Vrå fik jeg en kop kaffe i spisesalen og led så i saunavarmen på værelset halvanden times tid inden jeg endnu engang satte  kursen mod Hjørring og aftensmad, som jeg allerede dagen før havde besluttet mig for at indtage på byens Mongolian Barbecue restaurant, og da jeg spiste på Highway 66 dagen før, havde jeg faktisk bestilt bord på vej tilbage til bilen. Det viste sig nu ikke at have været nødvendigt, for der var masser plads, da jeg kom, og selv om der efterhånden kom ret mange gæster, var der aldrig fyldt helt op. Menuen bestod af (sjovt nok) mongolian barbecue, men der vart også japansk sushi og kinesisk buffet, så der var nok at vælge mellem. På grund af pandemien, måtte der kun være 10 ad gangen i "madområdet", så der var en del  ventetid, især fordi nogle de, der bestilte mongolian barbecue, hvor maden jo tilberedes mens man venter, ikke kunne finde ud af, at gå ud af området indtil deres mad var færdig. Men mad fik jeg, og den var fremragende. På vej tilbage til hotellet besøgte jeg SuperBrugsen i Vrå, hvor jeg købte et par kildevand og et par sodavand. Den ene kildevand var til natten, mens den anden var til næste dages udflugt - i hvert fald begyndelsen af denne. Det hele blev anbragt i det lille køleskab i tekøkkenet, og efter endnu en kop kaffe, gik jeg op på værelset, hvor temperaturen stadig rigelig høj. Inden jeg et par timer senere opgav videre læsning, internetsurfing og så videre for den dag, bevægede jeg mig ned i køkkenet og hentede min kolde vand - og så var den dag gådet.