En slyngel fra yderst til inderst

Overskriftens ikke specielt pæne, men forholdsvis rammende karakteristik, blev fremsat af John Randolph, formand for Grand Jury under retssagen mod den tidligere vicepræsident Aaron Burr i 1807. Faktisk var Randolph endnu mere specifik: "Wilkinson er det eneste menneske jeg nogensinde har mødt, der er en slyngel fra det yderste af sin hud til kernen af sin sjæl". Men hvem var så denne Wilkinson, som fik dette, mindre pæne skudsmål. Det var ikke en "hvem-som-helst".

Privatliv

James Wilkinson nåede at blive generalmajor i den amerikanske hær, øverstkommanderende for den amerikanske hær to gange, politiker og guvernør over Louisiana-territoriet.

Han var født i Maryland i 1757 af forholdsvis velhavende forældre, og han var altså ikke som nogle kilder gerne vil antyde, "en fattig dreng fra øststaterne". Hans far var købmand og plantageejer, og han sørgede for at James (der var anden søn) fik privatundervisning i hjemmet. Senere begyndte han studere medicin på University of Philadelphia i Pennsylvania. Studierne her blev imidlertid afbrudt af den amerikanske uafhængighedskrig.

I 1778 giftede han sig med Anne Biddle i Philadelphia og de fik fire børn. Anne døde i 1807 og i 1810 giftede han sig igen med Celeste Trudeau som han fik tre børn med. Hans yndling var datteren Theofannie, fra hans andet ægteskab. Hun døde i 1822, kun 6 år gammel og det tog meget hårdt på ham og var måske medvirkende til at han selv døde kun tre år senere.

Militær karriere

Wilkinson sluttede sig til  kolonisterne i kampen mod England og gik ind i Thompsons Riffelbataljon. Han blev udnævnt til kaptajn i The Continental Army (den regulære hær) i 1775. Han fungerede som adjudant for Nathanael Greene (generalmajor) under belejringen af Boston, og efter Bostons befrielse fulgte han med hæren til New York. Her forlod han Greenes stab og blev gjort til chef for et infanterikompagni.

Kompagniet blev sendt til Canada, hvor de skulle forstærke Benedict Arnold, som på det tidspunkt var en respekteret general (det gik senere over!) i The Continental Army  og som var i gang med en belejring af Quebec. Desværre nåede Wilkinsons kompagni frem netop som de britiske styrker blev forstærket med 8.000 mand under General John Burgoyne. Det betød, at amerikanerne måtte trække sig tilbage. Wilkinson blev adjudant for Arnold og sammen med denne, kom han med den sidste båd, der forlod Quebec efter den fejlslagne belejring. Kort efter forlod han Arnolds tjeneste, og blev derfor ikke påvirket i sin karriere af dennes senere forræderi. I stedet blev han adjudant for general Horatio Gates, som senere også skulle få sine problemer. Sammen med Gates og i øvrigt også Arnold, deltog han i Slaget ved Saratoga, som amerikanerne vandt, ikke mindst på grund af Arnolds indsats, men Gates tog æren og sendte Wilkinson til kongressen med underretning om slagets udfald. Wilkinson havde imidlertid ikke travlt med at få afleveret sin kurerpost, da han havde nogle private forretninger, som han skulle ordne først.

Da Wilkinson endelig mødte op i kongressen, benyttede han lejligheden til at forskønne sin egen indsats i slaget og tog blandt andet æren for en anden officers resultater, hvilket resulterede i at han (med støtte i et brev fra Gates) fik en midlertidig udnævnelse til brigadegeneral (brevet brigadier). Udnævnelsen, hvor han sprang forbi adskillige ældre og mere erfarne officerer, var ved at skabe et oprør blandt officererne i hæren. I denne periode fungerede han som sekretær for "Board of War" og han tjente direkte under Washington i slagene ved Trenton og Princeton i slutningen af 1776. Efterhånden begyndte Wilkinson, måske bevidst, at antyde, at han var en del af den såkaldte Conway Cabal, et bagtalelseskomplot som havde til formål at fratage George Washington kommandoen over The Continental Army og erstatte ham med Horatio Gates. Gates fik nok af Wilkinson og tvang ham til forlade sin stilling i begyndelsen af 1778 og George Washington så sig nødsaget til at afskedige både Wilkinson og Gates. I 1779 blev Wilkinson dog udnævnt til ansvarlig for hærens beklædning, og den stilling bestred han indtil 1781, hvor han blev anklaget for korruption og afskediget.

Politiker i Pennsylvania og Kentucky

Efter sin afsked fra hæren blev han i stedet udnævnt til brigadegeneral i Pennsylvanias milits i 1782. Senere (1783) blev han valgt ind i statens lovgivende forsamling. I 1784 flyttede han til det, der dengang var kendt som Kentucky-distriktet (nær den nuværende by Louisville) og han grundlagde det, som i dag er kendt som Frankfort, statens nuværende hovedstad, da han købte 260 acres (1,1 km²) på nordsiden af Kentucky River, hvor han etablerede en plantage. Han blev en velhavende landmand, og købmand og fik stor indflydelse i lokalområdet, hvor han i første omgang blev en ivrig fortaler for at Frankfort skulle gøres til hovedstad for hele USA. Samtidigt arbejdede han for at Kentucky-distriktet skulle blive en selvstændig stat og løsrives fra Virginia, som området var underlagt på dette tidspunkt. I 1787 rejste Wilkinson til New Orleans, som på det tidspunkt var en spansk koloni. Han mødtes med den spanske guvernør og fik overtalt denne til at give Kentucky-distriktet eneret på handelen på Mississippi-floden.

I februar 1788 kom han tilbage til Kentucky hvor han indædt argumenterede mod at USA skulle have en ny forfatning. Kentucky havde ansøgt om at blive stat, men det ville nu blive udsat indtil den nye forfatning var vedtaget. Det viste sig at Wilkinson fik ret, da Kentucky distriktet først opnåede statsrettigheder i 1792. Wilkinson blev så fortaler for, at Kentucky i stedet skulle danne en union med Spanien, men denne idé fik han ikke generel tilslutning til, selv om flere støttede ham. Som argument brugte Wilkinson og hans medsammensvorne, at indbyggerne i Kentucky dermed ville blive garanteret et marked for deres produkter i New Orleans og den øvrige del af det spanske syden. På trods af afvisningen bevarede han kentuckyboernes respekt, og ved den 7. forsamling i statens konvent, blev Wilkinson valgt til formand for forsamlingen, og under konventet argumenterede han igen for at Kentucky skulle løsrives fra Virginia. Denne gang foreslog han dog at man efter løsrivelsen skulle søge om selvstændig optagelse i USA. Da han heller ikke denne gang kunne få overbevist forsamlingen, tog han selv et initiativ. Han kontaktede den spanske guvernør i New Orleans og foreslog denne, at Spanien skulle give et område på 243 km² til ham og hans tilhængere, hvor de kunne slå sig ned under spansk beskyttelse, hvis de blev nødt til at flygte fra USA. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få opfyldt sit ønske, og hans forehavende endte med at være langt mindre lukrativt for ham selv end han havde forventet.

Tilbage til hæren

I 1785 udbrød det, der både er blevet kaldt Little Turtle's War, The Battle for Ohio og The Northwest Indian War. Krigen stod mellem USA og en konføderation (Western Confederacy) af indianere fra omkring 20 forskellige stammer, blandt andre shawnee, chickamauga cherokee, lenape, irokeserkonføderationen og wyandotterne. Krigen drejede sig om retten til de såkaldte Northwest Territories der blandt andet omfattede hele den nuværende stat Ohio samt dele af Indiana og Illinois mm. Denne krig varede helt frem til 1795, og i 1791 tog Wilkinson i mod en udnævnelse til oberstløjtnant i den regulære hær og anførte en styrke af frivillige fra Kentucky, som kæmpede mod indianerne ved landsbyen Ouiatenon i det nuværende Indiana. Senere samme år anførte han et raid mod indianerne som kulminerede i Slaget ved Kenapacomaqua. Det førte til at han blev gjort til chef for 2. US Infanteriregiment. Kort efter blev han igen udnævnt til brigadegeneral, og han blev underlagt general Anthony Wayne og var øverstkommanderende for den højre flanke under Slaget ved Fallen Timbers i 1794. Dette slag skulle blive krigens sidste. Tilsyneladende brugte han en del tid og evner på at bagtale sin chef og forsøge at skabe utilfredshed blandt de soldater, der stammede fra Kentucky, og han intrigerede for at han selv skulle afløse Wayne.

I 1796 blev han udnævnt til kommandant over Detroit, og udmærkede sig  positivt i de flestes øjne ved at nægte anføre et oprør mod USA blandt beboerne i Natchez området i det nuværende Mississippi. Da general Wayne døde i december 1796 blev Wilkinson udnævnt til Senior Officer of the Army, en titel der svarer til vore dages Chief of Staff of the United States Army, altså hærens øverstkommanderende. Titlen gik dengang typisk automatisk til den officer, med den højeste rang i hæren. I juli 1798 blev han afløst af George Washington, som var gået af som præsident og vendt tilbage til hæren. Som generalløjtnant var han Wilkinsons foranstående. Da Washington døde i 1799 blev han afløst af generalmajor og tidligere finansminister Alexander Hamilton.

I 1797 og 1798 arbejde han tilsyneladende for at ophidse såvel spanierne, som havde den erklærede kontrol over Mississippi floddalen og de indianere, som faktisk boede i den, til at modarbejde den opmåling af USA's grænse, som kongressen havde iværksat. Det lykkedes ham at forsinke den ansvarlige for projektet, Andrew Ellicott i flere måneder. Samtidigt havde han selv sendt en fortrolig medarbejder, Philip Nolan ud for at udforske områderne vest for Mississippi-floden.

Et politisk sidespring

I 1798 blev Wilkinson overført til det sydlige grænseområde. Under den såkaldt "uerklærede krig" mellem USA og Frankrig mellem 1798 og 1800 var han den tredjeøverste officer i USA's hær, efter George Washington og Alexander Hamilton. I 1799 døde George Washington og Hamilton overtog posten som øverstkommanderende for hæren. Han gav Wilkinson til opgave at etablere en "reservestyrke" i den nedre del af Ohio-floddalen, og med denne være klar til at erobre de nedre dele af Mississippi-floddalen og New Orleans i tilfælde af en egentlig krig med Frankrig og Spanien, som var Frankrigs allierede på dette tidspunkt. Ved præsidentvalget i 1800 arbejdede Hamilton for at slå ikke bare modstanderkandidaterne fra republikanerne og de såkaldte "demokratiske republikanere", men også sit eget partis (føderalisterne) kandidat, den siddende præsident John Adams. Valget endte uafgjort mellem vicepræsident (republikaner) Thomas Jefferson og Aaron Burr (demokratisk republikaner). Hamiltons brugte sin indflydelse til at sikre at Jefferson blev valgt og ikke hans personlige fjende Aaron Burr. Hamilton brød sig heller ikke om Jefferson, men udtalte at han da "i det mindste var ærlig". Valgsystemet dengang betød dog, at den kandidat, der havde næstflest stemmer, blev vicepræsident, så den post gik til Burr. Burr skulle senere ende med at dræbe Alexander Hamilton i en duel, men det er en helt anden historie.

Hæren igen

Hamilton trådte tilbage som øverstbefalende for hæren i 1800 og denne post gik nu igen til Wilkinson, som bevarede den de næste 12 år. På trods af at krigen med Frankrig ikke var blevet til noget, havde Wilkinson fortsat med etablere en base, "Cantonment Wilkinson". Basen lå i det sydlige del af Illinois og fungerede helt frem til 1802. Nogle forskere mener, at Wilkinson selv havde tænkt sig at anvende basen som støttepunkt for et erobringstogt mod syd.

I 1803 købte USA Louisiana-territoriet, som omfattede stort set hele Mississippiflodens afvandingsområde fra Frankrig, som i 1800 i hemmelighed havde overtaget det fra Spanien. Sammen med William C. C. Claiborne, som skulle være guvernør over det nye territorium, var det Wilkinson med sine tropper, som tog det nye område i amerikansk besiddelse og han oprettede hovedkvarter i New Orleans. I 1804 blev territoriet opdelt i to distrikter. Den sydlige del, Orleans-distriktet (nogenlunde som det nuværende Louisiana) fik Claiborne som guvernør, mens det nordlige område, Louisiana-distriktet fik Amos Stoddard, som havde været med ved overdragelsen, som guvernør. Stoddard blev hurtigt afløst af den senere præsident William Henry Harrrison. NB! Det var Harrison, der kun nåede at være præsident i en måned, fra 4. marts til 4. april 1841.

I 1804 og 1805 konspirerede Wilkinson med vicepræsident Aaron Burr om at oprette en uafhængig stat i de vestlige områder af Louisiana-territoriet. Det var Burr, der senere fik skylden for dette forræderi mod USA, men flere af de andre implicerede påstod, at det var Wilkinson, der var bagmanden bag komplottet. I 1805 skiftede Louisiana-distriktet status til et territorium, og præsident Thomas Jefferson udnævnte James Wilkinson som guvernør som afløser for William Harrison. Wilkinson kunne konstatere, at der ikke var tilstrækkelig støtte til ideen om at løsrive det vestlige område fra USA, og i 1806 afslørede han planen for præsidenten, idet han postulerede at det var Vicepræsident Burr, som var hovedmanden i komplottet. I den efterfølgende retssag, vidnede Wilkinson mod Burr, og det var ved den lejlighed, at formanden for juryen udtalte citatet i indledningen. Og han vidste endnu ikke det værste om Wilkinson.

En del af aftalen med Burr var tilsyneladende at Wilkinson skulle forsøge at erobre Mexico til det nye land, som de to ville etablere. Han havde sendt en en mand, Zebulon Pike mod syd for at undersøge den bedste rute for hæren, men inden denne vendte tilbage havde Wilkinson allerede afsløret planen overfor præsidenten. Der blev holdt en række krigsretter mod Wilkinson og andre sammensvorne, men de blev afvist på grund af manglende beviser. Wilkinsons rygte led dog betragtelig skade.

I 1807 blev Wilkinson afsat som guvernør over Louisiana-territoriet på grund af magtmisbrug og overdreven magtanvendelse og han blev afløst af den berømte opdagelsesrejsende Meriwether Lewis. Wilkinson var ikke just begejstret over denne beslutning, og af samme årsag, var han bestemt ikke tilhænger af Lewis. Historikeren Kira Gale mener endog, at Wilkinson kan have været bagmanden bag det mulige mord på Lewis i 1809. Det kan man læse mere om i artiklen "Mysteriet om Meriwether Lewis død". Som øverstbefalende for hæren, havde han mulighed for at få sin vilje igennem overfor sine underordnede, og Gale antyder blandt andet om, at det måske var på hans foranledning, at guvernør Lewis' ledsager, Major Neely pludselig skulle lede efter bortkomne heste, så han ikke kunne følge med på Lewis' rejse, og derfor efter eget udsagn først nåede frem til Grinder's Stand nogle timer efter at Lewis var fundet død. Lewis var på rejse til Washington for at forsvare sig mod anklager om forræderi og misbrug af statens penge, og med det kendskab vi i dag har til Wilkinson, er det ikke umuligt at sådanne rygter var sat i værk af netop Wilkinson. Andre kilder har dog en anden forklaring på Neelys pludselige interesse i bortkomne heste. I Samtiden blev der aldrig rejst mistanke om, at Wilkinson skulle have haft noget med Lewis' død at gøre.

Afsløringerne i forbindelse med retssagen mod Burr resulterede i, at der igen i slutningen af årtiet, blev afholdt høringer i kongressen om Wilkinsons involvering, og i 1811 beordrede præsidenten, James Madison, at der igen skulle rejses en krigsretssag mod Wilkinson, og den 25. december fandt retten ham endnu en gang ikke-skyldig.

I 1812 udbrød der krig mellem USA og England, og Wilkinson vendte tilbage til sin post som øverstkommanderende over New Orleans. Kort efter blev han udnævnt til generalmajor. Trods denne udnævnelse måtte han afgive sin post som hærens øverstkommanderende til Henry Dearborn, der blev udnævnt som "senior major general" (en helt ny titel) af præsident Madison, som formodentlig ikke ønskede at Wilkinson skulle bestride posten. I stedet blev Wilkinson gjort ansvarlig for forsvaret af Mobile i det, der dengang hed Spansk Vestflorida (i den østlige del af det nuværende Alabama). Senere blev han flyttet nord på til St. Lawrence River sektoren. Her anførte Wilkinson sine tropper i to slag, Slaget ved Chrysler's Farm og Slaget ved Lacolle Mills og tabte begge slag og han havde stor fiasko i kampagnen mod Montreal. Herefter blev han fjernet fra aktiv tjeneste, mens der blev gennemført en tjenstlig undersøgelse. Igen blev han frikendt, men måtte forlade hæren "i unåde". Dette var medvirkende årsag til at historikeren Rober Leckie, lidt uretfærdigt, kaldte ham "en general som aldrig vandt et slag og aldrig tabte en krigsretssag".

Forræderiets store kunstner

I 1816 udgav Wilkinson sine memoirer og i 1821 tog han til Mexico, hvor han forsøgte at overtale den mexicanske regering til at give ham et stort landområde i Texas, som han ville gøre til en selvstændig stat uden forbindelse til USA.  Regeringen overvejede længe og imens blev Wilkinson i Mexico City. Her døde han i 1825, 68 år gammel, inden den mexicanske regering havde nået at svare på hans forespørgsel. Wilkinson blev begravet i byen.

Under det meste af sine periode i det daværende vestlige USA var Wilkinson mistænkt af nogle for at samarbejde med Spanien, men i 1854 - længe efter Wilkinsons død, blev en del af hans korrespondance med den spanske guvernør Miro offentliggjort. Heraf fremgik det, at han ikke bare havde samarbejdet med Spanien; han havde simpelthen været deres hemmelige agent under betegnelsen "Number 13" Allerede under sit besøg i New Orleans i 1787 havde Wilkinson indgået en aftale med guvernøren om at han, Wilkinson, skulle fremme spanske interesser i de vestlige områder, og i august havde han underskrevet en erklæring, hvor han opgav sit amerikanske statsborgerskab og svor troskab til den spanske konge. Hans senere handlinger skal altså ses i lyset af, at han faktisk arbejdede for Spanien, ikke for USA - også i de tolv år han var øverstkommanderende for hæren. Historikeren Frederick Turner har sagt om Wilkinson at han var "den mest fuldendte ekspert i forræderiets kunst, som nationen nogensinde har haft." Under et senere besøg i New Orleans i 1788, fik han bevilget en pension på 57.000 dollars af den spanske guvernør, men samme år besluttede den spanske regering at der ikke længere skulle udbetales penge til Wilkinson. Trods dette fik han løbende udbetalt midler direkte fra guvernør Miro i hvert fald frem til 1800. Officielt arbejdede Wilkinson hele tiden mod de spanske interesser, og det er et spørgsmål om ikke han i virkeligheden spillede på to heste, så uanset, hvem der vandt, ville han komme ud "ovenpå."

I 1793 afslørede han overfor spanierne at general George Rogers Clark havde planer om at angribe New Orleans. Clark var storebror til Lewis ledsager på ekspeditionen til Stillehavet, William Clark og var en af uafhængighedskrigens bedste generaler, og senere deltog han med held i The Nortwest Indian War som leder af 1.200 frivillige, men alligevel havde Wilkinson spredt det rygte, at han tit var beruset, når han havde vagt. Da Clark hørte om beskyldningerne, krævede han en officiel undersøgelse, men dette blev afvist af Virginias regering, og i stedet faldt Clark i unåde. Historikeren Temple Bodley, der har skrevet en biografi om George Rogers Clark skrev blandt andet: "Wilkinson havde et betragteligt militært talent, men han brugte det kun til personlig vinding".

Wilkinson havde altså ret stor succes med at bagtale sine konkurrenter uden selv at få problemer, og selv  efter hans død og afsløring virkede "Wilkinson-effekten". Og på trods af sit forræderi lykkedes det for ham at bevare tilliden fra så store personligheder som George Washington og Thomas Jefferson. En på mange måder bemærkelsesværdig mand. Nogle forskere mener faktisk, at han hverken var interesseret i at pleje USA's eller spaniens interesser, men kun sine egne og at hans virkelige ambition var at blive leder af et land, han kunne kalde sit eget.

- Til top -
- Tilbage til Historie(r)