Mysteriet om Meriwether Lewis' død

Kaptajn Meriwether Lewis er mest kendt for sin deltagelse i den ekspedition, der er opkaldt efter ham og hans næstkommanderende, William Clark.

Forhistorien

Lewis blev født i Virginia i 1774. Efter hans far død giftede moderen sig igen, og familien, flyttede til til Georgia. Her lærte Lewis Cherokee-indianerne at kende og han blev deres fortaler blandt de hvide. Her fik han også smag for at rejse, da han mødte en mand ved navn Eric Parker, som kunne fortælle om sine egne rejser. Senere blev Lewis sendt tilbage til Virginia for at studere hos nogle privatlærere. En af disse var præsten Matthew Maury, onkel til den senere meget berømte havforsker, oceanograf og meget andet, Matthew Fontaine Maury. Senere kom han på det, der dengang hed Liberty Academy, nu kendt som Washington-Lee University i Lexington i Virginia. Her blev han færdig i 1793, hvorefter han gik ind i den lokale milits. I 1795 gik han ind i hæren, hvor han blev udnævnt til sekondløjtnant. Her gjorde han tjeneste frem til 1801, blandt andet under kommando af den ældre sekondløjtnant William Clark.

I 1801 blev han udnævnt til kaptajn og assistent for præsident Thomas Jefferson, som kendte ham fra barndomstiden i Virginia. Efter USA's køb af Louisiana-territoriet fra Frankrig i 1803, ville Jefferson sende en ekspedition til det nye område, dels for at udforske dette, men ikke mindst for at finde en vandvej til Stillehavet. Her skal det nok tilføjes, at det territorium som USA købte ikke har meget med den nuværende stat Louisiana at gøre, bortset fra at også denne lå i området. Territoriet omfattede stort set alt land på begge sider af Mississippi-floden mellem Appalacherne i øst og Rocky Mountains i vest og fra Den Mexicanske Golf i syd til Canadas grænse i nord.

Jefferson udpegede Lewis som leder af ekspeditionen og denne valgte selv William Clark som sin næstkommanderende.  Den 31. august 1803 forlod Lewis Pittsburgh i Ohio, hvor han havde købt udstyr til ekspeditionen og rejste til St. Louis. På vejen passerede han Harpers Ferry, hvor der blandt andet lå en våbenfabrik, og her hentede han yderligere udstyr, som var bestilt ved et tidligere besøg. Imens sørgede Clark for proviant og meget andet og den 14. maj 1804 tog ekspeditionen, der talte 33 medlemmer, officielt af sted fra byen Dubois på østsiden af Mississippifloden over for Missouriflodens udmunding. Om selve ekspeditionen er der skrevet masser, så ikke meget om denne her. Dog skal det lige nævnes at på hjemturen fra Stillehavet var ekspeditionen på et tidspunkt delt op i to grupper, så man kunne udforske flere ting. Da de to grupper efter diverse konfrontationer med indianere (Lewis med Blackfoot og Clark med Crow) mødtes igen, blev Lewis skudt. En af Clarks jægere, som var blind på det ene øje og nærsynet på det andet, tog fejl af Lewis og en kronhjort!! De fleste kilder vil have at Lewis blev ramt i låret, og det kan man vel også godt hævde, men i så fald var det højt oppe, for skuddet ramte hans ene balde, og da man ikke kunne fjerne kuglen, gav det ham senere af og til problemer, når han skulle sidde. Den 23. september 1806 var ekspeditionen tilbage i St. Louis.

Efter ekspeditionen modtog Lewis 650 hektar land, og han skulle udgive dele af ekspeditionens rapporter, men af en eller anden grund blev det aldrig til noget. I mellemtiden var det franske territorium, som USA havde købt blevet opdelt i to områder. Mod syd lå Orleans-territoriet og mod nord Louisiana-territoriet, som omfattede blandt andet byen St. Louis. I 1807 udpegede præsident Jefferson ham som guvernør over Louisiana-territoriet, og han slog sig ned i St. Louis. Det har ofte været debatteret  - uden en klar konklusion - hvordan Lewis fungerede som administrator. I hvert fald rendte han hurtigt ind i konflikter med lokale politikere, og han glemte ofte at holde sig i kontakt med sine overordnede i Washington DC. Til gengæld fik han oprettet og blev udpeget som Stormester for den første Frimurerloge i St. Louis. Lewis selv havde været frimurer siden sin ungdom.

- Til top -

Den sidste rejse

I 1809, den 3. september tog Lewis ud på det, som skulle blive hans sidste rejse. Han skulle til Washington for at få løst nogle problemer han havde med nogle pengetræk, han havde gjort fra Krigsministeriets konto i sine første år som guvernør. Hans plan var at sejle ned ad Mississippi til New Orleans og derfra sejle med skib til Washington, men af grunde som i dag er ukendte, ændrede han mening. Da hans floddamper nåede Fort Pickering (nær det nuværende Memphis i Tennessee), besluttede han i stedet at rejse over land via det oldgamle indianerspor, som nu var "hovedvejen" i det sydvestlige USA, kaldet Natchez Trace. Denne vej startede i Nashville, Tennessee og sluttede i Natchez, Mississippi ved Mississippifloden. Af ukendte grunde foretrak Lewis (som godt nok var glad for at rejse til fods og til hest), den meget længere og meget mere ubekvemme rejse først over land til Nashville, en strækning på 350 km gennem uvejsomt terræn og derefter fra Nashville til Natchez, yderligere 700 km ad Natchez Trace, som heller ikke var kendt for sin fremkommelighed, og hvor adskillige rejsende døde af sygdomme, indianerangreb eller overfald fra røverbander. Ikke desto mindre var det denne vej Lewis valgte. Fra Lewis forlod skibet, er resten af historien et mysterium, baseret på ikke alt for pålidelige vidneudsagn.

Om morgenen den 11. oktober 1809 blev Meriwether Lewis fundet død, i sit værelse på kroen Grinders Stand nær den nuværende by Hohenwald ca. 100 km syd for Nashville. Det blev oplyst i et brev fra Major James Neely til præsident Jefferson, at Lewis havde begået selvmord. Da præsidenten  og senere William Clark hørte om Lewis død, troede de begge på selvmordsteorien, mens Lewis familie påstod at han var blevet myrdet. Præsidenten sagde blandt andet, at "Lewis havde fra tidligt i livet lidt af følelsesmæssig hypokondri, hvilket hele hans familie var disponeret for, og som han direkte havde arvet efter sin far." Clark skrev til sin bror: "Jeg er bange for at vægten på hans sind blev for stor for ham."

Den dag i dag er spørgsmålet om mord eller selvmord ikke besvaret, men det optager stadig efterkommere af Lewis slægtninge (selv havde han ikke børn), som har ansøgt om at få lov til at grave Lewis rester op, for at få foretaget en obduktion. Da Lewis ligger begravet på jord, der administreres af USA's National Park Service er dette en meget besværlig proces, men familien har netop taget de sidste skridt og sendt en ansøgning om miljøgodkendelse, den sidste godkendelse, der manglede, og hvis de havde fået denne tilladelse, kunne opgravningen og obduktionen finde sted i sommeren 2010, mere end 200 år efter Lewis død. I 2010 afviste Indenrigsministeriet dog endeligt at give tilsagn, og meddelte at denne afgørelse var endelig.

Men hvad var det så, som gjorde familien sikker på, at der ikke var tale om selvmord, men mord? Det skyldtes primært to ting. Dels at familien ikke mente at Lewis havde nogen grund til at begå selvmord og dels at selvmordsteorien var begrundet på udsagn fra vidner, som selv kunne have en fordel af, at sagen blev henlagt.

Da Lewis skulle tage afsted fra Fort Pickering skulle han ledsages af John Pernier, sin sorte tjener (Pernier var en såkaldt "fri sort", som altså ikke var og ikke havde været slave). Desuden skulle han ledsages af Major Neely, som på dette tidspunkt fungerede som indianeragent hos Chickasaw-stammen. Imidlertid blev Neely forsinket, da han (efter sit eget senere udsagn), skulle lede efter to heste, der var forsvundet.  Han nåede derfor først frem til Grinders Stand nogle få timer efter Lewis' død. I stedet sendte han en anden unavngiven tjener med Lewis og Pernier.

Fra det øjeblik er Pernier samt værterne på Grinders Stand de eneste vidner til det, som foregik, og selv om Kaptajn Gilbert Russell, kommandant på Fort Pickering, hvor Lewis landrejse var begyndt, senere skrev en beretning om, hvad der var sket, var han altså selv ikke i nærheden af stedet, da begivenhederne fandt sted, så han har i bedste fald haft dem på tredje hånd, da heller ikke andre var øjenvidner.

Grinders Stand blev drevet af Robert Evans Grinder og hans hustru Priscilla Knight Grinder. Kroen bestod af to bjælkehytter hver med et enkelt rum efter tidens tradition. De to bjælkehytter lå tæt ved siden af hinanden med en overdækket passage mellem. Begge havde en dør, som vendte ud mod Natchez Trace og den ene havde tillige en dør, som vendte ud mod køkkenet bag bygningen. I denne bygning boede værtsparret, mens rejsende kunne indkvarteres i den anden bygning. Desuden var der en lade og en stald, hvis placering man ikke har kunnet genfinde. I følge traditionen var en af Grinders indtægtskilder at sælge whisky til indianerne, noget Lewis som guvernør var stærkt imod. Et andet rygte sagde, at han stod i ledtog med nogle af de røverbander, som huserede langs Natchez Trace. Grinder har da også senere været mistænkt for at have noget med Lewis død at gøre, og en undersøgelsesdomstol har senere undersøgt om det var muligt at sigte Grinder (posthumt) for meddelagtighed i Lewis' død, men sagen blev henlagt af mangel på bevis og motiv.

- Til top -

Selvmord eller mord

Hvad taler så for selvmord, og hvad taler for mord?

Selvmordstilhængere bruge ofte som argument et notat i Lewis' dagbog på hans 31 års fødselsdag fire år tidligere, mens han stadig var ude på sin ekspedition. Her skrev han: "I reflected that I had yet done but little, very little indeed to further the happiness of the human, or to advance the information of the succeeding generation. I viewed with regret the many hours I have spent in indolence, and now soarly feel the want of that information which those hours would have given me had they been judiciously expended." Dette kan oversættes til noget i denne stil: "Jeg syntes, at jeg havde gjort, kun lidt, meget lidt faktisk for at fremme menneskelhedens lykke, eller for at fremme udviklingen af den kommende generation. Jeg så med beklagelse på de mange timer jeg har tilbragt med magelighed, og nu savner jeg alvorligt de oplysninger, som disse timer ville have givet mig, hvis de i stedet havde været brugt velovervejet." Hvordan nogen kan fortolke denne udtalelse fremsat i en dagbog på en ekspedition i ukendt land, fremsat fire år før mandes død, som tegn på selvmord, går over min forstand.

Bedre argument er en udtalelse fra Gilbert Russell, kommandant på Fort Pickering. I følge denne nåede Lewis frem til fortet i en derangeret tilstand på grund af alvorligt drikkeri under flodrejsen. Igen ifølge Russell skulle søfolkene have fortalt at Lewis to gange undervejs havde forsøgt at begå selvmord. Søfolkene selv blev ikke hørt. Russell fortalte at det tog Lewis seks dage at blive klar nok til at rejse videre, og at han derefter ventede yderligere seks dage, for at Russell kunne følges med ham til Washington. Russell kunne imidlertid ikke få orlov, så Lewis tog afsted sammen med Neely, som altså kort efter forlod ham for at lede efter heste.

Fru Grinder fortalte senere til Neely, at Lewis havde opført sig sært om aftenen før hans død. Da han ankom til kroen havde han forlangt whisky så snart han steg ned af sin hest, og umiddelbart efter at have spist aftensmad var han gået til sit værelse. Under maden skulle han have rejst sig op og gået ivrigt frem og tilbage i lokalet mens han talte med sig selv som om han talte med en advokat. Hun lagde mærke til, at han blev rød i ansigtet og spændte musklerne som om han havde fået et anfald. Senere, da han var gået ind på sit værelse, kunne hun stadigt hør ham tale med sig selv. I løbet af natten hørte hun nogle skud, og nogen, der bad om hjælp. Hun påstod at hun havde set Lewis gennem en sprække i sin dør, være ved at kravle tilbage til sit værelse fra et sted udenfor. Hun gjorde ikke mere ved sagen og undersøgte heller ikke årsagen til skuddene. Næste dag tilkaldte hun Lewis tjener, som havde overnattet i stalden eller laden og han fandt Lewis "svømmende i sit eget blod", men forsat i live. Først flere timer senere døde han.

Kaptajn Russell fra Fort Pickering fortalte i en udtalelse, dateret i 1811 en grusom og meget detaljeret historie om, hvordan Lewis havde begået selvmord. Hvor Russell havde historien fra, er ikke klart, og Russell havde da heller ikke signeret sin udtalelse. Russell kunne fortælle at Lewis først havde forsøgt at skyde sig i hovedet, men at kuglen ikke havde gennemtrængt hjerneskallen. Lewis havde derfor skudt sig igen, men denne gang i kroppen. Denne kugle gik ned gennem kroppen og kom ud gennem baglåret. Da heller ikke denne kugle dræbte ham, havde Lewis bedt om vand hos den skræmte fru Grinder, som lå helt stille i sit eget soveværelse. Lewis fandt derefter sin barberkniv frem, og senere fandt en ansat på kroen ham i gang med at skære sig selv op "fra hoved til fod". Til denne tjener skulle Lewis efter sigende have udtalt, at han "tog livet af sig, for at berøve hans fjender glæden og æren ved at gøre det."

En endnu værre, og sandsynligvis senere historie fortæller at det var Fru Grinder, der selv fandt Lewis om morgen, hvor han lå, levende men med panden skudt bort, så hjernen var synlig. Lewis skulle have bønfaldet fru Grinder om at tage en riffel og gør en ende på ham. Som tak ville hun få alle de penge, han havde i sin taske.

De, der er tilhængere af, at Lewis blev myrdet, afviser de fleste af disse vidneudsagn. Grinder var modstander af Lewis, og havde interesse i hans død, men han blev dog "frikendt", ved den undersøgelse, der senere blev lavet af sagen. Fru Grinder var tilsyneladende ikke særligt interesseret i at vide, hvad der foregik, eftersom hun  - efter eget udsagn - på trods af at have set Lewis kravle såret ind på sit værelse, bare lagde sig til at sove videre. Hun sendte da heller ikke én af sine egne ansatte ind til Lewis om morgenen, men fandt Lewis egen tjener og lod ham om at opdage den sårede Lewis. Russels historie afvises blankt. Den har så mange detaljer, som de, der var tæt på begivenhederne slet ikke kendte, og er tydeligvis skrevet for at fastslå, at Lewis var fast besluttet på at begå selvmord. Tjeneren som Russell omtaler, er ikke nævnt i andre kilder og det er usandsynligt hvis ikke fru Grinder skulle have kendt til denne historie. De pistoler, som Lewis havde med på rejsen, var et par North and Cheeney 1799 flintlås pistoler, kaldet "hestepistoler", fordi de var for store til at bære i hylster, og derfor typisk blev båret på sadlen. Pistolerne, som Lewis havde haft siden ekspeditionen, var kaliber 69. Det betyder at kuglerne havde en diameter på næsten to cm - helt præcis 1,75 cm. En moderne våbenekspert kalder disse pistoler for "kanonen blandt håndvåben" og mener slet ikke, at nogen kunne have overlevet et skud i hovedet med et af disse våben. Snarere "ville hovedet være sprængt af".

Hvis det ikke var selvmord, hvad taler da for, at det skulle være mord? Her anføres først og fremmest udsagn fra andre personer, som kendte ham i årene lige før hans død. Blandt andet blev det sagt at: Meriwether Lewis tabte hverken hovedet eller modet i pressede situationer." En anden sagde "Lewis var en der ville kæmpe, aldrig opgive". Familien afviser som nævnt vidneudsagnene fra de vidner, der var nærmest og anfører, at såfremt de selv (kroparret) havde ombragt ham, ville de have al mulig grund til at lyve. Alternativt kunne kroværten stå i ledtog med nogle af de røvere som bevisligt huserede ved vejen. Heller ikke i så fald, ville det være i parrets interesse at sandheden kom frem. Fx er kroværtinden det eneste vidne på, at Lewis skulle have opført sig mærkeligt ved sin ankomst til kroen,. og hun er også den eneste, som har nævnt, at han bestilte whisky nærmest inden han var kommet af hesten. Historien om, at Lewis allerede skulle have forsøgt selvmord på bådturen, fortælles kun af Gilbert Russell, og når man sammenligner med hans fantasifulde beskrivelse af, hvordan Lewis havde taget livet af sig, behøver man heller ikke at tage denne historie for andet og mere end fantasi.

Der tales også om ikke mindst kroværtindens opførsel som værende mærkelig. Hvorfor undersøgte hun ikke, hvorfra de skud, hun havde hørt, kom? Hvis hun havde set Lewis kravle tilbage til hytten lige efter skuddene, hvorfor undersøgte hun så ikke, om han var kommet til skade, eller sendte bud efter Lewis tjener, så han kunne undersøge det? Var det for at sikre at Lewis faktisk var død inden nogen fandt ham? Hvorfor sendte hun bud efter Lewis tjener om morgenen i stedet for at selv at undersøge sagen, eller lade en af sine egne ansatte undersøge det? Var det fordi, det ville se bedre ud, hvis Lewis blev fundet af hans egne folk?

Også James Neelys og Gilbert Russells optræden er der rejst tvivl om. Det undrer nogen, at Russell ikke kunne få fri til at ledsage områdets guvernør til Washington. Faktisk kunne Lewis selv have bevilget ham tilladelsen, med mindre nogen i militæret direkte satte sig i mod det. Og hvorfor blev Neely så tilpas forsinket af sin hesteeftersøgning, at han først nåede frem lige efter at Lewis var død?

Da der på et tidspunkt skulle sættes et monument over Lewis grav, nedsatte man en kommission, der skulle undersøge om det overhovedet var Lewis, der var begravet det pågældende sted. Denne kommission lod liget grave op, og undersøgte resterne, og kunne bekræfte at liget faktisk var Lewis. Kommissionen skrev i sin rapport, at: "Lewis var død for en snigmorders hænder". Desværre uddybede kommissionen ikke, hvordan de var nået frem til den konklusion og nu får vi det nok aldrig at vide.

- Til top -

James Wilkinson og Meriwether Lewis

Men hvis Lewis faktisk blev myrdet, så var der jo nogen, der myrdede ham, eller lod ham myrde. Grinder er allerede nævnt som kandidat, og det samme er en "tilfældig" røverbande. Det er også muligt, at der har været en anden rejsende på kroen, som har slået Lewis ihjel. Denne var ikke kendt for at være særligt respektfuld over for mennesker, som han ikke kunne lide, så måske har han fornærmet nogen? Kira Gale, medforfatter til bogen The Death of Meriwether Lewis: A Historic Crime Scene Investigation mener dog at morderen (eller i hvert fald den, som har foranlediget mordet)  skal søges et helt andet sted. Hun foreslår at den ansvarlige for mordet, uanset hvem, der førte det ud i livet, var General James Wilkinson. For at forstå denne udlægning, er det nødvendigt at foretage et lille sidespring, for at forklare, hvad denne Wilkinson kunne have imod Lewis.

I modsætning til hvad mange kilder hævder, inklusive den engelske version af Wikipedia, var Meriwether Lewis ikke den første guvernør over Louisiana-territoriet. Der havde faktisk været tre før ham. Den første var Amos Stoddard som repræsenterede USA i området under overdragelsen fra Frankrig. Han blev afløst af den senere præsident William Henry Harrison, da området stadig var kendt som District of Louisiana. I 1805 skiftede området status fra District til Territory og Harrison blev afløst af den nævnte James Wilkinson, men allerede i 1807 blev Wilkinson afsat på grund af korruption og magtmisbrug og som afløser indsatte præsidenten netop Meriwether Lewis.

Wilkinson havde altså god grund til at ville af med Lewis, da han håbede at kunne få guvernørposten tilbage. Wilkinson var ikke noget særligt pænt menneske - for at sige det på en pæn måde - og du kan læse mere om ham i artiklen "En  slyngel fra yderst til inderst". Han blev tiltalt for krigsretter ved flere lejligheder, blev afsat som guvernør, konspirerede mod George Washington, forsøge at sælge amerikansk jord til Spanien, og han konspirerede med vicepræsident Aaron Burr  om at løsrive de vestlige områder fra USA og danne en selvstændig nation.  Senere vidnede han mod Burr i retssagen mod denne, selv om de fleste var enige om, at Wilkinson, ikke Burr var hovedmanden i komplottet. Han  tabte flere slag i krigen mod England i 1812-14. En af hans kritikere, historikeren Robert Leckie har sagt om ham: "Han var en general, som aldrig vandt et slag, og aldrig tabte en krigsretssag."

Efter hans død viste det sig, at han havde været betalt agent for Spanien i det meste af sin karriere. I forbindelse med retssagen mod Burr udtalte formanden for Storjuryen, John Randolph at "Wilkinson er det eneste mennesker jeg nogensinde har mødt, der er en slyngel fra det yderste af sin hud til kernen af sin sjæl". Wilkinson var altså ikke noget pænt menneske, og kunne godt have foranlediget Lewis myrdet.

Kira Gales mener, at Wilkinson sagtens kan have betalt familien Grinder for at begå mordet (eller evt. for at tie stille med hvem, der begik det), og han havde stor indflydelse på militære forhold (i 1809 var han hærens øverste officer), så han kan have forhindret Russell i at ledsage Lewis og evt. bestukket ham eller hans skriver (hvilket kunne forklare hvorfor Russell ikke har signeret udtalelsen), til at lave en falsk rapport om Lewis' ankomst til  fort Pickering og senere om hans død. Gale mener ikke at Lewis var deprimeret, men derimod at han blev myrdet. En af de mistænkte er Major Neely, hvor man kun har hans eget ord for, at han først nåede frem til Grinders Stand, da Lewis var død.

Både for og mod selvmord, er der i bedste fald tale om spinkle indicier. Familien mener, at en opgravning af resterne og en obduktion af disse, vil kunne afsløre, hvilken af de to muligheder, der er den rigtige. En teori fremsat i 1994 om at Lewis led af syfilis i tredje stadie, som havde sat sig på hjernen, vil også kunne afsløres af en obduktion. Gales medforfatter James Starrs mener at en helt fjerde mulighed er, at Lewis faktisk begik selvmord, ikke fordi han var deprimeret, men fordi han muligvis var syg, eller på grund af de medikamenter, som blev brugt til at bekæmpe sygdommen med. Han kommer dog ikke nærmere ind på, hvilken sygdom, der kunne være tale om.

Vi kommer nok ikke nærmere sagens opklaring, da der nu som nævnt ovenfor, er givet endeligt afslag på en opgravning af Lewis' lig.

- Til top -
- Tilbage til Historie(r)