Ud i sumpen

Det sydlige Louisiana er kendt for musik, mad, sørøvere og ikke mindst sine sumpe, som der er rigtigt mange af. Sumpene er særdeles spændene, og sine steder også meget smukke, hvis man ellers kan lide stillestående vand, fyldt med andemad og træer, skildpadder, alligatorer, myg og andre stikkende og bidende insekter. Vi har besøgt sumpene nogle gange, og jeg hører til dem, der sætter pris på området.

Det første glimt af sumpene fik vi i juni 2002, da vi kørte fra Natchez i Mississippi til New Orleans. I-55, som var den vej, vi kørte ad, er på en strækning mellem søerne Lake Maurepas og Lake Pontrchartrain bygget på pæle gennem sumpen. Ved denne lejlighed fik vi nu ikke set så meget. Udsigten fra motorvejen hæmmes en del af trafikken og af autoværnene, men vi besluttede os for at vi skulle "rigtigt i sumpen" inden vi forlod byen. Da vi ikke vidste, hvorfra man kunne komme af sted, bestilte vi en tur ved mellemkomst af vores hotel. Det betød, at vi blev samlet op på hotellet om morgenen, og kørt tilbage, når turen var slut.

Vi blev da også hentet på hotellet næste morgen af en bus, som kørte rundt mellem de forskellige hoteller i vores ende af byen, og samlede gæster op til forskellige ture. Vi blev så kørt ind til en terminal i centrum, hvor vi blev fordelt på de forskellige ture, vi nu havde bestilt. Der var to sumpture; en i en almindelig turbåd og en i en airboat. Vi havde valgt den sidstnævnte, men skulle dele bus med de, der skulle på den anden tur også. På vej ud til afgangsstedet for "Jean Laffitte Swamp Tours" fortalte chaufføren os, hvordan man kan kende forskel på en krokodille og en alligator. Selvfølgelig er der fysiske forskelle, men de kan være svære at se i skyndingen. I stedet skal man stille sig op foran dyret, og hvis man stadig står der 30 sekunder senere, er det en alligator. Er man ædt, var det en krokodille! Chaufføren fortalte i øvrigt at man på varme dage kunne se alligatorer ligge og sole sig langs vejene. Imidlertid ville det først blive varmt i august og september, så vi var for tidligt på den, selv om det var 40° celsius kl. 10 om formiddagen.

Da vi havde sat de passagerer af, som skulle med den "store båd, fortsatte vi længere ud i sumpområderne til det sted, hvor airboatturene afgik. Her blev vi modtaget af vores "kører", Captain Mike , som bød os velkommen og bad os tage plads i airboaten. Der var to af slagsen, så vi steg ombord i den ene, sammen med yderligere vel omkring 7-8 mennesker, som var hvad, der var plads til i hver båd. Da vi alle var kommet ombord, fik vi udleveret høreværn, motoren larmede ret meget, og så tog Captain Mike plads i førersædet, højt hævet over os andre. Airboats bliver ikke sejlet, de bliver kørt. Hvis nogen ikke ved, hvad en airboat er, kan jeg fortælle at det er en fladbundet pram, ofte fremstillet i aluminium. Den er forsynet med en stor propel, i lighed med en flypropel, der er forbundet til en motor, ofte en bil- eller flymotor. Denne propel er bagudvendt, og skubber således båden frem. Det giver ret høje hastigheder, ofte over 60 km i timen, og den flade bund giver mulighed for at båden også kan "sejle" kortere strækninger over fast land, hvis det bare er fladt nok. Det benytter "chaufførerne" sig af, når de skal fra en kanal i sumpen til en anden, ved simpelthen at sejle over de levees (naturlige dæmninger), der adskiller kanalerne, i stedet for at sejle uden om. Kaptajn Mike sejlede os rundt i sumpe og kanaler og ind i mellem stoppede han, så vi dels kunne få hvilet ørerne, men også få tid til at nyde det fantastisk smukke landskab. Personligt var den største oplevelse, da vi gjorde holdt inde i en helt stille cypressump, hvor de store sumpcypresser stod "i vand til knæene", og hvor der var så stille, at andemaden i vandet mellem træerne slet ikke bevægede sig. En anden stor oplevelse var, når vi fik øje på alligatorer, som der findes rigtigt mange af her i området. Hver "sump-skipper" har typisk sit eget sted, hvor han ved, at man kan observere disse dyr med kommodeben, som disse til trods er særdeles adrætte. Desuden var det ret underligt at se de forholdsvis mange små hytter, som lå spredt rundt i sumpen, og som er hjem for mennesker, der ernærer sig ved fiskeri og jagt i sumpen - typisk cajuns og kreolere.

***

To år senere, var vi igen tilbage i sumpen, og denne gang skulle vi komme til at opleve den både i airboat igen, samt i en større turbåd, men også til fods. Ved den lejlighed, ville vi besøge byen Lafitte, ikke at forveksle med den anden by, Jean Lafitte, hvor ovennævnte sumptur udgik fra. Lafitte ligger på "øen" Barataria, hvor i sin tid sørøveren Jean Lafitte holdt til. Det er ham begge byer og den nationalpark som udgør det meste af de sydlige Louisiana er opkaldt efter, og du kan læse mere om ham under Historie(r). Denne gang tog vi bilen, da vi mente at vi sagtens kunne finde ud til Lafitte uden guide, og det gik da også fint. Vi gjorde et enkelt stop på vej derud.  Nemlig ved et apotek. Her købte vi et påsmøringsmiddel, der skulle få myg og andre stikkende og bidende smådyr til at holde sig væk. Det gjaldt ikke mindst de små stikfluer, som amerikanerne kalder "no-see-ums" (eller sandfluer), fordi de er så små, at man ikke ser dem, og faktisk er de så små, at de kan flyve gennem maskerne i et myggenet, men deres stik, som man heller ikke mærker før det er for sent, klør forbandet. Så for det tilfældes skyld, at nogle af disse mange stikkende skadedyr, ikke skulle forstå budskabet om at holde sig langt væk, købte vi også noget antikløemiddel.

Efter indkøbet fortsatte vi ud mod Lafitte, og efterhånden var det ikke længere huse, der lå langs vejen, men træer og vand, og efterhånden som vi kom længere ud, var det tydeligt, at vi nu var ude i sumpområderne. Da vi så et skilt med Barataria Preserve Ranger Station & Information Center, blev vi enige om, at køre derind. Ved rangerstationen blev vi modtaget af Ranger Wendy, som vi fik en hyggelig snak med, mens vi så os om i de udstillinger, som var i centeret. Derefter gik vi ud til bilen for at smøre os ind i det stads, der skulle få stikdyrene til at holde sig væk. Når vi var smurt ind, ville vi gå en lille tur på en sti, der var anlagt gennem sumpen. Men inden vi nåede så langt, kom Wendy ud, og spurgte om vi ville vente fem minutter, for så kunne vi komme på en guidet rundtur med hendes kollega, der hed Wanda. Wendy og Wanda – det lyder mest af alt som personerne i en komisk duo. Det viste sig i øvrigt at det ikke bare var Wanda, men derimod Wanda Lee. To fornavne, der "hænger sammen" er normalt forekommende i syden, se bare på, hvor mange Daisy Maes og Mary Lous der findes rundt omkring. Vi besluttede os selvfølgelig til at vente, og fem minutter senere kom ganske rigtigt Wanda Lee, og hun tog os med rundt i naturen. Faktisk var vi de eneste, der var med på rundvisningen, så måske arrangerede de den alene for vores skyld. Det var i hvert tilfælde ikke på noget "rundt" klokkeslæt. Undervejs på den ca. 30 minutter lange spadseretur så vi mange forskellige planter, men desværre ikke så mange dyr, bortset fra insekter, ikke mindst forskellige varianter af guldsmede og nogle meget store græshopper. Af større dyr så vi kun en sløv vandmokkasinslange eller cottonmouth, som de kalder den på de kanter, fordi dens gab er helt hvidt indvendigt. Wanda Lee mente at fraværet af dyr skyldtes temperaturen. Klokken var omkring 11.30, og temperaturen ved rangerstationen var over 45° i skyggen. Vi hørte nogle frøer kvække, men så dem ellers ikke.

Efter rundvisningen kørte vi nogle miles tilbage i retning mod New Orleans til en anden anlagt sti, som Wanda Lee havde fortalt om. Barataria Preserve, som ligger ved brakvandssøen Lake Salvador, er et 8.000 hektar stort område med meget varieret natur. I området findes både bayous, søer, kanaler, sumpe, marskområder, floddiger og større og mindre vandløb. Ved at gå den tur, som Wanda Lee havde foreslået, ville vi komme til at opleve alle disse forskellige landskabsformer. Turen var knap 2 kilometer hver vej, og man skulle samme vej tilbage, som man kom ud. Da det fortsat var meget varmt, bevæbnede vi os med hver sin flaske iskoldt vand, fra køleboksen, vores kameraer, og så gik vi ellers derudad. Vi startede i "højlandet" – altså på floddigerne, som er her omkring 75 cm til 1,5 meter høje. Det er simpelthen det højeste land i området, så resten ligger ret lavt. Vi startede med at gå langs med en lille bayou, Bayou Coquille, ved hvis bred, ligger resterne af en for længst forladt indianerlandsby. Faktisk blev landsbyen forladt omkring år 600 e.Kr, og det eneste der er tilbage er dens køkkenmødding af coquillemuslingskaller, som har givet navn til bayou'en. På floddigerne gror stedsegrønne ege og kæmpe-løn, og i sumpene gror sumpcypresser, bregner mm. Videre fra bayou'en går stien gennem sumpen, hvor man blandt andet kan se områdets eneste tilbageværende store sumpcypres. Træerne, der er i familie med kæmpetræerne sequoia sempervirens, se historien om Avenue of Giants, kan blive omkring 2.000 år gamle og meget store, men i 20'erne og 30'erne blev de fleste fældet og brugt til tømmer, og der er altså kun et eneste af de helt store træer tilbage. Stien går et stykke langs med, og krydser så Kenta kanalen, som blev gravet i slutningen af 1800-tallet, netop for at have en nem måde at fragte de store træer ud til kysten. De blev simpelthen smidt i kanalen, og så trukket videre af dampdrevne slæbebåde. Wanda Lee havde fortalt, at man her ved kanalen havde mulighed for at møde alligatorer, men det gjorde vi nu ikke. Det har nok stadig været for varmt. Det sidste stykke af stien gik over noget højtliggende terræn (ca. 50 cm), indtil vi kom ud til marsken, som vi så kunne stå og nyde. Da vi havde nydt nok, var det så bare samme vej tilbage mod bilen. Undervejs drak vi resten af vores nu ikke bare lunkne, men ret varme vand. Temperaturen var på det tidspunkt faldet til omkring 40° i skyggen men i solen, hvor vi ofte gik, var den fortsat over 45°. Og det var nogenlunde den temperatur vandet også havde. Men vådt var det da.

Da vi kom tilbage til bilen var klokken knap to, og vi begyndt at blive lidt småsultne. Vi besluttede derfor at køre videre ud til Lafitte og finde en restaurant der. Vi havde læst i en af vores brochurer, at der skulle være flere gode, ikke mindst fiskerestauranter, men så langt nåede vi faktisk aldrig. For da vi kørte ind i byen, så vi, at man herfra kunne komme en tur med båd ud i sumpen, og da vi havde talt om, at vi ville prøve det, gjorde vi holdt her. Da det viste sig, at der netop skulle afgå en båd, besluttede vi os for at tage med på den. I stedet for frokost købte vi så et par kiks ved billetkontoret, og så udsatte vi frokosten på ubestemt tid. Turen foregik med en stor turbåd med plads til omkring 50 personer, men vi var nu kun ca. 25 ombord. Det gik ikke så hurtigt som airboaten, vi havde prøvet to år tidligere, men til gengæld var der så bedre tid til at nyde naturen. Bådføreren gav i øvrigt alligatorgaranti. Det vil sige, at han garanterede os for, at inden vi kom tilbage, ville vi have set minimum én alligator. Vi sejlede ad små kanaler forbi den gamle kirkegård i byen Lafitte, som er et af de steder, hvor rygterne siger, at sørøveren Jean Lafitte ligger begravet (i en umærket grav).

Vi sejlede videre ud til søen Lake Salvador, som altså er en brakvandssø. Den er omkring 450 km² stor, og saltholdigheden er meget varierende. I tørkeperioder, stiger saltholdigheden til omkring 0,7% og så lever her saltvandsfisk. I regnvejrsperioder forsvinder saltet helt, og så lever her ferskvandsfisk. Nogle af disse fisk, har udviklet sig sådan, at de faktisk kan leve her både når vandet er salt og når det er fersk. Dette gælder fx den såkaldte "alligator gar". På dansk kaldes fisken "Alligatorpansergedde", og det er en ret stor fisk. Den kan blive over 3 meter lang, veje over 150 kg, og den har et meget imponerende tandsæt, med to rækker tænder i overmunden. Heldigvis lever den mest af fisk og svømmefugle, men den er ret aggressiv og man har eksempler på, at fisken har angrebet alligatorer på op til en meters længde. Bådføreren havde kraniet af en med, og når man så på tænderne ville jeg i hvert fald nødig skulle lægge kød til et bid. Efter at have sejlet lidt rundt på søen, sejlede vi så ind i sumpene igen. Her fik vi set ikke bare en alligator men alligatorer i hobevis. Lige fra en lille fyr på omkring en meter til noget større eksemplarer på op til 3 meter.

Alligatorer er fantastiske dyr, som jeg holder meget af (at se på). De kan blive op til næsten 6 meter lange og veje over 500 kg. Alligevel kan de bevæge sig ganske hurtigt, op mod 25 km i timen under vand, og omkring 15-20 km i timen på land (på meget korte afstande helt op til 50 km i timen -  kom igen Carl Lewis). Samtidigt kan de springe 2/3 af deres egen kropslængde ud af vandet, så de er meget adrætte. Bådføreren fortalte en del om dyrene, og om jagten på dem (som er tilladt i Louisiana, hvor der er ca. 750.000 alligatorer). Indbyrdes kaldte vi dem "sumpdyr med kommodeben", men det skal opfattes respektfuldt. Jeg har senere skrevet en artikel om alligatorer på den danske Wikipedia, og her kan man læse meget mere, hvis man er interesseret, både om dyret, dets levevis, (det er i øvrigt det eneste krybdyr som har yngelpleje i op til 1-2 år efter at ungerne er udruget) og om alligatorjagt. De fleste alligatorer, der skydes, bliver brugt til føde. Kødet, der efter sigende skulle have konsistens som kylling og en let fiskesmag, indeholder under 2 % fedt. Kaptajnen viste hvordan han kunne fodre alligatorer med kylling og marshmellows (skumfiduser) som dyrene tilsyneladende holdt meget af. Han viste også at han kunne tilkalde alligatorhunner ved at brøle som en hanalligator i brunst.

Senere viste han også eksempler på alligatorskind, garvet og ugarvet, og for at demonstrere, hvordan han kunne give alligatorgaranti, havde han en lille alligator i en kasse. Den var ca. 1 år gammel, og omkring 30 cm lang. Den hed Elvis, og vi fik alle lov til at holde den. Hvis man tror at alligatorer er slimede tager man fejl; det var nærmest som at røre ved et gummidyr, bortset fra at den trak vejret.  Til sidst, da alle havde fingereret ved dyret, lagde bådføreren det tilbage i kassen, og så sejlede vi tilbage til Lafitte, hvorfora vi kørte hjem til vores hotel.

To dage efter blev vi enige med os selv om, at vi ikke havde fået sump nok, så vi kørte ud til byen Jean Lafitte for at afslutte besøgene i sumpen med endnu en tur med airboat. Det var ikke det samme sted som sidste gang vi var her, og derfor var turen også en nogen anden. Blandt andet var bådene mindre, kun med plads til 6 personer + fører i hver. Det meste af det vi så, lignede selvfølgelig det, vi havde set to år tidligere, men denne gang så vi imidlertid også en alligatorrede; det havde vi ikke set før. Der var ingen æg i reden, da denne var blevet tømt dagen før. Som et led i kampen for at bevare en sund og levedygtig alligatorbestand, indsamler man æg fra rederne, og disse bliver så udruget på farme, hvor de små alligatorer er til de er omkring et par år inden de bliver sat ud i naturen Overlevelsesraten forøges på denne måde fra 2-3 % af ungerne til omkring 15 - 20 %, som når voksenalderen. Det har været med til at fjerne den amerikanske alligator fra FN's liste over udryddelsestruede arter. Ud over alligatorer, så vi også mange andre dyr, blandt andet et par skildpadder, som sad og solede sig på en væltet træstamme. De nåede desværre at hoppe i vandet inden jeg fik dem fotograferet – det er svært at holde på hatten med den ene hånd, båden med den anden og så fotografere med… Vi besøgte også en cypressump, og mens vi her nød stilheden, motoren var stoppet her, viste også denne bådfører en alligator frem, som han havde med. Denne var omkring tre år og godt en meter lang, og den havde ikke noget navn. Men bortset fra at den var noget mere livlig end den, vi havde holdt to dage tidligere, føltes de helt ens. Denne kunne man få til at åbne gabet ved at banke den let på snuden med en finger. Bådføreren fortalte, at dette var noget det største en alligator kunne være, hvis man skulle kunne holde den i hænderne. Turen var ellers lige så god som sidste år, og der er rigtigt sjovt at sejle med 65 km i timen henover vand og floddæmninger uden at man stort set mærker noget. 

- Til top -