Tom Dooley i Fiktion
I 1959 blev der indspillet en film om Tom Dooley, "The Legend of Tom Dooley", med Michael Landon som Tom Dooley, Jo Morrow som Laura Foster og Jack Hogan som Charlie Grayson!. På dansk fik filmen titlen "Tom Dooley, Oprøreren fra Tennessee", hvilket er interessant i og med handlingen i den virkelige historie udspiller sig i North Carolina. Tilsyneladende er både Ann Melton og Pauline Foster skrevet helt ud af filmen, som jeg med skam må melde at jeg aldrig har set. Filmen er baseret på Kingston Trioens sang, og har intet med hverken de virkelige begivenheder eller legenderne at gøre, hvilket et kort referat af handlingen forhåbentlig vil godtgøre, her i en anmeldelse fra den amerikanske TVGuide.
"En meget dyster western, med Landon i titelrollen som sydstatssoldaten, der plyndrer en nordstatsdiligence sammen med Pollock og Rust (Pollock og Rust var Dee Pollock og Richard Rust, der spillede henholdsvis "Abel" og en "country boy"), uvidende om at krigen er forbi. Da de ved, at de vil blive anklaget for mord, tager de syd på, men først henter Landon sin nordstatsveninde, Morrow. De stikker af, men hun bliver slået ihjel ved et uheld. Dette fører myndighederne til Landon, og han kommer for retten og bliver hængt." (TVGuide om film)
Har filmen ikke noget med historien at gøre, gælder det modsatte for de to romaner, jeg har omtalt flere gange. Det er ikke min tanke at gennemgå de to romaner i detaljer, bare et kort referat af hovedbegivenhederne, og de problemstillinger, som romanerne har i forhold til de faktiske forhold, som de kendes fra de officielle kilder. Desuden vil jeg afsløre de to romaners forklaring på, hvem der myrdede Laura Foster, så læs ikke de næste to afsnit, hvis du har tænkt dig at læse de to romaner, og ikke vil kende morderen på forhånd.
"Tom Dooley, The Story Behind the Ballad"
Karen Wheeling Reynolds, som er ophavsmand til meget af det, som er omtalt i artiklernei Record of Wilkes, som jeg omtalte sidst i artiklen Tom Dooley i avisartikler, og som også har skrevet, medvirket i og instrueret skuespillet "Tom Dooley – A Wilkes County Legend" har skrevet romanen "Tom Dooley, The Story Behind the Ballad". Denne er langt hen ad vejen baseret på samme historie som skuespillet. Reynolds baserer sig på en kombination af fakta og folklore, men romanen er nok mest baseret på sidstnævnte, suppleret af en god portion kunstnerisk frihed, for at gøre historien spændende og læsbar. Ingen af hovedpersonerne, bortset fra Laura Foster, er specielt sympatiske. Ann Melton og Pauline Foster er direkte usympatiske, mens sympatien trods alt samler sig i nogen grad om Tom Dooley. Bogen, der er fortalt set udefra, følger Tom og Anns forhold fra før borgerkrigen, under denne, og naturligvis ikke mindst efter. Mange af de personer, som blev omtalt under retssagen er personer i bogen, mens andre er helt udeladt. Nogle detaljer er ændret, det gælder fx mange af personernes alder. Granville Dula, er fx gjort til en ældre mand, men i virkeligheden var han kun 19 i 1866. Celia Scott omtales som "en ældre kvinde" selv om hun kun var 31 i virkeligheden. James Isbell og James C. Horton omtales som "de to gamle oberster", selv om Isbell kun var 28 og Horton 49. Anns datter kaldes i romanen Mary Beth, hvilket ingen af hendes døtre hed, og Anns mor Lotty Foster ernærer sig ved prostitution. Det er muligt, at det var tilfældet, men det blev ikke nævnt under sagen.
En hel del af handlingen udspilles omkring Cowles Store og Calvin Cowles og hans hustru Martha spiller væsentlige roller i romanen, selv om Martha var død i april, to måneder før mordet fandt sted, og familien i øvrigt var flyttet til Wilkesboro allerede i 1858, altså før borgerkrigen.
Der er også andre, væsentligere ændringer, fx at James Melton og Ann i romanen gifter sig under krigen, selv om de faktisk blev gift allerede i 1859. James Melton er hjemme under hele krigen, selv om han faktisk var soldat i hele perioden, blev såret flere gange og endte i samme krigsfangelejr som Tom Dooley og oven i købet blev løsladt 14 dage senere end denne. Liget findes af James C. Horton, men det var faktisk James Isbell og dennes svigerfar, David Horton. Både Bob Cummings og Jack Keaton spiller vigtige roller i romanen, selv om de slet ikke blev omtalt under sagen. De deltager blandt andet i eftersøgningen og tilfangetagelsen af Tom, sammen med en stor styrke, hvor også de to oberster og James Melton er med, selv om styrken i virkeligheden kun bestod af to mand, med assistance af oberst James Grayson. Lauras lig bliver fundet i slutningen af juli, og først derefter bliver Tom anholdt, men reelt blev liget først fundet omkring 1. september, og på det tidspunkt havde Tom siddet fængslet i næsten to måneder. Ifølge romanen hedder sheriffen, der anholder Tom Wasson, men William Wasson var sherif i Statesville, ikke i Wilkesboro, hvor sheriffen hed Hix. Wasson var til gengæld den, der til sidst hængte Tom Dooley.
Hvem er så romanens morder? Det siges faktisk ikke særligt klart. Op til mordet får man at vide, at Laura er gravid, og at Tom lover at rejse væk med hende, så de kan gifte sig. Det vil Ann Melton ikke finde sig i og vil forhindre. Selve mordet beskrives fra Lauras synspunkt, og da morderen kommer bag fra og hun ikke ser vedkommende, får man aldrig at vide, hvem det egentlig er. Lige før mordet har Ann Melton dog lokket Jack Keaton til at gøre noget for sig, som ikke specificeres nærmere, og det er måske en antydning af, at det er Jack, der myrder Laura på Anns vegne, men det er også muligt at Ann selv er morderen og at det er Keaton, som hjælper hende med at begrave liget. Eller måske er Tom faktisk alligevel morderen? Som i teaterstykket overlades dette til læserens fantasi.
"The Ballad of Tom Dooley"
Sharyn McCrumb hart skrevet adskillige romaner og vundet flere priser. Også hun har, som Reynolds, forsket i sagen, og hendes bog er i højere grad baseret på de kendsgerninger, der kan læses af de officielle papirer og i knap så høj grad på folklore, men også i denne bog er nogle forhold ændret, muligvis som led i den kunstneriske frihed, også selv om nogle af de ændrede detaljer ikke synes at have nogen fortællemæssig betydning.
Romanen indledes og afsluttes af Zebulon Vance, der sidder og tænker tilbage på sagen, og han fortæller også enkelte kapitler undervejs, men ellers er historien lagt i munden på Pauline Foster, der fra første side er en meget bitter kvinde, ikke mindst på grund af den syfilis, der har ramt hende og efterhånden udvikler hun sig til at blive direkte ondskabsfuld. Hun oplever hele tiden nogle reelle eller indbildte fortrædeligheder, som andre er skyld i, og som hun derfor skal hævne. Hun har tydeligt personlighedsforstyrrede træk, og føler fx ingen empati overfor andre. Hun er villig til at gå i seng med hvem som helst, bare hun kan få noget ud af det, og udtaler på et tidspunkt, at hun ikke kan forstå, at nogen piger kan foretrække en mand frem for de andre, for det gør ingen forskel, hvem man har sex med. Pauline udnytter alle omkring sig, hun manipulerer og støber kugler, og hun er romanens ubetingede skurk og har overhovedet ingen forsonende træk. Tom hader hun, fordi han i fuldskab kommer til at fornærme hende efter at de har dyrket sex, Ann hader hun af flere forskellige grunde, blandt andet på grund af måden Ann behandler hende på, men også andre grunde spiller ind. Laura Foster har hun ikke egentlig noget imod, selv om hun af og til irriterer Pauline ved at være forelsket, et begreb som Pauline ikke forstår, da hun ikke anerkender, at der findes en ting som kærlighed. Selv om hun ikke nærer negative følelser mod Laura, forhindrer det ikke Pauline i at udnytte hende i sine planer, også selv om hun ved, at det kan koste Laura livet. Faktisk satser Pauline på at Laura vil blive myrdet, og at Ann og Tom bliver hængt for det. Da hun på et tidspunkt taler med John Anderson, der har muligheden for at redde Tom fra galgen, truer hun ham med, at hvis ikke Tom bliver hængt, vil hun sørge for at han, John, bliver det i stedet. Hun har dyrket sex med ham, og vil sige, at det var voldtægt, en anklage hun er sikker på vil føre til hængning eftersom hun er hvid og han er farvet.
Romanen indeholder en meget virkelighedstro beskrivelse af Toms ophold i krigsfangelejren på Point Lookout, som Tom, der ellers ikke taler om krigen, afslører i fuldskab. Men også i denne bog, er der detaljer som er ændrede i forhold til fakta. Da Pauline kommer i huset hos Ann fortæller denne, at hun har to børn, som mest er hos deres bedstemor, Lotty Foster, men faktisk havde Ann på dette tidspunkt kun et barn. Der er også nogle andre tvivlsomme detaljer. McCrumb lader Tom få en skriftlig besked fra sin mor, selv om ingen af dem tilsyneladende kunne skrive. Fru Dula kan selvfølgelig have fået en i området til at skrive noten, og håbet på at sheriffen ville læse den højt, men det er bestemt ikke givet, at beskeden har været skriftlig. Romanen lader Pauline besøge Laura næsten dagligt i perioder, men der blev kun talt om et enkelt besøg under retssagen, og det lå før Pauline kom til familien Melton.
Tegningen til venstre viser en hængning med short drop, som den, der blev brugt ved Tom Dooleys henrettelse. Galgen bestod af to opretstående bjælker meden overlægger. Rebet gøres fast til overlæggeren og vognen er i dette tilfældet trukket væk. Billedet er fra commons.wikimedia.org og forestiller hængningen af Stede Bonnet, "The Gentleman Pirate", i Charleston, South Carolina i december 1718. Også her var der mange tilskuere.
Mod slutningen af romanen refererer Zeb Vance en samtale han havde med sin assistent, Allison, efter henrettelsen. De to taler om, hvor dårligt det gik med hængningen, hvor Tom ikke brækkede halsen men i stedet blev kvalt. Dette var dog ikke usædvanligt på den tid. Faktisk var kvælning den primære dødsårsag ved hængning, ved hjælp af den såkaldte "short drop" metode, der blev brugt i Toms og i de fleste andre hængninger i den periode. Metoden, der senere er blevet kaldt "standard drop"*, blev første gang beskrevet i 1866, og det tog en del år, før det blev den almindelig måde at gennemføre en hængning på, og "long drop" metoden blev først opfundet 1872. Wikipedia har denne beskrivelse af "short drop": "Short drop udføres ved at placere den dødsdømte fange, på en vogn, hest, eller et andet køretøj, med løkken om halsen. Vognen fjernes derefter brat og efterlader personen hængende i rebet. Den dødsdømte dør af kvælning, hvilket typisk tager mellem ti og tyve minutter." Samme artikel forklarer hvorfor Tom (og andre), ikke kæmper efter faldet, selv om de tilsyneladende er ved bevidsthed: "Det rapporteres ofte at de dømte kun i ringe grad eller slet ikke kæmper imod, før de besvimer. Dette skyldes formodentlig at deres halsvene og halspulsåre blokeres, og blodtilførslen til hjernen reduceres. " De to mænd (Vance og Allison) mener imidlertid i romanen, at problemet skyldes en regel om at en sherif kun måtte sidde i en enkelt valgperiode på fire år. I en sådan periode, var der så få henrettelser, at sheriffen ikke kunne nå at få rutine, så derfor burde man have en fast statsansat bøddel. Reglen om de fire år, er imidlertid ikke korrekt. Før Wasson havde der været en periode, hvor sherifferne kun sad i et par år, men mange sad væsentligt længere, og Wasson var blevet valgt allerede i 1858, ti år før Tom Dooley blev hængt, så han har nok kunnet nå at få rutine – selv om der selvfølgelig langt fra blev idømt dødsstraf hver eller hver anden dag. Wasson fungerede frem til 1874, hvor han blev afløst af Thomas Watts, der bestred embedet i ti år, og han blev afløst af John Wykoff, som var sherif i ni år. Den nuværende sherif i Iredell County har siddet i foreløbigt 18 år, og han er den eneste, der har siddet længere end Wasson. En fast periode på fire år kan ikke genfindes på noget tidspunkt i historien om sherifembedet i Iredell County.
* Ved standard drop står den dømte på en faldlem på en platform med rebet om halsen. Når faldlemmen udløses falder kroppen mellem 120 og 180 cm i modsætning til de 45 til 60 cm, faldet var i short drop. I long drop falder kroppen mellem 100 og 300 cm afhængig af den dømtes vægt. Denne metode blev forholdsvis hurtigt afskaffet igen, da det viste sig at hovedet ofte blev revet af kroppen.
I modsætning til den foregående roman, er der her ingen tvivl om, at Ann Melton er morderen, og årsagen er den samme. Eller næsten. Pauline, som på foranledning af Ann "spionerer" hos Laura Foster fortæller Ann, at Laura vil stikke af hjemmefra med Tom Dooley, så de to kan gifte sig, hvilket er noget Pauline finder på, for at gøre An så jaloux, at hun hævner sig på Laura. Laura vil godt nok stikke af hjemmefra, men ikke med Tom Dooley, men derimod med en frigiven slave, som hun er forelsket i. Ann tror imidlertid på Paulines løgn, så hun myrder Laura og fortæller Tom om handlingen. Tom, der ikke har noget til overs for Laura, men virkelig elsker Ann, hjælper hende med at begrave liget, og bliver derved medskyldig.
Begge de to romaner fastslår altså at Ann Melton var den skyldige (uanset om hun selv begik mordet i Reynolds version). I McCrumbs bog er Tom medskyldig, mens han i Reynolds bog er uvidende om sagens rette sammenhæng. I begge bøger vælger han at redde Ann ved at skrive en tilståelse, og hun bliver frikendt.