Dømt på indicier

Når Tom Dooley blev dømt og hængt for mord var det udelukkende baseret på indicier. Der var ingen vidner til selve forbrydelsen, og ingen fysiske beviser blev fundet. John Foster West citerer en moderne advokat (Lift up your Head, Tom Dooley, s. 128) for at konkludere, at bevismaterialet simpelthen ikke var tilstrækkeligt til at Tom Dooley ville være blevet dømt i en moderne retssag. Alligevel fandt to juryer ham skyldig. Jeg vil i en senere artikel komme tilbage til advokatens argumenter for dette, samt for andre ting i sagen, som var imod både nutidens og den tids lovgivning.

Lad mig først se på de indicier, der er tale om. Endnu engang må jeg påpege, at vi kun kender en meget begrænset del af de vidneudsagn, der blev aflagt, nemlig dem, som dommerne fandt vigtige nok til at de blev sendt til Højesteret i forbindelse med Toms appeller. Derfor kan der have været andre vidnesbyrd eller dele af vidnesbyrd, som vi ikke kender i dag, og som har givet stærkere indicier, men jeg tror det vil være rimeligt at tro, at hvis nogen vidnesbyrd havde inkrimineret Tom yderligere, ville dommerne ikke har tøvet med at sende dem til Højesteret; om ikke for andet så for at  retfærdiggøre juryernes skyldig-kendelser. Jeg tror at de eksisterende vidnesbyrd er de, som havde den største betydning for sagens afgørelse. Dette understreges også af, at William Shipp i sit resume tilsyneladende kun inddrog et enkelt element, som ikke var nævnt af dommer Buxton; nemlig historien om den lille pige, som Ann Melton sendte af sted med beskeden om at hun havde spiritus til Tom.

Hovedparten af de vidneudsagn, jeg gengiver i denne og andre artikler er oversat fra gengivelserne i John Foster Wests bog "The Ballad of Tom Dula". Enkelte gengivelser er oversat fra andre kilder, fx Faye Morans hjemmeside, senere avisartikler osv. eller fra kopier af sagens originale dokumenter. I kildelisten bringer jeg et link til en hjemmeside, hvor originalerne kan findes i en elektronisk variant, men de er meget vanskelige at læse.

Vidnernes beretninger

Så hvad sagde vidnerne faktisk, som kunne få juryen til at tro, at Tom myrdede Laura Foster? Faktisk er der kun ét vidne som overhovedet nævner, at Tom talte om at dræbe nogen som helst. Rufus D. Hall, Toms halvfætter fortalte i sit vidneudsagn, at en søndag i midten af ​​maj (nærmere bestemt den 13. maj 1q866), havde Tom besøgt ham i hans hjem på vej hjem fra søndagsprædikenen. Ved den lejlighed havde Tom fortalt Hall, at han ville ombringe den, der havde smittet ham med syfilis. Ingen navne blev nævnt ved den lejlighed. Hall havde rådet Tom ikke at dræbe nogen overhovedet.

Kronvidnet modsagde anklagerens teori!

Selv om Pauline Foster var kronvidne for anklagemyndigheden, pegede hun faktisk aldrig på Tom Dooley som morderen. I hvert fald ikke under retssagen (i de kendte vidneudsagn). Hvad hun sagde, var: "To eller tre dage før deres afsked (Toms og Ann Meltons), hørte jeg James Melton sige i overværelse af fangen (Tom), at det blev fortalt af nogle Hendricks'er at Tom havde dræbt Laura Foster." Denne samtale fandt sted omkring den 24. juni, en måned efter mordet, da en masse historier om hvad der var sket med Laura Foster allerede blev fortalt i området. Det eneste, Pauline faktisk sagde, var, at hun havde hørt en person fortælle Tom, at denne person havde hørt, at andre mente, at Tom var morderen. Det er ikke bare "hearsay", det er "hearsays hearsay", altså rygter som nogen har hørt på tredje hånd.

På et senere tidspunkt "indrømmede" Pauline Foster, overfor Ben Ferguson, en af de vicesheriffer der havde anholdt Tom - at hun selv var involveret i mordet, da hun, formodentlig i fuldskab, sagde: "Jeg og Dula dræbte hende (Laura Foster), og derefter stak jeg af til Tennessee". Hun havde senere fortalt James Melton, at hun havde sagt det som en morsomhed, og hun gentog dette til Ann Melton og igen senere under retssagen. På et andet tidspunkt havde Pauline sagt til en ukendt George, sandsynligvis George Washington Anderson, at hun "ville sværge en løgn for Tom Dula til enhver tid, ville du ikke det, George?" Vi ved ikke, hvad George svarede, men senere hævdede Pauline, at også dette blev sagt som en morsomhed.

Billedet til venstre viser det sted, som tidligere blev kaldt Bates Place. I 1866 var området langt mere tilgroet og der var ingen el-master :-).-

Udover dette er der intet i Paulines vidnesbyrd, der involverer Tom i mordet bortset fra et par omtaler af afdæmpede samtaler mellem Tom og Ann, men hvis det, at et elskende par fører en dæmpet samtale, er tegn på, at de planlægger et mord, så bliver der planlagt mange mord overalt i verden hver dag. Faktisk indeholder de fleste af Paulines udtalelser undskyldninger for hende selv, og de udtalelser hun havde fremsat, ikke mindst efter at Laura forsvandt. Nogle af hendes udtalelser i vidneskranken var faktisk til fordel for Tom, som for eksempel da hun vidnede om, at hun havde hørt, at Laura var løbet hjemmefra med en farvet mand, og at Lauras far, Wilson Foster, havde accepteret det. I retten sagde hun: "Min påstand om at hun var stukket af med en farvet mand, blev fremsat som følge af oplysninger, jeg har modtaget fra andre ..." Hun havde også lovet Wilson Foster den aften, hvor Laura var forsvundet om morgenen, at for en liter spiritus, kunne hun skaffe hans hest tilbage. Dette kan betyde, at hun har vidst, hvor hesten var, selv om hun senere fortalte i retten, at også dette var sagt som en morsomhed.

Den morgen, da Laura forsvandt, var Pauline i marken for at plante majs, og da hun gik tilbage til huset før morgenmaden for at malke køerne, som var kommet hjem, fandt hun Tom i samtale med Ann Melton, som fortsat lå i sin seng. I retten erklærede hun: "Jeg opfatter Bates Place og 'stedet med smedjen' som samme sted. Det er i retning af solopgangen fra James Meltons hjem, og jeg er sikker på, at jeg ville have set Dula den fredag ​​morgen, mens jeg malkede, hvis han var gået i retning af Bates Place." I dette udsagn afkræfter hun faktisk anklagemyndighedens teori om, at Tom Dooley var gået fra Wilson Fosters hjem til Bates Placer fredag ​​morgen, hvor han så havde myrdet Laura. Her er det altså anklagerens eget kronvidne, som forklarer, at deres teori ikke er i overensstemmelse med fakta. Man kan selvfølgelig hævde at Tom kan være gået en anden vej til Bates Place, så Pauline ikke opdagede ham, men så ville hun have set ham, da han kom tilbage fra stedet – og vi har andre vidner, der bekræfter hvilken vej Tom gik den morgen (hvis han gjorde det – det spørgsmål vender jeg tilbage til i en senere artikel).

Anklagemyndghedens teori

Så lad mig se nærmere på, hvad anklagemyndigheden troede, at der var sket, og hvad der støtter teorien, og hvad der taler imod den. Anklagemyndigheden mente, at Tom Dooley havde myrdet Laura Foster, fordi hun havde smittet ham med syfilis. Den morgen, hun forsvandt, var Tom kommet til hendes hjem, og de aftalte at mødes senere ved Bates Place. Laura tog sin fars hest og red ad vejen langs floden, mens Tom til fods tog en sti gennem bakkerne. De to mødtes så ved Bates Place enten samme morgen eller senere på dagen, hvor Tom dræbte hende med et enkelt stik i hjertet. Senere begravede han hende i en grav, som han havde gravet natten mellem torsdag og fredag, måske med hjælp fra Ann Melton.

 Så vidt teorien. Lad os nu se på indicierne for ovenstående.

Vi ved fra vidneudsagn fra Lotty Foster, at Tom kom til hendes hus torsdag og lånte en hakke. Han forlod Lotty Fosters hjem med hakken og gik i retning sin mors hus, og Lotty fik ikke sin hakke tilbage før 3 eller 4 dage senere, selv om hun havde bedt om den. Først da hun spurgte for anden gang, kom Tom retur med hakken. Tom gav som begrundelse for at låne hakken, at han ville arbejde på stien mellem sin mors hus og Lotty Foster hus for at udvide den og gøre den nemmere at færdes på om natten. Næste dag observerede Lotty Foster "to steder, hvor der var gravet på stien i retning af Mary Dulas hjem. Dette var 200 meter fra graven."

Et andet vidne, Martha Gilbert, fortalte: "Om onsdagen eller torsdagen før den fredag hvor Laura Foster forsvandt, så jeg fangen (Tom) på vejen mellem Mrs. Dulas og Lotty Fosters hjem. Han havde en hakke og hakkede og gravede langs stien med den. Jeg spurgte ham, hvad han lavede. Han sagde, at han var ved at udjævne stien og gøre den bredere, så han kunne gå sikkert om natten. Der var mellem 200 eller 300 meter fra det sted, hvor jeg så ham stå, til graven ... . Der var omkring 100 meter fra hvor han stod til Fru Dulas, hans mors hus." Senere blev Martha Gilbert kaldt i vidneskranken igen af anklageren, og her sagde hun: "Det sted, hvor jeg så fangen grave og hakke langs stien den dag, jeg hentydede til, var der ikke stejlt. Stien var stejl og ujævn tættere på Mrs. Dulas hus, men ikke i retning mod Lotty Fosters. "

Billedet til venstre er taget ca. fra det sted hvor Lotty Fosters hytte stod i retning mod Tom Dooleys hjem. Den højere bevoksning til højre i billedets forgrund, der slynger sig mod billedets midte i baggrunden indikerer forløbet af Reedy Branch på dette sted. Stien mellem Dooley'ernes og Lottys hjem gik langs med bækken.

Thomas Foster, Ann Melton lillebror, havde også noget at fortælle: "…fangen kom til min mor, Lotty Fosters, hus og ville gerne låne en hakke. Han sagde, at han ønskede at arbejde noget djævelskab ud af kroppen. Jeg så ham gå mod sit hjem med hakken. Det var efter morgenmaden at han kom efter hakken."

Endelig, forklarede Mary Dula, Toms mor, i sin vidneforklaring: "På stien mellem mit hus og Lotty Fosters var der et meget smalt sted, stejlt og dårligt for kvæg for at passere. Jeg ved ikke, hvem der havde arbejdet på det, men jeg lagde mærke til, da jeg passerede stedet fredag, at der for nyligt var arbejdet på stien. Det var gået omkring to eller tre dage, siden jeg havde passeret stedet sidst."

Dette udlagde anklagemyndigheden, som om Tom kun havde brugt "vejarbejdet" som en undskyldning for at låne en hakke, som han på forhånd have planlagt at bruge til at grave en grav til Laura. Vidnesbyrdene synes imidlertid at bekræfte at, at Tom rent faktisk havde lånt hakken for at arbejde på stien. Men selvfølgelig kunne han stadig have brugt den til andre formål også.

James Isbell nævner i sin vidneforklaring fundet af graven: "Efter vi havde fjernet jorden (fra graven), så jeg spor af, hvad der syntes at have været en hakke, i den hårde jord i gravens sider." Måske havde James Isbell ret, og der var spor af en hakke i graven, men behøver det at betyde at Tom Dooley havde gravet graven? Ikke nødvendigvis. Andre vidnesbyrd peger i en anden retning.

George Washington Anderson forklarede: Jeg besøgte James Melton torsdag aften, inden den fredag hvor ​​Laura Foster forsvandt. James Melton, Jonathan Gilbert og Pauline Foster var der. Ann Melton var der ikke." Tom Dooley blev ikke nævnt, så han var der nok heller ikke. Senere fortsatte Anderson "Jeg kom forbi igen næste morgen. Ann Melton var syg og lå på sengen. Hendes sko var våde. Jeg så ikke hendes kjole. Familien var i gang med at spise morgenmad."

Mary Dula udtalte: "Thomas var  ikke mit hus tidligt om morgenen den fredag. Jeg forlod huset, efter morgenmad den dag, og kom tilbage lige før middag ("dinner"). Jeg fandt ham liggende på sengen...". Her skal man huske på at middagsmåltidet ("dinner") faktisk blev indtaget midt på dagen, som det danske ord også antyder. Om aftenen spiste man "supper".

Pauline sagde i et af sine vidneudsagn: "Ann Melton forlod sin mands hus om torsdagen før den fredag ​​i maj, efter middagen (stadig middagsmåltid/frokost), med en feltflaske med spiritus, som var blevet fyldt til fangen, og gik i retning af ​​Ridge Road (et vejnavn som ikke siger noget i dag, men bare kan antyde en vej, som førte op på en af de mange bakkekamme i området). Hun var fraværende fra sit hjem fra det tidspunkt indtil en time før daggry om fredagen. Hun kom hjem og krøb ned i sengen til mig. Jeg efterlod hende i sengen, da jeg gik på arbejde. Hendes kjole var våd, og det samme var hendes sko. Hun lå i sengen til efter morgenmaden. Det var den morgen, hvor jeg tidligere omtalte, at Dula stod over hende og talte med hende, mens hun lå i sengen."

Gravede Tom graven natten mellem torsdag og fredag?

Anklagemyndigheden mente at Tom og Ann havde forberedt mordet ved at grave en grav i løbet af natten mellem torsdag og fredag.

Vidneudsagnene ovenfor giver grund til at tro, at hverken Tom eller Ann kom tilbage til deres hjem natten mellem torsdag og fredag. Men havde de travlt med at grave en grav til Laura Foster, som anklagemyndigheden mente?

Dr. George Carter vidnede: "Det hul, hvor det (Lauras lig) lå, var ca. 70 cm dybt, meget smalt, og ikke langt nok til kroppen." For mig lyder mere, som hullet blev gravet i en fart efter mordet, end at to mennesker havde brugt en hel eftermiddag, aften og nat på at grave det.

Pauline Foster forklarede: "Ann Melton bemærkede, da hun gik ud torsdag med feltflasken, at hun skulle besøge sin mor" og senere "(Ann) sagde, at hun og hendes mor og Dula havde ligget ude hele natten og tømt feltflasken med spiritus." Sidstnævnte forklaring stammer fra en uidentificeret udskrift af Paulines vidnesbyrd, som blev fundet i arkiverne sammen de øvrige papirer, og som indeholder lidt mere information, end det officielle uddrag som dommer Buxton sendte til Højesteret. Så Ann hævdede altså, at både hun og Tom var optaget af andre ting end at grave en grav. Hvis tre mennesker rent faktisk tømte en feltflaske fyldt med hjemmebrændt spiritus om natten (en feltflaske kunne rumme alt mellem en kvart og en hel gallon (3,8 liter – en typisk feltflaske), kan dette meget vel være grunden til, at George W. Anderson fandt Ann Melton syg på sengen om morgenen, og at Tom tilsyneladende lå på sin seng det meste af fredag formiddag og en del af eftermiddagen også!

Påstanden blev faktisk bekræftet af dommer Shipp i hans sammenfatning af den anden retssag: "Feltflasken, som spiritussen blev bragt til hendes hus  i (Ann Meltons mors hus) af en budbringer om torsdagen, blev fundet af et vidne fredag ​​formiddag under et træ, hvor Ann Melton havde fortalt hende den lå. Der var en kun en lille mængde spiritus tilbage i feltflasken." Dette synes at bekræfte, at Ann havde fortalt Pauline sandheden om, hvad hun og Tom havde foretaget sig natten mellem torsdag og fredag. Senere blev fundet af feltflasken på det "rigtige" sted imidlertid betragtet som et indicium for, at de ikke havde tømt den om natten! I følge en af legenderne om sagen, brugte Tom Dooley i virkeligheden spiritussen til at overtale Laura Foster til at vente ved Bates Place fra fredag morgen, til han kunne møde hende om eftermiddagen, hvor han så slog hende ihjel. Det harmonerer dog ikke særligt godt med, at flasken allerede blev fundet af et vidne fredag formiddag et helt andet sted end Bates Place.

Personligt finder jeg, at indicierne for at Tom (og måske Ann) gravede graven torsdag aften og nat er yderst svage. Og hvorfor var der ingen, der spurgte Lotty Foster, om hun faktisk havde siddet og drukket med Tom og Ann hele natten? Enten anklageren eller forsvareren burde have stillet dette spørgsmål. Hvis hun havde svarede "ja", ville det, om ikke rense Tom og Ann for mistanke, så ville det i det mindste have skabt tvivl om, hvornår de havde gravet graven. Hvis hun svarede "nej", ville det være underforstået, at Ann havde løjet overfor Pauline, og dermed ville det have styrket anklagerens sag.  I begge tilfælde ville svaret have været relevant, men enten blev spørgsmålet slet ikke stillet, eller også blev det stillet, men svaret ikke sendt videre til Højesteret. Den eneste grund jeg kan se, til at det ikke skulle være blevet sendt videre, er at Lotty bekræftede Anns påstand. Hvis nogen ville være sikker på Tom blev dømt, ville der være en god grund til ikke at videresende et sådant udsagn. Hvis spørgsmålet slet ikke er blevet stillet, var det dårligt arbejde af begge siders advokater.

MyrdedeTom  Laura fredag morgen?

Næste del af anklagerens teori handlede om selve mordet. Bortset fra de ovennævnte udbrud fra en beruset Pauline Foster, anklagede ingen af ​​vidnerne Tom for at have dræbt Laura, og han har aldrig sagt til nogen, at han havde dræbt hende. Han sagde til Rufus Hall, at han ønskede at dræbe de (ikke den), der havde smittet ham med syfilis, men for det første kunne denne udtalelse være faldet i et ophidset øjeblik (uden at være ment bogstaveligt), og for det andet sagde han ved denne lejlighed intet om, at Laura Foster var den, der havde smittet ham. Ser vi bort fra Pauline Fosters udtalelse om, at hun og Tom Dooley dræbte Laura Foster, var Ann Melton den eneste som faktisk blev beskyldt for mordet. I følge Pauline Fosters vidneudsagn, havde Ann Melton på et tidspunkt fortalt hende, at hun havde dræbt Laura, og hvis hun (Pauline) nogensinde fortalte dette til andre, ville hun dræbe hende også.

Om lørdagen efter Lauras forsvinden sagde Pauline til Tom: "Jeg troede, at du var løbet væk med Laura Foster", hvortil Tom svarede: "Jeg har ikke brug for Laura Foster". Dette blev i retten tolket som et udtryk for at Tom vidste at Laura var død, men det kunne jo lige så have betydet, at han ikke længere var interesseret i Laura, fordi han havde fundet en anden. Det kunne også være en bitter mands reaktion på, at Laura havde fortalt ham, at hun havde fundet en anden. Lige før han forlod Elkville for at tage til Tennessee, besøgte Tom Ann Melton, mens Pauline var til stede. På et tidspunkt gik de alle tre uden for huset. Her sagde Tom til Pauline, at han ville rejse, "fordi de fortalte løgne om ham". "De" må formodes at være de Hendricks'er, som jeg omtalte ovenfor. Selv på det tidspunkt indrømmede han ikke overfor sine to veninder, at han havde noget med mordet at gøre, tværtimod understregede han, at han rejste fordi der blev fortalt løgne om ham.

Betsy Scott forklarede: "Jeg så Laura den fredag ​​morgen, da hun forsvandt. Hun red på sin fars hoppe, uden sadel og med et bundt tøj i skødet. Hun kom fra sin fars hus og red forbi A. Scott 's hus, hvor jeg mødte hende på vejen." Efter en protest fra forsvaret, som blev afvist af dommeren, fik hun lov til at fortsætte. "Jeg spurgte Laura, om Mr. Dula var kommet. Hun sagde ja, han kom lige før daggry. Jeg spurgte hvor han var. Hun sagde, at han havde gået en anden vej, for at komme uden om Manda Barnes. Jeg sagde, at hvis det var mig ville jeg have været længere på dette tidspunkt. Hun sagde, at hun var taget hjemmefra så snart hun kunne. Jeg spurgte, hvor hun regnede med at møde ham. Hun sagde ved Bates Place." Det var denne udtalelse som Højesteret senere fandt, skulle have været udelukket fra sagen – bortset fra den sidste del om at Laura var på vej til Bates Place. Denne del var en del af res gestae, mens udtalelserne om Tom ikke var det. Udtalelsen var altså årsagen til, at Toms sag fik lov til at gå om i første omgang. Fru Scott fortalte i retten, at hun havde stillet disse spørgsmål i forlængelse af en samtale, hun havde haft med Laura en eller to dage tidligere. I modsætning til den populære tradition, i følge hvilken Laura havde fortalt adskillige mennesker, at hun ville løbe væk med Tom Dooley, var dette faktisk den eneste antydning af, at en sådan aftale eksisterede mellem Tom og Laura. Hvis vi ser nærmere på vidnesbyrdet, sørgede Betsy Scott omhyggeligt for ikke at nævne Tom. Hun sagde kun "Mr. Dula", og vi ved i dag, at området havde mange, der kunne kaldes Mr. Dula, så det kunne lige så godt været en anden Dula, Laura havde talt om.

Ifølge den mundtlige tradition skulle Wilson Foster have fortalt i retten, at Laura havde en samtale med Tom uden for huset tidligt den morgen, hvor hun forsvandt! I virkeligheden sagde han intet i den retning. Hvad han egentlig sagde var: "Natten før hun (Laura) forsvandt, var han gået i seng, mens Laura blev oppe. Ca. en time før daggry, vågnede han ved at hun stod op. Hun gik udenfor og opholdt sig der i et par minutter Da hun kom tilbage, gik hun hen til skabet, og han mente, at hun åbnede det. Han mente hun gik i seng igen. Da han vågnede senere, var Laura ikke i sin seng. Dette var omkring daggry." Absolut ingen omtale af nogen morgensamtale uden for huset, hverken med Tom eller andre.

To vidner fortalte om Toms bevægelser den pågældende morgen, Carl eller Cal Carlton og Hezekiah Kendall eller Kindall; lad os på deres forklaringer: Carl Carlton forklarede simpelthen, at han så Tom Dooley på den sti, som førte gennem hans (Carltons) gård og at Tom fortsatte mod Bates Place. Det var lidt efter solopgang*. Tom havde spurgt ham, om stien førte til Kendalls sted. Efter denne korte samtale fortsatte Tom. Ifølge Carlton kom Tom fra den retning, hvor Wilson Foster boede og han var til fods. Hezekiah Kendall udtalte: "Jeg så fangen fredag ​​morgen ved ottetiden mellem Kendalls og Carltons gård, gå i retning af Bates Place. Jeg spurgte ham, om han havde været ude efter kvinden. Han sagde 'Nej, det er jeg holdt op med'. Han gik til fods. Hans bukser så ud til at være våde af dug." Senere måtte Kendall indrømme under krydsforhør, at den sti, som Tom gik ad fra Fosters hus også var den nærmeste vej, hvis han var på vej hjem til sig selv. Stien førte altså ikke kun til Bates Place, som anklageren antydede.

* Solen stod op omkring kl. 6.15 i Elkville den 25. maj 1868.

Det næste vidne var fru James Scott (Celia). Hun så Tom, den fredag ​​efter morgenmaden, da han kom til hendes hus. Hun inviterede Tom inden for, men han sagde nej, og hvilede i stedet et par minutter på trappen til huset. Han fortalte hende, at han ledte efter hendes bror, George Washington Anderson. Da Tom forlod Scotts hus fortsatte han i retning af James og Ann Meltons hjem.

Snart efter var det, at Pauline Foster fandt ham i samtale med Ann Melton i Melton-familiens hus, og senere så hun ham gå i retning af hans eget hjem. Dette var altså mellem otte og ni, og herfra gik han forbi Lotty Fosters hjem for at bede om mælk, hvorefter hun også så ham fortsætte i retning mod hans eget hjem, hvor hans mor senere fandt ham liggende på sengen. Vi må altså konstatere at Tom ikke havde tid eller mulighed for at nå til Bates Place og dræbe Laura Foster fredag ​​morgen. End ikke for at aftale at hun skulle vente på ham til senere, så hvis hun gjorde det, må det på forhånd være aftalt.

Men kunne han have dræbt hende senere samme dag, som også blev nævnt som en mulighed? Det kunne han meget vel have gjort, men gjorde han?

Myrdede Tom Laura senere fredag?

Mrs. Dula fortalte: "Han spiste ikke middag (måltidet midt på dagen), men blev der (ved huset), indtil solnedgang eller deromkring. Mens jeg lavede aftensmad, gik han ud og blev ude ved laden. Han kom tilbage igen til aftensmaden. Han gik i seng som sædvanligt. Jeg hørte i løbet af natten at han stønnede. Jeg gik ind til hans seng. Han havde (tidligere) klaget over kuldegysninger .... Jeg lænede mig ned og kyssede ham. Jeg hørte ikke ham gå ud den nat, og har ingen viden om han skulle have gjort det. Han var der om morgenen før morgenmaden."  Dette vidnesbyrd vedrører altså Toms opholdssted den fredag, da Laura forsvandt. Under krydsforhøret tilføjede Toms mor: "Tom gik ud omkring mørkets frembrud. Han var ude omkring en time.  Han gik i seng den aften, før jeg gjorde, og han tog sit tøj af som sædvanligt."

Hvad vi kan lære af dette udsagn er, at Tom nok ikke forlod sit hjem om natten mellem fredag ​​og lørdag. Men han forlod huset fredag ​​eftermiddag eller aften, og var væk i omkring en time. Fru Dula troede han var i laden, mens et andet vidne var uenigt.

Thomas Foster, Ann Meltons yngre bror fortalte: "Dagen efter, fredag, et stykke tid efter morgenmaden, så jeg ham (Tom) gå hen imod James Meltons hus. Han var på Stony Fork Road, før den drejer af mod Bates Place. Det var også om fredagen... "  Dette bekræfter blot, hvad vi allerede ved, nemlig at Tom besøgte Ann Melton fredag ​​morgen efter hans besøg hos Mrs James Scott. Men så fortsatte Thomas Foster: "Jeg så ham igen den samme dag, omkring solnedgang, gående i samme retning.  En kvarter efter at han var gået forbi denne sidste gang, tog jeg en hest og red til James Meltons hjem. Dula var der ikke, men Ann Melton var der." Under krydsforhøret tilføjede han: "En person, der passerer vores hus kunne gå til enten James Meltons hjem eller til Bates Place" Dette skete omkring det tidspunkt, hvor Mrs. Dula havde forklaret, at Tom havde forladt huset for at gå ud i laden. Da Thomas Foster ikke fandt ham hos Meltons, antyder udtalelsen, at han så var gået til Bates Place (for at myrde Laura). Desværre fortæller Thomas Fosters vidneudsagn ikke hele sandheden. Selv om det er sandt at en person på Stony Fork Road kunne gå enten mod Meltons hjem eller Bates Place, kunne han også have gået ad den samme vej for at besøge Francis Melton, James Scott, Carson Dula, George Washington Anderson, som alle boede i samme retning eller endog familien Griffiths, der boede på samme vej, på den anden side af Bates Place.

Hvorfor skulle Thomas Foster antyde, at Tom var gået til Bates Place? Måske fordi han og Tom ikke var de bedste venner. I den uidentificerede udskrift af Paulines vidnesbyrd, omtales et skænderi mellem Thomas Foster og Tom Dooley. Der fortælles intet om årsagen til skænderiet, men det kunne have drejet sig om Pauline Foster, som de begge gik i seng med eller måske var Thomas Foster vred på Tom for at have affære med Thomas' gifte søster.

Også et andet vidnesbyrd er interessant i denne sammenhæng. Jesse Gilbert vidnede om, at han og hans bror, Carson, fredag ​​eftermiddag, da de to passerede Lotty Foster hus, havde talt med Mrs. Dula. Jesse udtalte: "Carson råbte til Mrs. Dula og spurgte hende, hvor hendes søn Tom var? Hun svarede, at hun ikke vidste det, at hun ikke havde set ham den dag, men at hun regnede med, at han nok var gået til mønstring…. Dette var omkring kl. 15". Hvis Jesse Gilbert havde ret, kunne Tom have dræbt Laura når som helst, den fredag, men det ville betyde, at fru Dula løj i sit vidneudsagn.

Hun forklarede senere: "Jeg sagde ikke i overværelse af Carson Gilbert eller andre, den fredag, at jeg ikke vidste, hvor min søn Thomas var. Jeg mødte dem (Gilbert brødrene) om eftermiddagen samme dag nær Lotty Fosters hus på vejen mellem hendes hus og mit. Jeg var gået ud for at se efter mine køer. Som svar på et spørgsmål, de stillede mig, fortalte jeg dem, at jeg ikke vidste, hvor Thomas var, medmindre han var gået til mønstring. Jeg gjorde det på hans anmodning, fordi han sagde, at han var for syg til at gå til mønstring, men ikke ønskede at blive generet af folk, der henvendte sig." Desværre er dette ikke med til at klarlægge Toms opholdssted fredag ​​eftermiddag. Mary Dula benægtede at have sagt, at hun ikke vidste, hvor Tom var, og hun fortsatte med at fortælle, at hun sagde, at hun ikke vidste, hvor Tom var! Det er klart, at hun mente, noget i stil med: "Jeg tror, ​​han er gået til mønstring", og at Tom havde bedt hende om at sige det. En af dalens rige plantageejere, Rufus D. Horton, var i vidneskranken lige efter Mary Dula, og han sagde: "Jeg kender Jesse Gilberts almindelige karakter. Den er dårlig og han er kendt for at stjæle og lyve." I en tidligere udtalelse havde han fortalt, at han var bekendt med Mrs. Mary Dulas almindelige karakter, og at hun var kendt for at være ærlig og sanddru. Han havde aldrig hørt hendes ærlighed betvivlet.

Så måske løj Jesse Gilbert, mens Mary Dula fortalte sandheden? I så fald  må Tom have dræbt og begravet Laura Foster på mindre end en time. Han kunne selvfølgelig have dræbt hende tidligt på ​​aftenen og begravet hende senere på natten, men hans mor fandt ham i hans seng en eller flere gange i løbet af natten. I nutiden har man udført eksperimenter med at lade en person bære en dukke med samme vægt som en menneske fra Bates Place,  gennem skoven til det sted, hvor graven blev fundet. Det viste sig at være meget hårdt arbejde, og ville have taget én mand langt mere end en time. I dette tilfælde skulle forsøgspersonen endda ikke dræbe offeret først. Forsøget foregik endda i dagslys, så det er usandsynligt at Tom skulle have kunnet klare denne opgave alene og i mørke.

Man er også nødt til at spørge sig selv, hvorfor Laura Foster skulle være villig til at vente ved Bates Place fra tidlig morgen til sen aften, hvis hun skulle løbe væk med Tom Dooley. Hvorfor undrede hun sig ikke over, at de ikke tog af sted med det samme, eller hvorfor ventede hun ikke til fredag aften med at tage hjemmefra, så hun ikke skulle vente så længe?

Alt i alt tror jeg ikke, Tom havde mulighed for at dræbe og begrave Laura Foster den måde, som anklagemyndigheden mente at han havde gjort. Men dræbte han hende så overhovedet, eller var det en helt anden? Det vil jeg komme tilbage i senere artikler.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen