Endnu en mistænkt - James Isbell

Hvorfor nu pludselig rejse mistanke mod den person, der mere end nogen anden arbejdede på at finde Lauras lig og få hendes morder dømt? Måske netop derfor! Lad mig et øjeblik vende tilbage til min kriminalpolitibekendt. Han fortalte mig, at ud over familien, er man i opklaringen som regel altid meget opmærksom på den eller de personer, der opdager liget af et mordoffer. Sådanne personer vil ofte være under mistanke, med mindre de kan udelukkes fra sagen. I dette tilfælde var det James Isbell som opdagede liget sammen med sin svigerfar, David Horton (74 år). Det var ikke oberst James Horton som Karen Wheeling Reynolds fortæller i Tom Dooley - The Story Behind the Ballad. Reynolds gør faktisk James Horton til den, der "driver" eftersøgningen efter Laura Fosters lig, hvilket han altså ikke var. Det var heller ikke J. W. Winkler som Sharyn McCrumb skriver i sin roman. Winkler sagde i sit vidneudsagn: "Jeg deltog selv i eftersøgningen i syv eller otte dage", hvilket betyder, at i de tre måneder fra Laura forsvandt til hendes lig blev fundet deltog han kun i eftersøgningen 7 eller 8 dage i alt.

Selv om Karen Reynolds ikke har ret i, at Oberst James Horton var den, der pressede på i eftersøgningen efter Lauras lig, eksisterede der faktisk en oberst James Horton (helt præcist James C. Horton). Han var søn af general William Horton og Mildred Dula. Hun var datter af kaptajn William Dula og dermed kusine til Tom Dooleys far, så oberst James Horton var Toms halvfætter, men der var 27 år mellem dem, da James C. Horton blev født i 1817, mens Tom blev født i 1844. James Horton var en nevø af David Horton, den mand, hvis hest faktisk snøftede på et tidspunkt under eftersøgningen, hvilket førte til opdagelsen af ​​Laura grav. Dette gjorde ham til en fætter til Sarah Dula, James Isbells kone. James Horton var ældre bror til Rufus Dula Horton, den mand, der vidnede om Mary Dula ærlighed under retssagen. Der var også andre James Hortons i området, men ingen af ​​disse var oberster.

I en passage i Reynolds 'roman, fortæller hun at James Horton og James Isbell kommer ridende sammen til Cowles' Store i Elkville, og hun omtaler dem som "de to gamle oberster". Man kan måske kalde den 49-årige Horton "en gammel oberst", da 49 var en pæn alder efter tidens forhold, men det samme gør sig ikke gældende for James Isbell, da han kun var 28 i 1866. Han var gift med Sarah Louise Horton (kaldt Louise Sarah i folketællingen i 1880), datter af David Horton, og i 1866 havde de fire børn.

James Isbell var som omtalt i artiklen om ham, en forholdsvis velhavende jordejer. Han boede i Kings Creek lige på den anden side af amtsgrænsen til Caldwell County, nær det nuværende Grandin. Fra Elkville var der ikke mere end 9 -10 km til Isbells plantage, og fra Isbell var der 7- 8 km til Wilson Fosters hjem (målt af nutidens veje).  James Isbell blev kaldt "Oberst Isbell", en titel han opnåede i den lokale milits før borgerkrigen. Da krigen brød ud, fik han en kommission som sekondløjtnant i det 22. North Carolina Infanteriregiment, kompagni A, de såkaldte "Rough and Readys". I maj 1862 blev han forfremmet til premierløjtnant og senere samme måned til kaptajn. I oktober 1862 blev valgt ind i North Carolina lovgivende forsamling og forlod hæren, men tilbage i lokalområdet, blev han resten af sit liv omtalt ved sin gamle titel fra militsen.

Hvorfor altså pludselig mistænke James Isbell for at have noget med mordet på at gøre? Faktisk er der flere grunde, men jeg må indrømme at ingen af dem er baseret på andet end indicier. Som nævnt ovenfor, boede James Isbelll i King's Creek tæt på det German's Hill, hvor Laura Foster boede. Nogle mener endda, at Foster-familien boede som lejere på jord, der tilhørte James Isbell Det kan have været tilfældet, men Isbell plantagen lå noget syd for Yadkin River, mens Laura og hendes far boede nord for floden. Isbells landområde på ca. 80 hektar, kan selvfølgelig have været splittet op i flere områder, hvoraf et eller flere lå nord for floden, men sandsynligt er det ikke.

Faktisk boede familien Foster tættere på Welborn Germans hjem, så måske boede den som lejere på hans jord, og der var også andre rige plantageejere i området, som kan have ejet den jord, som familien lejede. Nogle mener at Laura (og/eller hendes far) arbejdede for James Isbell, og det kan godt have været tilfældet, selv om de boede nogle kilometer fra hans plantage. Når til at jeg borer lidt i dette forhold, er det for at finde ud af, hvorfor James Isbell blev så involveret i jagten på Lauras lig og senere i retsforfølgelsen af Tom Dooley. Så vidt jeg kan se, er der nemlig ingen indlysende grund til, at Isbell, en mand fra overklassen, var så optaget af at forfølge en sag om en kvinde fra underklassen, som tilsyneladende var stukket af med sin elsker. Det giver faktisk kun mening, hvis de to kendte hinanden (eller hinandens familier) og endda kendte hinanden ret godt. At Isbell kendte til Lauras eksistens, ville næppe have været grund nok. I hvert fald var Isbell den drivende kraft  i eftersøgningen efter Laura, og han deltog selv i flere af de eftersøgninger, der blev gennemført. Han deltog i eftersøgningen ikke bare i det første par dage, men så sent som da rebet blev fundet en måned efter Lauras forsvinden, og han var igen deltager, da liget blev fundet måneder senere – en eftersøgning, som selv Lauras far ikke deltog i! I det hele taget var Wilson Foster tilsyneladende forbløffende passiv i eftersøgningen efter det første par dage.

At Isbell deltog i de første eftersøgninger virker forholdsvis naturligt, da adskillige mænd fra tre amter gjorde det samme. En ung kvinde fra hans nabolag var forsvundet, en kvinde, hvis far (eller hende selv) måske arbejdede for ham. Det ville derfor være naturligt, at han viste interesse i sagen og deltog i eftersøgningen sammen med andre fra King's Creek. Men hvorfor fortsatte han med at deltage i de senere eftersøgninger? Han havde en temmelig stor plantage at drive, og han var fredsdommer i Kings Creek, så han havde formodentlig travlt med at passe sit eget lokalområde også. En hel måned efter Lauras forsvinden, da rebet blev fundet, skulle man i hvert fald tro, at han ville have haft travlt med andre forehavender.

I slutningen af august eller begyndelsen af ​​september blev Pauline Foster anholdt og bragt til fængslet i Wilkesboro. Her fortalte hun sheriffen, at hun vidste, hvor Lauras lig var begravet og lovede at føre et eftersøgningshold til stedet - eller i hvert fald så tæt på som hun kunne. Pauline blev ført til Elkville for at udpege stedet, hvor Lauras lig var begravet. Endnu engang var James Isbell en del af søgningsholdet, selvom han boede mere end 30 km fra Wilkesboro og mere end 10 km fra Elkville. Nogen må have fortalt ham, at noget var i gære, men hvem var denne nogen? Sherif Hix i Wilkesboro eller en af ​​hans mænd? Nogen i Elkville? Men hvem i Elkville kunne vide, hvad Pauline ville fortælle i fængslet i Wilkesboro efter sin anholdelse?

Måske nogen, der havde instrueret hende om, hvad hun skulle sige? Det er selvfølgelig også tænkeligt, at da historien om at Pauline var bragt tilbage til Elkville for at udpege stedet for graven, fik det øjeblikkeligt Isbell til at droppe hvad han var i gang med, og gå, køre eller ride 8-9 km ad dårlige veje og stier til sin svigerfars plantage, få overtalt denne til også at deltage i eftersøgningen til trods for at svigerfaderen med sin 74 ikke just var en årsunge, og i øvrigt selv havde en plantage at se til, for så at møde op ved Cowles' Store, hvor eftersøgningen sandsynligvis startede.

Hvorfor skulle Isbell overhovedet involvere sin svigerfar i eftersøgningen? Han må have vidst, at David Horton ikke kunne deltage i eftersøgningen til fods og derfor ville være nødt til at ride i vanskeligt terræn med masser at forhindringer, blandt andet i form af tæt kratbevoksning, når der skulle eftersøges på højderyggen, hvor Pauline påstod at liget var gemt. Måske ville han sikre sig, at der var en hest til stede, og han vidste, at hvis David Horton deltog, ville han være til hest.  Selv John Foster West (The Ballad of Tom Dula) undrer sig over, at en mand som James Isbell brugte så meget af sin tid på denne eftersøgning. Wests eneste konklusion er imidlertid, at det må have været fordi Laura var indbygger i Caldwell County lige som han selv var. Personligt finder jeg det dog svært at tro, at dette skulle være den eneste forklaring.

I sidste ende var det James Isbell og hans svigerfar, der fandt graven. Tilsyneladende var de alene på det tidspunkt, som oberst Isbell anførte i sin vidneforklaring: "Jeg var ved graven på det tidspunkt hvor den blev fundet. Min svigerfar var med mig." Og senere "...min ledsagers hest snøftede", hvilket synes at indikere, at han netop havde én ledsager. Det følgende er en længere en del af Isbell erklæring:

"Som følge af hendes afsløring (at Pauline fortalte myndighederne, at hun vidste, hvor liget var begravet), blev hun taget ud af fængslet. Vi fulgte med hende til en højderyg, kom til den væltede træstamme, og så hvor jorden var blevet rodet op. Det var det sted, hvor hun erklærede at hun stoppede, og ikke ville følge Ann Melton længere. Efter en halv times søgning fandt vi graven 75 meter fra dette sted (den væltede træstamme). Jorden var blevet fjernet og græstørven lagt tilbage. Det undgik vores opmærksomhed, indtil min ledsagers hest snøftede og viste tegn på at kunne lugte noget. Vi søgte derefter tæt ved stedet, og ved at stikke pinde i jorden, opdagede vi graven. Efter at vi havde fjernet jorden, så jeg spor af hvad der synes at have været en hakke i gravens hårde sider."

Dette er faktisk alt, hvad vi ved om, hvordan graven blev fundet. For mig lyder det som om, James Isbell og David Horton var alene, indtil de havde fjernet jorden fra graven, men måske kaldte de på assistance, så snart de opdagede, at der var tale om en grav. Isbell er det eneste vidne, der omtaler spor af en hakke i siderne af graven. Der kan have været flere mennesker til stede, men der var i hvert fald nogle af eftersøgningens deltagere, som ikke var der. J. W. Winkler, der deltog i eftersøgningen den dag, var ikke ved graven (i modsætning til hvad der hævdes i efterskriftet til Wheeling Reynolds roman og andre steder). I sit vidneudsagn sagde han "Jeg kendte Laura Foster. Jeg så liget ... Jeg har aldrig været ved graven, men jeg kendte højderyggen, hvor den blev fundet." Selvfølgelig kan det ikke bekræftes i dag, at Isbell og hans svigerfar var alene, da liget blev fundet, men i det mindste nogle af deltagerne i eftersøgningen så først liget senere, da det var blevet fjernet fra graven. Dr. Carter så dog liget, mens dette endnu lå i graven, så enten har han også deltaget i eftersøgningen, eller også blev liget først taget op af graven, efter han var blevet tilkaldt fra sit hjem. Han undersøgte liget, mens det lå i graven: "Jeg så og undersøgte liget af en kvinde, på det sted, hvor det blev fundet .... Liget lå på sin højre side med ansigtet opad. Hullet, hvor det lå, var omkring 70 cm dybt, meget smalt og ikke lang nok til liget. Benene var trukket op." Ingen omtale af nogen spor af en hakke i dette vidneudsagn, som er det eneste, ved siden af ​​Isbells, som overhovedet beskriver graven.

Senere i sit udsagn, under krydsforhør, indrømmede Isbell: "Jeg har bistået med at ansætte rådgivere for anklagemyndigheden. Jeg føler intet fjendskab mod den anklagede. Jeg er alene påvirket af hensynet til offentlighedens bedste." Det lyder for godt til at være sandt og John Foster West og jeg undrer os begge over, om det virkelig er sandheden. Vi har ingen viden om at James Isbell, hverken før eller efter Dooley sagen, nærede den samme ansvarsfølelse og nidkærhed overfor offentlighedens bedste. Jeg mener derfor, ​​at der er grund til at tro, at Isbell faktisk ønskede at Tom skulle blive dømt skyldig.

Billedet til venstre viser Elk Creek, hvor den krydser North Carolina Route 268 på sin vej mod Yadkin River. På tidspunktet for mordet udgjorde floden amtsgrænsen mellem Wilkes County og Caldwell County.

I sin afsluttende tale ved galgen anklagede Tom Dooley selv Isbell for at have begået mened under retssagen. Hvordan han kunne have gjort det, er svært at gennemskue i dag, med mindre han fortalte noget, som ikke længere findes i de bevarede vidneudsagn. I sit første vidneudsagn forklarede Isbell bare, at han havde tegnet kortet som blev brugt som Bevismateriale A i retssagen, og at det var en præcis repræsentation af de steder, det viste, og at han var godt kendt med området. Kortet var dog egentlig ikke specielt godt tegnet. Fx er Yadkin River, der i virkeligheden bugter sig kraftigt på denne strækning, tegnet som en ret linje. Heller ikke målestoksforholdet holder helt, så nogle afstande ser ud til at være kortere end de i virkeligheden er, mens andre ser længere ud. Heller ikke alle huse er indtegnet på kortet, men at Isbell ikke var geodæt og kartograf, gør ham næppe til meneder, så det har nok ikke været dette udsagn, Tom tænkte på.

Skiltet på billedet til venstre markerer den nuværende grænse mellem Wilkes County og Caldwell County. Den ligger knap 500 meter vest for Elk Creek, hvor grænsen tidligere gik.

Isbell forklarede også, at Wilson Foster boede i Caldwell County, og at Tom Dooley og familien Melton boede i Wilkes County, og at Elk Creek var grænsen mellem de to amter. Det er den ikke i dag, så enten er grænsen siden blevet flyttet eller Elk Creek har ændret sit løb. Det kan også tænkes at Isbell tog fejl, men det er mindre sandsynligt, da han som fredsdommer i King's Creek må antages at have vidst, hvor hans jurisdiktion gik til. Selv tror jeg mest på den første mulighed, men har ikke kunnet verificere en flytning af amtsgrænsen siden 1868. Under alle omstændigheder er der ikke meget at begå mened om her! I sit næste vidneudsagn fortalte Isbell den omtalte historie om, hvordan graven blev fundet, og hvordan liget var klædt. Han fortalte også om tidligere eftersøgninger, som da rebet blev fundet og det formodede mordsted blev opdaget i nærheden af ​​Bates Place. Han tilføjer noget om de mudrede fodspor som blev opdaget i nærheden af ​​Francis Melton hus.

Det eneste, han ellers fortalte, var at Laura Foster var den eneste kvinde, som var forsvundet fra nabolaget, og at Tom Dooley var den eneste person, der havde forladt området. Vi ved selvfølgelig, at Pauline Foster også forsvandt, men hun vendte tilbage senere. Det er heller ikke rimeligt at tro, at ingen af mændene i området skulle have forladt amtet i de måneder, der var gået siden Lauras forsvinden., men Isbell fraregnede tilsyneladende alle, der var kommet tilbage igen. Heller ikke i denne udtalelse er der meget at begå mened om; medmindre det selvfølgelig handlede om, hvordan graven blev fundet, men det er usandsynligt, da flere mennesker var til stede under eftersøgningen, selv om de ikke var til stede ved selve graven, da den blev fundet, og da Tom ikke deltog, ville han ikke kunne vide om James Isbell løj om dette i retten. Derfor er vi nødt til at tro, at der må have været yderligere vidneudsagn fra Isbell, som ikke eksisterer i dag. Hvad han kan have sagt i sådanne er umuligt at sige, men da Tom udpegede Isbell ved navn lige før han blev hængt, må vi tro, at det må have været noget, der var meget belastende. Hvis dette er tilfældet, må vi acceptere, at det ikke kun var "for almenvellets skyld", at Isbell gjorde, hvad han gjorde.

Isbells midler, mulighed og motiv

I mine analyser af andre mulige mistænkte, har jeg været inde på deres midler og muligheder, foruden deres motiv. I tilfældet Isbell, er det imidlertid umuligt at sige noget om de to første, da det aldrig blev undersøgt. Jeg tillader mig dog at gå ud fra, at han havde adgang til en kniv, da vi ikke ved præcis hvornår mordet blev begået, og hvad Isbell foretog sig, kan han også sagtens have haft mulighed. Men hvad med motiv? Hvad var fx årsagen til at Isbell gjorde sig selv og andre så store anstrengelser for først at finde Lauras lig, og derefter at få Tom dømt for mordet? Vi må erkende, at vi simpelthen ikke ved det, og alle forslag må derfor være baseret på spekulationer. Jeg kan selv komme i tanke om et par grunde, som jeg her vil anføre. Så kan læseren selv overveje, om spekulationerne er for langt ude.

Den første grund er baseret på en formodning om, at James Isbell løj, da han påstod, at han " følte intet fjendskab mod den anklagede, og at han måske i virkeligheden ønskede at slippe af med ham. De fleste kilder og også moderne bøger om sagen, har en tendens til slet ikke at beskæftige sig med emnet, eller gå ud fra som givet, at James Isbell og Tom Dooley ikke kendte hinanden, før Laura forsvandt. Dette kan imidlertid næppe være tilfældet; måske har de ikke kendt hinanden godt, men i det mindste de må have kendt til hinandens eksistens. James Isbell var fredsdommer i et distrikt i naboamtet, som grænsede lige op til Elkville, og efter eget udsagn kendte han omegnen godt, hvilet betyder at han må være kommet der ret ofte. At Tom derfor ikke skulle kende James Isbell er ikke sandsynligt. Man kan måske hævde at Isbell ikke kendte Tom, eftersom han hørte til underklassen, men det skulle være mærkeligt om de aldrig havde mødtes, måske til et bal eller måske i Cowles' Store eller når Tom besøgte Dr. Carter, som var Isbells nabo for at få tilset sin sygdom. Tom var også kendt som en god violinspiller, så han har sikkert, som antydet i flere kilder, spillet netop til baller eller til andre festlige lejligheder.

Selv om vi antager, at de aldrig havde truffet hinanden som omtalt her, må man alligevel gå ud fra, at de kendte til hinanden. James Isbell hustru var Toms halvkusine og ifølge Foster West var også James selv på mødrene side halvfætter til Tom. Så måske kendte de hinanden langt bedre, end hvad der fremgår af optegnelserne fra retssagen eller hvad der er gået i arv i legenderne? Men selv om de kendte hinanden, hvorfor skulle Isbell så have noget mod Tom, noget, der betød så meget, at han endda ville skaffe Tom af vejen?

En begrundelse ville være indlysende. James kone var kun lidt ældre end Tom, og Tom var en "damernes mand". Ikke bare kunne han lide dem, de faldt tilsyneladende også for hans charme. Hvis han kunne gå til German's Hill for at besøge Laura Foster, kunne han også gå til King's Creek for at besøge sin halvkusine, Sarah Isbell. Hvis han gjorde, og James fandt ud af at Tom gjorde mere end bare aflægge høflighedsvisit hos halvkusinen, ville der være en god grund til at James ville ønske Tom hen, hvor peberet gror – eller endnu længere bort. Og måske, var det værre endnu med James Isbells øjne. James Isbell gik ind i sydstatshæren i april 1861 og han forlod hæren igen i oktober 1862, da han blev valgt ind i North Carolinas lovgivende forsamling. Hans kone, Sarah fik en datter, Mary Virginia mens han var soldat. Nogle kilder har hendes fødselsdag til oktober 1861, mens andre har den til foråret 1862. I sidstnævnte tilfælde var James næppe far til barnet; var Tom?*

* Faktisk kunne James godt være far til barnet, selv om Mary Virginia først blev født i foråret 1862, for tilsyneladende forlod han hæren igen i en periode mellem juli og august 1861, og så kunne han godt være far til et barn, der var født i april eller maj året efter.

At få Tom hængt for mord, ville under alle omstændigheder være en glimrende måde at slippe af med ham på og samtidigt få hævnet, hvad der nu end måtte være at hævne. Hvis James Isbell altså havde noget at hævne. Hvis James bare ville have Tom dømt og hængt for mordet, så kender vi stadig ikke Laura Fosters morder. Jeg har allerede udelukket Tom selv, Ann og Pauline og tilbage blandt de mulige mistænkte, var kun Wilson Foster, Lauras far. Måske dræbte Wilson Foster sin datter, som skitseret i forrige kapitel, og en eller anden grund fortalte han James Isbell om det. Isbell kunne så bruge denne viden til sin egen fordel. Denne sidste del er selvfølgelig baseret på spekulation uden hverken dokumentation eller indicier, men sådan kunne det godt være gået til.

Hvis James selv myrdede Laura Foster eller fik hende dræbt, af hvilken grund gjorde han det så? Atter en gang må jeg tilstå at vi ikke ved det, og næppe nogensinde får det at vide, men de fleste mennesker mener i dag, ​​at Laura var ganske attraktiv - og temmelig let "at komme i kontakt med", for at sige det på en pæn måde. Så måske havde James en affære med hende. Det var ikke uhørt dengang som nu, at en gift mand havde en affære med tyendet. Hvis dette var tilfældet, og Isbell blev smittet med syfilis, ville han have meget større grund til at dræbe Laura end Tom havde, da han

1) var gift og havde børn,
2) tilhørte overklassen, hvor en sådan sygdom kunne være fatal på mere end én måde.

Isbell var nabo til Dr. Carter, så måske overtalte James lægen til at behandle ham? På grund af lægens tavshedspligt, kunne han ikke fortælle det til nogen, og som medlem af samme klasse som James Isbell og måske endda ven med ham, er det ikke sikkert at han ville fortælle noget, selv hvis det havde været tilladt. Hvis James blev smittet med syfilis, må han have været en af ​​de patienter, hvor sygdommen enten ikke udviklede sig til den tredje fase, eller gjorde det meget sent - eller måske var han en af ​​de omkring 80 procent af syfilispatienterne, som faktisk overlever sygdommen i tredje fase, eftersom han var i live så sent som i 1910, da han for sidste gang optrådte i en folketælling.

Lad mig vende tilbage til Pauline Foster. Da hun blev anholdt fortalte hun en historie om, hvordan Ann havde taget hende med ud til graven : "Ved en lejlighed efter at Dula var kommet i fængsel for denne sigtelse, gik jeg, på foranledning af Ann Melton, sammen med hende fra James Meltons hus. Vi gik forbi  Lotty Fosters hjem, krydsede Reedy Branch, gik igennem en tidligere mark op på en højderyg og hen til en væltet træstamme. Her samlede Ann Melton et forklæde fuldt af blade og lagde dem på et sted ved træstammen, som syntes at være rodet op. Det sted, hvor vi stoppede var 90 meter eller måske lidt mere fra det sted, hvor graven senere blev opdaget. Vi var på vej i den retning, da jeg blev bange og nægtede at fortsætte." I sin forklaring sagde James Isbell: "Vi gik med hende (Pauline) til højderyggen, kom til den væltede træstamme, og så det sted, hvor jorden var blevet fjernet Dette var det sted, hvor hun påstod, at hun stoppede med at følge Ann Melton. Efter en halv times søgning fandt vi graven 75 meter fra dette sted."

Hvad nu hvis det var løgn? Hvad nu hvis Ann aldrig førte Pauline til graven? Hvis hun gjorde, ser jeg ingen grund til, at Pauline skulle have været bange for at gå de sidste 100 meter til det faktiske gravsted. Der var jo ikke noget at være bange for. Hun var ikke blevet bange eller på anden måde rystet, da Ann talte om at grave liget op, skære det i småstykker og skaffe sig af med det. Men måske var hun slet ikke ved træstammen. Måske har nogen, der vidste, hvor liget lå begravet fortalt hende det. Hvis vedkommende fortalte Pauline (efter hendes arrestation), at han kendte en måde, hvorpå hun kunne redde sig selv og måske endda tjene nogle penge til yderligere behandling af sin sygdom eller til at rejse bort fra området, tror jeg at hun ville være gået med på en aftale. Af en eller anden grund kunne denne person ikke forklare den nøjagtige placering af graven, selv om han selvfølgelig kendte den selv (måske fordi der ikke var nogen markante kendemærker)), men han kunne forklare hende vejen fra Lotty Fosters hus, som hun kendte godt, til den væltede træstamme. Dette kunne så være grunden til at Pauline ikke var i stand til at vise eftersøgningsholdet længere, ikke at hun var blevet bange. Måske var den pågældende person James Isbell, som tilsyneladende også har haft en vis indflydelse i Wilkes County foruden i Caldwell, hvor han boede og måske endda også i Iredell – han havde jo været medlem af statens lovgivende forsamling. Hvis han vidste, hvor liget blev begravet, betød det ikke noget, at Pauline ikke kunne vise vej længere end til træstammen. Så ville det have været let for ham, at at få lov til at eftersøge det rigtige område, og det ville have været lige så let for ham, at få sin svigerfars hest til snøfte på det rigtige tidspunkt.

Desuden ville Isbell have haft mulighed for at få nogen til at udføre selve drabet og haft råd til at betale eventuelle vidner for at vidne falsk mod Tom. Hvis James var ansvarlig for drabet på Laura, ville han have en interesse i at skyde skylden for det, på en anden person, som fx Tom Dooley, og han ville også have en interesse i at få denne person dømt – uanset om han så ønskede hævn over Tom eller ej.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen