Underlige og manglende vidneudsagn

Overskriften på denne artikel hentyder til den kendsgerning, at nogle af de overlevende vidneudsagn eller dele af vidneudsagn fra retssagen, tilsyneladende ikke havde nogen betydning for at afgøre Toms skyld eller uskyld, eller for den sags skyld var relevante for forsvarets protester og senere appeller. Derfor har jeg overvejet, hvorfor disse vidneudsagn overhovedet blev sendt med til Højesteret, mens andre ikke gjorde. Jeg har også spurgt mig selv, om hvorfor nogle ellers oplagte spørgsmål ikke blev stillet? Og hvis de blev stillet, hvorfor blev de så ikke sendt med til Højesteret? I denne artikel vil jeg se på disse vidneudsagn.

Underlige vidneudsagn

Lad mig gå direkte til de vidneudsagn, som af en eller anden grund blev sendt videre til Højesteret, selv om de ingen relevans havde for afgørelsen af, om Tom var skyldig eller ej, og som ikke i sig selv kunne være anledning til protester eller appeller.

Betsy Scott sagde i sin vidneforklaring: "Jeg så Dula om onsdagen før den fredag (hvor Laura forsvandt) ​​omkring tre miles fra Wilson Foster hus, han var til fods". Tre miles fra Fosters hus var faktisk tættere på Toms eget hjem (hvis det var i den rigtige retning) end det var på Fosters. Desuden ved vi allerede fra Wilson Fosters vidneudsagn, at Tom rent faktisk besøgte Laura om "onsdagen inden fredagen".  Hvorfor var det vigtigt at få fortalt Højesteret, at også Betsy havde set Tom den onsdag, og at han var til fods?

Jeg har allerede nævnt James Isbells forklaring om, hvordan man trak vod i en mudderpøl i nærheden af ​​Francis Melton hus, mens man ledte efter Laura (i artiklen  Lauras forsvinden (fredag ​​den 25. maj 1866). Hvis vidnesbyrdet er placeret kronologisk korrekt i resuméet, skete dette, mens Tom sad i fængsel. Der blev intet blev fundet, bortset fra nogle mudderspor, der førte til Yadkin River. Der er ingen måde disse fodspor kan have haft noget med Tom Dooley at gøre, da han jo var i fængsel, så hvorfor skulle Højesteret vide noget om denne hændelse? Der blev ikke protesteret mod udtalelsen, og den indgik ikke i appellen. Selv hvis hændelsen er kronologisk fejlplaceret og fandt sted umiddelbart efter Lauras forsvinden, har der næppe været grund til formidle den til Højesteret, da man jo netop ikke fandt noget.

Ann Meltons bror, Thomas Foster, blev tilsyneladende genafhørt af forsvaret kun for at fortælle, at han havde sovet med Pauline Foster fredag nat, og "jeg har set Pauline og Dula siddende på hinandens skød." Igen et vidneudsagn som tilsyneladende intet har at gøre med det faktiske mord. Undtagen selvfølgelig at bevise, at Pauline ikke forlod huset om natten mellem fredag ​​og lørdag. Men hvorfor skulle forsvaret være interesseret i at dokumentere det? Medmindre der var blevet sagt mere i Thomas Fosters vidneudsagn, som ikke kom med i resuméet, som blev sendt til Højesteret – men hvorfor så sende denne del?

J. W. Winker forklarede: "Jeg var til stede, da Pauline Foster blev udspurgt om denne sag af en dommer i en butik i Elkville*.  Efter forhøret bemærkede hun til en person, der var til stede: 'Jeg ville sværge en løgn for Tom Dula til enhver tid, ville du ikke George?'" Senere fortalte Pauline i retten, at hun havde sagt dette som en morsomhed. Igen er det svært at se relevansen for Højesteret i dette vidneudsagn eftersom Pauline tilsyneladende netop ikke svor en løgn for Tom Dooley. Men måske hun svor en mod ham!

* Formodentlig blev forhøret ledet af fredsdommer Carter, som havde udstedt arrestordren, og det fandt givetvis sted i Cowles' Store i Elkville, som netop blev brugt til den slags forhør.

Ved den anden appel til Højesteret, sendte dommerfuldmægtigen kun de uddrag af sagen, som han også havde sendt ved den første appel. Det var Højesteret ikke tilfreds med, så fuldmægtigen, rådgivet af dommer Shipp, lavede et sammendrag af den anden sag og sendte også dette som supplement til det allerede fremsendte.

Billedet til venstre viser Eller's Store og benzintank i Elkville. Her lå tidligere Cowles' Store, en general store og lokalt mødested, hvor man mødtes både til fest, men også til alvorligere ting så som mindre retssager. Det var her forhøret af de arresterede efter Lauras forsvinden fandt sted, og det var her hendes lig senere blev bragt til og undersøgt.

I dommerens sammenfatning anføres det, at Ann havde ondt i munden og behandlede dette med alun. Mærkeligt er det, at ifølge Pauline Fosters vidneudsagn var det Tom Dooley, der havde en øm mund:. "Jeg så fangen torsdag morgen, dagen før (at Laura forsvandt). Ann Melton havde forladt huset, og han kom fra samme retning, som hun var gået. Han spurgte efter noget alun; han sagde, at hans mund var øm. Han sagde, at han havde mødt Mrs Melton op på højderyggen og havde bedt hende om noget, og hun havde sagt til ham, at han kunne få det i huset." Det var ved denne lejlighed, at Tom også havde lånt feltflasken, som blev givet til Carson McGuire Dula, som senere returnerede den i fyldt tilstand. Tom var altså ikke kommet alene til Meltons hjem eller også havde Carson McGuire været der i forvejen. Men uanset om det var Tom, eller Ann som havde en øm mund, hvorfor fandt dommeren og fuldmægtigen det så vigtigt nok til at fortælle Højesteret? Den eneste forklaring må være, at historien var et indicium for en aftale mellem Tom og Ann om at myrde Laura, men det virker langt ude, at betragte et tilfældigt møde som en del af en aftale! Forsvaret protesterede da også, men protesten blev afvist. Det var imidlertid ikke et af de punkter, som forsvaret anførte i forbindelse med appellen.

Det var til gengæld udtalelsen fra Anns mor og søster om, at Ann havde sendt en lille pige ned til Toms hjem for at fortælle at feltflasken med spiritus nu var klar: "Det blev bevist af udsagn fra Ann Meltons søster og mor, at hun kom til deres hus, og at hun bad en lille pige at gå ned til fangens mors hus  og fortælle ham at han skulle komme op og hente sin spiritus, men hvis hans søster, Eliza, var der, skulle hun i stedet  træde på hans tæer eller knibe ham i armen og fortælle ham, at Anns mor ønskede at se ham. Pigen gik ned men fandt ham ikke."  Dette var et af de udsagn, som forsvaret protesterede mod, og som senere blev brugt ved den anden appel. Vi ved, at Tom rent faktisk fik feltflasken med alkohol på et senere tidspunkt samme torsdag. Hvorfor var det vigtigt for at Ann Melton, at Eliza Dula ikke fik noget at vide om spiritussen? Også denne hændelse blev anset som en del af beviset for sammensværgelsen mellem Tom og Ann, men hvorfor?  Vi ved at Ann Melton var notorisk doven, og dette kan meget vel have været hendes grund til ikke at gå turen selv, men i stedet sende en anden. Og det hele handlede om spiritus, ikke om mord.

Derefter følger en anden passage, som også var relevant: "I forskellige udtalelser fra Ann Melton før det påståede mord truede hun med hævn mod Laura Foster. At Ann, torsdag forud for den dag, Laura blev dræbt, havde sagt, at hun havde pådraget sig en kønssygdom fra fangen, og at han havde fået det fra Laura Foster, og at hun nu agtede at tage hævn og at hun agtede at dræbe hende (Laura) blev bevist af et vidne." Denne erklæring er selvfølgelig vigtig (det omtalte vidne må have været Pauline Foster), men at "nogen havde sagt, at Ann havde sagt" kan vel næppe betragtes som bevis, da det ikke blev bekræftet af andre. Samtidigt handler udsagnet om Ann Melton, og ikke Tom Dooley, så hvorfor blev det ikke nævnt i forsvarerens appel? Og når det ikke blev nævnt i appellen, hvorfor kom det så med i referatet til Højesteret?

Resuméet har senere: "Der var bevis for en hemmelig og privat drøftelse mellem dem, fangen og Ann Melton torsdag formiddag på højderyggen mellem Ann Meltons og hendes mors hjem." Dette er nok at tage ordet "bevis" let. Hvis det forhold, at to mennesker mødes, måske endda tilfældigt, og taler sammen uden at der er vidner til stede, kan ses som bevis for at de har haft hemmelig drøftelse, så har jeg haft en masse af hemmelige drøftelser. De to var oven i købet elskende, og kan have haft masser af grunde til at ville mødes alene uden nødvendigvis at planlægge et mord. Desuden ved vi fra Paulines udsagn, at de havde talt om "ømme munde" og alun.

En anden ting fra sammendraget, som indgik i appellen, er omtalen af ​​ vidnet Eliza Anderson, der var Mrs. James Scott yngre søster. Hun er ikke omtalt i sammendraget grund af hvad hun sagde i sin vidneforklaring, men kun fordi forsvaret havde spurgt hende "om hun havde nogen relationer til John Anderson, en farvet mand." Dette spørgsmål blev der protesteret mod fra anklagemyndigheden, og dommeren accepterede protesten og spørgsmålet blev annulleret uden at der blev givet et svar.  Alligevel er det svært at se, hvorfor netop denne udtalelse ikke måtte bruges i retten – og var vigtig nok til at indgå i appellen.

Og endelig skriver dommerfuldmægtigen i resuméet: "Juryen fik fremført en masse vidneudsagn som indeholdt indiciebeviser for fangens forbindelse med det påståede mord". Hvis dette var tilfældet, hvorfor forklarede fuldmægtigen så ikke noget om disse indicier? Det lyder lidt billigt bare at sige: "Ja, vi hørte en masse beviser" og så ikke fortælle, hvad disse beviser var.

I virkeligheden kunne de fleste vidneudsagn have været udelukket fra fremsendelsen, da Højesteret jo ikke tog stilling til andet end om, der var blevet begået procedurefejl. Det vil sige, at det havde været rigeligt at fremsende de ting, som forsvareren havde protesteret mod.

De spørgsmål, der blev ikke stillet

Til gengæld er der også en række vidneudsagn, som jeg savner i de to fremsendelser. Flere af de vidneudsagn som 60 vidner i sagen fremkom med, må have været vigtige, så hvorfor blev de ikke videresendt til Højesteret i nogen af appellerne? Og hvorfor var der nogle oplagte vidner, som slet ikke afgav vidneudsagn? Og hvorfor var de seks vidner, hvis manglende fremmøde førte til to udsættelser af sagen pludseligt alligevel ikke vigtige? Jeg kender desværre ikke svarene på disse spørgsmål, og vil ikke forsøge at gætte.

Men der var også spørgsmål, som ikke blev stillet til vidner, som faktisk afgav vidneudsagn, eller som, hvis de blev stillet, ikke blev fremsendt til Højesteret. Nogle af disse er ret indlysende, og det er uforståeligt, hvis de ikke er blevet stillet.

Jeg allerede nævnt et af de spørgsmål, der blev ikke stillet – eller som i hvert fald ikke blev sendt til Højesteret, og som derfor ikke eksisterer i dag. Enten forsvarer eller anklager burde have spurgt Lotty Foster, om hun kunne bekræfte påstanden om, at Ann, Tom og hun selv havde været ude hele natten mellem torsdag og fredag og tømt en feltflaske med spiritus.. Jeg ser kun to grunde til det manglende spørgsmål: Det blev aldrig stillet (hvilket er dårligt advokatarbejde), eller det blev stillet og svaret bekræftede, at Tom og Ann havde haft travlt med at drikke, ikke med at grave torsdag aften og dermed ville det have svækket sagen mod Tom.

Men der er andre relevante spørgsmål, der tilsyneladende mangler. Hvis Zebulon Vance var så god en advokat, som mange synes at han var, må han have stillet dem under retssagen, men hvor er svarene?

Hvorfor blev Wilson Foster ikke spurgt, hvorfor han var alene om at lede efter Laura fredag ​​morgen. Han kunne sagtens have fået hjælp, om ikke fra andre, så fra nogle af hans egne syv børn. Og desuden burde han have været spurgt om, om han selv mødte nogen overhovedet, den fredag ​​morgen, fra han gik hjemmefra til han besøgte James Scott og spiste morgenmad der.

Francis Melton vidnede slet ikke ved retssagerne. Selv hvis Pauline Foster ikke havde set Tom gå mod eller komme fra Bates Place, kunne Francis Melton, som boede tættere på Bates Places end sin bror, jo have set ham, men hverken han, eller hans kone og børn var vidner.

En anden, der ikke afgav vidneforklaring var Toms søster Eliza. Da Mary, hans mor ikke kom hjem fredag ​​før frokosttid, mens Eliza tilsyneladende var hjemme hele tid, kunne hun have bekræftet - eller det modsatte, at Tom var til stede i huset indtil hans mor vendte tilbage. Og hun skulle nok også have været spurgt om, hvad hun ville have gjort, hvis hun havde hørt, at Ann Melton havde spiritus til Tom. Hun kunne muligvis også have været i stand til at besvare andre spørgsmål om Tom og hans forhold til kvinder. Enten anklagemyndigheden eller forsvaret burde have kaldt hende i vidneskranken.

Kunne David Horton, James Isbells svigerfar, bekræfte den måde liget blev fundet på? Vi ved det ikke, for selv om han faktisk var vidne, eksisterer hans vidneudsagn ikke længere, så vi ved end ikke, om han blev spurgt om sagen.

Blev Doktor Carter spurgt, om nogen anden i nabolaget havde pådraget sig syfilis? For eksempel nogle fra "dalens overklasse".  Han kunne have svaret ja eller nej, og behøvede derfor ikke at bryde den tavshedspligt, som læger havde allerede den gang, og han havde jo ikke noget i mod at fortælle i retten at både Laura, Ann og Tom led af sygdommen, og på det tidspunkt var Ann og Tom begge i live – og endnu ikke dømt.

Hvorfor blev James Isbell ikke udspurgt om sit forhold til Wilson og Laura Foster før mordet? Hvad fik ham til at blive den mest aktive i eftersøgningen efter Laura? Han påstod, at han havde "ingen følelse af fjendskab mod den anklagede", men han deltog i eftersøgningen i flere måneder og betalte endda for anklagerens assistenter. Hvorfor gravede forsvaret ikke mere i det?

Ud over dette ville jeg gerne have haft at vide, hvad Ann og Pauline lavede torsdag. Vi ved kun, hvad de lavede fredag, men de to kunne, lige så godt som Tom, have forberedt graven om torsdagen. Hvor tæt var Pauline Fosters forhold til Laura Foster? Vi ved, at de kendte hinanden, før Pauline flyttede til Elkville, men hvor godt kendte de hinanden? Og hvem var Manda eller Mandy Barnes, og hvorfor ville Tom undgå at møde hende/ham fredag ​​morgen?

Jeg savner mange andre svar, men da disse ubesvarede spørgsmål er rigeligt, vil jeg ikke gå videre med dette. Vi får aldrig at vide, om de spørgsmål blev stillet, eller hvad svarene var, men det ville klart gøre det lettere at afgøre hvorvidt Tom faktisk var skyldig eller ej.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen