|
|
HistorienHer er så en kort version af historien, som kan beskrives ud fra de vidneudsagn, der stadig eksisterer og fra datidens avisartikler om sagen. Det er kun omkring 20 af de over 100 vidner, der i alt blev afhørt for storjuryen og i de to retssager, hvor vi stadig kender deres udsagn.
- Se en kronologi over historiens vigtigste begivenheder her -
Historien udspiller sig i området omkring Elkville (i dag Ferguson) i det nordvestlige North Carolina. Yadkin River løber gennem området, og denne del af Yadkin River Valley blev kaldt Happy Valley blandt de lokale. Befolkningen delte sig i følge datidens aviser, i to tydeligt adskilte grupper. I dalens bund, langs floden, boede rige storfarmere og plantageejere, som havde adskillige ansatte. Navne som Horton, Isbell, Carter, German, Hall, Jones, Scott, Foster, Witherspoon og Dula kan nævnes blandt dalens velstående beboere. I bakkerne omkring dalen boede fattige bjergbønder, der dels ernærede sig ved at dyrke den sparsomme jord, der fandtes her, og som supplerede deres indkomst ved at drive forskelligt håndværk, samt ved at arbejde som daglejere for dalens velstående overklasse. Navne som Scott, Foster, Dula, Witherspoon, Melton, Gilbert, Griffith og Hall var almindelige i bakkerne. Datidens aviser mente, at der ikke var noget slægtskab mellem dalens beborere og bakkernes, og at der ikke var nogen sociale relationer mellem disse. Senere slægtsforskning har vist, at dalboerne og bjergboerne var langt tættere beslægtet end pressen troede, og det har også vist sig, at det sociale fællesskab, var større end antaget. Tom Dooley var fx sønnesøn af Bennet Dula. Bennet Dula (1754 – 1822) var bror til William C. Dula (1755 – 1835). En af Williams sønner var Thomas B. Dula og en Bennets sønner var Thomas P. Dula. Disse to var altså fætre, men mens Thomas B. Dula hørte til dalens overklasse, hørte Thomas P. Dula til bakkernes underklasse, og det blev endnu tydeligere hos deres børn. Thomas B.'s søn, William H. Dula var veluddannet og tilhørte overklassen, mens Thomas P.'s søn, Thomas C. Dula (Tom Dooley), hørte tydeligvis til i underklassen, han var uuddannet og uden beskæftigelse.
Tom indledte ganske rigtigt sin affære med Ann Melton allerede før krigen, da de begge var meget unge, og da han kom hjem fra krigsfangenskab genoptog de hurtigt deres forhold. De boede ikke langt fra hinanden, og havde rige muligheder for at mødes i naturen, hvilket de da også gjorde, men meget ofte skete det, at Tom besøgte Ann i hendes og James Meltons hjem, hvor de to delte en seng, mens James sov i en anden seng. Da Pauline flyttede ind, benyttede hun den tredje seng, men det skete også af og til at både hun, Ann og Tom delte samme seng.
Pauline sad også på skødet af Tom, når der kom gæster i huset, og af og til gik de ud i laden alene. Ifølge hendes eget udsagn var det dog udelukkende på Anns opfordring for at dække over forholdet mellem hende og Tom, men den opfattelse deles ikke af vidnerne. Blandt andet vidnede Washington Anderson om at Pauline havde været sammen med både ham og Tom i skoven, og andre vidner antydede, at Pauline ikke behøvede nogen tilskyndelser for at være sammen med hverken Tom eller andre mænd.
I slutningen af marts, to måneder før mordet, begyndte Tom at besøge Laura ifølge vidneudsagn afgivet af Lauras far, Wilson Foster. Nogle kilder siger, at Tom og Laura begyndte at ”se” hinanden allerede ved årets begyndelse, men det bekræftes ikke af vidneudsagn. Wilson Foster ”overraskede” dem flere gange i seng med hinanden. I slutningen af marts eller begyndelsen af april besøgte Tom Dooley Dr. Carter for at blive behandlet for syfilis i første stadie, og han fortalte Dr. Carter, at han havde fået sygdommen fra Laura Foster. Kort tid efter kom også Ann Melton i behandling. Under retssagen var motivet til drabet ifølge anklageren netop, at Laura havde smittet Tom med syfilis, og at denne så havde givet sygdommen videre til Ann, men ifølge forfatteren John Foster West (Lift Up Your Head Tom Dooley), er det mest sandsynlige forløb, at Tom havde fået sygdommen fra Pauline Foster, og derefter givet den videre til såvel Laura som Ann. Han forsøger at vise at perioden fra Pauline kom til Elkville til Tom fik sygdommen passer med dens normale inkubationstid, hvis man regner med, at der gik en uge fra hun kom til Elkville til de begyndte at gå i seng med hinanden. Og hvis det er korrekt, at Tom først begyndte at komme sammen med Laura i slutningen af marts, kunne sygdommen ikke nå at være brudt ud, inden han gik til lægen. Flere andre Dooley interesserede, mener dog trods alt at Tom sikkert havde ret, hvis han selv mente, at han var blevet smittet af Laura. Hvis anklagerne mod ham var korrekte, var han jo i hvert fald selv overbevist om, at hun var den ”skyldige”, men hvem, der smittede hvem, bliver nok aldrig afklaret. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Laura og Pauline havde andre elskere fælles end Tom Dooley. De to kendte i hvert fald hinanden inden Pauline flyttede ind hos Ann og James og før Tom Dooley begyndte at besøge Laura. Laura og Pauline kendte hinanden så godt, at Laura sendte beskeder til Pauline via en budbringer.
Den 13. maj besøgte Tom en af sine naboer, der senere vidnede om, at Tom ved den lejlighed skulle have udtalt, at han ville ombringe den, der havde givet ham sygdommen, hvilket naboen ifølge eget udsagn havde rådet ham fra. Naboen var Rufus. D. Hall, som var onkel til James Meltons senere hustru, Louisa Gilbert.
En uge senere besøgte Tom Laura, og talte med hende i en times tid ifølge faderen, og om onsdagen i samme uge besøgte han hende igen. Denne gang var Wilson Foster ikke hjemme, da Tom kom, men da han kom hjem, fandt han dem siddende tæt sammen foran ildstedet. Næste dag fortalte Ann Melton til Pauline Foster, at hun havde fået syfilis af Tom, og at hendes mand James, også havde sygdommen. Hun ville dog lade som om, det var James, der havde smittet hende og på den måde narre ham. Hun havde i øvrigt tænkt sig at dræbe Laura Foster, og hvis hun, Pauline, fortalte dette videre, ville Ann også myrde hende. Denne ordveksling kendes kun fra Pauline Fosters vidneudsagn og bekræftes ikke af andre.
Senere samme morgen besøgte Tom Anns mor for at låne en hakke, som han skulle bruge til at udbedre stien op til sin mors hytte, ifølge et vidne, ”så han kunne gå mere sikkert hjem om natten”. Senere blev Laura fundet begravet kun et par hundrede meter fra det sted, hvor Tom arbejdede med hakken, hvilket i retten blev betragtet som indicium for, at ”vejarbejdet” kun var et skalkeskjul for at han havde gravet graven på forhånd, ikke mindst fordi Oberst James Isbell, der fandt graven, vidnede om, at han havde set spor af en hakke i graven. Et vidne, der havde set Tom arbejde på vejen, mente ikke at den trængte til udbedring der, hvor hun så ham. Et andet vidne bekræftede dog, at der var blevet arbejdet på vejen på det pågældende sted. Mary Dula, Toms mor, vidnede om, at der var et stykke af den pågældende vej, som var vanskeligt passabel for både kvæg og mennesker, og at dette stykke vej var blevet forbedret, da hun kom forbi om fredagen. Hun vidste dog ikke, hvem der havde udført forbedringerne. Som karaktervidne for Mary Dula optrådte, overraskende nok, en af de rige plantageejere, Rufus D. Horton, der oplyste at Mary Dula var kendt som et ærligt og sanddru menneske.
Senere på torsdagen forlod Ann Melton i følge Pauline sit hus med en feltflaske fyldt med spiritus, som hun sagde, var til Tom, men hun gik direkte til sin mors hus med den. Hen på eftermiddagen kom også Tom til Carlotta Fosters hus - tilsyneladende uden hakken, og ved tretiden om eftermiddagen forlod Ann og Tom huset, og hun kom først hjem til sig selv næste morgen, hvilket bekræftes af flere vidner. Ann kom hjem til sit hus en time før daggry den næste dag, fredag den 24. maj. Hun tog sit tøj af og krøb i seng til Pauline. Denne konstaterede at Anns sko og det nederste af hendes kjole var våde. Ann fortalte at hun, Tom og hendes mor Carlotta havde siddet ude hele natten og drukket spiritussen fra feltflasken. Dagen efter (lørdag) fortalte Ann til Pauline, at hun var stået op om natten uden at Pauline og Thomas Foster (Anns lillebror), som Pauline delte seng med den nat, havde opdaget det, og at hun nu havde holdt sit løfte og dræbt Laura Foster. Ingen ved, hvad Ann og Tom i virkeligheden lavede om aftenen og natten (hvis de ikke bare sad og drak), for de fortalte det aldrig til nogen (ingen af dem blev tilsyneladende afhørt under sagen), og vi har kun ovenstående viden fra Pauline Fosters vidneudsagn. Så i virkeligheden fortalte Pauline Foster, at Ann og Tom havde haft andet at bestille end at myrde og begrave Laura, samtidigt med at hun antydede, at det hun selv vidnede om, sikkert var løgn.
Torsdag aften var Wilson Foster gået i seng, mens datteren Laura blev oppe. Næste morgen stod Laura op en time før daggry, og gik udenfor et kort øjeblik. Faderen kunne høre at hun talte med nogen, og i retten mente han at det måtte have været Tom Dooley, men han kunne ikke se eller høre det selv. Laura gik ind i huset igen og pakkede noget tøj i en bylt. Kort tid efter forlod hun igen hytten og tog sin fars hest, som stod tøjret tæt ved (familien havde ingen stald), og red bort på hesten uden at sadle den og med tøjbylten på skødet. Ca. 1½ km fra hjemmet mødte Laura en lokal vaskekone, Betsy Scott, som hun fortalte at hun var på vej til Bates Place (et stykke derfra og ret tæt på Tom Dooleys hjem), hvor hun skulle møde Tom Dooley. Et par dage tidligere havde Laura fortalt Betsy, at hun og Tom ville løbe bort sammen og gifte sig. Da Betsy spurgte Laura hvor Tom var, havde hun svaret at han var gået en omvej, for at komme uden om ”Mandy Barnes’ hus”. Det var sidste gang nogen (bortset fra morderen), så Laura Foster i live. Også denne historie kendes kun fra Betsy Scotts vidneudsagn. Ingen andre bekræfter historien om Tom og Lauras aftale om at løbe hjemmefra, og der eer rejst tvivl om vidnets troværdighed i forbindelse med hele sagen.
Tom forlod Lauras hus, og gik ad en sti parallelt med vejen langs floden, men i samme retning som Laura. Stien var kortere end vejen, så selv om Laura var til hest, ville Tom kunne nå frem til Bates Place før Laura. Kort efter solopgang passerede Tom Carl Carltons farm og talte med ham i 5 minutter. Senere mødte han Hezekiah Kendall, som spurgte om han stadig ”var efter kvinden”, hvilket Tom benægtede. Kendall bemærkede at Toms bukser var våde af dug. Den næste, der så Tom var fru James Scott, der boede ved stien mellem Kendalls hus og James Meltons hus. Tom sad på hendes trappe og hvilede sig et stykke tid, men fortsatte hurtigt mod Meltons hus.
Wilson Foster stod op om morgenen ved daggry og opdagede at både Laura og hans hest var forsvundet, og han tog ud for at lede efter dem. Han havde dagen før været i færd med at sko hesten om, men var ikke blevet helt færdig, så en af skoene efterlod et meget karakteristisk spor, som han kunne følge. Han fulgte sporet ned forbi familien A. P. Scotts hus og hele vejen til Bates Place, hvor han mistede det. Han vendte tilbage til James Scott (som måske, måske ikke var i familie med A. P. Scott - dette kan ikke eftervises i dag), hvor han spiste morgenmad og fortalte om sin forsvundne hest. Herfra gik han tilbage mod James Meltons hus, hvortil han kom lige kl. otte. Ann var alene, og hun lå stadig i sengen. Wilson blev der i ca. 15 minutter, inden han gik videre. Han besøgte adskillige huse, hvor han spurgte efter Laura og hesten.
Da Tom kom til meltons hus, var Pauline uden for for at så majs, men da hun så at køerne, der gik frit omkring, var kommet hjem, gik hun tilbage til huset for at malke dem. Her fandt hun Tom bøjet over Anns seng, mens de førte en hviskende samtale. Pauline hørte ikke, hvad der blev sagt. Tom forlod huset og gik ned mod Carlotta Fosters hus, hvor han bad om noget mælk. Det fik han og han gik hjem til sit eget og moderens hus med mælken. Anns bror, Thomas Foster så ham senere på dagen på vejen, der førte til Bates Place. Det skal dog bemærkes, som det også kom frem under retssagen, at vejen førte til andre steder end netop Bates Place.
Toms mor, Mary havde forladt huset tidligt om morgenen, inden Tom kom hjem, og da moderen vendte tilbage ved middagstid, lå Tom i sin seng. Han spiste sin middagsmad og blev i huset til solnedgang. Omkring kl. tre om eftermiddagen forlod hun huset for at se til køerne. Her mødte hun Carson og Jesse (eller Jessie) Gilbert, som spurgte hvor Tom var. I retten fortalte de to mænd, at Mary Dula havde sagt at hun ikke vidste det, mens hun selv sagde, at hun havde fortalt dem at han var hjemme. I sit vidneudsagn beskrev Rufus D. Horton Mary Dula som en kvinde, der var kendt som sanddru, mens Jesse Gilbert var kendt som notorisk løgnhals og tyveknægt.
Mens hun lavede aftensmad gik Tom ifølge Mary Dula ud i laden og blev der et stykke tid, men Carlotta Foster og hendes søn Thomas vidnede om, at de på samme tidspunkt havde set Tom på stien, der førte til Bates Place. Under alle omstændigheder kom Tom tilbage og spiste sin aftensmad, men da det var blevet mørkt gik han igen. Senere vendte han tilbage og gik i seng, mens han klagede over kulderystelser. Mary hørte ham flere gange stønne i løbet af natten, og hun stod op og så til ham. Han var stadig i sin seng næste morgen (lørdag), og han tog ikke af sted før efter morgenmaden.
Fredag aften vendte Wilson Foster tilbage til Meltons hus, hvor der var en større forsamling. Her hyggede man sig med forskellige ”practical jokes”, blandt andet brændte Thomas Foster, Anns bror, Wilson Fosters skæg af ”for morskabs skyld”. Ved denne lejlighed skulle Wilson Foster have udtalt, at han ”var ligeglad med Laura, bare han fik sin hest tilbage”, og Pauline Foster fortalte i vidneskranken at han havde sagt, at han ville ”myrde Laura, hvis han fandt hende”. Dette benægtede Wilson i sit vidneudsagn. Pauline tilbød også at kunne fremskaffe hesten for en liter spiritus. Hun tilføjede at Laura sikkert var ”stukket af med en farvet mand”, hvilket Wilson Foster accepterede som en mulighed.
Hvad der skete ved Bates Place er ren hypotese, og i selve retssagen fremkom der ingen beviser på hverken det ene eller det andet. Tom Dooley blev alene dømt på indicier, men anklagemyndigheden mente i hvert fald, at Tom Dooley havde gravet graven torsdag eftermiddag, da han havde lånt hakken af Carlotta Foster. Hans egen historie om, at han havde brugt hakken til at udbedre en sti mellem Dulaernes hus, og Lotty Fosters hus, en historie som faktisk blev bekræftet af vidner, blev åbenbart ikke tillagt nogen større vægt. Fredag morgen var Tom så kommet til Bates Place kort efter Laura Foster. Her havde han så enten dræbt hende med det samme, eller overtalt hende til at vente på sig til om aftenen, hvor han gik ud og slog hende ihjel. Senere, efter mørkets frembrud var han vendt tilbage til gerningsstedet, og havde båret liget til den færdige grav, hvor han så begravede det. Som motiv anførte anklageren at Laura Foster havde smittet Tom med syfilis. Der var også andre spekulationer på, hvordan selve mordet kunne være begået, men klarhed fik man aldrig. Det eneste man ved med nogenlunde sikkerhed er, at hun blev myrdet efter at hun ankom til Bates Place fredag morgen. Hvis hun overhovedet KOM til Bates Place. Det blev der nemlig aldrig ført bevis for. Dr. Carter, der undersøgte liget, kunne fastslå dødstidspunktet til mellem fredag morgen og fredag nat, hvilket ikke var specielt præcist, men egentlig meget godt i betragtning af, at liget først blev fundet flere måneder senere. I virkeligheden er tidspunktet nok nærmere fastlagt ud fra lægens viden om, hvornår Laura forsvandt, koblet med en formodning om, at hun blev dræbt hurtigt efter, end på en videnskabelig bevisførelse for dødstidspunktet. Så der er faktisk ingen der ved, præcis hvornår Laura forsvandt. I virkeligheden kan der være gået flere dage, før hun blev myrdet.
Om morgenen, lørdag den 26. maj vendte Wilson Fosters hest hjem igen med en overgnavet tøjle, som om den havde været bundet til noget, og havde gnavet sig fri. Samtidigt kom Tom til Ann og James Meltons hus, hvor han ifølge Pauline førte en hviskende samtale med Ann i en halv times tid. Han fortalte Pauline, at han var kommet for at hente sin violin og for at få sine sko repareret. Pauline havde sagt til ham at hun troede at han var løbet væk med Laura Foster, og han havde svaret, at han ”ikke havde noget at bruge Laura Foster til”. Tom gik hjem, men kom tilbage om aftenen med sin violin, som han underholdt på indtil sengetid. Han overnattede i huset i James Meltons seng. Her må man gå ud fra, at James Melton var hjemme, og at de to delte seng om natten.
Kort tid efter at Wilson Fosters hest var vendt tilbage, begyndte man at søge efter Laura, men uden succes. Først ca. en måned senere (den 24. juni), da eftersøgningsstyrken var blevet udvidet med folk fra vid omkreds, skete der noget. Man fandt resten af et tøjlereb bundet om et træ, som indikation af, at det var her hesten havde været bundet. Wilson Foster kunne identificere rebet som den anden del af det, som den hjemvendte hest havde haft på, og han var sikker på, at det var det samme reb, for han havde selv fremstillet det. Et par dage før have James Melton fortalt Tom Dooley, at medlemmer af en familie ved navn Hendricks udbredte det rygte, at det var Tom Dooley, der havde myrdet Laura. Tom kommenterede det med, at Hendricks familien jo ”kunne få sig en omgang bank”. Han fulgte det op næste dag, ved at aflægge familien et besøg, men ingen ved, hvad der skete. Det er ikke helt klart hvem disse Hendricks var, men flere ved dette navn vidnede under retssagen, og flere var gift ind i Dula familien. Som det kan læses under Informationskaos, havde Tom muligvis en søster (ellers en kusine), der var gift med Micahjah Hendricks. Tom vendte tilbage til Meltons hus, og virkede meget nedtrykt. Han lagde sig på en seng, og Pauline fortalte i vidneskranken at hun havde hørt både Tom og Ann, som hun selv delte seng med den nat, græde om natten. Senere gik både Tom og Ann uden for, og da Tom kom ind igen fandt han en kniv frem, som han opbevarede under hovedgærdet. Da Pauline ville vide, hvad der foregik, bad Tom hende komme med uden for. Her fortalte han hende, at Hendrickserne og andre fortalte historier om, at han havde dræbt Laura Foster, hvilket han benægtede overfor Pauline. Han ville nu alligevel forlade countyet, men at han ville komme tilbage til jul og hente sin mor og Ann. Herefter omfavnende Tom og Ann hinanden og Tom tog af sted. Efter et kortere ophold i Watauga County fortsatte Tom sin vandring over statsgrænsen til Tennessee, hvor han i byen Trade fik arbejde på Oberst James Graysons gård. Han arbejdede kun på gården i fire dage, og rejste så videre. Kort efter at han var rejst, kom to vicesheriffer fra Wilkes County til gården, og ved James Graysons hjælp opsporede de Tom Dooley, og arresterede ham. Han blev holdt fanget på Graysons gård til dagen efter, og siddende bag på Graysons hest, med fødderne bundet sammen under hestens bug, blev han bragt tilbage til Wilkes County, hvor han blev indsat i fængslet i Wilkesboro.
Tre uger senere, i slutningen af juli, forlod også Pauline Foster Elkville og tog tilbage til Watauga County, og under opholdet her tog hun også en tur til Tennessee, men årsagen til denne rejse kom ikke frem under retssagen. Kort efter at Pauline kom tilbage til Watauga County efter turen til Tennessee, fik hun besøg af Ann Melton og en Sam Foster, som ikke kan identificeres nærmere. Ann Melton og Sam Foster fortalte hende, at man i Wilkes County talte om at arrestere hende, og de overtalte hende til at vende tilbage. Det gjorde hun så i begyndelsen af august.
Kort efter at Pauline vendte tilbage til Elkville, havde Ann spurgt om hun ville gå med ud til Lauras grav for at se om den så mistænkelig ud. I så fald ville hun, Ann, grave liget op og begrave det et andet sted, eller partere det, og skaffe sig af med delene. Det endte med at Pauline kun gik med et stykke af vejen ud til graven, så hun så aldrig det præcise gravsted. I følge Pauline stoppede hun omkring 90 m fra det sted, hvor graven senere blev fundet, mens andre vidner har stedet omkring 60 meter fra graven. Ann fortsatte til graven alene, men den må have været ”i orden” for hun kom tilbage uden lig. En uges tid senere, besøgte de to vicesheriffer, der havde arresteret Tom, James Meltons hus. Her nævnte den ene af dem, Ben Ferguson, at han var sikker på, at Pauline havde hjulpet Tom Dooley med at begå mordet. Hertil svarede Pauline: ”Ja, jeg og Dula myrdede hende, og så stak jeg af til Tennessee.” Under retssagen påstod Pauline, at hun kun havde ”sagt det for sjov”. Få dage efter havde Ann og Pauline et stort skænderi i vidners påhør om denne udtalelse. Ann sagde, at hun (Pauline) havde ”sagt nok til at bringe både hende selv om Tom Dula i galgen”. Til det havde Pauline svaret: ”Du stikker lige så dybt i det, som jeg gør”. Ca. 2 uger efter skænderiet blev Pauline arresteret, anklaget for medvirken til mordet på Laura Foster. På dette tidspunkt havde man stadig intet lig, og man vidste faktisk ikke om Laura bare var stukket af, men nu havde man altså anholdt to mistænkte for et mord, som man endnu ikke med sikkerhed vidste, var blevet begået.
I fængslet blev Pauline afhørt, og her fortalte hun historien om, hvordan hun og Ann var taget ud for at se på graven. Denne historie blev ikke bekræftet fra anden side, men hun tilbød at føre et eftersøgningshold ud til, hvor graven var. Senere, efter at Lauras lig var blevet fundet, blev hun anklagerens hovedvidne mod Tom Dooley.
Pauline førte eftersøgningsholdet til sted, hvor hun ikke længere ville følges med Ann. Blandt de, der deltog i eftersøgningen, var Oberst James Isbell og hans 74-årige svigerfar, David Horton, der var til hest. Isbell og Horton hørte begge til Happy Valleys overklasse og Horton boede i dalen, ikke langt fra Dulaernes hytte i bakkerne. Isbell boede noget længere væk, på flodens sydside i nærheden af den nuværende Grandin Road. James Isbell fortalte i retten, at man søgte i omkring en time uden held, men ca. 70 meter fra det sted, hvor Ann havde forladt Pauline, var hesten pludselig stoppet op og havde snøftet, som om den kunne lugte noget. De havde undersøgt området, ved at stikke i jorden. På denne måde opdagede man Laura Fosters grav. Da man åbnede graven opdagede man, at den var meget lav, og for kort, så liget lå på siden med benene bøjet op, men ikke brækkede, som legenderne fortæller. Kødet var forsvundet fra ansigtet, som i øvrigt var dækket af en bylt med tøj. Der blev sendt bud efter Dr. Carter, som undersøgte liget og konstaterede at der var et stiksår mellem 3. og 4. ribben i venstre bryst. Liget var dog i en sådan tilstand, at han ikke kunne konstatere om såret havde været dræbende eller ej. I retten oplyste han, at det afhang af, om kniven var stukket lige ind (i så fald ville det ikke have været dræbende), eller stukket skråt nedad. Pauline Foster identificerede liget på ansigtsformen og et stort mellemrum mellem de to fortænder. Senere kunne Wilson Foster og et andet vidne genkende de samme træk, og de kunne også genkende tøjet, som liget havde på. Hun var iført to sæt tøj, et købt i en butik, og et sæt hjemmelavet. Også hendes sko og en kam blev genkendt. En helt sikker identifikation blev dog aldrig foretaget. Blandt andet var det et enkelt vidne under retssagen, der oplyst at liget ikke havde mellemrum mellem fortænderne. Da liget blev frigivet, blev det ført til German’s Hill, og begravet lige i nærheden af hendes hjem. Nogle betragter det som en bekræftelse på, at hun virkelig var på vej til sit bryllup, at hun havde det fine ”købetøj” på under det hjemmelavede hverdagstøj, men det kan også bare have været en nem måde at transportere tøjet på, hvis hun var ved at stikke af hjemmefra. Under borgerkrigen så man eksempler på, at soldater havde op til tre uniformer på samtidigt selv på meget varme dage, simpelthen fordi det var den nemmeste måde at transportere dem med sig.
Som resultat af Paulines hjælp blev hun løsladt fra fængslet og til gengæld blev Ann Melton anholdt og anbragt i cellen ved siden af Tom Dooley. Her sad hun indtil de begge blev overført til Statesville, da retssagen mod Tom Dooley startede.
Som forsvarer for Tom Dooley og Ann Melton meldte Zebulon Vance sig. Han var tidligere officer i sydstatshæren under borgerkrigens første år, og guvernør i North Carolina fra 1862 til 1865. Tom kunne ikke betale for en sagfører, så hvorfor Vance påtog sig sagen er meget uklart i dag, især fordi det var en sag uden synderlig prestige, og som han næsten kun kunne tabe. I enkelte af de lokale historier, er det Toms fætter, Oberst James Horton, der overtaler Vance til at påtage sig forsvaret. Tom havde faktisk en fætter, James Horton Dula. Denne James havde været i militæret, og kan muligvis godt have kendt Vance under krigen. Han var dog ikke oberst, men menig. En anden mulighed er, at den omtalte James kunne være James C. Horton. Denne Horton var en søn af afdøde general William Horton. Generalen var gift med Mildred Dula, der var kusine til Toms far. Sønnen James C. Horton, var rent faktisk oberst, og selv om han kun er fætter i andet led, kan han jo godt have kendt Tom så godt, at han har villet hjælpe ham med en god sagfører. James Isbells svigerfar, David E. Horton, der også var gift med en Dula, havde også en søn, der hed James, og han kan muligvis også have været oberst.
Under alle omstændigheder påtog Vance sig forsvaret, og efter en indledende høring ved en storjury i Wilkes County, blev retten sat i det samme county. I første omgang lykkedes det ham at få sagen mod Tom og Ann delt i to separate sager, så de ikke skulle anklages sammen. Desuden fik Vance flyttet retssagen fra Wilkes County til Iredell County, med begrundelse i, at Tom ikke kunne få en retfærdig behandling i det county, hvor man havde talt om sagen siden Laura forsvandt, og hvor de fleste på forhånd var overbevist om hans skyld. Sagen blev derfor overført til amtshovedstaden i Iredell, Statesville.
Den første retssag fandt sted i oktober 1866, ca. 4-5 måneder efter mordet. Sagen varede to hele retsdage (hvilket var meget for en sag den gang) og ca. 80 vidner blev afhørt, nogle ganske kort, andre i længere tid. Søndag den 21. oktober om morgenen afsagde dommeren, Ralph P. Buxton, dødsdom over Tom Dooley. Henrettelsen skulle finde sted den 9. november. Vance, havde før domsafsigelsen prøvet at få sagen afvist på grund af rettergangsfejl, men dette blev ikke accepteret af dommeren. Vance appellerede på den dømtes vegne til statens højesteret, som bestemte at sagen skulle gå om.
Den nye retssag blev berammet til den 17. april 1867, i rettens såkaldte forårstermin. Vance bad imidlertid om udsættelse, da tre af forsvarets vidner var udeblevet, og retssagen blev udsat til rettens efterårstermin samme år. Disse vidner, F. F. Hendricks, Francis Farmer og Mary James fandt forsvareren altså så vigtige, at han ikke kunne gennemføre sagen uden dem.
I den følgende efterårstermin kom sagen for på den første retsdag, den 14. oktober 1867. Denne gang udbad anklageren sig udsættelse, da tre af hans vidner ikke var mødt. Det drejede sig blandt andet om James Grayson, der i mellemtiden var blevet indvalgt i Tennessees lovgivende forsamling, som netop havde samling, Et andet vidne, Lucinda Gordon, var syg af tyfus. Det tredje vidne er tilsyneladende udeblevet uden nærmere forklaring. Endnu engang blev udsættelsen bevilget, og sagen blev udsat til forårsterminen 1868.
Trods det, at disse vidner af henholdsvis forsvarer og anklager, blev betragtet som så væsentlige, at retssagen måtte udsættes, fremgår deres navne ikke af vidnelisten for retssagen, da den endeligt blev gennemført. Dette kan undre en del, når de var så vigtige at retssagen to gange måtte udsættes på grund af dem.
Imidlertid var der tilsyneladende flere sager, der havde hobet sig op, og de statslige myndigheder i North Carolina var trætte af, at Dooley sagen blev ved at trække ud. Man nedsatte derfor en særdomstol, som fik jurisdiktion til at behandle de sager, som county domstolen normalt havde jurisdiktion til at behandle. Disse sager, skulle så behandles inden rettens normale forårstermin. Guvernøren udpegede Dommer William Shipp til at præsidere over denne særdomstol.
Særdomstolen startede sin termin den 20. januar 1868 og allerede den 21. januar kom Dooley sagen så for. Ved retssagen blev retten præsenteret for de samme indicier som ved den første retssag, og endnu engang fandt juryen Tom Dooley skyldig. Dommeren spurgte Tom om han havde en sidste kommentar inden domsafsigelsen, men han nægtede at udtale sig; som han i øvrigt gjorde under hele sagen. Ligesom i den første retssag prøvede forsvareren at påberåbe sig, at der ikke kunne afsiges dom i sagen, da der var sket rettergangsfejl, men lige som i den første retssag afviste dommeren dette. Dommeren afsagde derfor igen dødsdom over Tom Dooley og henrettelsen blev fastlagt til den 14. februar.
Endnu engang fik Vance dog tilladelse til at appellere sagen til statens højesteret, som derfor udbad sig materialet fra særdomstolen fremsendt. I første omgang fremsendte retsskriveren Dommer Buxtons materiale fra den oprindelige retssag, men højesteret var ikke tilfreds, så Dommer Shipp lavede et resumé af retshandlingen og en sammenfatning af særdomstolens overvejelser, og så blev også denne sammenstilling fremsendt. På baggrund af de fremsendte vidneudsagn og dommerens fremstilling, overvejede Højesteret sagen, og kom til den konklusion, at der ikke var begået rettergangsfejl, som gjorde at sagen skulle gå om endnu engang. Resultatet af disse overvejelser blev fremsendt til særdomstolen, men nu var tidspunktet for henrettelsen overskredet, så man måtte afvente den næste termin for retten i Iredell County. Her fastlagdes en ny dato for henrettelsen, nemlig den 1. maj 1868, mellem klokken 12.00 og 16.00 lokal tid.
Tom forblev i fængslet i Statesville indtil henrettelsen. Han nægtede sig under hele sagen, og også i tiden efter, skyldig, og nægtede at modtage besøg af præster.
Den 30. april kom hans søster og hendes mand til Statesville, og hun fik via fangevogteren overbragt et brev fra moderen, Mary Dula, hvori hun bønfaldt ham, om at sige sandheden, så hun (moderen) kunne få fred i sjælen. Han nægtede dog at udtale sig yderligere. Selv om de fleste ventede en tilståelse, hvor han ville implicere Ann Melton, forholdt han sig tavs. Søsteren og svogeren anmodede om selv at få lov til at besøge Tom, men dette blev afvist. Han spiste sin aftensmad og sludrede med fangevogteren, men inden denne forlod cellen opdagede han at Tom havde filet sin fodlænke over med et stykke vinduesglas, som han havde skjult i madrassen. Man gættede senere på, at det måtte have taget ham flere måneder. Senere på aftenen bad Tom om at måtte tale med Mr. Allison, en af Vances medforsvarere. Ham gav Tom efter Allisons eget udsagn, et stykke papir skrevet med blyant, med streng besked om ikke at fortælle nogen, hvad der stod på papiret, så længe han, Tom, stadig var i live. Her bør det nok nævnes, at Tom må have lært at skrive i den tid han sad i fængsel, for da han blev løsladt fra krigsfangenskab i 1865, tre år tidligere og kun et år før han blev arresteret, havde han været nødt til at ”underskrive” sin troskabserklæring med et mærke (x), og det samme var tilfældet, da han underskrev ansøgningen om at få separeret sin retssag fra Ann Meltons. Så selv efter tidspunktet for sin arrestation, var Tom Dooley analfabet, og kunne end ikke skrive sit eget navn.
”Erklæring fra Thomas C. Dula Jeg erklærer herved, at jeg er det eneste menneske, der har noget med Laura Fosters mord at gøre. 30. april 1868”.
På vej ud til galgen kørte Tom på en kærre, ledsaget af sin søster, og han fortalte hende, at han havde omvendt sig og sluttet fred med Gud, og han så hele vejen munter ud. Resten af historien om henrettelsen kan læses under kronologi. Efter henrettelsen fik Eliza Dooley og hendes mand udleveret Toms kiste, som de fragtede hjem til Elkville, hvor han blev begravet.
Efter Toms henrettelse, startede sagen mod Ann Melton. Zebulon Vance var igen forsvarer, og denne gang vandt han sagen. Han fremlagde sedlen, som Tom angiveligt havde skrevet, og så faldt sagen til jorden. Ann blev løsladt og vendte tilsyneladende tilbage til James. Ann Melton levede nogle år efter Toms død, og på familien Meltons slægtstavler står hun bare opført som ”død efter 1870”. Dette skyldes, at hun er nævnt i folketællingerne fra 1870, men ikke i 1880. Om James Meltons næste hustru kan man se, at i 1870 boede hun hos sin onkel, Rufus D. Hall, så her er hun næppe blevet gift med James endnu, men de var gift i 1880. Vi må altså gå ud fra, at Ann Melton er død et eller andet sted i begyndelsen af 1870’erne, måske 1873 eller 74. I hvert fald får James Melton sit første barn med Louisa Gilbert i 1876. Ann Melton blev altså ikke gift med nogen efter Toms død, hverken skolelærere eller sheriffer, som nogle af legenderne ellers påstår.
Laura Foster blev begravet i German's Hill, på det, der i dag kaldes Laura Foster Hill. Her kan hendes grav stadigt ses. Tom Dooley blev begravet på jord, der havde tilhørt hans farfar, Bennet Dula. Gravstedet befinder sig på privat område, og da graven flere gange har været udsat for hærværk, stykker af gravstenen er brækket af, af souvenirjægere, er der lukket for adgang. Ann Melton ligger begravet i en umærket grav på en lille gravplads, nær det sted, hvor hendes mors hytte stod. Både Laura Fosters grav og Ann Meltons grav besøges af mange turister.
|