| |
Tom Dooley - Opdatering I
Siden mit sidste artikel om Tom
Dooley blev offentliggjort for snart længe siden, er der sket et par ting, som
har givet mig ny viden om sagen. Jeg har besøgt Wilkes County endnu en gang, og
denne gang havde jeg mulighed for at tage nærbilleder af Laura Fosters grav,
lige som jeg også fik mulighed for at fotografere Tom's gravsted - noget jeg
ikke har været i stand til at gøre tidligere.
En ny bog om sagen, "The True Story of Tom Dooley" af John E. Fletcher,
med forord af Edith Ferguson Carter, ejer af Whippoorwill Academy og Village i
Ferguson, er udkommet i 2013, og den lægger sig på mange punkter op ad ting,
man også kan læse på denne hjemmeside. Jeg har også endelig fået fat i en kopi
af pastor Robert Isbells "bog" , "The World of My Childhood" (faktisk
en række avisartikler som i 1955 efter Isbells død, blev samlet og udgivet som bog) .
Jeg blev også klogere på nogle, ikke specielt væsentlige for sagen, men ikke desto mindre interessante
spørgsmål fx hvor de forskellige involverede faktisk boede og så
videre. Dog ikke noget, der har påvirket min mening om, hvad der virkelig skete,
men små detaljer, som er interessante, i hvert fald for mig. Denne artikel
handler om nogle af de ovennævnte ting. Flere vil følge i senere opdateringer.
Hvor blev Tom faktisk henrettet?
Fotoet
til venstre er taget på hjørnet af Harrison Street og Railroad Avenue i
Statesville . På Tom Dooleys tid lå stationen ca. der hvor Bartlett
Milling Companys lastbil er parkeret ( yderst til højre i billedet) , og jeg
forestiller mig, at det græsklædte område er det mest sandsynlige sted, galgen
kan have stået.
I min artikel
Henrettelsen og tiden efter nævner jeg to
forskellige steder, hvor galgen kan have været placeret, blandt andet et sted i
nærheden af nutidens South Center Street. Jeg byggede denne forklaring
på oplysninger, jeg fik under mit besøg i Statesville i 2004, hvor jeg fik at vide, at den station, som eksisterede på Toms tid, lå på den modsatte side af
sporene, i forhold til det, som i dag kaldes "Den gamle Stationsbygning" på 111
Depot Lane, som først er bygget i 1906. Senere fik jeg så en anden
placering, som også er nævnt i den pågældende artikel. Den sidstnævnte
placering, som jeg har beskrevet som liggende på hjørnet af
Monroe Street og Washington Avenue, har dog nok
snarere været på hjørnet af Jefferson Avenue og Washington Avenue. Inden
mit sidste besøg, havde jeg fundet frem til endnu en mulig placering, som nok er
den, jeg pt. tror mest på. Den gamle jernbanestation var faktisk placeret
omkring 300 meter nordøst for den nuværende "Gamle Stationsbygning", der nu
huser Statesvilles boligmyndigheder - og Tom blev henrettet lige syd for
bygningen. Afhængigt af hvor præcist der menes med nordøst, betyder det, at
stedet for henrettelsen kan have været på den østlige side af nutidens Bartlett Milling
Company, hvor den lille grusvej, Railroad Avenue udgår fra Harrison Street .
Placeringen ved South Center Street ville være på den vestlige side af Bartlett
Milling Company. Dette er imidlertid meget lidt sandsynligt. Det er selvfølgelig
ikke specielt vigtigt, præcis hvor henrettelsen fandt sted, men jeg finder det
interessant at få sådanne detaljer fastlagt i det omfang, der er muligt.
Laura og Toms gravsteder
Lauras
gravsten (til venstre) og
Toms (til højre). Lauras sten står på hendes på hendes grav i Caldwell County,
cirka 3,2 miles fra statsgrænsen mellem Wilkes og Caldwell counties ved NC
Route 268. Toms sten står på hans grav som findes på en gammel Dula kirkegård
nær Tom Dula Road (State Road 1164), cirka 1,2 miles fra NC 268 ikke 1,5 miles
som angives af den Historical Marker, der står på NC 268. I modsætning til Lauras
grav, er Toms ikke synlig fra vejen. Begge grave ligger på privat grund.
Der er faktisk ikke meget nyt om dette emne undtagen at jeg har
fået taget nærbilleder af de to grave under mit seneste besøg i området. Begge
stenene er blevet rejst mange år efter de blev begravet, nemlig i slutningen
af 1950'erne, da detaljerne tilsyneladende var gået i glemmebogen. En ting, som jeg
altid har undret mig over, var dog de forkerte årstal, som findes på begge
sten. Ifølge Lauras sten, blev hun dræbt i maj 1865 - mens Tom stadig var i
krigsfangelejr i Maryland, og på Toms sten fortæller indskriften, at han blev
hængt den 1. maj 1866 - næsten en måned før mordet blev begået!
Det undrer mig ikke længere. Nu er jeg sikker på, at de forkerte
datoer stammer fra to artikler i "The World of My Childhood"-serien af
Robert L. Isbell , som blev offentliggjort i Lenoir avisen The News-Topic i
slutningen fyrrerne og begyndelsen af 50'erne. I artikel 37 og 38, genfortæller
Dr. Isbell historien om Tom Dooley, som han kender den, og han anfører netop
1865 som året for mordet og 1866 som året for henrettelsen. Da artiklerne blev
offentliggjort i bogform ikke længe før de to sten blev opsat på gravene, er
det rimeligt at antage, at disse artikler var kilden til de forkerte datoer.
Hvordan Dr. Isbell kunne være så forkert på den er et helt andet spørgsmål, som
det er umuligt at svare på i dag. Dr. Robert Lee Isbell blev født i 1871 (tre
år efter henrettelsen) som søn af Toms vigtigste forfølger, James Isbell, som
selvfølgelig må have kendt de pågældende årstal, så det er sandsynligt at
antage, at han ikke havde oplysningerne fra sin far. I de to artikler, hævder
Isbell, at han var en god bekendt af Lauras far, som også må have vidst,
hvornår hans datter blev myrdet, og hvornår den skyldige blev henrettet. Måske
var Dr. Isbell var ikke så god en bekendt, som han selv vil give det udseende af, da
han angiver fornavnet på Lauras far forkert. Han kalder ham Will, men hævder, at
dette er en forkortelse for William, mens det må have været kort for
Wilson, som han faktisk hed. Jeg vil vende tilbage til denne bog i en senere
artikel , da det i øvrigt er en fremragende kilde til hverdagslivet, ikke mindst
for overklassen i Happy Valley i
årene efter borgerkrigen.
Tilbage til
Indholdsfortegnelsen
|