Slagmarker og stilfærdig færdsel

Dagens tur skulle komme til at blive ret spændende, selv om vi faktisk ikke skulle køre specielt langt. Vi skulle fra vores hotel i Arlington, Virginia til et andet hotel i Philadelphia, Pennsylvania. En tur på knap 140 miles (225 km) ad den direkte vej. Denne ville føre os gennem Baltimore i Maryland og Wilmington i Delaware og ville være motorvejskørsel hele vejen, så den tog vi naturligvis ikke!

I stedet kørte vi ad The Beltway rundt om Washington ind i Maryland, og derfra nordvest på forbi byer som Gaithersburg og Frederick og ind i Pennsylvania til vores første delmål, Gettysburg. Vi har begge været her flere gange, men Tim ville gerne tilbage og se slagmarken endnu engang, så det gjorde vi. Vi sprang dog et besøg ved Visitor Centret over, da vi mente, at vi kendte turen rundt i parken godt nok til ikke at behøve anvisninger, og det viste sig, at vi havde helt ret. Vi gjorde ikke så mange stop som ved vore tidligere besøg, men vi stoppede blandt andet ved parkens nordvestlige ende. Her brænder der en evig flamme, ved Eternal Light Peace Memorial, hvor vi fik taget nogle billeder. Tim tog flest, da jeg allerede har rigtigt mange billeder fra parken, men nogle fik jeg da taget. Næste stop var Oak Ridge, hvor der er et observationstårn, som vi dog ikke klatrede til tops i. I stedet nød vi udsigten over Gettysburg by fra stedet, inden vi fortsatte mod Barlows Knoll, hvor vi dog ikke stoppede.

I stedet for at følge den slagne rute, ville vi skyde genvej og fik forvildet os ind på Gettysburg Colleges campus, men så fik vi da set det, hvilket var nyt for os begge. Vi fandt dog hurtigt tilbage til ruten og fik set både McPherson Ridge, hvor slagets første kampe blev udkæmpet. Devil's Den, The Wheatfield og Peach Orchard samt Little Round Top, alle steder hvor der blevet kæmpet intenst på andendagen af slaget, var andre stop. Ikke mindst ved sidtnævne var Tim ude for at fotografere, mens jeg blev i bilen og legede med gps'en for at finde ud af, hvor vi skulle køre hen bagefter - eller rettere hvordan. Det sidste stop gjorde vi ved The Highwater Mark, som markerer det sted, hvor sydstatstropperne var tættest på at nå nordstatslinjerne (faktisk nåede nogle få frem) under tredjedagens halsløse angreb. Her tabte sydstaterne slaget, og egentlig også hele krigen, selv om denne varede to år endnu. Det er derfor, at stedet kaldes, hvad det gør. Fra The Highwater Mark køre vi tilbage til byen, hvor vi fik taget billeder af såvel Jenny Wade House som af statuen af hende uden for. Det havde jeg kun et ret dårligt billede af fra et tidligere besøg. Vil man vide mere om Jennie Wade, kan man læse min historie om hende under Historie(r). Til sidst fik vi ogtså taget et par billeder af det hotel, som vi boede på i 2000, da vi var af sted med hele familien.

Fra Gettysburg satte vi kursen vest på mod Lancaster County. Her kunne vi blive på U.S. 30, også kaldet Lincoln Highway det meste af vejen. Undervejs så vi vejskilte, der "reklamerede" med byer som East Berlin og Hannover. Ved sidstnævnte overvejede vi et besøg i byen, for at se om fabrikken Snyder's of Hannover havde et udsalg. Firmaet laver tørre pretzels i mange forskellige varianter, som sælges i supermarkeder. Pretzels er brødstykker lavet af surdej, og de minder temmeligt meget om saltstænger. Specielt findes der en smagsvariant med hvidløg og krydderurter, som jeg holder meget af, men som vi desværre sjældent så på turen, og det var anskaffelsen af sådanne, der fik Tim til at foreslå besøget, men vi undlod.

De mange tyske bynavne i området er et tegn på, at mange tyske immigranter slog sig ned i Pennsylvania. Efterkommerne af disse kaldes Pennsyvania Dutch, hvor Dutch altså ikke betyder hollandsk, men er en forvrængning af Deutch eller rettere Deitch, tysk. Pennsylvania Dutch er også navnet på det sprog, som fortsat tales af nogle af indbyggerne i området. Målet med at tage til Lancaster County var at besøg, eller i hvert fald se på nogle særlige Pennsylvania Dutch, nemlig de såkaldte amisher og mennonitter, to forskellige men dog beslægtede religiøse grupper, som der er en del af i området. Amisherne frasiger sig (i et vist omfang) moderne teknologi, hvilket kun særligt konservative mennonitter gør. Og det var det vi ville se: Amisher i hestevogne. To år tidligere havde vi besøgt Amish-området i North Carolina, men det eneste vi så her, var et skilt, der advarede om hestevogne på vejen. Vognene og de, der var i dem, så vi ikke noget til. I Amishområdet, er der byer med interessante navne som Bird-in-Hand, Blue Ball, Intercourse og Paradise, og vi besøgte alle, bortset fra Blue Ball, som lå lidt afsides. Desuden var vi i Gap, Kinzers og White Horse. Vi fik da også set en del amisher til hestevogns, i både "last- og personhestevogne" og en enkelt på en cykel, dog uden pedaler, så han skubbede sig fremad med fødderne på jorden, som på et løbehjul.

Mens vi var i amish-land gjorde vi et enkelt stop for at få en kop kaffe. Det var faktisk i Gap, noget syd for Hovedvej 30, at vi dels fik kaffe, og dels så flere hestevogne. Derfra kørte vi tilbage til hovedvejen, som vi nåede i White Horse. Vi fortsatte ad 30'eren mod Philadelphia, hvilket tog sin tid, da myldretidstrafikken tog til, efterhånden som vi nærmede os byen. Det skulle dog blive endnu værre et par dage senere. GPS'en som havde anslået en ankomsttid kl. 17.30, da vi forlod White Horse rykkede denne mere og mere, og da vi endelig nåede frem til hotellet, var den blevet 18.50. Tim parkerede på gaden uden for, mens jeg gik ind og tjekkede ind, og spurgte hvor vi kunne parkere. Det viste sig, at der var et parkeringshus lige ved siden af hotellet, hvor man fik rabat, hvis man boede der. Derfor var prisen "kun" $ 72 for de to nætter, bilen skulle stå der. Over 425 kr for parkering! Vi har boet hoteller, der ikke kostede meget mere - men selvfølgelig ude på landet. Faktisk boede jeg på et motel, der kun kostede 210 kr. pr. nat, i Front Royal i Virginia i oktober 2013 - men det var så heller ikke mere værd.

Trods dette chok fik vi parkeret og transporteret bagagen op på værelset. Klokken var nu næsten 19.30, og da vi opdagede, at hotellet havde restaurant på øverste (7.) etage, blev vi enige om at indtage aftensmåltidet der, så det gjorde vi - og det var i øvrigt heller ikke billigt, men godt. Resten af aftenen blev tilbragt på værelset med læsning og tv - ting, der ikke kostede noget.