Ingen arm, men et plantagebesøg

Kudzu i Charlottesville. Bemærk de skulpturelle former, der opstår, når kudzuen gror på træerne og foråsagber at træernes grene dør.

Så nærmede vores road trip sig sin afslutning, og vi skulle returnere til Vienna, hvor vi skulle tilbringe en enkelt dag hos Jens og Annette inden det gik mod København. De havde været på forlænget weekend i Virginia Beach og ville komme hjem sidst på eftermiddagen, så vi prøvede at time vores tur, så vi ville være der nogenlunde samtidigt - og det skulle vise sig, at det lykkedes fint. Hotellet, som vi have overnattet på i Charlottesville, Virginia, hed The English Inn, og lignede da også en - lidt stor - engelsk kro set udefra med bindingsværk og det hele. Også morgenmaden levede op til navnet. I modsætning til det noget sparsomme udvalg, der ellers blev serveret på amerikanske moteller og hoteller dengang, var der her både bacon, pølse, æg osv. Noget andet end de tørre muffins og bagels, vi havde oplevet andre steder. Inden vi forlod Charlottesville, kørte vi et stykke ned ad den lille sidevej, hvor hotellet lå. Her voksede der kudzu-planter, og vi var overraskede over, at de havde bredt sig så langt mod nord, så vi ville lige tage et par billeder. Senere har vi faktisk set kudzu helt oppe i Pennsylvania. Du kan læse mere om den invasive  plante i artiklen om samme under Diverse.

Vi satte derefter kursen mod øst og Richmond, statshovedstaden, som vi gerne ville besøge. Vi tog motorvej hele vejen (vi brugte stadig især motorveje i de år). Aktuelt var det Interstate Highway 64, som vi også havde kørt ad vest på i begyndelsen af ferien. Fra Charlottesville til Richmond er der ca. 115 km (72 miles), og det eneste, vi oplevede undervejs, var, at vi så en flok på omkring 15 -20 sorte gribbe sidde i vejsiden, hvor de delikaterede sig med resterne af en trafikdræbt hjort. Vi talte om, at det mindede om en western, hvor helten var bundet i ørkenen, mens gribbene sad og lurede. Her var der dog ikke - som i film - nogen, der kom til undsætning, og selv ikke de mange forbipasserende biler fik gribbene til at flytte sig så meget som en millimeter. På vej mod Richmond opgav vi tanken om et besøg der, så da vi nåede udkanten af byen tog vi en ringvej rundt om denne. Da vci var nord for byen skiftede vi til I-95, som vi kørte mod nord ad mod Fredericksburg.

Fredericksburg ligger i udkanten af Spotsylvania County, men selv om byen har omkring 30.000 indbyggere, er den ikke amtssæde, da den faktisk kaldes en "uafhængig by", der ikke ligger i noget amt. Amtssædet er den langt mindre by (ca. 4.000 indbyggere) Spotsylvania Courthouse. Spotsylvania County er blevet kaldt "den blodigste jord i USA" på grund af de mange slag, der fandt sted i området under den amerikanske borgerkrig. Blandt de mange slag var Første og Andet Slag ved Fredericksburg, Slaget ved Spotsylvania Courthouse, Slaget i The Wildernes og Slaget ved Chancellorsville. Omkring 125.000 fra begge sider blev dræbt eller såret under kampene i Spotsylvania County. I stedet for besøg i Richmond, ville vi besøge et par af disse slagmarker, nemlig The Wilderness og Chancellorsville. Især sidstnævnte havde min interesse - hvis ikke i helt så høj grad Dortes. Det betød, at vi forlod motorvejen i Fredericksburg og kørte vest på ad Virginia Route 3. Vejen fører til såvel Chancellorsville som The Wilderness, og da vi kom til Chancellorsville, fortsatte vi uden stop til The Wilderness. Vi så lidt på slagmarken og på skoven, som ikke var så vild mere, da der var bygget en masse beboelseshuse siden slaget fandt sted i 1864. Fra The Wilderness til Chancellorsville er kun knap 10 km, så mange af de steder, der blev kæmpet under de to slag overlappede hinanden.

Rester af sydstatsskyttegrave ved Chancellorsville, ikke langt fra det sted, hvor Stonewall Jackson blev ramt af skud fra sine egne tropper.

En af mine helte fra den amerikanske borgerkrig er Generalløjtnant Thomas Jonathan "Stonewall" Jackson. Jackson havde en meget stor andel i sydstaternes sejr ved Chancellorsville i 1863, men efter slaget blev han desværre ramt af "friendly fire", altså skud fra sine egne, da han var ude på en patrulje. Selv om han tilsyneladende ikke var alvorligt såret, døde han nogle dage senere af komplikationer (måske lungebetændelse), selv om man forsøgte at redde hans liv ved at amputere hans ødelagte venstre arm. Da den øverstkommanderende, General Robert E. Lee hørte det, udbrød han spontant: "Jackson har mistet sin venstre arm, men jeg har mistet min højre", og han skrev til Jackson: "Det havde været bedre for krigen, om jeg selv var blevet invalideret i stedet for Dem". Så vigtig anså Lee Jackson for at være. Senere mistede han ham altså helt og det kom nok til at spille en rolle i Slaget ved Gettysburg knap to måneder senere, hvor et fortsat samarbejde mellem Lee og Jackson muligvis kunne have ændret slagets og krigens udfald. Men sådan skulle det ikke være. Rundt omkring ved vejene stod adskillige "historic markers", der fortalte dette og hint om slaget. Blandt andet passerede vi et skilt, der fortalte, at det var her Jackson blev ramt af skud fra sine egne. Senere et skilt med teksten "Inde i skoven tæt på dette skilt stod det telt, hvor Jacksons arm blev amputeret". Da vi så et skilt, der viste til det sted (faktisk nær The Wilderness), hvor Jacksons arm ligger begravet, stod Dorte af. Der nægtede hun simpelthen at køre hen. Både i 2000 og 2002 havde vi set Stonewall Jacksons grav i Lexington, men hun nægtede at se på en gravsten over en arm!

Vi kørte i stedet tilbage til Chancellorsville, hvor der ligger et Visitor Center for slagmarkerne. Også her var der en del skilte, der viste vej til forskellige interessante steder. Det var faktisk her skiltet om hospitalsteltet stod. I butikken købte jeg nogle bøger om Stonewall Jackson og om borgerkrigen generelt. Jeg ville gerne have set huset, hvor Stonewall døde, men stedet lå over 30 km fra det sted, hvor han blev skudt, og det var i luftlinje, så vi opgav, da vi jo egentlig skulle nord på. Da Jackson var klar over, at han skulle dø, sagde han til sin læge (og svoger) og sin kone, der var kommet rejsende fra hjemmet i Lexington: "Det er Herrens dag. Mit ønske er gået i opfyldelse. Jeg har altid ønsket at dø på en søndag". Senere, da han tilsyneladende begyndt at tale i vildelse, gav han sin sidste 'ordre': "Giv A. P. Hill (en hans generaler) ordre til at være klar til aktion! Før kavaleriet frem til fronten hurtigt. Sig til Major Hawks...". Så sagde han ikke mere, men smilede venligt og virkede helt lettet, da han sagde: "Lad os krydse floden og hvile i skyggen af træerne." Derefter udåndede han uden at sige mere.

Da Dorte ikke ville se flere grave og skilte, satte vi kursen tilbage mod motorvejen. Inden vi nåede denne, stoppede vi på en tank for at få kaffe. Dorte fik sin sædvanlige Vanilla Latte, mens jeg for første og hidtil eneste gang i USA kunne få kaffe med blåbærsmag. Ikke ringe!Fra tanken fortsatte videre mod interstaten. Undervejs overvejede vi nye mål. Borgerkrigsgeneralen Robert E. Lee blev født på Stratford Hall ca. 60 km sydøst for Fredericksburg i 1807 og kun 10 km fra det sted, hvor George Washington var blevet født 75 år tidligere. De to familier kendte hinanden, Lee's far, Henry "Lighthorse Harry" Lee var general i Washingtons hær under Frihedskrigen, men Washington døde i 1799, 8 år før Lee blev født. Senere blev Lee gift med Mary Anna Randolph Custis, oldebarn af Wasingtons hustru, Martha. Selv havde Washington ingen børn, men han tog de to overlevende af Marthas børn til sig som sine egne (det er ikke helt klart, om han faktisk adopterede dem), og regnede sig for deres far. Det var et sidespring; tilbage til historien. Begge de to plantager er åbne for offentligheden, Washingtons fødested er et United States National Monument. Vi overvejede om vi skulle besøge dem, men afstod på grund af tiden. Til gengæld besluttede vi at besøge Mount Vernon, den plantage, som Washington havde arvet efter sin halvbror, da han var 22 år gammel, og hvor han boede resten af sit liv. Selv som præsident boede han ofte på Mount Vernon. I hans tid var New York og Philadelphia hovedstæder i USA. Washington DC blev det først i 1800 efter George Washingtons død, og John Adams var den første præsident, som flyttede ind i Det Hvide Hus (som Adams for øvrigt hadede, som han også hadede byen - han tørrede tøj i præsidentens kontor). Begge de to nævnte plantager ligger ved bredden af Potomacfloden, og det samme gælder Mount Vernon.

Terrassen på Mount Vernon. Dorte slapper af i stolen længst til venstre i billedet. Denne side af bygningen vender ud mod Potomacfloden.

Mount Vernon ligger noget længere mod nord, kun ca. 10 km syd for Washingtonforstaden Alexandria. Vi tog I-95 mod nord fra Fredericksburg ca. 40 km til omkring Dale City, hvor vi skiftede til U.S. Route 1, den østligste gennemgående US Highway. Denne går længere ude mod Potomacfloden end motorvejen gør. Senere skiftede vi til Virginia Road 235, som førte os det sidste stykke til Mount Vernon. Her fandt vi nemt et sted at parkere bilen, og så gik vi ellers på plantagebesøg i solskinnet og varmen. Mount Vernon var en ret stor plantage på omkring 3.200 hektar. Den var delt i fem gårde, der fungerede som selvstændige enheder, ledet af en forvalter. Den gård, som Washington selv boede på, blev bare kaldt The Mansion. Den var på 200 hektar, hvilket blev betragtet som "en passende størrelse for en gentleman". Omkring bygningerne blev anlagt køkkenhaver, frugtplantage og marker, samt andre anlæg (fx rygehus og "kølehus"), som sikrede at man kunne klare sig med gårdens egne produkter. Da Washington blev gift med Martha havde hun som medgift knap 100 slaver, som sammen med Washingtons egne, drev gården og passede huset. Da Martha døde, vendte de af hendes slaver, der stadig var i live 43 år efter at være kommet med hende til Mount Vernon, tilbage til hendes familie. Washingtons egne ca. 200 slaver blev alle frigivet i hans testamente. Washington, der var vokset op ien  verden, hvor slaveri var normalt, havde ændret holdning under Frihedskrigen. Han fandt ikke, at slaveri var foreneligt med det, han kæmpede for i en selvstændigt nation, hvor alle skulle være lige.

Det er netop gården "The Mansion", som er åben for offentligheden i dag. Vi gik først op til hovedbygningen, men opgav at komme inden for. Der var en lang kø, og med mellemrum var sat skilte op, der fortalte, hvad ventetiden var fra skiltet placering. Da vi kom, var køen så lang, at den nåede til et skilt, hvor der stod at ventetiden ville være 1 time. Det gad vi ikke at vente på, så vi nøjedes med at se på huset udefra. I stedet så vi på nogle af de andre bygninger, stalden, smedjen, kvartererne hvor hus- og håndværksslaverne boede (markslaverne boede i skure ved de marker, de arbejdede på). Vi gik også en tur i såvel nytte- som prydhaven og så blandt andet to træer, et asketræ og et ahorntræ som Washington efter skiltningen på stedet, selv skulle have plantet. Undervejs rundt på området så vi både den grav, som Washington oprindeligt lod bygge til sig og Martha, men også den senere grav, hvor de, såvel som andre medlemmer af familien endte med at blive begravet. George og Martha ligger i sarkofager, der kan ses udefra, så de blev behørigt fotograferet. Desuden så vi den betydeligt mindre prominente kirkegård noget fra huset, hvor ca. 150 slaver, der døde på plantagen mellem 1760 og 1860, da borgerkrigen var på vej. Alle ligger begravede i umarkerede grave, og ingen navne er nævnt, men i 1929 blev der lagt en fælles mindesten ved gravene.

Vi gik tilbage til hovedbygningen og slappede lidt af i skyggen på verandaen, mens vi nød udsigten over Potomacfloden. Temperaturen var ret høj, og vi var rimeligt fugtige af sved, men da vi havde kølnet lidt, gik vi tilbage til bilen, idet vi dog købte os en is i et ishus ved parkeringspladsen. Da vi satte os ind i bilen, som havde holdt i solen, stod indetermometeret på 160 F. Det svarer til ca. 71 grader, så vi stod ud igen, åbnede dørene og lod dem stå en stykke tid, mens vi spiste isen. Da temperaturen var kommet ned på noget mere rimeligt, satte vi os ind, og fortsatte turen. Det var stadig meget varmt, men da vores aircondition ikke havde virket siden Natchez flere dage tidligere, var det eneste, vi kunne gøre, at åbne vinduerne, og det hjalp ikke meget, da udendørstemperaturen i skyggen var 37 grader celsius - og en del højere i solen. Fra Mount Vernon satte vi kursen mod Pentagon, som vi gerne ville se udefra, men en fejlnavigation betød, at det kom vi ikke til. Dorte og jeg var ikke helt enige om, hvad "lige ud" betød, og inden vi blev enige, havde jeg valgt den gale vej. I stedet kørte vi gennem den meget idylliske forstad, Alexandria. Da vi nåede rundt om byen til I-66 tog vi denne til Tysons Corner og så videre ad Va Route 7 til Jens og Annettes hjem, hvor vi ankom samtidigt med, at Jens, Annette og Britt samt tre af Britts venner fra skolen i Danmark var ved at bære bagagen ind efter deres tur til Virginia Beach.

Da vi alle havde fået skyllet rejsestøvet af os, tog vi ud for at spise. "Vi" var de voksne, børnene ville hellere blive hjemme og hygge sig. Da Jens og Annette inviterede os ud ved vores ankomst, havde vi lovet at gøre gengæld, og det gjorde vi så nu. Jens og Annette kendte en god italiensk restaurant i Vienna, men da vi kom dertil, viste det sig, at den var lukket. Det kan man jo godt undre sig over, eftersom det var søndag. Men vi gav ikke op, så i stedet fandt vi en græsk restaurant, som Jens og Annette ikke havde prøvet før, men det viste sig at være et udmærket bytte. Maden var fremragende og stemningen hyggelig. Efter maden kørte vi tilbage til huset og drak noget mere rødvin på terrassen, men ikke så længe. Jens skulle tidligt op og flyve til Californien næste dag, så vi tog afsked med ham, inden vi gik i seng.