Barabbas-myten

De fleste forskere er enige om, at Barabbas-historien, som den fortælles i evangelierne, er en myte. Hvor nogle afviser hele sagen som pure opspind fra evangelisternes hjemmelsmænd, er der mange andre, som mener at historien trods alt har en kærne af historicitet i sig.

 

Når historien som sådan afvises, og anses for at være en myte, skyldes det primært, at det ikke har været muligt at dokumentere, at romerne nogensinde har praktiseret en tradition om at frigive fanger på erobrede folks helligdage. Faktisk mener mange, ville det være helt i mod hvad man ellers ved om romernes opførsel i besatte områder. Hvis en prokurator havde praktiseret en sådan skik uden at det var sanktioneret fra Rom, ville hans embedsperiode formodentlig have fået en meget brat afslutning.  Endvidere, anføres det, ville man, såfremt skikken havde eksisteret, næppe have accepteret at frigive en, der var dømt til døden for oprør mod Rom, når man i stedet kunne frigive en "beskeden" lommetyv eller lignende.

 

De fire evangelier er da heller ikke enige om, hvorfor Barabbas blev frigivet. Markus fortæller bare, at "Under festen plejede man at løslade en fange efter folkets eget ønske." (Mark. 15.6). Mattæus kan fortælle stort set det samme, nemlig at "Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje". (Matt. 27.15). Lukas har "Derfor vil jeg løslade ham (Jesus), når jeg har givet ham en revselse.  For han var nødt til at løslade en for dem under festen." (Luk. 23.17). Endelig kan man hos Johannes læse: "Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken." (Johs. 18.39).

 

Hos Mattæus og Markus var det altså noget, man ("man" kan vel kun være romerne) "plejede" at gøre. Hos Johannes, var det jødernes skik og brug (hvorfor romerne så end skulle rette sig efter den), og hos Lukas, er det noget, Pilatus åbenbart er tvunget til at gøre uanset om han vil eller ej.  

 

Som allerede nævnt er der ingen, hverken beviser eller indicier for, at romerne skulle have praktiseret en sådan skik, så hvorfor og hvordan er historien så opstået?

 

Lad mig først se på, hvad evangelierne fortæller om personen Barabbas. Johannes er her meget lakonisk, og meddeler blot: "Barabbas var en røver". (Johs. 18.40). Mattæus fortæller ikke noget om Barabbas' forbrydelse, men ved bare, at han var kendt: "Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas."  (Matt. 27.16). Markus kan oplyse, at "Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret." (Mark. 15.7). Markus fortæller ikke noget om Barabbas forbrydelse, men med sin udtalelse antyder han vel nærmest, at han i hvert fald ikke var skyldig i oprør, men bare sad fængslet sammen med oprørerne. Lukas er ikke af samme mening. Han går noget videre og siger: "Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab." (Luk. 23.1). Passagen er ikke med i alle versioner af Lukasevangeliet, og nogle forskere mener at det er en senere tilføjelse.

 

Så Barabbas var altså en berømt fange, en røver eller en oprører og drabsmand. Det sidste er nok det mest sandsynlige da også det græske ord, som anvendes hos Johannes, "lēstēs" som nærmest betyder "bandit", ofte brugtes om de, der gjorde oprør mod romerne. I så fald var han hjemfalden til korsfæstelse; samme straf som senere ramte Jesus. Men nu opstår et nyt problem. De historiske kilder kender ingen oprør mod besættelsesmagten i Jerusalem på dette tidspunkt. Så hvad var det for et "oprør i byen", jf. Lukas, og hvor enten Barabbas selv (Lukas)  eller i hvert fald andre oprørere (Markus)  havde begået drab? Nu har der sikkert været mange oprør i byen under den romerske besættelse. Men det må have haft en vis størrelse, hvis der sad flere oprørere og drabsmænd fængslet. Til gengæld har evangelierne noget, der må have lignet et oprør, selv om de forsøger at kamuflere det. Jeg tænker her på den såkaldte "tempelrensning", hvor Jesus uddriver de, der driver handel i templets forgård. Denne episode er skildret i alle fire evangelier, Mattæus 21.12, Markus 11.15-16, Lukas 19.45 og Johannes 2.13-16). Jesus vælter vekselerernes borde, og uddriver okse-, fåre- og duehandlere. Den eneste, der fortæller, hvordan han gjorde er Johannes, og her gør han det med en pisk af reb. De øvrige evangelier nævner bare, at de handlende bliver jaget bort, og vekselerernes borde væltet.

 

Imidlertid har opgaven ikke været så let, at Jesus har kunnet udføre den alene. Man regner normalt med, at der har været mellem 10 og 20.000 mennesker til stede i templet på et givent tidspunkt. Mange af disse har selvfølgelig været helt almindelige "tempelgængere", men de handlende som blev drevet ud må formodes at have gjort modstand, og de har kunne påregne støtte fra dels de tjenstgørende præster og levitter, foruden fra den jødiske tempelvagt. Slog disse ikke til, lå Antoniafæstningen lige ved siden af templet. Her holdt den romerske vagtstyrke i Jerusalem til. Styrken antages at have bestået af en kohorte, ca. 500 mand), så Jesus må have haft en ret stor styrke i ryggen, inden han gav sig i kast med opgaven med at "rydde op" i templet. Ikke mindst fordi de, han ville jage bort, var der med tempelpersonalets velsignelse. Det, de solgte var nemlig offerdyr, som blev brugt i templets ofringer, og vekselererne gjorde det muligt, for de søgende, at få købt disse dyr. En del af overskuddet tilfaldt templet, så Jesus har ikke fået lov til at gennemføre sin tempelrensning uden modstand og uden brug af magt.

 

Det kan altså muligvis være efter dette oprør, at Barabbas og flere andre blev arresteret. I givet fald har tempelrensningen altså kostet menneskeliv, og Barabbas må have været én af Jesus tilhængere.

 

Ved vi andet om ham? Ikke meget. Hos Matthæus omtales han som Jesus Barabbas altså samme fornavn som Jesus. "Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: 'Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?'" (Matthæus, 27.17.). Nu var Jesus  (Yeshua på aramæisk, Joshua på hebraisk) ikke et ualmindeligt navn på den tid, så usandsynligt er det ikke, at også Barabbas skulle have heddet Jesus. Det er egentlig mere mærkeligt, at der ikke nævnes endnu flere af det navn i evangelierne, når man tænker på, hvor mange Simon'er, Josef'er, Judas'er, Maria'er osv. der forekommer.

 

Barabbas navn (eller tilnavn, hvis han faktisk hed Jesus) kan oversættes som "Søn af faderen". Det kan dog også betyde "Søn af Abba", som også kunne anvendes som et egennavn. Navnet kendes dog hyppigst fra ca. 200 evt. og fremad. Hvis navnet ikke har været brugt på Jesus tid, og der derfor er tale om betydningen "Søn af faderen", virker det noget meningsløst, hvis ikke "faderen" var noget specielt – præcis som jeg tidligere har nævnt, at det ikke gav meget mening at referere til "den vantro Thomas" som "tvillingen", hvis ikke den anden tvillingebror, var noget specielt.

 

I Markus 14.36 bruges ordet om Gud: "Han (Jesus) sagde: 'Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.'" Ingen steder i evangelierne kalder Jesus sig for "Søn af Faderen". Ikke desto mindre er der enkelte, der mener, at Barabbas simpelthen er en hentydning til Jesus som Guds søn. Andre (der mener, at Jesus blev gift og fik børn) mener, at Barabbas simpelthen var Jesus søn, hvilket også ville give tilnavnet mening, Jesus, faderen og Jesus, søn af faderen. Richard Leigh m.fl. er inde på samme tema i "Det Hellige Blod Den hellige Gral" fra 1982. Her nævner de, at teorien også kan forklare hvorfor mængden ønskede Barabbas fri i stedet for Jesus. Årsagen skulle være at for jøderne var "slægten" vigtigere end personen. Så hvis én skulle dø, var det mest hensigtsmæssigt, at det blev "faderen", da sønnen havde størst chance for at videreføre slægten. Der er dog ikke megen opbakning omkring denne teori andre steder fra.

 

En enkelt kilde, jeg har set, mener at navnet Barabbas slet ikke skulle komme fra Bar-Abba, men i stedet fra Berabbi, som skulle være en hædersbetegnelse, der blev tildelt særligt fortjenstfulde rabbier. Barabbas skulle altså simpelthen være en "almindelig, men værdsat" jødisk rabbi, der meget vel kunne have deltaget i et oprør mod romerne.

 

Andre mener altså, at hele historien er et falsum, og at der aldrig har eksisteret en Barabbas, men at historien er opfundet som et led i "kampagnen" for at flytte skylden for Jesus henrettelse fra romerne til jøderne. Også blandt de, der faktisk mener, at der nogen sandhed i episoden, er der tilhængere af, at den er blevet "omfortolket" for at give jøderne skylden for Jesus korsfæstelse. Ifølge disse, skulle mængden have råbt på Pilatus, for at få frigivet Jesus Bar-Abba, Altså Jesus Kristus. Senere fortolkere/omfortolkere har så gjort Barabbas til en anden person end Jesus og ladet jøderne ønske denne anden person frigivet i stedet for Jesus, som de i virkeligheden krævede. Årsagen skulle altså være, at flytte skylden væk fra romerne.

 

Mine egne tanker går lidt i samme retning, om end jeg ikke er overbevist om, at evangelisterne eller deres kilder, bevidst har ønsket at flytte skyld fra jøder til romere – i hvert fald ikke i denne sag. Jeg tror i stedet at der har verseret nogle historier, som de ikke kunne forklare. Disse historier gik ud på, at Jesus Kristus blev korsfæstet og genopstod (hvilket jo er hele essensen i evangelierne og den kristne tro). Samtidigt gik der nogle historier om, at Jesus, "faderens søn" eller Barabbas slet ikke blev henrettet. De to ting har de ikke kunnet få til at stemme overens, med mindre der var tale om to forskellige personer. Så når folkemængden har krævet Barabbas frigivet (uanset om der så er noget om denne påstand eller ej, så troede evangelisterne jo at det var sket), måtte det være en anden person end Jesus Kristus, som de jo VED blev henrettet og genopstod.

 

Mere om denne teori i en senere artikel om retssagen mod Jesus.

 

- Tilbage til Jesus Hovedside -