Billeder fra New York

New York er en mellemstor stat i USA (nr. 27 på listen over staternes størrelse). Med sine ca. 141.000 km2 er den mere end 3 gange så stor som Danmark, og vi har kun set en brøkdel af denne stat, der blandt andet rummer USA's største statspark, Adirondack State Park. Denne park er større end de tre største nationalparker til sammen - ca. det halve af Danmarks størrelse. Der er næsten 20 millioner indbyggere i staten, heraf flest i området omkring New York City. Her kommer der også billeder fra senere, men i første omgang kun fra andre steder i staten. Billederne er er primært fra vores tur i juli 2008. De sidste dog fra Dortes solotur i oktober.

Jeg har tilføjet en række billeder fra New York City. Så mange, at de får deres egen underside. New York City
 

Klik på et billede for at se det i fuld størrelse.

Et stykke oppe ad Hudson-floden fra New York City, i udkanten af Adirondack State Park finder man den lille by Lake George. Her ligger denne rekonstruktion af Fort William Henry.
Fortet blev bygget af englænderne under den fransk og indianske krig i 1754.
Allerede i 1757 blev fortet ødelagt af franskmændene under et angreb. Fortets overlevende fik lov til at forlade dette under løfte om frit lejde.
De bortrejsende soldater og disses familier blev dog angrebet af franskmændenes indianske allierede i den såkaldte Fort William Henry Massakre. Omkring 175 mennesker blev dræbt, selv om rygterne fik tallet til at vokse til ca. 1.500.
Franskmændene brændte fortet ned, men i 1953 blev det udgravet, og efter udgravningen blev den nuværende rekonstruktion opført. Her opføres i dag forskellige arrangementer for turisternes skyld.
Nogle af de gamle kanoner blev fundet i søen neden for fortet og er nu genopsat, mens andre er rekonstruktioner.
En rekonstruktion er også fortets gabestok.
Uden for fortet ligger en lille kirkegård for 6 af de soldater, der døde under massakren. Deres rester blev fundet i forbindelse med udgravningerne, og af skeletterne kunne man se, at de historier, der blev fortalt om indianernes tortur af de fangne englænderne, havde en hel del på sig.
Massakren er temaet for James Fennimore Coopers berømte roman, "Den sidste Mohikaner". Billedtæppet her som hænger i fortet viser scener fra romanen.
Neden for fortet ligger så selve søen Lake George, som i dag mest tiltrækker turister.
Turisterne dyrker både windsurfing, paragliding og meget andet.
Eller tager sig en sejltur på søen.
I mens gik murmeldyret her og græssede på en skråning lige ved siden af en fortovsrestaurant, hvor vi fik lidt frokost.
Noget syd for Lake George, ved Hudsonflodens bred, ligger byen Newburgh. Her havde George Washington sit hovedkvarter under den amerikanske frihedskrig i 1782 og 1783. Det var her fra Newburgh, at hæren blev hjemsendt da krigen var forbi i 1783.
Men han var i Newburgh fik Washington et brev, hvor han blev opfordret til at blive konge over den nye stat, hvilket han blev  rasende over.
I haven uden for hovedkvarteret står denne bygning, som måske har været et udkigstårn.
I haven ligger Uzal Knapp begravet. Han var den sidste overlevende af George Washingtons "life guard".
Der står også denne statue af en minuteman. Minutemen var soldater i revolutionshæren, der skulle være klar til at rykke ud et minut efter at de var blevet alarmeret.
Udsigten over Hudsonfloden er også fra Newburgh.
Længe mod syd, ligeledes ved Husonfloden, ligger den meget lille by Highland Falls. Den er ikke særlig kendt, men den er hjemsted for U.S. Military Academy, bedre kendt som West Point.
Fra parkeringspladsen ved stedets Visitor Center kan man kun lige se museet, som skulle have den vestlige halvkugles største samling af militære effekter.
På West Point får man ikke selv lov til at gå rundt, det er jo trods alt et militært område. Men man kan deltage i en guidet bustur - så det gjorde vi. Her er kasernebygningerne, der ligger på den anden side af plænen. I disse bor de ca. 4.000 studerende som akademiet har.
Også ved denne plæne, hvor der i øvrigt også holdes parader, ligger akademiets bibliotek.
Her finder man også statuen af George Washington til hest. Washington var klar over stedets strategiske beliggenhed, og var ansvarlig for opførelsen af nogle forter her under revolutionen. Senere var han en varm fortaler for etableringen af et militærakademi.
På bakken over kasernebygningerne ligger den største af West Points fire kirker, Cadets Chapel.
Bygningen er meget imponerende, og den rummer omkring 1.500 mennesker.
Kirken har nogle imponerende glasmosaikvinduer, og et af verdens største kirkeorgler.
Orglet har mere end 23.500 piber fra få cm til flere meter. I de største kan en mand ikke bare stå, men har god plads til at vende sig. Orglet er i øvrigt øvrigt bygget af den berømte bornholmske orgelbygget, Mathias Peter Møller, der slog sig ned i Pennsylvania i 1875.
Alteret her kaldes Grant Alter, fordi det blev givet til kirken af general og præsident, Ulysses S. Grant, der selv var uddannet fra stedet i 1843.
Her bag denne plæne ses et af stedets mange idrætsanlæg, The Arvin Gym. Man går meget op i sport på West Point og har hold med mange i civile turneringer fx i football, basketball, ishockey, hockey, og meget andet. Ikke mindst baseball er en stor sport og spilles på Doubleday Stadium, opkaldt efter general i borgerkrigen Abner Doubleday, der i følge den lokale legende opfandt baseballspillet under en orlov i 1839. Det er dog tvivlsomt om historien er sand, da Doubleday ikke havde orlov det år (det havde man kun hvert andet). Det lille hvide hus foran hallen er Quarter 100, kommandantens bolig. Her har blandt andet Robert E. Lee og andre koryfæer boet.
Battle Monument er akademiets mest berømte mindesmærke. Det er rejst som hyldest til de officerer fra West Point som faldt på nordstaternes side under borgerkrigen (selv om der faktisk var flere West Point officerer på sydstaternes side).
Kanonerne her er en del af Battle Monument.
Her er den såkaldte "million dollar view" på West Point. En fantastisk udsigt over Hudson River. Da vi var der, var der ved at blive gjort klar til en af stedets berømte koncerter, og mange havde allerede "reserveret" pladser ved at brede tæpper ud og sætte stole op, selv om der var 9 timer til koncerten skulle begynde.
Fra West Point kørte vi mod New York City, og er her på vej tværs gennem Bronx ad motorvejen, på vej mod Long Island.
På Long Island startede vi med at køre ud til Orients Point på den nordøstligste spids af øen, den såkaldte North Fork. Herfra skulle vi senere med en færge over til fastlandet (Connecticut) og vi ville lige orientere os om færgelejets beliggenhed.
På vej tilbage fra Orient Point gjorde vi hold og strakte ben ved Dam Pond.
Her er der både badestrand og marskområde.
Hvor man kan nyde naturen og ikke mindst fuglelivet.
Derfra kørte vi tilbage til Southold, hvor vi skulle besøge Eva & Bill. Eva er Dortes fars kusine. Hun er 92 og hendes mand Bill er 86, men de er stadig friske. Og bor i et smukt beliggende hus.
Og Dannebrog fra selvfølgelig oppe da vi kom.
Foran huset er der som i mange amerikanske haver, mest græs, men lidt blomster bliver det da til.
Og på græsset hyggede denne lille fætter sig. En vild kanin.
På den anden side af huset, var der også dyreliv i form af denne perlehøne, guinea hen, som amerikanerne kalder dem.
Den var meget nysgerrig og ville gerne helt ind i huset. Bill fortalte, at det var den sidste tilbageværende af en flok på fem høns. Han mente at ræven nok havde taget de øvrige.
Huset ligger ned til bredden af en gren af en mindre fjord, Jockey Creek.
Det er pænt store huse, der ligger her, de fleste har båd, og ingen af dem er billige. Eva fortalte, at deres hus er vurderet til omkring $2.000.000. Da hun og hendes første mand byggede det i 70'erne stod det dem i $20.000 inklusive grunden.
Eva er kunstmaler (hun har været professor på Cooper Union, et berømt kunstakademi i New York) og det fremgår overalt i huset. Ikke mindst i hendes atelier.
Her er et af hendes seneste malerier. Jeg synes at det er meget godt gået af en dame på 92 med slidgigt i hænderne.
"North Fork of long Island" er et af New Yorks kendte AVA'er (American Viticultural Area) og der findes masser af vinmarker og vingårde. Vi besøgte tre af disse og fik da også købt noget med hjem.
Eva og Bill længtes nu tilbage til den tid, hvor det var kartoffelmarker, der prægede området. Det tiltrak ikke helt så mange turister.
Vi ville nu hellere smage vin end kartofler. Vinmarken her tilhørte Lentz Winery.
Lentz lå i et lille, hyggeligt hus, og lavede en fremragende vin. Desværre ville de ikke sælge den til os, da den var forbeholdt medlemmer af deres vinklub. Vi kunne selvfølgelig melde os ind, men afstanden ville gøre det svært at benytte os af deres tilbud, så vi undlod. Men vinen, der kostede 55 dollars var nu rigtigt god, og har besejret nogle at de rigtigt store franske vine, fx Chateau Petrus og Chateau Lafite) i blindsmagninger.
Da vi nu ikke kunne købe deres vin, nøjedes vi med at nyde deres flotte hortensier.
Som der var rigtigt mange af.
Det sidste billede fra wine country er Macary Winery. Det skulle vi også have besøgt, men det havde desværre lukket, den dag, vi var der.
Så er vi på vej med færgen fra Orient Point til New London , Connecticut, og passerer færgen i modsat retning.
I solnedgangens skær var færgen et ganske godt motiv.
På vej med færgen sejler man lige forbi Plum Island. Bygningerne er Plum Island Animal Disease Center. altså et center, hvor man forsker i dyresygdomme. Nogle mener, at det er militæret der forsker i bakteriologiske våben, fx miltbrand. Det spilles der på i Nelson DeMilles roman "Drama på Plum Island". Nå ja, og så på det forhold, at et vedholdende rygte siger, at Kaptajn Kidds skat skulle være begravet et sted på North Fork of Long Island.
De sidste billeder fra Long Island er fra Dortes besøg hos Eva og Bill i oktober 2008. Her fra færgen mellem Long Island og Shelter Island, der danner grænsen mellem Atlanterhavet og Peconic Bay, farvandet mellem Long Islands North og South Fork.
Og her et blik ud mod Gardiner Bay, som er farvandet uden for Shelter Island.
Og her er vi ved Hither Hills på den sydlige gren (South Fork) af øen.
Den østligste spids af South Fork er Montauk Point. Radaren, der anes på billedet, stammer fra den kolde krig, men urban legends og konspirationsteorier, mener at vide den har været anvendt til et projekt, der blandt andet handlede om tidsrejser.
Her ligger Montauk Point Lighthouse. Også her ved fyret ligger Kaptajn Kidds skat begravet - siger legenderne.
Det er det ældste fyrtårn i staten new York og det fjerdeældste aktive fyrtårn i USA. Selve fyret er 33 meter højt, og lyskilden er 51 meter over havet. Fyret kan ses omkring 35 km væk. Oprindelig var lyskilden (1797) 13 lamper, der brændte med hvalolie. I dag er det lidt mere avanceret.
Statuen her af en redningsmand, står også ude ved fyret.
Lidt længere mod vest ligger Montauk Beach.
Og endnu længere mod vest ligger Napeague State Park hvorfra alle de sidste billeder stammer. Dem lader vi tale for sig selv.
 
 
 

  - Retur til USA Billeder -